13 forskere vover pelsen og kommer med indspark til vores kulturpolitiske konsensus.
CulturCritic:
Ofte efterlyses svar fra forskere, men med bogen Verdens bedste kulturpolitik?, redigeret af Trine Bille og Anja Mølle Lindelof, tillader i alt 13 forskere at stille spørgsmål til den herskende kulturpolitik. Mange af spørgsmålene vil virke ubekvemme, men det er jo netop meningen for at nå til ny viden og måske på sigt til noget, som kan modsvare bogens titel.
Bogen fokuserer på rigtig mange forskellige kulturpolitiske emner. Det spænder meget vidt, måske også for vidt. Der indgår eksempelvis efterlysning af større evidens i kulturpolitikken, konsekvenser af politikkens sproglige rammer, brugen af AI, forståelse af begrebet publikumsudvikling, manglende fokus på såvel amatører som børn og unge og diskussioner om instrumentaliseringen af kulturpolitikken.
Trods de mange forskellige vinkler, tager forskerne afsæt i samme opfattelse af kulturpolitikkens udviklingstræk. Digitaliseringen og den platformsbaserede kommunikation har på alle leder og kanter udfordret såvel institutioner som politik. En bivirkning, der ellers ikke tales meget om, er at det digitale er kvantificerbart og derfor er med til at forstærke kravet om tal for alskens kulturaktiviteter.
Fra adgang til forbrug
Tidligere handlede de kulturpolitiske mål om at sikre at alle havde adgang til kulturen. Nu handler det om at forbruget af kultur er skævt. Politisk er debatten forfladiget til at handle om “mere kultur til flere,” hvor målsætninger kommer til at handle om optællinger.
Forskerne ønsker større fokus på kunstens og kulturens ikke-markedsomsatte værdier.
I bogen efterlyses større fokus på amatørkulturen, især forstået som menneskers selvudøvelse. Bogens løsningsforslag på dette er bedre statistik og en paraplyorganisation for al breddekultur. Det turde være et åbent spørgsmål om det vitterlig er de løsninger, som man selv ville pege på fra de som beskæftiger sig med feltet i det daglige. Svarene kunne vel også handle om rammer og ressourcer?
Bogen peger også på behovet for mere fokus på børn og unges kulturaktiviteter. Det er der næppe mange som er uenige i. Men så kunne det være interessant at få nogle forskeres bud på, hvad der faktisk skal til. De sidste 20-25 år har der næppe været indgået en eneste kulturpolitisk aftale på Christiansborg uden at der var elementer som netop handlede om at styrke mulighederne for netop børn og unge. Et eller andet sted er der noget, som ikke rimer i synet på børn og unges behov.
Effektstudier uden effekt
I bogen beskrives den såkaldte “instrumentalisering af kulturpolitikken”, som for alvor tog fart i 1980’erne. Instrumentaliseringen medfører, at kulturpolitikken skal løse samfundets problemer, fx begrundes kulturpolitiske initiativer med at de giver vækst og beskæftigelse (det kreative er altså ikke nok i sig selv). I de senere år er kulturpolitikken hæftet sammen med sundhedspolitik.
Befriende klart skrives om de mange rapporter som udgives og viser kulturens økonomiske betydning (økonomiske effektstudier), at der er “en lang række metodiske problemer med disse studier, fx manglen på alternativbetragtninger, som gør, at de økonomiske effekter ofte er betydeligt overvurderede” … “Den kulturpolitiske ‘evidens’, som denne type undersøgelser frembringer, kan dermed nemt afskrives af fagøkonomer.”
Hvad er publikumsudvikling?
Bogen åbner for en interessant diskussion om begrebet “publikumsudvikling”: Enhver kulturinstitution bærer i sig ønsket om at nå ud til flest mulige. Dette forstærkes naturligvis af et politisk fokus og ofte pres på netop denne dimension af institutionernes arbejde.
Som der står: “Hvis kulturpolitikken fordrer, at kulturinstitutionerne skal publikumsudvikle mere, end de gør i forvejen, må den som minimum også kræve, at de aktører, som den sætter i verden med henblik på at understøtte kulturinstitutionernes arbejde med publikumsudvikling, kan redegøre overbevisende for sammenhænge mellem indsatser og udfaldet af disse”.
Og så spørges der: “Men hvorfor ender kultursektoren så med et unøjagtigt og tilsyneladende uanvendeligt begreb som publikumsudvikling, som mere eller mindre frivilligt tvangspålæg på et område, de har arbejdet målrettet med siden antikken?”.
Kan vi rimeligt forvente eller kræve at Danmark, som er et af de lande, som relativt har flest kulturforbrugere, fortsat kan øge andelen?
I et særligt kapitel om Storbritanniens kulturpolitik, beskrives, hvordan man netop har investeret i publikumsudvikling, hvorefter der konstateres, at “politikker som disse slet ikke har formået at demokratisere engagementet i offentligt støttet kunst og kultur i Storbritannien”.
Spørgsmålet bliver: investerer vi i publikumsudvikling i blinde? Hvor er evidensen?
Eller er problemet, at kulturinstitutionerne, blandt andet på grund af støttesystemerne, kommer til at ligne hinanden for meget? At det sikreste er at gå efter de 70 procent, som i forvejen er kulturbrugere. Hvordan præmierer man de institutioner, som går efter et nyt publikum, men som derved samlet tiltrækker færre mennesker?
Bag denne diskussion ligger også, hvad man politisk betragter som “gode kulturaktiviteter”. Hvorfor indgår fx bridge, korsang og håndarbejde ikke i kulturstatistikkerne?
Hvor er kommunerne?
Der er ikke nogen tvivl om, at den digitale udvikling og platformsøkonomien har været og er en stor udfordring for kultursektoren. Men at hævde, at “Imens de globale platformsejere voksede sig store, sov politikerne i timen,” er nu nok at tillægge politikerne for stor betydning – og savner i hvert fald forskningsmæssigt belæg. Man kan så fortsætte værtshussnakken med at spørge: hvem sov ikke?
Et af de sjove bidrag i bogen handler om, hvad der ville ske, hvis Kulturministeriet skiftede navn. Som forslag nævnes de (rimeligt umulige) alternative navne: “Ministeriet for Professionel Kunst, Kulturarv, Sport, Medier og Hverdagskultur” eller “Ministeriet for Kreativitet og Trivsel”. Det sjove er selvfølgelig, at navnene giver vidt forskellige associationer, hvilket kan påvirke såvel indhold som fokus. Blandt forslagene nævnes ikke “Kunstministeriet”. Det kunne ellers være et svar til kritikken af at “kunstogkultur” er blevet til et enkelt ord.
I øvrigt kan det undre, at forskernes indsigtsfulde vurderinger og indspark til kulturpolitikken udelukkende handler om det nationale niveau. Der er konstateringer af kommunernes betydning. Men man læser bogen med en følelse af, at kommunerne ikke rigtig eksisterer i forskernes blik.
