Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond har fundet sine formål, samarbejdspartnere og redskaber. Er det nok?
De to regionale kunstfonde blev født som en politisk protest mod Statens Kunstfond, navnlig Dansk Folkeparti var optaget af at etablere et alternativ til den ofte udskældte eller i det mindste omdiskuterede kunstfond. For at understrege modsætningen til Statens Kunstfond tog man penge fra Statens Kunstfond til de to regionale kunstfonde.
De to regionale kunstfonde blev også brugt i diskussionen om balancen mellem hovedstad og resten af landet, idet man fra start besluttede, at hovedstadsområdet skulle holdes udenfor.
I forhold til den politiske nerve, der var ved etableringen, har der været påfaldende stille om de to fonde i de forløbne seks år. Man skal måske ikke forbavses over, at hovedstadsmedierne ikke interesserer sig for fondene – de fungerer jo ikke i nærområdet. Men siden etableringen har der ikke været nogen politisk polemik om fondene. De lever deres eget stille liv, oplyser om bevillinger og får nye bestyrelser hvert fjerde år.
Evalueringer
Der foreligger en evaluering af de to fondes første tre virksomhedsår. I denne konstaterer man, at der er for ringe kendskab til de to fonde og at “ansøgerkredsens behov kan være delvist dækket af andre ordninger”. De som har modtaget tilskud, udtrykker tilfredshed med samarbejdet med fondene, som man synes har været gode til at se de tværfaglige behov.
Der foreligger til gengæld ingen offentlig tilgængelig evaluering af de projekter, som har opnået tilskud. Er de lykkedes? Har tilskud og rammer for tilskud været passende? Har mixet af forskellige tilskudsydere fungeret hensigtsmæssigt?
I ganske mange kommuner er de lokale biblioteker og kulturhuse helt centrale for det lokale kultursamarbejde. Hvorfor er disse institutioner helt fraværende på listerne over tilskudsmodtager? Måske har de ikke søgt. Men hvorfor ikke?
Inhabilitet, også her
Det er en underdrivelse at sige, at Statens Kunstfond har en langt mere detaljeret statistik end de to regionale kunstfonde. De offentliggør faktisk ikke har nogen statistik. Åbenheden og gennemsigtigheden er altså langt større i Statens Kunstfond. Måske fordi dens udvalg og tildelinger så ofte har været diskuteret.
Politikerne interesser sig for en sag, indtil en aftale er indgået. Derefter er sagen helt ude af fokus.
Sekretariatsbetjeningen er dog den samme, så det burde ikke være vanskeligt at offentliggøre tilsvarende statistiske oplsyninger om geografi, ansøgere, aldersfordeling, køn etc., som Statens Kunstfond gør. Ja, de to regionale kunstfonde er snart det eneste sted under Kulturministeriet, hvor man intet oplyser om ansøgere og tilskudsmodtageres køn!
I Statens Kunstfond er der en væsentligt højere andel af tilskudsmodtagerne, som har fået bevillinger tidligere end i de to regionale fonde. Det tyder på, at de to regionale fonde lykkes bedre med at kommunikere med nye projektmagere.
En hyppigt gentaget kritik af udvalgene i Statens Kunstfond er, at udvalgsmedlemmerne ofte er inhabile. De som erklærer sig inhabile, går udenfor døren, når sagerne behandles. Men: påvirker de alligevel indirekte beslutningerne? spørges tit. Her er i hvert fald ingen forskel til de to regionale kunstfonde. For også her må medlemmer hyppigt erklære sig inhabile. Positivt kan det jo tolkes som udtryk for at det er lykkedes at finde bestyrelsesmedlemmer, som har fingrene nede i den lokale muld.
Hele landet?
Nogle peger på, at en af fordelene ved de to regionale kunstfonde er, at de arbejder tværfagligt og gerne etablerer utraditionelle samarbejder, især gerne med erhverv. Hvis dette er et særligt gode: bør det så ikke udbredes til hele landet?
Er den lokale forankring stærk nok, når alle bestyrelsesmedlemmer udpeges af kulturministeren? Nogle bestyrelsesmedlemmer indstilles dog af de regioner, som er omfattet. Dog ikke Region Sjælland, som er den eneste region uden repræsentation. De to regionale kunstfonde har postadresse i København. Jamen, burde disse fonde ikke forankres lokalt, når formålet ligefrem er regionalt? Og hvis de egentlige regioner overlever debatten om sundhedsstrukturen i Danmark: burde man ikke etablere en fond for hver region for at sikre den nære lokale tilknytning – og samarbejder i velkendte strukturer?
Dannelsen af de regionale kulturfonde var selvfølgelig en sejr for en anti-establishment holdning til kunststøtten – ud fra påstanden om at kunstnere i Statens Kunstfond er establishment og at der er for meget københavneri på den samlede kunstscene. Det er dog besynderligt, at der ikke gøres mere for at fejre sejren. Hvorfor er der ingen som kræver flere penge til de to fonde? Eller flere opgaver?
Fondene selv ser det heller ikke som sin opgave, at åbne diskussionen om egne roller. Til forskel fra de fleste ander kulturinstitutioner, som hele tiden skal begrunde sin egen position og funktion.
På mange måder lever processen om de regionale kunstfonde op til forskeren og forfatteren Sigge Winther Nielsen beskrivelse af poltik i fordøren og i bagdøren. Politikerne interesser sig for en sag, indtil en aftale er indgået. Derefter er sagen helt ude af fokus.
Den der lever stille, lever måske godt. Men er det nok?
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør
