En røffel fra Rigsrevisionen

Rigsrevisionens gennemgang af tipspuljer gav usædvanlig hård kritik af Kulturministeriet. Ministeriet forsøger at rette ind.

Som en opfølgning på tidligere gennemgange af ministeriernes anvendelse af puljer, har Rigsrevisionen gennemgået tre udvalgte puljer under Kulturministeriets andel af tipsmidlerne. Gennemgangen handler om perioden 2011-2015.

På baggrund af Rigsrevisionens gennemgang har Statsrevisorerne konkluderet:

• Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Kulturministeriet i en række tilfælde har tilsidesat grundlæggende principper om saglighed og ligebehandling i forvaltningen af de 3 udlodningspuljer.
• Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Kulturministeriet har bevilget en del af udlodningsmidlerne til sig selv og uden hjemmel har forøget ministerområdets bevillinger. Ministeriet har således ikke givet Finansudvalget fyldestgørende oplysninger om, at udlodningsmidlerne har finansieret driftsopgaver i Kulturministeriet og dets institutioner, der burde have været finansieret af en driftsbevilling på finansloven.

Statsrevisorerne skriver videre:

• de 3 udlodningspuljer er behandlet som budgetreserver og ikke som puljer, der skal administreres i overensstemmelse med god tilskudsforvaltning
• der ikke er sikret gennemsigtighed i udmøntningen af de 3 udlodningspuljer. Puljernes formål er formuleret så bredt, at alle aktiviteter i Kulturministeriet i princippet kan tilgodeses
• uddelingen af tilskud fra puljerne i flere tilfælde er sket på grundlag af uopfordrede ansøgninger, uformelle kontakter og henvendelser til ministeren, dvs. at puljerne ikke er annonceret over for alle potentielle tilskudsmodtagere
• Kulturministeriet har ikke konkretiseret over for tilskudsmodtager, hvad tilskuddet skal bruges til, ligesom der heller ikke er fulgt op på, om tilskuddet er brugt til formålet.

Der er altså tale om usædvanlig hård kritik af ministeriet.

De tre puljer, Rigsrevisionen har gennemgået er ”Kulturpolitisk udvikling og information”, ”Bedre service og ny teknologi på Kulturministeriets institutioner m.fl.” samt ”Rådighedssummen”.

Tematisk handler kritikken om disse emner:

• uigennemsigtighed
• sammenblanding af finanslov og tipsbevilling
• manglende saglighed og ligebehandling
• svagt dokumentationsarbejde
• manglende opfølgning af bevillinger
• brug af tipspuljer som budgetreserve
• bevillinger til Kulturministeriet selv.

Uigennemsigtighed

Finansministeriets budgetvejledning giver klare retningslinjer for, hvad der skal oplyses ved indstillinger til finansudvalget. Blandt andet skal det oplyses om et formål også tilgodeses gennem en bevilling på finansloven. Det har Kulturministeriet i mange tilfælde undladt, hvorved grundlaget for bevillingsansøgningen ikke er tilstrækkeligt oplyst.

“Det er Rigsrevisionens opfattelse, at udmøntningen af midler bør afspejle puljens formål.”
(Læs denne sætning to gange til! Rigsrevisionen føler sig altså nødsaget til at fremture med det rimeligt banale synspunkt at penge skal gå til de beskrevne formål!)

Når delformål systematisk ikke støttes, er det uigennemsigtigt, hvad midlerne reelt udmøntes til.

Sammenblanding af finanslov og tipsbevilling

Det er dog ikke tilstrækkeligt at oplyse om sammenhænge mellem tipsbevilling og finanslove. Det bør helst helt undgås at opgaver finansieres ad begge veje. Folketinget har jo gennem et grundigt finanslovsarbejde besluttet, hvad budgetrammen skal være for den enkelte institution eller det enkelte formål.

Folketinget har fx besluttet at bevillige 523 mio. kr. til Det Kongelige Teater, hvilket teatret skal udmønte ved at gennemføre en række besparelser. Så nytter det ikke noget, hvis ministeren – skjult for Folketinget – gennem en tipspulje bevilliger 0,5 mio. kr. til samme teater. Derved omgår ministeren Folketingets sparekrav.

Manglende saglighed og ligebehandling

I princippet bør tipsbevillinger således ikke anvendes til formål, dækket af finansloven. Bruddet på dette princip fører til, at det bliver uigennemskueligt, om mulige ansøgere behandles lige. De formål, som er besluttet på finansloven, og især formål som er indenfor ministeriets egen driftsbevilling, kan mistænkes for at have en forudindtagenhed blandt ministeriets medarbejdere.

Fx en pulje til ny teknologi på ministeriets område: hvordan sikrer man, at bevillingen fordeles efter et eller andet slags lighedsprincip og ikke blot går til bedre teknologi i ministerens umiddelbare nærhed?

“Det er Rigsrevisionens opfattelse, at ministeriet altid bør opfylde de grundlæggende forvaltningsretlige principper”

Dette fører til denne konklusion fra Rigsrevisionen: “Det er efter Rigsrevisionens opfattelse uhensigtsmæssigt, at departementet både er tilskudsyder og tilskudsmodtager i forhold til udlodningsmidlerne. Det medfører efter Rigsrevisionens opfattelse en risiko for, at beslutningen om tildeling ikke sker på et sagligt grundlag.”

Men det gælder ikke blot for organisationer, som formelt set er tæt på ministeriet. For de tre undersøgte puljers vedkommende eksisterer “ikke klare kriterier for udmøntningen af tilskud”, “processen er præget af uopfordrede ansøgninger og uformelle kontakter”.

Dette får Rigsrevisionen til at skrive:

“Det er Rigsrevisionens opfattelse, at ministeriet altid bør opfylde de grundlæggende forvaltningsretlige principper”
(Ja, forhåbentlig! – Men ret beset chokerende, at Rigsrevisionen skal gøre opmærksom på dette).

Svagt dokumentationsarbejde

Rigsrevisionen peger på det, som man må kunne kalde elendigt papirarbejde i ministeriet. Der er gentagne eksempler på, at “Kulturministeriet har dog ikke kunnet finde hverken tilsagnsbrev, regnskab eller rapport om tilskuddet.” Sådan må det simpelthen ikke være i en offentlig forvaltning.

Manglende opfølgning af bevillinger

I rapporten gennemgås talrige eksempler om fx regnskabsaflæggelse, hvor en bevilling er givet til en given institution, uden at institutionen har aflagt regnskab, endsige er blevet bedt om dette. Eller uden at man kan se den ekstraordinære indtægt, og hvad den er blevet brugt til af institutionens eget regnskab.

Brug af tipspuljer som budgetreserve

“Undersøgelsen viser videre, at Kulturministeriet opfatter puljerne som budgetreserver, og at puljerne som følge heraf ikke annonceres, og at departementet heller ikke på anden vis afdækker potentielle tilskudsmodtagere.”

Her er ret beset tale om en uenighed, idet Kulturministeriet opfatter, at der er et behov for sådanne budgetreserver.

Bevillinger til Kulturministeriet selv

Rigsrevisionen skriver, at “Departementet udmønter desuden en del af midlerne til sig selv”. Dette er i pressen blevet fortolket, som om ministeriet har siddet og mæsket sig i penge. Naturligvis er pengene brugt til formål indenfor Kulturministeriets formål, ligesom man ikke kan hævde, at der er enkeltpersoner, som har nydt godt af bevillingerne til ministeriet selv.

Derimod må ministeriet erkende, at bevillinger til “sig selv” er med til at give grundlag for mistanke om urent trav ved fordelingen af tipspengene.