Kulturpolitikere i teaterbestyrelser

Når kulturpolitikere træder ind i bestyrelser, åbner en gråzone af mulige interessekonflikter.

Det vakte opstandelse, da tidligere kulturminister Bertel Haarder i december 2019 blev udnævnt til formand for Det Kongelige Teater. Kritikken blev så stærk, at Haarder måtte trække sig fra folketingets kulturudvalg.

I december 2020 udnævnte den socialdemokratiske kulturminister den socialdemokratiske næstformand for folketingets kulturudvalg, Mogens Jensen, som formand for Folketeatret. Samme måned trådte den radikale kulturordfører Zenia Stampe ind i den selvsupplerende bestyrelse for Teatret Zeppelin. I sammenligning med formandsposten for Det Kongelige Teater, er der her tale om enten beskedent bestyrelseshonorar eller intet honorar. Der er altså langt fra tale om pengegriske politikere.

Der er intet formelt habilitetsproblem i de to teaterbestyrelsesposter. Alligevel træder man ind i en gråzone.

Folketeatret har en politisk særstatus, idet teatret både modtager fast driftsbevilling på 23 mio. kr. fra finansloven og modtager driftsbevilling gennem Det Københavnske Teatersamarbejde, som støttes gennem finansloven. Teatret Zeppelin er et lille storbyteater i Københavns Kommune, og modtager primært støtte gennem kommunen, som dog modtager et væsentligt tilskud til dette gennem finansloven. Indirekte er Teatret Zeppelin således afhængig af statslig velvilje.

Både Mogens Jensen og Zenia Stampe er givetvis blandt de kulturpolitikere i Danmark med størst konkret indsigt i hele kultursektoren. Folketeatret skal “ledes af en bestyrelse, hvor medlemmerne tilsammen skal repræsentere juridisk, ledelsesmæssig, økonomisk, markedsføringsmæssig og scenekunstnerisk indsigt”. Det enkelte bestyrelsesmedlem skal således ikke nødvendigvis repræsentere en bestemt af disse indsigter, og Kulturministeriet har givetvis sikret sig, at Folketeatrets nye bestyrelse overholder det samlede krav om indsigter.

På samme måde er det givetvis velvalgt, at kulturpolitikere som Leif Lahn Jensen (Socialdemokratiet) er næstformand for AOF Danmark, Kim Valentin (Venstre) er landsformand for Liberalt Oplysningsforbund og at Hans Christian Schmidt (Venstre) er bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb.

Gråzonen

Gråzonen er åbenlys. Armslængden til enkelte institutioner er blevet kortere. Beslutter Folketinget at øge bevillingen til Folketeatret, vil nogle hurtigt hævde, at dette skyldes den korte vej mellem formanden for teatret og næstformanden for folketingets kulturudvalg. Beslutter folketinget at øge tilskuddene til de små storbyteatre, vil nogle finde det nærliggende at tro, at det skyldes, at kulturordføreren for et af regeringens støttepartier sidder i en sådan bestyrelse. Og modsat: Skulle det trods sagligt belæg ikke lykkes at få nødvendige bevillinger eller myndighedstilladelser, kunne det jo skyldes frygten for beskyldninger om nepotisme.

Når kulturudvalgets medlemmer åbner for denne gråzone, inviterer man også sølvpapirshatte indenfor.

Ligesom nogle finder det påfaldende, at de to politikere, som har været mest optaget af mulig inhabilitet i forløbet om Radio24syv/Radio Loud, Jens Rohde (Radikale) og Morten Messerschmidt (Dansk Folkeparti) begge var tidligere ansatte og programværter på netop Radio24syv. De fleste af os har nok nemmere ved at se habilitetsproblemer hos andre, end hos os selv.

Konkurrence om folketingsmedlemmernes tid

Det er gængs praksis, at borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer sidder i bestyrelser for lokale teatre, museer og andre kulturinstitutioner. Her er det dog reglen, at disse bestyrelsesposter fremgår af institutionernes vedtægter, som en klar tilkendegivelse af at den største økonomiske bidragsyder til virksomheden også skal have hånd i hanke med driften.

I Konkurrencestaten er der også konkurrence om adgang til de offentlige midler. De kulturinstitutioner, som har priviligeret adgang til politikere i folketingets kulturudvalg, står også forrest i startblokken.

Døren til folketingsmedlemmers deltagelse i bestyrelser i øvrige teatre eller museer, spillesteder, radiostationer og idrætsforeninger kan ellers nemt blive åbnet vidt og bredt.

Politikere, som indgår i sådanne bestyrelser, vil naturligt fremhæve fordelene ved at få mere konkret indsigt i kulturlivets mange facetter. Ikke blot at blive indbudt til premiereforestillinger, men også få indsigt i den økonomiske drift, personaleledelse, markedsføring, budgetter, estimering af billetsalg og mange andre elementer.

Fra alle sider af samfundslivet er der efterspørgsel efter folketingsmedlemmers tid. Det gælder i høj grad også kulturlivet. Siden kunststøttereformen i 2014, hvor den faste kontakt mellem Statens Kunstfond og kulturpolitikerne i repræsentantskabet blev fjernet, er der ikke etableret tilsvarende faste kanaler mellem kulturliv og kunstnere. Det lovbestemte årlige seminar arrangeret af Statens Kunstfond, har åbenlyst ikke fået den politiske betydning, det var tiltænkt. VLAK-regeringernes forsøg på at styrke dialogen mellem kunsten og politikerne gennem de såkaldte Rødding-møder, er ikke fulgt op af en tilsvarende ambition af S-regeringen.

Forløbet om corona-hjælpepakker har vist, at både kulturpolitikere og kulturministerium kan savne indsigt i såvel kulturinstitutionernes store mangfoldighed som i kunstnernes daglige virke og vidt forskellige indtægtsveje.

Måske burde folketingets kulturudvalg drøfte, hvordan man i fællesskab sikrer stærkere viden om og dialog med den mangfoldige kunstverden.
Det ville give større indsigt i de konkrete behov og udviklingsmuligheder end, hvis samtlige folketingets kulturudvalgs medlemmer skal i praktik som bestyrelsesmedlemmer alskens steder.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør