Tipspengene låses

Med tipsaftalen har kulturministeren opnået fred i vor tid. Var det målet?

CulturCommentar:

For den nye kulturminister er det naturligvis en fjer i hatten, hurtigt at kunne præsentere en bred politisk aftale om den fremtidige principielle fordeling af tipspengene, nu om dage også kaldet udlodningsmidler. Dog må spørgsmålet alligevel melde sig, om tipsaftalen (Læs Det store tipsforlig) er i overensstemmelse med ministerens egne hensigtserklæringer.

Tipsaftalen sikrer en række store organisationer, især indenfor idrætsområdet, stabile driftsindtægter. Dette kan man nemt argumentere for: de store organisationer sikrer det lokale foreningsliv og er dermed en af garanterne for et solidt forankret civilsamfund.

Men er stabilitet virkelig ministerens fremmeste ønske? Kunne man forestille sig, at nogle af de store organisationer blev bedre til at sikre egne, kommercielle indtægter? Er det ikke en sovepude for den enkelte organisation, at have et statsligt sikkerhedsnet?

Og hvad sker, hvis der sker en omfordeling af medlemsmassen mellem de store organisationer? Ifølge den politiske aftale: “Fordelingen af midler til den enkelte modtager i gruppe 1 vil således være fastlagt som et konkret beløb, der fremskrives med forbrugerprisindekset.” Giver dette de enkelte organisationer statsgaranti for fremtidige bevillinger?

Så er kulturministeriets almindelige praksis med resultatkontrakter med institutioner, som modtager driftstilskud, klart at foretrække. Tipsmidlerne giver således tilskud, uden at det aftales, hvad Staten får for pengene (der indgås godt nok “rammeaftaler” – men de har en så løs og uforpligtende form, at det nærmer sig det meningsløse: “øge antal medlemmer” eller “fremme ligestilling”).

Drift fremfor projekter

Den politiske aftale sikrer driftsøkonomien for en række store organisationer. Derfor er disse organisationer også jublende glade i deres pressemeldinger om aftalen. Dette betales af en række løse projektpuljer, som åbenlyst ikke har nogen stærk lobbyvirksomhed.
Det er politisk set nu faktisk vanskeligere at ændre bevillinger indenfor tipspuljerne end at ændre ellers fastlåste bevillinger på finansloven.

Projektmidler bruges fx til idrætspolitiske initiativer mod matchfixing og korruption. Politisk mener man altså, at dette er vigtige områder og har åbenlyst ikke tillid til, at idrættens organisationer selv kan varetage dette arbejde. Når der kommer færre tipspenge, forsvinder puljerne til disse formål. Eller hvis der opstår behov for nye politiske initiativer, så har man låst sig fast i en tilskudsmodel anno 2017.

Det er politisk set nu faktisk vanskeligere at ændre bevillinger indenfor tipspuljerne end at ændre ellers fastlåste bevillinger på finansloven.

Fred i vor tid

Siden 1949 har tipspengene gjort gavn for såvel det frivillige foreningsliv som for kultursektoren i øvrigt. I starten som “løse” penge, med årene som mere fast forankrede penge for den enkelte modtager. Hele tiden med en usikkerhed om det kommende års tipsoverskud.

Den aktuelle politiske aftale er ret beset udtryk for politisk accept af, at tipspengene er vigtige, ikke blot for den enkelte organisation eller institution, men for samfundets sammenhængskraft. Staten ønsker at støtte civilsamfundet.

Men det skal åbenbart fortsat ske gennem en kringlet overskudsdeling, som meget få evner at forstå. At en politisk aftaletekst skal have sætninger som denne: “Med udgangspunkt i udlodningsbeløbet i 2018 vil udlodningsloftet i 2018 blive kalibreret iht. en 60/40-risikodeling svarende til, at det statslige udligningsbeløb i 2018 er uændret sammenlignet med den nuværende udlodningsmodel” illustrerer, hvor teknisk bøvlet fordelingen af tipsmidlerne er blevet.

Med den politiske anerkendelse af at tipspengene anvendes til vigtige formål, kan man lige så godt tage skridtet fuldt ud: Lad tipsindtægterne indgå på lige fod med andre indtægter i Skat. Og fordel derefter pengene, som en almindelig prioritering gennem finansloven. Det vil sikre langt større gennemsigtighed med fordelingen og anvendelsen af midlerne. Det vil sikre helhedstænkning ved den årlige prioritering.

Den politiker – eller borger – som er optaget af idrættens rolle og muligheder – ville samlet kunne se, hvordan pengene anvendes. Og stille forslag om mulige omfordelinger.

I dag er end ikke Kulturministeriet i stand til at oplyse, hvilke beløb de enkelte organisationer har fået udbetalt gennem årene, endsige hvordan udviklingen var forud for liberaliseringen. Hvordan kan så politikere foretage en bare nogenlunde fornuftig prioritering af de forskellige midler til fx idrætsformål?

Bevillingerne er låst unødigt fast i bundne systemer. Bureaukratiske opdelinger forhindrer egentlige prioriteringsdebatter, endsige dynamiske tilpasninger til udvikling indenfor de berørte områder.

Om ikke andet har ministeren opnået fred i vor tid. Var det målet?

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør