Museumsreform: kan politikerne holde nallerne væk?

Er politikerne reelt med på at en kommende museumsreform skal føre til et “enkelt og gennemsigtigt” støttesystem?

I finansloven for 2014 var der afsat 420 millioner kr. til tilskud til de statsanerkendte museer. I finanslovsforslaget for 2024 er der afsat 419 millioner kr. til samme formål. Selv målt i løbende priser er tilskuddet til de statsanerkendte museer altså faldet, godt nok kun med 1 million kr., men desto mere, hvis man tager tiårets pris- og lønstigninger i betragtning.

Det er på ingen måde udtryk for, at skiftende kulturministre og folketing ikke prioriterer museerne. I samme periode er statens samlede udgifter til museer steget fra 887 millioner kr. i 2014 til 1.164 millioner kr. i 2024-forslaget.

I 2014 stod tilskuddet til de statsanerkendte museer for 47 procent af statens museumsudgifter. I 2024 er det reduceret til 36 procent.

De statsanerkendte betyder mindre

Økonomisk set har de statsanerkendte museer altså mindre og mindre betydning i det samlede museumslandskab.

Det harmonerer ikke med den store interesse folketinget har for det samlede museumsvæsen. Det illustreres både af den samlede økonomiske prioritering og de virkeligt mange store – og især små – bevillinger der er givet til museer i det seneste tiår. Ingen andre kulturområder nyder så megen politisk interesse som netop museerne.

I samme periode er diskussionerne om behovet for en museumsreform blot taget til.

Reform på vej

Efter planen skal Kulturministeriets arbejdsgruppe om en museumsreform aflægge en rapport i oktober 2023.

Arbejdsgruppens kommissorium er begrænset til kun at handle om de såkaldte “statsanerkendte museer”, altså de museer som er omfattet af museumslovens kapitel 6. Dem er der for øjeblikket 97 af over hele landet.

Det hurtige retoriske svar til kulturministeren, som har nedsat en arbejdsgruppe til bl.a. at give mulighed for flere statsanerkendte museer, er, at hvis blot de statsanerkendte museer havde haft samme økonomiske opskrivning som resten af museumsområdet, ville der ikke være problemer med at give plads til nye museer.

Ifølge regeringsgrundlaget skal man “reformere forældet lovgivning og rydde op i tilsandede strukturer”. Det er en så tilpas upræcis formulering, at det kan dække hvad som helst og i hvert fald ikke viser nogen bagvedliggende analyse. Ifølge kommissoriet skal arbejdsgruppen nå frem til “et enkelt, gennemsigtigt og fleksibelt tilskudssystem med en hensigtsmæssig incitamentsstruktur, der understøtter museernes opgaver.”

Inden arbejdsgruppen blev nedsat, var der fra forskellig side ytret mange forskellige begrundelser for en museumsreform:

• afskaffe gamle tilskudsordninger baseret på statens forpligtelser ved nedlæggelsen af amterne i 2007,
• sikre mere støtte til kulturhistoriske museer på bekostning af kunstmuseerne,
• sikre en bedre geografisk balance mellem hovedstad og provins,
• bedre støtte til publikumssøgte museer,
• “der er for mange museer i Danmark”,
• omfordeling mellem kommunernes og statens forpligtelser,
• ønske om at få nye museer blandt de statsanerkendte,
• ønske om at museer skal kunne miste statsanerkendelsen,

Selve begrebet “statsanerkendt” museum er i sig selv noget antikveret. Reelt må man jo sige, at alle de museer der får støtte gennem finansloven eller udlodningsmidler er statsanerkendte. De er bare ikke anerkendt gennem det fagligt funderede system, der gælder i henhold til museumsloven.

Kritik af museumsloven

Man kan også hævde, at folketingets mange enkeltbevillinger til museer er udtryk for, at folketinget ikke længere er enigt i den gældende museumslov. Museumsloven bygger på fem – for museumsfolk velkendte – søjler: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Det er dog konsekvent, når folketinget giver enkeltbevillinger til museer, at disse udelukkende begrundes med bevaring og formidling. Indsamling, registrering og forskning tæller altså ikke længere så dybt for folketinget, som det gjorde, da man vedtog museumsloven.

Gennem hele den nævnte periode har Rigsrevisionen fortløbende rettet kritik mod museernes registreringsarbejde. Det har ført til stærkere kontrol og opsyn fra Kulturministeriet – men ikke til flere penge til at varetage formålet.

hvordan sikrer man, at statens støtte til museer bliver mere stabil, at den bliver mere fagligt funderet – så politikerne kan holde nallerne væk

Samtidig med den seneste ændring af museumsloven øgede man kravene til budgetter for de enkelte museer. Det gjorde man for at sikre, at det faglige fundament var stærkt nok for det enkelte museum og tilskynde til sammenlægninger af museer. I stedet har folketinget valgt at pøse ud med småpenge – som netop ikke sikrer det faglige fundament.

Enkeltbevillinger

Gennemgår man listen over enkeltbevillinger, er det tydeligt, at der er en række museer, som på en eller anden måde tilgodeses politisk næsten hvert år (Den Gamle By, Gammel Estrup, KØN, Arbejdermuseet, Fregatten Jylland, Karen Blixen Museet, Regan Vest, Dansk Jødisk Museum).

De mange enkeltbevillinger folketinget giver til museer, indeholder også nogle ganske tydelige markeringer.

De kulturhistoriske museer får broderparten. Ofte er der knyttet mere eller mindre ideologiske forhold til museerne: Arbejdermuseet, KØN, Fregatten Jylland. Det er lige før, der kan sættes symbolske partibogstaver ved museerne. Mange enkeltbevillinger går til museer som har med forsvaret og fortidens krige at gøre. Der er gennemgående tale om museer, som skal markere landets nationale, historiske betydning.

Desuden ses ofte et behov for geografisk baserede bevillinger, hvor stærke folketingsmedlemmers valgkredse har betydning.

Nallerne væk

Det er rimeligt sandsynligt, at man faktisk lykkes med en museumsreform i denne valgperiode. I regeringens finanslovsforslag for 2024 er der afsat en reserve til initiativer fra regeringsgrundlaget. Denne skal bl.a. bruges til at skabe en smidig overgang fra det nuværende støttesystem til et kommende. Dette hjælper givetvis med reformiveren.

Man må håbe, at reformen skaber en ramme, så de nuværende ”faste” modtagere kan rummes indenfor den fagligt funderede vurdering.

Det spørgsmål, der ikke er stillet åbent, er: hvordan sikrer man, at statens støtte til museer bliver mere stabil, at den bliver mere fagligt funderet – så politikerne kan holde nallerne væk.

De politiske enkeltbevillinger lever nemlig slet ikke op til forudsætningen om “enkelt og gennemsigtigt” system.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør