Den langstrakte sag om Filminstituttets etablering af Filmtaget er nu nået frem til Rigsrevisionens beretning, som konstaterer, at “Kulturministeriet har overtrådt bevillings- og disponeringsreglerne i forbindelse med, at Det Danske Filminstitut har indgået aftale om Filmtaget uden hjemmel.” Statsrevisorerne følger kritikken op med konstatering af, at det er utilfredsstillende (hvilket er middelniveau i kritik-skalaen).
Det gør det ikke bedre, at der gik hele tre år fra departementet fik kendskab til sagen, til man fremlagde et aktstykke for Folketingets Finansudvalg. Sagen førte til at Filminstituttet måtte afskedige medarbejdere og ikke har været i stand til at varetage alle kerneopgaver.






