Nationalmuseet kan bare tage entré

Gratis entré på museer er et ideologisk stridspunkt. Vær dog praktiske: start med at tage entré for særudstillinger på Nationalmuseet.

CulturCommentar:
I mange lande er gratis entré på museer et politisk stridsemne. I Sverige var det således det eneste, som adskilte blå og rød side ved sidste Rigsdagsvalg (se Søndag Aften arkiv). Det er for så vidt en typisk økonomisk-ideologisk strid: gratisprincippet sikrer, at fattige også kan komme på museet.

I Danmark er skillelinjerne også rød-blå dog med den væsentlige undtagelse, at de konservative i 2005 lancerede en plan for gratis adgang til museer som en del af partiets ideologiske markering af kulturarvens betydning. Siden 2006 har der været gratis entré til såvel Statens Museum for Kunst som Nationalmuseet.

Kun én gang har der for alvor været forsøg på at ændre dette. SRSF-regeringen foreslog nemlig i finanslovsforslaget for 2013 at afskaffe gratis entré til Statens Museum for Kunst. Den daværende regerings forslag blev mødt med store protester, hvorfor forslaget faldt ved den endelige finanslovsaftale for 2013 (se Søndag Aften arkiv).

I forbindelse med regeringens sparekrav for 2016-2019 til såvel Statens Museum for Kunst som Nationalmuseet er diskussionen blusset op igen. Det skyldes, at det særlige “omprioriteringsbidrag” for 2016-2019 vil medføre et sparekrav på 3,9 mio. kr. for Statens Museum for Kunst og 12,5 mio. kr. for  Nationalmuseet (besparelse i 2019 sammenlignet med 2015).

Med så store besparelser kan et “mindste onde” være at tage entré i stedet for at lade samlinger, forskning og formidling forvitre.

Gratis eller ej

Det bliver ofte fremhævet, at besøgstallet på Statens Museum for Kunst steg markant (ca. 100.000), da man etablerede gratis entré. Sjældnere bliver det nævnt, at besøgstallet samtidig faldt drastisk på Louisiana (se Søndag Aften arkiv). Det højt besungne gratisprincip påvirker altså konkurrencen mellem de forskellige museer – som alle sammen er baseret på offentlig støtte. Faktisk er det samlede danske museumsvæsen baseret på en forestilling om, at alle museer spiller en rolle i den samlede fortælling. Hvert museum har sit speciale, som er en del af helheden.

Det kan således være svært at forstå, hvorfor det skal koste 130 kr. at se Grauballemanden på Moesgaards Museum ved Aarhus, men være gratis at se en kopi af Guldhornene på Nationalmuseet.

Entré som dynamik

Virksomheder, som er baserede på udelukkende offentlige tilskud, har én svaghed: de er helt og aldeles afhængige af den offentlige virksomheds tilskud. Det betyder, at de eneste reelle budgetøvelser, man kan foretage sig, handler om ændringer i udgiftsbudgettet. Dette rammer de to museer meget kraftigt nu. For de tvinges til at skære i det, der kaldes “kernevirksomheden”. Derfor foreslår de selv, at man skal retablere entrébetaling.

Dette vil ikke i sig selv være en økonomisk løsning, idet den forventede merindtægt naturligvis vil blive modregnet på samme måde, som den forventede mindreindtægt sikrede et ekstra tilskud til museerne i 2006. Det var dette, som var beregnet til ca. 10 mio. kr. i forbindelse med finanslovsforslaget om entré på Statens Museum for kunst i 2013.

Uanset modregning vil det dog give museerne ekstra muligheder for at bruge de dynamiske muligheder, fx i forhold til rabatordninger.

Særudstillinger

I dag er der  strukturelt økonomisk en væsentlig forskel mellem Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet: Statens Museum for Kunst tager gennemgående entré ved særudstillinger. Museet benytter entrébetalingens dynamiske muligheder: sætter priser i forhold til forventet efterspørgsel, rabatter i bestemte situationer, gratis for visse grupper etc. Fuldstændigt som alle andre museer og som alle andre kulturinstitutioner, som er afhængige af entrébetaling. Organisationen får også læring i hvad der skal til for at fange mange mennesker. Ved forventning om en blockbustersucces, kan man investere mere i udvikling af udstillingen, ligesom markedsføringen vil tage afsæt i de mål, man har sat.

Statens Museum for Kunst har såvel stærkt varierende publikumstal som indtægter ved særudstillinger. Det årlige besøgstal til særudstillinger kan variere fra 50.000 til 150.000. Indtægterne varierer typisk fra 5 mio. kr. til 10 mio. kr. Det kræver naturligvis, at museet har et beredskab til at imødekomme ændrede indtægtsforhold.

Nationalmuseet har frivilligt fravalgt at tage entré ved særudstillinger. Der eksisterer intet politisk krav om, at man ikke må tage entré ved særudstillinger. Museet har – efter det oplyste – aldrig fået nej fra ministeriet til at afprøve entré ved særudstillinger.

Med den store forhåndsinteresse, der er for Nationalmuseets planlagte udstilling i anledning af salget af De vestindiske øer, må man antage, at der også vil være publikumsinteresse. Ved særudstillinger opnår museer at tiltrække publikum, som ikke er blandt de faste gæster.

Se så at sætte den udstilling om De vestindiske øer iværk. Der er både folkelig og politisk interesse. Markedsføringen er allerede sat igang, vi har store forventninger. Det kan endda være, at der kommer gæster, som betaler entré til særudstillingen – og som får lyst til også at se de dele af Nationalmuseet, som er gratis.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør