Ny blankmedieordning

93 mio. kr. årligt til rettighedshaverne. Det blev resultatet efter en årelang diskussion.

Regeringen og støttepartierne, SF, Radikale, Enhedslisten og Frie Grønne, har nu indgået aftale om den længe ventede fornyelse af blankmedieordningen (se Søndag Aften arkiv). Aftalen indebærer en forventet betaling til rettighedshaverne på 93 mio. kr., væsentligt mere end de 44 mio. kr., som var forslaget fra Blankmedieudvalget i 2017.

Blankmedieordningen opstod oprindeligt under navnet blankbåndsafgift i 1992. Dengang var det især VHS-bånd og kassettebånd, afgiften rettede sig mod. Dette er siden moderniseret flere gange.

Den nye blankmedieafgift kommer til at omfatte disse “blanke” medier (medier hvorpå brugeren selv kan lagre materiale):

• cd
• dvd/blu-ray
• usb-stik
• hukommelseskort
• ekstern harddisk
• netværksharddisk
• smartphone
• tablet
• bærbar computer
• stationær computer

En række medier er ikke med i ordningen, primært fordi de kun har en bagatelmæssig økonomisk betydning. Det gælder fx de oprindelige medier, vhs-bånd og kassettebånd, men også nyere medier som fx smartwatch og spillekonsol. Den politiske aftale lægger dog op til, at listen over medier kan justeres.

Kulturministeren skal fastsætte taksterne for de enkelte medier. Som eksempel kan nævnes, at Blankmedieudvalget opererede med en afgift på 1,49 kr. på løse lagringsmedier som cd eller usb-stik og 15,42 kr. på medier som smartphones eller tablets. Der vil således blive en differentieret afgift på de forskellige medier. Den endelige afgift kendes først, når kulturministeren melder dette ud.

Ordningen administreres i dag af Copydan/KulturPlus, som både sørger for at importører og sælgere af lagringsmedier betaler afgiften og for at fordele pengene blandt kunstnere. 

Privat – ikke pirat

Mange har svært ved at forstå forskellen på lovlig privatkopiering og ulovlig piratkopiering. Den lovlige privatkopiering er fx, når en borger låner en cd af en ven og kopierer denne – kun til eget brug, deraf “privat”. Eller når borgerne gemmer en film fra tv på en harddisk-optager. Det bliver derimod ulovligt, hvis man herefter distribuerer videre fx gennem nettets pirattjenester.

Det er centralt i ophavsretten, at de enkelte borgere har mulighed for at kopiere. Det opfattes som en demokratisk rettighed. Det snedige med blankmedieordningen er, at vi som borgere har lov til at benytte ophavsretsbeskyttet materiale på en måde som falder helt naturligt for de fleste – uden at kære os om den bagvedliggende jura.

Den krise, som opstod for især rettighedshaverne til musik og film i begyndelsen af 00’erne, bestod dels i at ophavsrettighedshavere mistede indtægter, da værker blev downloadet illegalt i store mængder, dels at der opstod kommercielle tjenester som tjente penge på at videredistribuere beskyttede værker uden at kompensere kunstnerne.

Den kompensation, der gives til kunstnere som følge af blankmedieordningen, handler udelukkende om privatkopieringen, ikke om piratkopieringen.

Når oppositionen ikke forholder sig til disse elementer, men blot rider med på en letantændt forargelsesbølge, sejler man blot under bekvemmelighedsflag.

Piratkopieringen kompenseres ikke gennem blankmedieordningen. Det skyldes, at det ville kunne sammenlignes med en hælerordning, hvis staten sikrede penge til rettighedshavere, fordi nogen handler ulovligt. Rettighedshaverne skal også have en tilskyndelse til at sikre imod piratkopiering.

Streaming har ikke overtaget

Mange tror, at det hurtigt voksende streamingmarked helt har overtaget distributionen af musik og film. Det er ikke tilfældet. Konsulentvirksomheden Seismograf foretog i 2020 en fornyet analyse af både markedet for blankmedier og for befolkningens anvendelse af medierne (Se Søndag Aften arkiv). Ifølge analysen har 46 procent af befolkningen adgang til materiale, som de på et eller andet tidspunkt har kopieret til en lagringsenhed. 15 procent af befolkningen har foretaget kopiering indenfor det seneste halve år.

Opposition under bekvemmelighedsflag

Oppositionspartierne er ikke med i aftalen. Det begrundes med at man er modstander af nye skatter og afgifter. Man må dog sige, at oppositionen her vælger at optræde under bekvemmelighedsflag. Etableringen af en ny blankmedieordning stod således i VLAK-regeringens lovprogram for folketingsåret 2017-2018. Den daværende regering var blot ikke i stand til at nå frem til en model, der kunne bære igennem i folketinget.

I modstanden mod den nye blankmedieordning savner oppositionen således at forholde sig til 1) at der er fundet en løsning på et politisk vanskeligt problem 2) at man moderniserer listen over omfattede medier 3) at kravene i EU’s Infosoc-direktiv fra 2001 endelig opfyldes samt 4) at den igangsatte retslige process fra Copydan mod staten med et næsten milliardstort krav nu må nærme sig et forlig.

Når oppositionen ikke forholder sig til disse elementer, men blot rider med på en letantændt forargelsesbølge, sejler man blot under bekvemmelighedsflag.

Kulturministeren forventes at fremsætte et lovforslag i løbet af foråret, så det kan vedtages i folketinget inden sommerferien. Hensigten er at loven skal træde i kraft fra 1. januar 2022. Det er aftalt, at loven skal evalueres i 2023 og derefter hvert tredje år.