Inhabilitet i rygmarven

Hvorfor er litteraturen et særligt følsomt område, når vi taler om habilitetsproblemer i kunstverden?

CulturCommentar:

Kan man både være litteraturredaktør på et dagblad og sidde i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur?

Nej, blev konklusionen efter en kort, ophedet debat.

Politikens litteraturredaktør er ikke i sig selv inhabil. Påstanden var derimod, at han utvivlsomt ville blive det. To kasketter er én for mange, mente kritikerne. Han burde slet ikke have accepteret opfordringen til at træde ind i Statens Kunstfonds litterære legatudvalg. Ja, kulturministeren og hendes rådgivere burde have set det indlysende problem i, at en så magtfuld person fik denne kasketsammenblanding.

Eller også skulle han tage orlov fra Politiken. Dansk Forfatterforening mente, at han skulle tildele sig selv karens fra at anmelde danske bøger i Politiken. Foreningen glemte åbenbart i skyndingen, at også oversættere nyder godt af legater fra samme udvalg. Men man kan åbenbart ikke være inhabil, hvad angår oversættelser?

Reglerne fulgt

Ingen har hævdet, at reglerne ikke blev fulgt. Formelt set er der intet til hinder for dobbeltposterne.

Til diskussion er derimod jugementet om graden af magtkoncentration og muligheden for sammenblanding af interesser. Fint illustreret gennem debattens udsagn “kan redaktøren give 6 hjerter til en forfatters bog og så afvise at give samme forfatter et arbejdslegat”.

I debatten gav man sig ikke tid til at overveje, om der har været tilsvarende eksempler på sammenblanding af interesser tidligere.

Fx sad Berlingske Tidendes teater- og litteraturanmelder Jens Kistrup fra 1984 til 1986 i det litterære tremandsudvalg i Statens Kunstfond. Og kunne stadig anmelde. Og Politikens teaterredaktør og -anmelder, Monna Dithmer, fortsatte med at anmelde teater og dans, mens hun sad i Statens Kunstfonds film- og teaterudvalg fra 1994 til 1998.

Litteraturen er særlig

Der er altså præcedens for, at man både kan være en magtfuld anmelder og en magtfuld legatuddeler. Spørgsmålet er, hvorfor kan Politikens litteraturredaktør så ikke?

Èn forklaring kunne være, at dagbladet Politiken har en helt særlig magtposition som hyppigt citeret og anerkendt medie.  Politikens position indenfor litteratur er nok sammenlignelig med bladets position indenfor teater. Og en teateranmelder kunne man altså godt levere til Statens Kunstfond.

En anden forklaring kunne være, at der er en særskilt sårbarhed på litteraturområdet, som ikke gælder andre kunstneriske områder. De habilitetsdiskussioner, som med mellemrum dukker op omkring Statens Kunstfond, har en tendens til at handle om litteraturen. Ind i mellem også billedkunsten. Altså kunstneriske områder, som præges af enkeltkunstnere. Og områder, hvor legater fra Statens Kunstfond har en voldsom økonomisk betydning for kunstens samlede økosystem.

Èn tredje forklaring kunne være, at vi bare er blevet mere opmærksomme på risikoen for habilitetsproblemer i det statslige kunststøttesystem.

Ytringsfrihed for udvalgsmedlemmer

Det er tankevækkende, at Dansk Forfatterforening “opfordrer Jes Stein Pedersen til at ophøre med at anmelde dansk litteratur, så længe hvervet som udvalgsmedlem varer”. Altså: en forening, hvis medlemmer lever af ytringsfriheden, mener, at ytringsfriheden skal være begrænset – ud over den gældende lovgivning – for mennesker, som har ansvaret for kunststøtten!

Hvis dette foregik i Rusland, og præsidenten pålagde bestemte grupper af skribenter en begrænsning af deres ytringsfrihed, ville International PEN og mange andre protestere. Nok er Dansk Forfatterforening ikke præsident, men man opfordrer samtidig til at Staten “udarbejder klare kriterier for, hvilke hverv der ikke kan forenes med en post i Statens Kunstfonds fagudvalg”, altså en decideret sortlistning af grupper af åndsarbejdere.

Især i litterære miljøer er der en rygmarvsreaktion, hvor man nærmest forventer inhabilitet

Det tenderer en anelse naivt at antage, at det mulige magtproblem i sammenblandingen af job og udvalgspost, skulle kunne begrænses til anmeldelser. Så meget betyder anmeldelserne faktisk ikke. Litteraturredaktøren bestemmer jo også, hvad der anmeldes (og af hvem), hvem der interviewes, hvem der laves reportager om. Foruden perspektivet i at fratage en skribent muligheden for at udøve vedkommendes (måske) foretrukne skribentvirksomhed i fire år, selvfølgelig både vil kunne påvirke hans evner for denne skribentvirksomhed og kommende arbejdsgiveres lyst til at hyre ham. Forlang, at en digter ikke må skrive et digt i fire år – det kan kun lade sig gøre i diktaturer.

 Tillid er godt

Hele det danske kunststøttesystemet bygger på tillid. En række armslængdeorganer er etableret i tiltro til, at kunstfagligt kyndige er de bedste til at fordele den statslige støtte. I forhold til den mængde mennesker, der har siddet i udvalgene under Statens Kunstfonds siden etablering i 1964, er mængden af habilitetsskandaler forbavsende få. Forestillingerne og frygten for habilitetsproblemer er langt større. Mange medlemmer af udvalgene opfører sig næsten paranoidt i frygt for at blive set sammen med en mulig ansøger.

I store dele af det dansk kunstmiljø mødes det statslige kunststøttesystem med mistillid. Især i litterære miljøer er der en rygmarvsreaktion, hvor man nærmest forventer inhabilitet. Dette er også en af forklaringerne på, at Dansk Forfatterforening er den eneste kunstnerorganisation, som helst ser sig fri for at udpege medlemmer til kunststøtteudvalg.

Når røgen lægger sig efter den aktuelle udskiftning blandt udvalgsmedlemmer, burde Statens Kunstfond igangsætte en diskussion om, hvordan man igen får et frirum til at forske, være, synes om, udtrykke sig – uden at det bliver fortolket, som om det er Nobelkomiteens medlemmer, der bærer på statshemmeligheder.

 

PS: Det burde være unødvendigt, men for god ordens skyld: undertegnede har aldrig mødt, endsige talt med, Politikens nuværende litteraturredaktør.

 

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør