Party i regionerne

To nye regionale kunstfonde ser dagens lys – men risikerer modgang.

Den største nyskabelse i finanslovsaftalen for 2018 mellem regeringen og Dansk Folkeparti er etableringen af to såkaldte regionale kunstfonde (Læs Finanslov 2018 på plads). Hovedformålet med de to fonde er, at styrke kulturlivet udenfor hovedstadsområdet. Netop derfor indgår hovedstadsområdet ikke i fondenes dækningsområde.

Fondene følger derved den klart udtalte politiske hensigt om at styrke kulturlivet vest for København.

Først kom provinsen

Tanken om særlige puljer til kulturstøtte udenfor hovedstadsområdet blev oprindeligt fostret af partiet Venstre i 1990’erne. Allerede i 2002, kort tid efter regeringsskiftet i 2001, etablerede man den første Provinspulje. Puljen var dengang på 20 mio. kr. Dengang som nu var der forventning om medfinansiering fra kommuner og amter. Pengene blev dog fordelt af Kulturministeren.

Provinspuljen har siden ført en omskiftende tilværelse. Den samlede bevilling har som regel været mindre, ligesom der mange år har været decideret underforbrug i forhold til de afsatte budgetter. Undervejs er “provins” også blevet et politisk fy-ord, så man omdøbte den til “Kultur i hele landet”.

Der var tidligt overvejelser om at etablere en bestyrelse for Provinspuljen, dette blev dog ved overvejelserne. Der er aldrig foretaget nogen egentlig evaluering af de forskellige provinspuljer. Der foreligger end ikke offentligt tilgængelige data om fx den geografiske fordeling af midlerne, endsige hvilke typer projekter der nød fremme.

Ret beset fremstod både Provinspuljen og Kultur i hele landet-puljen som skiftende kulturministres private cigarkasser.

Nu regionalt

De to kommende regionale fonde bliver hver på 2,4 mio. kr., et ganske beskedent beløb i forhold til de tidligere puljer på op til i alt 20 mio. kr. Kulturministeren forventer lokal medfinansiering – det gjorde hendes forgængere også.

En glædelig nyhed med de nye fonde er, at der skal nedsættes bestyrelser for de to fonde. Der bliver således ikke tale om øget bevillingskompetence til ministeren. Af de foreløbige udsagn fremgår intet om mulig evaluering af de to fondes virksomhed.

Der har været en del kritiske kommentarer om, at ministeren med disse to fonde ville skabe mere bureaukrati. Naturligvis kan man hævde, at enhver ny ansøgningspulje og ny frist giver øget bureaukrati. Administrationen af de to fonde skal varetages af Statens Kunstfond, som i forvejen har en særdeles effektiv tilskudsadministration. Der er således ikke nogen grund til at antage, at de to regionale kunstfonde vil drukne i bureaukrati.

Gå linen ud

Man kan dog spørge, om det virkelig vil være den rette måde at afprøve hidtil usete potentialer i Kunstdanmark. Grundtesen bag ønsket om flere penge til provinsen er påstanden om, at der er for meget københavneri i Statens Kunstfond.

Er der ansøgere, som bliver skræmt af postadressen i København? Skal møderne i de to nye fondsbestyrelser holdes i København – eller skal administrationen rykke til Provinsen, når der holdes møder?

Hvorfor ikke gå linen ud og udlicitere administrationen af de to fonde til to kommuner i de to områder? Lad kommunernes kulturforvaltninger byde ind med samarbejdstanker, nye synergimuligheder, åben adgang for projektmagere, eller hvad nu synes relevant.

Èn ting synes sikkert: nye ansøgere vil finde såvel indgang som adgang til kommunale kulturforvaltninger venligere og mere imødekommende ind den nuværende “hemmelige” indgang til Statens Kunstfond. Det samme gælder de digitale indgangsveje.

Mindre til kunsten

De to fonde finansieres ved at skære tilsvarende på bevillingerne til Statens Kunstfond (Læs oversigt i Finanslov 2018 på plads).

Statens Kunstfonds bevillinger til de forskellige legat- og projektudvalg er (sammen med bibliotekspengene) den mest effektive fordeling af penge til kunstnere. Især den direkte støtte til enkeltkunstnere går direkte til kunstnerisk produktion – uden mellemled.

De to regionale fonde vil operere med et langt bredere kulturbegreb end Statens Kunstfond. Det vil ganske nemt blive en tumleplads for gode projektmagere, som er dygtige til at skrive ansøgninger. Det kan blive vanskeligt for de nye fonde at skabe rum til enkeltansøgere som forfattere, musikere eller billedkunstnere, som har konkrete projekter, endsige behov for stipendier.

Statens Kunstfond er i forvejen omfattet af de generelle 2%’s besparelser. Denne ekstra besparelse på andre 2% er et klart politisk udsagn om, at man ønsker at straffe netop Statens Kunstfond. En ønsket bevilling på 4,8 mio. kr. kunne Kulturministeren have fundet på hundredevis af andre måder.

Nu etablerer Kulturministeren en ny konfliktzone med Statens Kunstfond. Tilmed kan medlemmer af de forskellige udvalg obsternasigt begynde at spørge til, om de som konsekvens skal bevillige mindre til provinsen end nu. Eller om de skal afvise ansøgere, som allerede får penge fra de to regionale fonde.

Måske er ideen om de to regionale fonde god. Hvis andre end ministeren og ministerens politiske flertal skal begejstres, kunne man have tænkt i samarbejdsmuligheder i stedet for konflikt.