Aktuelt · Kunst og museer · Politik
Kunsten at give tilskud
Ny bog forklarer, hvorfor museumsreform kan blive dysfunktionel.
CulturCritik:
Det lyder tørt og det er til dels tørt. Fire økonomer, med professor Per Nikolaj Bukh i spidsen, har skrevet bogen Resultatfinansiering af museer – udfordring og muligheder. Det er en lynhurtigt produceret bog, som skal ses som en reaktion på rapporten fra Arbejdsgruppen om Museumsreform, der udkom i november 2023 (se Søndag Aften arkiv).
Godt nok tager bogen udgangspunkt i diskussionerne om en museumsreform, men den kan sagtens læses ud fra museerne som case med henblik på, hvordan det offentlige i øvrigt kan strikke tilskudssystemer sammen.
Indledningsvis konstaterer man i bogen, at “set udefra kan det synes ganske overraskende, hvor dynamisk sektoren har tilpasset sig både økonomiske realiteter og skiftende kulturelle og samfundsmæssige behov”. Det er nok en konstatering, som er værd at bide mærke i for en museumsverden, som i indbyrdes kamp om støttemidlerne, kan lyde meget nødlidende.
Dysfunktionel reform
Modellerne fra Arbejdsgruppen om Museumsreform får ikke rosende ord med på vejen. Selv om de tre modeller er lidt forskellige, bygger de på samme principper, som forfatterne kritiserer ganske stærkt. Eller som det siges i bogen: “indebærer en forholdsvist ekstrem incitamentsstruktur med stor budgetusikkerhed, hvilket medfører flere mulige dysfunktionelle egenskaber.”
I kritikken af Arbejdsgruppens forslag slår man ned på flere forskellige forhold. Det væsentligste tager udgangspunkt i, at museer som virksomhedsform er ganske driftstunge. Husleje, bygninger, vedligehold og personale fylder meget på budgetterne. De variable omkostninger fylder ikke meget. Derfor foreslår forfatterne, at man i høj grad baserer et fremtidigt tilskudssystem på faste grundtilskud. Arbejdsgruppen foreslår også et fast grundtilskud, men det udgør en meget lille del af det samlede tilskudssystem. Det vil forfatterne øge, men i variable størrelser, afhængigt af de enkelte museers opgaver, bindinger og formål. Dette bør afspejle museernes omkostningsstruktur.
Hvad skal vi med incitamenter?
Arbejdsgruppens forslag med såkaldte trappe- eller trinmodeller skaber nogle ekstreme incitamenter. Trinnene skaber dels overdrevent fokus på at nå et trin op, dels ligegyldighed overfor incitamenterne, hvis en institution alligevel er for langt fra næste trin. Det samme kan man sige om de maksimumsgrænser der ligger i trinmodellerne. Har man opnået maksimumstilskud, har man altså ikke længere noget incitament for at forbedre sig.
I bogen argumenterer man overbevisende for i stedet at have lineære modeller. Hvis fx publikumstal er blandt kriterierne, så skal hvert ekstra publikum give lidt ekstra.
Desuden understreger man, at en hvilken som helst incitamentsstruktur vil påvirke opgaveløsningen og at “entreprenante aktører agerer i forhold til incitamenterne.” Altså: selv om man tror det bedste om ledelserne på danske museer, vil de tilpasse sig de muligheder der kommer. Som eksempel nævner man muligheden for at forskning kan blive publiceret i småbidder, hvis det bedre kan svare sig – det er der faktisk et ord for: “salamipublicering”!
Arbejdsgruppen lægger til grund for sine forslag, at der ikke kan etableres en sikker tællemetode for museers arrangementer udenfor selve museets bygninger. Derfor tæller disse ikke med, når publikumstal gøres op. Konsekvensen bliver herefter, at museer tilskyndes til kun at lave arrangementer i huset.
Bogen understreger altså, at incitamenter skal bruges til at styre i en retning man ønsker, ikke blot som præmiering af den udvikling som allerede er sket. Og det er måske et problem i hele diskussionen om en kommende reform: man taler mere om, hvordan tilskuddet til de enkelte museer burde have været i går, end om hvordan museerne bør udvikles til i morgen.
Hvad vil vi med museerne?
Forfatterne kritiserer også, at Arbejdsgruppen har udpeget nogle kriterier for tilskud udelukkende ud fra hvad der er objektivt målbart. Oveni dette lægger man en incitamentsstruktur. Man savner at Arbejdsgruppen forholder sig til spørgsmålet: hvad bør udvikles?
Ud fra bogens logik kan man spørge: når museerne samlet set har været så dygtige til at øge publikumstallet i de seneste år, hvorfor er der så brug for at skabe incitamenter som fortsætter denne trend? Flere publikummer er naturligvis altid et gode. Det ved museerne jo godt, både fordi det er bekræftende for virksomheden og fordi entreindtægter i sig selv er et incitament. Men skal man arbejde med incitamenter, bør man nok snarere gøre det på områder, hvor museerne ikke udvikler sig i forvejen.
Forfatterne foreslår en model med flere kriterier end de tre der er i Arbejdsgruppens forslag og ser intet problem i at nogle af disse kriterier baseres på faglige skøn. Forfatterne understreger samtidigt, at faglige skøn skal fastlægges ud fra relevante bedømmelseskriterier og kan være mere eller mindre systematiske, veldokumenterede og transparente. Også faglige skøn kan kvantificeres.
Forfatterne tror ikke man kan lave en tilskudsreform, som sikrer alle de hensyn man måtte ønske sig. Der vil blive behov for en pulje, fx på 5 procent af den årlige samlede tilskudssum til særligt prioriterede opgaver, initiativer mod bestemte målgrupper, udviklingsopgaver eller andet.
Kimen til nye problemer
Som forfatterne skriver: “Ud af det tilsyneladende kaos skaber styringen en ny orden, hvis iboende rationalitet og modsætninger rummer kimen til nye problemer.” En museumsreform i 2024 vil altså ikke skabe en endelig løsning.
For politikere kan det umiddelbart være nedslående at læse denne konstatering i bogen “Den dårlige nyhed til politikerne er således, at en tildelingsmodel baseret på fuldstændig objektive kriterier, som alle er enige om, ikke kan konstrueres. Så enkel er museumsverdenen ikke. Man slipper således ikke for at foretage politiske valg og prioriteringer.”
Men det bør ikke være nedslående. Politik kan ikke objektiviseres. Der skal træffes valg. De må meget gerne være fagligt baserede. Der skal prioriteres. Og prioriteterne vil ændres over tid. Det er sådan set det politik handler om. En museumsreform i 2024 skal revideres om føje år. De mange års tilløb til den aktuelle reform taler dog for at man bør sikre sig, at der går en rum tid før debatten blusser op igen.
Alle der interesserer sig for den aktuelle diskussion om tilskudsmodeller for museerne bør læse denne bog. Men ikke mindst bør politikere og embedsmænd, som arbejder med fremtidige tilskudsmodeller på andre kulturfelter, tage bogens pointer med i sine overvejelser.
Det er nok meget sundt at tænke over, hvad man vil med offentlige tilskud, før man konkluderer, hvordan pengene skal bruges.