EU-partierne vil kulturpolitik. Vil kunstnerne og de kreative det?
Selvfølgelig fylder kulturpolitik ikke meget i den aktuelle valgkamp til Europa-Parlamentet. Men de politiske programmer – manifester i EU-lingo – viser, at kulturpolitik faktisk også spiller en rolle i EU-samarbejdet.
Engang handlede EU’s kulturpolitik om man skulle have en fælles hymne, om kulturhovedstæder og andre mere symbolske markeringer af fællesskabet. Kulturen skulle bruges til at vise, at Europa stod sammen. Dette syn er for længst ændret.
Valgkamp om kultur
Når den konservative gruppe i EU-parlamentet lægger vægt på at sikre kulturarven, er det en markering, som er helt logisk ud fra det ideologiske udgangspunkt. Når gruppen Left går til valg på at 2 procent af EU’s BNP skal bruges på kultur, kan det selvfølgelig læses som et hint til den tilsvarende investering i forsvarsudgifterne for NATO-landene. Men det er også en markering af kulturens betydning. Og det er først og fremmest et opgør med den tidligere brede konsensus om de såkaldte nærhedsprincipper. De enkelte lande skulle beslutte det, som var nærmest dem selv. Nu skal alle altså – ifølge Left – bruge 2 procent af BNP på kulturen. Enhedslisten er med i Left. Indtil 2019 var Enhedslisten med i Folkebevægelsen mod EU. Her ville man aldrig have foreslået at medlemslandene skulle bindes til bestemte udgifter på kulturområdet.
Man kan mene at det er gået langsomt, men kulturpolitikken i EU nærmer sig mere og mere et normalt politikområde. Der er store og små initiativer. Der er uenigheder og konflikter. Men der er ikke længere en udgang, som består i at man udelukkende håndterer kulturpolitikken nationalt.
Dele af EU’s kulturpolitik er naturligt grænseoverskridende, fx diskussionen om digitaliseringens konsekvenser. Opgør med techgiganterne kræver større muskler end et enkelt land vil kunne præstere.
EU-parlamentet venter ikke på kunstnerne og andre kreative
Men nu mener den liberale gruppe ALDE, med bl.a. Venstre og Radikale Venstre, at EU skal lave en fond til at støtte uafhængige medier. Begrebet “uafhængighed” er i sig selv en udfordring, for stort set alle væsentlige danske medier er allerede afhængige af statslige støtte. Hvordan skal det forvaltes i EU-regi?
I Danmark har der været stor modstand mod fælles standard for EU-mindsteløn. Nu vil De Grønne udarbejde en fælles europæisk ramme med minimumsstandarder for kulturarbejdere.
Hvor er kunstnerne og de kreative?
De europæiske partier vil altså føre kulturpolitik. Hvor er initiativerne fra kultursektoren selv? Bibliotekernes samarbejdsorganisation, EBLIDA, har lanceret et eget manifest, Biblioteker for en bæredygtig fremtid. Men bibliotekerne er vist de eneste, som har italesat EP-valget. Hvor er museernes organisationer, når kulturarven er på partiers valgprogrammer? Journalisternes, når medierne er det eneste alle partier forholder sig til?
Hvor er Dansk Kunstnerråd, når EU-partier ønsker at lave regler for kulturarbejderes løn- og arbejdsvilkår? Den danske fagbevægelse har for længst indset, at EU er en kampplads.
Hvor mange valgmøder om kulturpolitik bliver der holdt i det ganske land i de kommende uger? Hvor meget pres bliver der sat på vores kommende EU-politikere, så de forholder sig til de kulturpolitiske dagsordner?
Man kan selvfølgelig vente i fem år mere. Men EU-parlamentet venter ikke på kunstnerne og andre kreative.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør
