Kulturministrene fra Frankrig, Tyskland, Italien og Polen er gået sammen i en fælles udtalelse med krav om, at ebøger skal have samme momssats som papirbøger. Kravet kommer som reaktion på EU-domstolens påkrav til Luxembourg og Frankrig om at hæve momsen på ebøger.
Frankrig og Luxembourg tvinges dermed til en momssats på ebøger på henholdsvis 20% og 17%. Luxembourg havde en momssats for ebøger på 3% , hvilket endda var under EU’s krav om en mindste momssats på 5%. Frankrigs momssats på ebøger var 5,5%.
I henhold til EU’s momsdirektiv kan kulturelle produkter undtages fra de almindelige momssatser i de enkelte EU lande. Dette gælder for papirbøger.
Det gælder dog ikke for e-bøger, som EU-retsligt betragtes som elektroniske ydelser.
Vanskeligheden består i, at enten skal ebøger håndteres på lige fod med papirbøger – eller også skal ebøger håndteres på lige fod med andre digitale produkter.
Den franske forlæggerforening (Syndicat National de l’Edition) har samtidigt lanceret en fransk/engelsk kampagne rettet mod de sociale medier. Kampagnen #thatisnotabook forsøger på humoristisk vis at bekæmpe “diskriminationen af ebøger.”