Aktuelt · Finanslov · Kunst og museer · Medier og internet · Politik · Teater og dans
567 spørgsmål til kulturministeren
Corona og Radio Loud sikrede, at folketingsåret 2019/2020 blev et af de mest spørgelystne.
Almindeligvis stiller folketingsmedlemmer 200-250 spørgsmål til kulturministeren i løbet af folketingsåret. I 2019/2020 blev det dog til hele 567 spørgsmål. Det er ikke forbavsende, at den store usikkerhed, som covid-19 medførte for hele kulturlivet, gav anledning til mange spørgsmål. Regler og retningslinjer var til diskussion og tidspresset voldsomt.
Radio- og tv-nævnets sendetilladelse til Radio Loud gav dog anledning til næsten lige så mange spørgsmål.
De mest populære spørgeemner i folketingsåret 2019/2020 var:
Emne | Antal spørgsmål |
Corona | 107 |
Radio Loud | 97 |
Medier i øvrigt | 95 |
Kulturarv | 41 |
Museer | 32 |
Finanslov | 26 |
Idræt | 18 |
Ophavsret | 17 |
Teater | 14 |
Folkeoplysning | 13 |
De mange spørgsmål om corona handlede især om hjælpepakkerne og om genåbningen. Mange spørgsmål rejste enkeltcases på vegne af nødlidende institutioner.
Spørgsmålene om Radio Loud startede, da Radio- og tv-nævnet traf beslutningen om sendetilladelsen, og er fortsat siden. Så at sige hver flig af kritik, der kan rejses mod Radio Loud, bliver genstand for politisk opmærksomhed.
Kun ca. en tredjedel af de øvrige mediespørgsmål handler om virksomheden DR. Det er i lige så høj grad TV-signaler, regler for annoncering, forhold til internetmastodonterne og TV2.
Næstens halvdelen (16) af spørgsmålene om kulturarv baseres på, at partiet Venstre har særlig interesse for historiske vandmøller.
Partier med stor spørgelyst
Det var især partierne Venstre og Radikale Venstre, som var flittige til at spørge kulturministeren. Også Enhedslisten og Dansk Folkeparti havde mange spørgsmål. Nye Borgerlige stillede ikke et eneste spørgsmål til ministeren. Det gjorde Socialdemokratiet heller ikke, hvilket er mindre overraskende.
Parti | Antal spørgsmål |
Venstre | 147 |
Radikale | 124 |
Enhedslisten | 88 |
DF | 73 |
Konservative | 33 |
SF | 23 |
Uden for folketingsgrupperne | 5 |
Alternativet | 4 |
Javnaðarflokkurin | 1 |
Inuit Ataqatigiit | 1 |
Mange spørgsmål stilles af hele kulturudvalget, hvorfor ikke alle spørgsmål stilles af et bestemt parti.
Jens Rohde og rosset
Jens Rohde fra Radikale Venstre var uden sammenligning det mest spørgende folketingsmedlem i 2019/2020. Han tegnede sig for hele 93 af de 567 spørgsmål. Hele 84 af Jens Rohdes spørgsmål handler om sendetilladelsen til Radio Loud.
Spørger | Antal spørgsmål |
Jens Rohde (RV) | 93 |
Søren Søndergaard (Enh) | 44 |
Morten Messerschmidt (DF) | 31 |
Stén Knuth (V) | 28 |
Britt Bager (V) | 27 |
Kristian Pihl Lorentzen (V) | 25 |
Birgitte Bergman (K) | 24 |
Mai Villadsen (Enh) | 21 |
Zenia Stampe (RV) | 19 |
Pernille Bendixen (DF) | 19 |
Kim Valentin (V) | 17 |
Peter Skaarup (DF) | 17 |
Venstre var ubetinget den folketingsgruppe, hvor flest folketingsmedlemmer stillede spørgsmål til kulturministeren. Hele 27 af gruppens 43 medlemmer stillede spørgsmål til ministeren.
Til sammenligning var der seks fra hvert af partierne, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti, som stillede spørgsmål.