Det Danske Filminstituts oplæg til filmaftale giver et godt signalement af disse års voldsomme opbrud i vaner – og et relevant svar til de politiske beslutningstagere.
CulturCommentar:
Det kan givetvis opfattes som uretfærdigt at sammenligne Det Danske Filminstituts oplæg Medie- og filmpolitisk oplæg 2019-2022 (Læs: Den nye filmstøtte) med DR’s Dansk indhold til alle. Begge oplæg er forarbejder til politiske forhandlinger og søger at beskrive muligheder og udfordringer på institutionernes områder – og pege på løsninger, som er mere gunstige for institutionerne, end der er lagt op til fra regeringens side.
De to institutioner er forskellige, har forskellige formål og skal varetage vidt forskellige rammer. Det er dog påfaldende, at DR’s oplæg primært handler om DR som institution “fastholder DR som et stærkt og synligt public service-medie”, hvorimod Filminstituttets oplæg handler om film som fælles kulturelt fortolkningsrum.
DR ser globaliseringen som en trussel, hvor institutionen selv er eneste værn. Filminstituttet ser globaliseringen som et vilkår, som påvirker såvel film som filmøkonomi, men altså med langt mindre patos i beskrivelsen af trængslerne.
Som kulturpolitisk manifest er Filminstituttets oplæg ganske interessant. En beskrivelse af fortælleformer, fællesskaber, kulturarv og væsentlighed. Midt i en periode præget af den digitale omstilling og de nye globale aktører. Dette benytter filminstituttet til et ønske om at slippe rammerne fri, at mindske kassetænkning og fjerne fokus på, ad hvilke kanaler film møder sit publikum. Det vigtige er kvaliteten, mangfoldigheden – og at man når sit publikum.
Hverken DR’s eller Filminstituttets oplæg er skrevet i blinde. Der har været et forarbejde, hvor man har været i dialog med politikere og vigtige meningsdannere. Begge institutioner har selvsagt tænkt i alliancer og forhandlingsmuligheder. Man ved godt, at man ikke får alle sine ønsker opfyldt. Filminstituttet er nok nærmere på en realistisk opfattelse af den politiske vilje. Men Filminstituttet har også et langt nemmere udgangspunkt, fri for den omfattende politisering DR er udsat for.
Public Service Puljen
Når nu Filminstituttet lægger så megen vægt på større fleksibilitet, er det egentlig besynderligt, at man fastholder Public Service Puljen. I princippet burde man gå skridtet fuldt ud og inkludere denne pulje i den øvrige virksomhed, hvor man netop forholder sig frit til formater og platforme. Filminstituttet ønsker allerede at frigøre Public Service Puljen fra det hidtidige krav om, at støttede projekter skal sendes på tv. Sagligt set er der ikke nogen grund til at fastholde denne pulje. På børne- og ungeområdet frigør man Public Service Puljen og lader pengene indgå som en del af helheden. Der må ligge nogle usagte politiske eller institutionelle hensyn bag dette.
Podcast
I Filminstituttets oplæg finder man denne lille sentens: “Det bør endvidere overvejes at åbne for støtte til podcast med det formål at understøtte udviklingen af en fortællende genre inden for såvel fiktion som dokumentar. ”
Det lyder jo umiddelbart som en god idé, og som at Filminstituttet også har ørene åbne for, hvad der sker i yngre kreative miljøer. Men hvordan kan det være, at DR ikke har spillet ind i forhold til podcastmiljøerne? Ret beset er det interessant, hvis filminstituttet får en flig indenfor støtte til audioproduktioner. De erfaringer og de værdier filminstituttet står for, kan blive et interessant supplement. Det er værd at notere, at Filminstituttets oplæg hedder “Medie- og Filmpolitisk oplæg”.
Mangfoldighed
Både DR og filminstituttet har mangfoldighed som en væsentlig værdi. I DR’s kontekst repræsenterer netop DR mangfoldigheden – i forhold til de globale aktører og i forhold til det private danske mediemarked. Men DR ser ikke et eget ansvar for at bidrage til den danske mediemangfoldighed.
I DR er man åbenlyst stolte af den regionale dækning man har – men peger ikke på nye måder, hvorpå man kan styrke det regionale arbejde.
Filminstituttets oplæg handler om, at skabe større mulighed for at flere slags stemmer kommer til orde gennem filmmediet. Det handler ikke kun om den geografiske balance, men også om køn, sociale grupper og etnicitet.
DR er optaget af at være en stemme, der kan høres. Filminstituttet er optaget af, hvilke stemmer der videregives.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør
