Public service uden public sans
Det kan godt være at DR er gode til public service, men virksomhedens ledelse er elendig til at sanse omverdens forventninger og ønsker.
CulturCommentar:
“95 procent af befolkningen bruger et af DR’s mange tilbud hver uge”. Dette plejer at være DR’s ledelses faste omkvæd, når hele eller dele af virksomheden kritiseres. Og det er sikkert en dejlig følelse, som ledelse, at have så bredt fat i danskerne.
I løbet af denne medieforligsperiode er det sandsynligvis også lykkedes DR at samle 95% af befolkningen i en fuldstændig uforståenhed om ledelsens dispositioner. Spørgsmålet er om man overhovedet kan finde 4% af befolkningen, som har tillid til de ting, som slipper ud om ledelsens beslutninger.
Ledelsen for DR har haft ansvaret for:
- et fatalt samarbejde om Eurovision Song Contest i København,
- ombudsmandskritik af censur mod medarbejder,
- lukning af DR Underholdningsorkestret,
- flytning af afdelinger fra København,
- besynderlige former for løntillæg,
- besynderlige ledelsesstillinger (som ingen kan forklare).
Sagerne er såvel store som små, væsentlige som uvæsentlige. Man kan være enig i kritikken eller ej. Men kendetegnende er det, at det hver gang lykkedes for DR at fremstå som lukket og arrogant i offentligheden.
Hver gang DR havner i en sådan shitstorm, tegner der sig et billede af en ledelse, som ikke har forudset, at nogen kan være uenig i dispositionerne. Tvivlens nådegave er ikke et begreb, der gør sig i DR’s vokabularium.
Og når virksomheden bliver beskyldt for at være lukket, er teflonsvaret altid, at DR skam har rigtig mange debatter på de mange kanaler. Oplevelsen er, at der ikke er nogen egentlig offentlig samtale med DR’s ledelse om virksomheden.
Angrebet på den demokratiske model
Dette blev glimrende illustreret ved DR’s bestyrelsesformands reaktion på Dansk Folkepartis forslag om at skære 25% i DR’s budget: “Et angreb på den danske demokratiske model”.
I et stilfærdigt moment kan nogle af os tendere at mene, at den danske demokratiske model består af mange andre elementer end DR, fx folketinget, domstolene og øvrige medier.
En voldsom nedskæring på DR’s budget kan selvfølgelig ramme virksomheden hårdt – men den demokratiske effekt afhænger ganske af, hvad et folketingsflertal i øvrigt måtte beslutte. Da Folketinget besluttede at flytte penge fra DR for at etablere det, der siden blev Radio24syv, var frygten stor. Men ingen – andre end de mest forstenede indenfor DR-Byens mure – kan mene andet end, at Radio24syv faktisk har tilført demokratiet nye nuancer og udtryksformer.
DR’s mumbo-jumbo
Det sørgelige er, at det faktisk er ved at lykkes for DR’s ledelse, bestyrelse og direktion i et uigennemtrængeligt fællesskab, at lave så mange selvmål, at virksomheden ikke længere kan nyde vores tillid. Samtalen med DR er ophørt. Tiden frem til næste mediepolitiske aftale bliver ond for virksomheden.
Vi gider ikke høre mere ledelses-mumbo-jumbo. Det duer ikke med en ledelse for en offentlig virksomhed, som kryber i skjul, hver gang der er offentlig kritik. Og når der endelig svares, er det med en stålfasthed, som man skal tilbage til de hedengangne kommunistpartiers forsvar af Sovjetunionen, for at finde.
Licensen er en tillidssag
Ganske store dele af befolkningen har mistet tillid til ledelsens skalten og valten med licenspengene. Store dele af medarbejderstaben tror ikke længere, at ledelsen kan redde virksomheden. Kulturlivet har mistet respekten for ledelsen. Politikerne – i alle lejre – har opgivet.
Ledelsen virker politisk tonedøv. Det kan man godt leve med – hvis man forstår hvad ledelsen så vil. Nogle af os ser fortsat store og væsentlige kvaliteter i DR’s faktiske programvirksomhed, nyder medarbejderes store faglige og formmæssige indsigt. Vi er nogle, som faktisk gerne vil styrke dansk public service.
Men båndene er kappet over, samtalerne er ophørt. Uanset hvad et sort folketingsflertal vælger at gøre i den næste mediepolitiske aftale, vil DR ikke være i stand til at mobilisere sympati endsige modstand.
Eftertidens dom over den nuværende ledelses dispositioner vil blive hård. DR’s ledelse er aktivt ved at køre virksomheden i sænk.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør