Move fast and break things

Et – måske – tiltrængt opgør med nettets styrende monopoler. Det konsistente sortsyn kan dog gøre det svært at finde nuancer.

CulturCritik:
Internet har bevæget sig fra at være en drøm til at blive et mareridt. Nettet styres af en række organisationer med både griske og onde hensigter. Det er hovedpåstanden i den amerikanske advokat og iværksætter, Jonathan Taplins bog Move Fast and Break Things: How Facebook, Google and Amazon have cornered culture and what it means for all of us.

Den kreative baggrund

Taplin (født 1947) er uddannet advokat, i 1960’erne var han tour manager for Bob Dylan og The Band, i 1970’erne var han koordinator for The Concert for Bangla Desh og blev herefter filmproducer, bl.a. Mean Streets og The Last Waltz. Gennem startup-virksomheden Movielink, som var et tidligt bud på en Netflix-tjeneste, fik han nærkontakt med den digitale udvikling og har siden arbejdet som skribent og underviser.

Taplin har således været i nærkontakt med de kreative industrier i et halvt hundrede år, og han ser ganske sort på konsekvenserne af den digitale udvikling. Kunstnernes frihed er mindsket kraftigt, og pengene er forsvundet. Magten over kunsten er flyttet fra kreative entreprenører til globale monopoler, som først og fremmest er optaget af pengeindtjeningen, sekundært af den magt dette giver mulighed for.

Bogens titel, Move Fast and Break Things, kan ses som en mere offensiv definition af tidens modeord, disruption. For Taplin indebærer dette brud med en række vigtige traditioner og fællesskaber. Monopoler, datakontrol og lobbyvirksomhed er det centrale i denne historie.

Demokratiet disruptes

Bogens hovedgreb er en beskrivelse af den libertære ideologi, som præger overvældende mange af de centrale og magtfulde iværksættere: Peter Thiel, Jeff Bezos, Mark Zuckerberg, Ross Ulbricht, Larry Page og Erik Schmidt. De har etableret nye virksomheder, som har haft til formål at nedbryde hidtidige aktører – og de skyr ingen midler på deres vej. “De mænd, som leder disse monopolvirksomheder, tror ikke på demokratiet, de tror derimod på et oligarki, hvor kun de klogeste og rigeste skal bestemme vores fremtid.”

Påstanden er, at virksomhederne ikke opnåede deres position på grund af stifternes geni. Deres monopolpositioner er resultatet af af den politiske teori, libertarianismen, baseret på økonomen Milton Friedman og filosoffen Ayn Rand.

“Det er vores demokrati de disrupter,” skriver Taplin, bl.a. med henvisning til hvor egensindigt og hensynsløst disse ledere er i stand til at benytte politisk lobbyvirksomhed for at opnå gevinster. Nettet er blevet uundværligt for vores alles liv og for verdensøkonomien, men dets design har aldrig været til afstemning noget sted. Beslutningerne er truffet af teknikere og libertære ledere hos Google, Facebook, Amazon og få andre virksomheder. Uden offentlig regulering.

Hvad skal vi gøre?

Jonathan Taplins primære budskab er, at lovgivere skal ophøre med at beskytte monopoler. Konkurrence er sundt. Antitrustlovgivning skal styrkes, så virksomheder ikke bliver for store og for dominerende.

Telefonledninger i New York 1895. En god forklaring på, hvorfor monopoler nogle gange er at foretrække. Illustration fra bogen.

Men nogle gange er det også nødvendigt med monopoler. Han refererer historien om telefon- og telegrafselskaberne i USA. Henholdsvis AT&T og Western Union opkøbte alle mindre selskaber og etablerede dermed monopoler. Der blev etableret en regulering i form af Federal Communications Commission, og AT&T fik lov til at fortsætte monopolet mod at betale for udvikling af Bell Labs, som blev et vigtigt teknologiudviklingscenter. Bell Labs krediteres for at have fostret otte nobelprismodtagere foruden teknologiske landvindinger som transistoren, laser, operativsystemet Unix og programmeringssprog som C og C++. Pointen er, at Bell Labs patenter blev frit tilgængelige for enhver.

Taplin’s forslag er, at der skabes en tilsvarende model for Google. Googles søgemaskine er blevet så central for alle mennesker, at den bør være i offentlig eje.

Et andet af Taplins forslag er, at man i USA etablerer en public service-kanal svarende til britiske BBC, for at sikre ikke-kommerciel public service på tværs af mediale platforme.

Med de aktuelle voldsomme nedskæringer i den nuværende amerikanske public service radiostation, National Public Radio (NPR), er det næppe en tanke, der vinder indpas med det første.

Rand styrer

Det er nok de færreste som er i stand til at følge Jonathan Taplins gennemførte sorte syn på teknologigiganterne. Bogen kan ikke kaldes nuanceret. Kilder og citater er med omhu valgt, så de udelukkende underbygger hans påstande. Det styrker på sin vis synspunktet, men udelukker samtidig debatmuligheden.

I tidens massemedier omkranses lederne af teknologimonopolerne med en heltestatus, som det givet er sundt at få bragt tilbage til jordens overflade. Synspunkterne er nødvendige for at få bredere indsigt i, hvad der er sket, hvordan de kreative virksomheder er tvunget i knæ af de nye teknologimonopoler.

Løsningerne er svære at se realiseret – men er måske en øjenåbner for at få diskussionen til at handle om, hvordan man (gen-)skaber kreative fællesskaber og udvikler fremtidige medier, som er uafhængige af de stærkeste økonomiske interesser.

Taplin tillægger forfatteren Ayn Rands værker en helt central rolle som inspirator for næsten alle ledere af de store internetvirksomheder. Det kan forekomme en smule overdrevent, at tildele Rand denne rolle. Men om ikke andet viser det vel, at skønlitteratur fortsat kan bevæge mennesker.

Jonathan Taplin: Move Fast and Break Things: How Facebook, Google and Amazon have cornered culture and what it means for all of us. Little Brown and Company. (Sjovt nok linker han fra sin hjemmeside bl.a. til muligheden for at købe bogen direkte hos Amazon.com)