Public service – for de få eller for de mange

Public service-begrebet er under forandring. De politiske kompasser kan ikke bruges som sigtelinjer.

CulturCommentar:

Det har alle dage været en del af den kulturpolitiske debat, om offentligt støttet kultur er for de få eller for de mange. Om man støtter det bedste af det bedste eller leverer kultur til folket. Diskussionen om Statens Kunstfond i 1960’erne er klassikeren indenfor feltet. Men diskussionen er påfaldende nok aktualiseret gennem mange samtidige offentlige diskussioner.

Aktuelt ses diskussioner om medieaftale, filmlov, biblioteksudlån og cirkusstøtte.

Public service under forandring

Public service-begrebet er under forandring. Tidligere blev public service set som en helhed, for en hel virksomhed: DR var indbegrebet af Public Service. Nu er der særlige elementer, som er public service. Derfor er der bl.a. etableret en særlig Public Service Pulje, som også kommercielle tv-stationer kan søge om – åbenbart for at enkelte af deres programmer skal være public service.

I takt med at det hyppigere og hyppigere diskuteres om DR definerer public service for bredt, anvendes begrebet hyppigere om andre felter. Fx er det blevet almindeligt, at kalde bibliotekerne for en public service virksomhed.

Ligeledes breder der sig en opfattelse af, at enkelte programmer i DR ikke er ”rigtig” public service. Der eksisterer vist ikke nogen definition af, hvilke programtyper der er ”mere” public service end andre. Men mange har nok en fornemmelse af, at fx TV-Avisen er mere ”rigtig” end X-faktor.

I takt med at det hyppigere og hyppigere diskuteres om DR definerer public service for bredt, anvendes begrebet hyppigere om andre felter. Fx er det blevet almindeligt, at kalde bibliotekerne for en public service virksomhed.

DR for alle

Diskussionen om mediestøtte handler primært om virksomheden DR. En gennemgående kritik af DR er, at man har for mange programmer og flader, som lige så godt kunne udsendes af kommercielle aktører. X-faktor ses af mange mennesker som selve symbolet på, at DR lefler for laveste fælles nævner. DR’s argument er dels, at man skal lave noget for alle målgrupper, dels at flow-tv stadig har betydning, så folk, der fx ser X-faktor, alligevel bliver hængende og ser TV-Avisen (”rigtig” public-service).

Kritikken af DR’s bredde fremføres hyppigt af kommercielle konkurrenter (såvel tv-stationer som dagblade) og af en kulturelite, som ville foretrække flere smalle programmer i prime time. Politisk formidles kritikken gennemgående af VK-partierne.

Det vækker således harme i højre side af folketingssalen, når kulturministeren nærmest giver DR fribillet til, at ALT kan rummes indenfor DR’s public service-kontrakt.

Film for alle

Diskussionen om filmstøtte handler om de to parallelle støtteordninger: konsulentordningen (kunstnerisk kvalitet) og markedsordningen (markedet styrer). I de kommercielt orienterede dele af filmbranchen ønskes især markedsordningen styrket – og konsulentordningen begrænset.

Markedsordningen har traditionelt set været forsvaret og styrket af VK-partierne, primært ud fra en ideologisk begrundet forsvar for at markedet har ret.

Venstre side af folketingssalen har omvendt forsvaret de ikke-kommercielle aktiviteter. Man har nok aldrig talt for nedlæggelse af Markedsordningen – men næppe heller gjort meget for at styrke denne.

Biblioteker for alle

Bibliotekerne kritiseres ofte for at købe for mange krimier – man bliver blot en ”gratis boghandel ”. Her svarer bibliotekernes argumentation til DR’s: vi skal have bøger for alle målgrupper, og vi håber, at de der låner krimier bliver mere faste brugere.

Ligesom enkeltprogrammer i TV kan være mere eller mindre public service, kan enkeltbøger tilsyneladende også være dette.

Kritikken af bibliotekernes bredde kommer især fra producenterne (forfattere og forlag), hvorimod de politiske meldinger i høj grad bakker bibliotekernes bredde op. Især de konservative var betænkelige ved bibliotekernes udvidelse til andre materialer end bøger.

Cirkus for alle

Cirkus er pludseligt havnet på den politiske dagsorden (læs Og pludselig var det cirkus). Her er argumentet for at støtte cirkus, at det er en del af vores fælles kulturarv og dermed ubærligt at miste. Det siger såvel Venstre som Enhedslisten. Ikke én af de, som har talt for at støtte cirkus, har talt for, at en sådan støtte skal styres af en eller anden form for kvalitetskriterier.

Forestillingen er åbenbart ikke, at cirkus skal leve op til nogle public service-krav. Tanken er heller ikke, at markedet er bedst til at vurdere holdbarheden af kulturarven.

Regeringen for alle

Regeringen indtager typisk det standpunkt, at de aktuelle former og prioriteringer er de rigtige, kun sjældent kritiserer man åbenlyst gældende ordninger. Regeringen sigter åbenlyst mod konsensus, de hidtidige kompromisser må være de rigtige. Regeringens position kan ofte virke konfliktsky og dermed bremse igangværende udviklingstendenser.

Oppositionen – såvel til højre som venstre – forsøger at fastholde kritiske vinkler. Også uagtet, at man rigtig nemt kommer til at modsige egne synspunkter.

De politiske kompasser er omstillingsparate, kan man sige. Kulturpolitisk kan de bare ikke bruges som sigtelinjer længere.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør