Hele kulturlivet skylder den radikale kulturordfører Zenia Stampe en varm tak for ihærdigt redningsarbejde.
CulturCommentar:
Det er en kendt sag, at alle stod uforberedte til de mange vanskeligheder, der måtte følge af corona-pandemien og nedlukningen af Danmark. Ingen kendte konsekvenserne.
På kulturområdet kendes til dato kun to konkurser som følge af coronakrisen, Fredericia Teater og Arnold Busck. For begge konkursers vedkommende er det åbenlyst, at konkurserne var på vej inden nedlukningen af Danmark og sandsynligvis var kommet før eller siden. Corona var ikke årsagen, snarere en udløsende faktor.
Med den stærke afhængighed af publikumsindtægter er det dybest set imponerende, at det er lykkedes at holde kultursektoren så skadesløs, som de få konkurser giver indtryk af. De generelle hjælpepakker, især lønkompensationen, har naturligvis været en stor hjælp for kulturlivet.
Kulturlivet er særligt
Det viste sig som bekendt hurtigt, at der var brug for særlige hjælpeforanstaltninger til store dele af kulturlivet. Det overraskede åbenlyst såvel kulturministeriet som kulturministeren, som indtog en usædvanligt uforstående position.
Organisationer og aktører på kulturområdet blev nærmest fortvivlede over det manglende indsyn i branchens vilkår. Mange af folketingets kulturordførere blev herefter tæppebanket med henvendelser fra kunstnere og kulturinstitutioner, som meldte sin nød.
Ind kom Stampe
Det blev den radikale kulturordfører Zenia Stampe, som tog teten og satte sig ind i de mange små konkrete detaljer, som påvirker kunstens dagligdag. Hendes telefon glødede, hun spurgte løs, hun regnede, hun stillede forslag og holdt i den grad ministeren til ilden. Nedenstående signatur kan ikke beskyldes for at være forudindtaget positiv overfor hverken Stampe eller de radikale. Men her vinder hun altså en sjælden respekt.
Hvis man har fulgt Zenia Stampes Facebookprofil, er der også her lagt et imponerende arbejde. Masser af åbne spørgsmål, mange gode svar fra de involverede. Og ganske åbne opslag om, hvad der skete i den politiske proces.
Politisk kan man vælge to vidt forskellige tilgange til en ømfindtlig krise. Man kan lukke processen og sig selv og hereuka! komme ud fra et forhandlingslokale med et resultat. Det var ministerens metode. Stampes metode handlede om at involvere flest mulige i diskussionen for at få så megen viden som muligt på banen og derefter også fortælle om processen og vanskelighederne i denne.
For kulturlivet: heldigvis vandt Stampes metode.
At opbygge tillid
Der vil fortsat vise sig vanskeligheder ved at få retableret kulturlivet, som det var. Noget bør sikkert også falde.
I kulturministeriet har medarbejdere givetvis set trætte ud ved arbejdet med at besvare de mange spørgsmål fra kulturpolitikerne, som har bevist sit værd ved grundigt og engageret arbejde. Men i kulturministeriet skal man være glade, for det er dette detaljeringsniveau og disse spørgsmål, som har sikret kulturområdet mod en katastrofe.
For kulturministeren tilbagestår et kolossalt arbejde for at etablere en tillid blandt kulturlivets organisationer. Mange vil foretrække at gå til Stampe og de andre kulturordførere med de problemer, som påvirker dagligdagen og kræver en politisk løsning.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør
