Hvem ejer sporten?

Efter SuperLeague må sportens organisationer tage nye diskussioner om ejerskab til de professionelle klubber. Ellers vinder Goliat uden kamp.

CulturCommentar:

Der gik forbavsende kort tid fra den stålfaste lancering af en ny europæisk eliteliga i fodbold, SuperLeague, til korthuset faldt fra hinanden. Modstanden var langt stærkere end forventet. Det lukkede format, hvor dels stiftelsesklubberne var sikret plads og dels ikke enhver ville kunne spille sig frem til turneringen, blev for meget for store fangrupper.

Lærestregen var, at de stærke kapitalkræfter, som ønskede at monopolisere spillet, havde overset fangruppernes magt og totalt fejlvurderet symbolikken i muligheden for at David kan slå Goliat – en sjælden gang i mellem.

Forslaget om en SuperLeague må ses som en konsekvens af kapitalkræfternes frie spil i fodboldverden. Og fodbold er naturligvis blot en spydspids for andre sportsgrene, som gennemlever en tilsvarende kommercialisering.

51 procent-regler

I Sverige har man en 51 procentregel gældende for alle sammenslutninger, som er medlemmer af Riksidrottsförbundet (søsterorganisation til Dansk Idræts Forbund). Reglen indebærer, at mindst 51 procent af aktierne i en professionel klub skal ejes af den bagvedliggende idrætsforening. I yderste konsekvens er det således foreningens generalforsamling, som bestemmer, hvad der skal ske med den professionelle klub.

Der er fortsat store private investorer i svensk fodbold, men de opnår ikke den samme dominerende status som “klubejere”, som det kendes fra udenlandske ligaer med udenlandsk oligark-kapital eller i et vist omfang også fra den danske Superliga.

I Tyskland har man en tilsvarende såkalt 50+1-regel. Den betyder, at moderklubben skal eje mindst 50 procent af aktierne plus 1 aktie. Der er enkelte undtagelser i Tyskland, fx kan en virksomhed eller en person eje en Bundesligaklub, hvis ejerskabet har varet mindst tyve år. Red Bull Leipzig har udfordret reglen ved at etablere en meget lille moderklub, hvor alle medlemmer er ansat i Red Bull GmbH.

Den særlige tyske ejerskabsmodel var nok også årsagen til, at ingen af de store tyske klubber deltog i SuperLeague-initiativet.

Tysk fodbold er desuden kendetegnet ved at have de relativt laveste spillerudgifter i forhold til omsætningen, de laveste billetpriser – og højeste tilskuertal. Den særlige tyske ejerskabsmodel var nok også årsagen til, at ingen af de store tyske klubber deltog i SuperLeague-initiativet.

Det engelske Labourparti havde ved seneste valg også forslag i denne retning, fx at fanklubber skal have mulighed for at ansætte og afskedige direktører og fortrinsret til at købe aktier i klubberne.

Super League har accentueret disse diskussioner i England, nu også i regeringspartiet, hvormed initiativtagerne muligvis har scoret et af de større selvmål.

Distribution

Ser man bort fra de store publikumstal i Tyskland, er den internationale trend, at fodboldklubberne, som er internationale brands, bliver afhængige af tv-indtægterne.

Men tv er snart en fortidig distribution, den sidste rest af store rettighedspakker som sælges til flow-tv. Og flow-tv med sport har en stadig ældre forbrugergruppe. Vi venter på sportens svar på Netflix. Og det var dette produkt SuperLeague var tilpasset.

De store europæiske fodboldklubber har en større fanbase udenfor Europa end i hjemlandene. De har et helt naturligt behov for at sælge deres produkter med den fleksibilitet, der ligger i nye netbaserede distributionsmodeller.

Dette problem bliver ikke løst af UEFA’s nye, langt større Champions League-model.

International fodbold var igennem et paradigmeskifte i begyndelsen af 1990’erne. Det var her UEFA skabte nye standarder for stadions efter Heysel-katastrofen i 1985 og etablerede Champions League, den engelske Premier League blev etableret og såmænd også den danske Superliga. EU’s arbejdskraftsregler trådte også i karakter. Og der blev åbnet op for et virvar af fodboldukyndige investorer fra arabiske sheikdømmer og Rusland.

Siden er fodboldboblen vokset med spillerlønninger i fantasilionklassen. En dag må denne boble briste. SuperLeague var et forsøg på at give boblen kunstigt åndedræt nogle tiår mere.

Sporten, dens organisationer og mange medlemmer, må afgøre, hvilken vej man vil gå: et ejerskab baseret i de oprindelige fodboldmiljøer, medlemmer og lokale fans eller en del af et globaliseret gigantshow, hvor pengene styrer helt og aldeles.

PS: Som et apropos til den nye økonomi dukkede så også oplysningen op om, at den ene af stifterne af Spotify tilbyder at købe den traditionsrige engelske fodboldklub Arsenal! Streamingøkonomien tillader ikke at betale rettighedshavere tilstrækkeligt, men en fodboldklub kan man altid købe.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør