Aktuelt · Idræt · Kunst og museer · Medier og internet · Politik
Facebook i marts: krigen kom til kulturen
Hvordan skal kulturen reagere på krigen i Ukraine? Det var oplagt den vigtigste diskussion blandt kulturpolitikerne i marts.
Pludselig var der krig i Europa og landets kulturpolitikere skal finde den rigtige reaktion. Stén Knuth fra Venstre skriver:
IDRÆTTEN SIGER FRA OVERFOR RUSLAND Flere forbund har allerede udelukket Rusland fra deltagelse i al international idræt. Det er vigtigt, at vi står sammen – også med idrætten – om at sige fra overfor Ruslands invasion. Mine tanker er med Ukraine og den ukrainske befolkning. Jeg håber, at flere følger efter fodbold-, håndbold- og ishockeyforbundet. Idrætten sender et vigtigt signal, når vi samlet siger fra. I Venstre mener vi ikke, at man kan få lov til at få alle glæderne, som idrætten skaber, hvis man opfører sig som Rusland og Putin! Tak til idrætten!
Opslaget opnår 90 reaktioner, heraf fire kommentarer.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen fra Socialdemokratiet skriver:
Et lyspunkt i disse ellers mørke dage er solidariteten og den kæmpe medmenneskelige kraft, der rejser sig overfor Ukraine. Det sker også i vores foreninger og kulturlivet. Lad os få ideerne delt og barrierne brudt ned, så de kommende ukrainske flygtninge i Danmark kan mødes af kulturens åndehuller og fællesskaber i en menneskelig svær tid.
Opslaget opnår 370 reaktioner, heraf 240 kommentarer. Næsten alle “kommentarer” er blot en appel om at støtte en ukrainsk tv-kanal. Man får indtryk af at en ukrainsk trollehær er på spil.
Zenia Stampe fra Radikale Venstre skriver:
Kulturministeren har stoppet alt kulturelt samarbejde mellem de statslige kulturinstitutioner og det officielle Rusland. Det er en rigtig og vigtig beslutning. Men kulturministeren har samtidig opfordret landets øvrige kulturinstitutioner til at kaste et kritisk blik på deres programmer og overveje, hvad og hvem ”man vil lægge navn til”. Jeg er enig i intentionen, men ved, at det lige nu skaber en del usikkerhed rundt i kulturlivet. Dels er der det juridiske, hvor kommuner og kulturinstitutioner lige nu sidder og river sig selv i håret, fordi de savner hjemmel til at gå ind og afbryde samarbejder. Det håber jeg, at ministeren vil hjælpe med at skabe en afklaring på. Men så er der spørgsmålet om selve balancen. For én ting er samarbejde med repræsentanter for den russiske stat og Putins regime. Det er selvfølgelig helt udelukket. Men hvad hvis der er tale om et orkester, der har hyret en herboende russisk solist? Eller hvad med en udstilling med en russisk kunstner bosat i USA? Hvor går grænsen? I mange tilfælde er russiske kunstnere netop kritiske mod styret. De bor og stemmer måske ikke engang i Rusland. Skal man alligevel aflyse for at sende et klart signal? Eller skal man gennemføre, da det jo ikke er den enkelte russiske kunstner, der er ansvarlig for krigen mod Ukraine? I alle tilfælde risikerer den kunstneriske ledelse at blive angrebet hårdt. For ministerens udmelding giver hverken pejling eller rygdækning for det ene eller andet. Men den skaber måske nogle forventninger i offentligheden? Jeg er godt klar over, at man ikke kan lave en egentlig tjekliste, og at det bør være op til den enkelte institution fra sag til sag. Men jeg har alligevel opfordret kulturministeren til at sætte lidt flere ord på, hvor snittet skal ligge. Taler vi “kun” kulturel boykot af det officielle Rusland – eller taler vi berufsverbot mod alle – også herboende og Putin-kritiske – russiske statsborgere? Det er vel ikke det sidste, vi vil? Det bliver i det hele taget vigtigt i den kommende tid at understrege, at det ikke er det russiske folk og russisk kultur, vi vender os imod. Putin skal ikke have lov til at retfærdiggøre sin aggression mod Ukraine og Vesten ved at skabe et billede af, at vi ser ned på Rusland og russisk kultur. For det er ikke sandt. Hele Hollywood-industrien hviler på den russiske skuespiller og instruktør, Konstantin Stanislavskijs, system og metoder. Komponister som Tchaikovsky, Stravinsky og Prokofiev hører til de største fornyere af vores musik. For slet ikke at tale om, hvad forfattere som Dostojevskij, Gogol eller Tjekhov har betydet for verdenslitteraturen. Der er stor respekt for russisk kultur i hele verden. Det er derfor ikke uden grund, at mange russiske kunstnere drømmer om et Rusland, der høster respekt for sin kultur frem at sprede frygt med sit militær. Men Putin er desværre ligeglad med respekt og kulturel storhed. Han interesserer sig kun for rå magt og frygt. Vi har derfor lige nu ikke andet valg end at sætte hårdt mod hårdt. Men desto vigtigere er det, at vi samtidig viser, at det ikke er russere og russisk kultur, vi vender os imod. Billedet er taget, da jeg forlod kulturministeriet igår. Og det passer egentlig meget godt til situationen. Hvordan lukker vi døren til Putins Rusland – uden samtidig at slukke russernes drøm om et andet Rusland.
Opslaget opnår 600 reaktioner, heraf 100 kommentarer. Kommentarerne ser dilemmaet. Nogle mener, at politikerne skal blande sig helt udenom denne diskussion på grund af armslængdeprincippet. Nogle mener, at kun Putin-kritiske russer må optræde i Danmark.
Krigen på Charlottenborg
Herefter bliver diskussionen anderledes konkret, for hvordan skal kunsthal Charlottenborg forholde sig? Zenia Stampe fra Radikale Venstre skriver:
Kunsthal Charlottenborg har fjernet soloprisvinderen fra årets Forårsudstilling. Kunstneren er nemlig russer. Al information om værket samt selve prismotivationen er samtidig taget ned fra hjemmesiden. Og det betyder desværre, at man ikke længere kan læse, at den russiske kunstner, Sergei Prokofiev, er Putin-kritiker, og at vinderværket er et regimekritisk frihedsprojekt. Det kan man til gengæld læse i Kunstmagasinet Artland, der heldigvis ikke har fjernet deres interview med Prokofiev fra nettet. Her fortæller Prokofiev, hvordan han fandt inspiration til projektet i protesterne mod det russiske valg i 2010 – den såkaldte Snerevolution. ”Jeg fandt på det tidspunkt ud af, at fyrværkeri var blevet brugt af den russiske statsmagt siden zartiden til at kommunikere med borgerne, det russiske folk… Jeg besluttede at arbejde med fyrværkeri for at vende statsmagtens sprog rundt. Ved at bruge det i nye omgivelser kunne jeg frigøre det fra den russiske statsmagt…” I interviewet fortæller han også om tiden efter Snerevolutionen: ”Det politiske klima var meget bittert, og mange mennesker begyndte at tænke på kunstnerne som de sidste gatekeepere for frihed.” Da Prokofiev vandt soloprisen i København, kaldte han det et mirakel. Men der skal et endnu større mirakel til, hvis han skal indløse den medfølgende præmie – retten til en soloudstilling i Politikens forhal i foråret 2023. Umiddelbart virker det mere sandsynligt, at han på det tidspunkt er indkaldt som værnepligtig i krigen mod Ukraine – eller sidder i fængsel. I går aftes gik jeg ind på Sergei Prokofievs facebookside. Coverbilledet bar teksten ”Fuck the war” og profilbilledet var udstyret med et ukrainsk flag. Jeg fandt også et åbent brev underskrevet af Prokofiev og en række andre kulturfolk. I brevet opfordrer de til at stoppe krigen, forsvare et uafhængigt og suverænt Ukraine, fjerne Putin fra magten og redde Ruslands omdømme. På et tidspunkt forsøgte jeg at opdatere siden, men så var alle opslag pludselig forsvundet. Sandsynligvis har han selv skjult dem, fordi styret samme aften varslede voldsomme indskrænkninger i ytringsfriheden. Og nu er hans værker altså også taget ned fra Charlottenborg. Det var præcis dét, jeg frygtede, da kulturministeren opfordrede alle landets kulturinstitutioner til at kaste et kritisk blik på deres programmer og overveje, hvad de vil lægge navn til. Det har skabt et forventningspres, der nu ser ud til at resultere i automataflysninger af alle russere. Men det er da et kæmpe paradoks, hvis vi i Danmark lukker ned for de samme stemmer, som Putin prøver at lukke munden på. Det giver ikke mening for mig.
Opslaget opnår 2.400 reaktioner, heraf 260 kommentarer. Den gennemgående holdning er, at det er en ommer for Charlottenborg. En enkelt kommentar minder til besindighed: “Problemet er, at den enkelte kunstinstitution nu skal opdele kunstnere i “for eller imod Putin”. Dit eksempel er et glanseksempel på, at vi her har en af de “gode russere” som jo godt må blive. Men det er ikke nødvendigvis klogt. Buen for eksemplets magt kan blive overspændt her. Det tankegang indebærer nemlig muligheden for en fejl. Alt efter hvordan man tænker kunst og hvor frisindet du er som menneske. Vi risikerer en tankegang der går på, at man som kunstner kun må udstille hvis man er imod Putin og deler vores værdier. Neutraliteten findes heller ikke mere. I så fald falder kunsten til jorden da der også er en cancel culture her.”
I næste opslag om sagen skriver Zenia Stampe:
Charlottenborgfonden har indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde for at drøfte beslutningen om at fjerne et værk af den systemkritiske, russiske videokunstner, Sergei Prokofiev. Tak til bestyrelsen for at have modet til at genoverveje beslutningen. Det er ikke kun på Charlottenborg, at det gik lige lovligt hurtigt med at fjerne alle russere fra plakaten, efter at kulturministeren i sidste uge opfordrede landets kulturinstitutioner til at gennemgå deres programmer og overveje, hvad de ”vil lægge navn til”. Nu har eftertanken meldt sig, og det er godt. For selvfølgelig skal vi forhindre Putin i at bruge kunst som propaganda. Men vi skal ikke gøre det på en måde, hvor vi samtidig forhindrer russiske kunstnere i at bruge kunsten til at kæmpe mod undertrykkelse og krig. Sagen er jo, at Putin ikke kun er i krig mod Ukraine. Han har også ført en aggressiv og totalitær krig mod den frie opinionsdannelse i Rusland siden masseprotesterne i 2011-2012. Politiske hjemmesider bliver blokeret, menneskerettighedsforeninger bliver forbudt, modtagere af udenlandsk støtte registreres som udenlandske agenter, borgernes telekommunikation bliver lagret, demonstranter får bøder svarende til mange måneders løn og folk bliver sendt i fængsel i årevis for systemkritiske ”likes”. I sidste uge blev skruen strammet endnu engang, da Putin lukkede for Facebook og indførte straffe på op til 15 års fængsel for at sprede ”falsk information” om Ruslands krig mod Ukraine. På mange måder er det et under, at kunsten overhovedet har fået lov til at være så relativ fri i Rusland indtil nu. Men altså heller ikke mere fri, end at de mest provokerende bliver sendt i arbejdslejr (Pussy Riot) eller søger om politisk asyl (Piotr Pavlenskij). Og at de tilbageblivende systemkritiske kunstnere som fx Prokofiev bliver nødt til at kryptere deres systemkritik i metasymbolik, som vi fx ser i der prisvindende værk “Fireworks on the swamp”. En slags moderne russisk udgave af ”Man binder os på mund og hånd”. For kunsten finder altid en vej til at udtrykke den frie tanke. Men Prokofievs værk viser, hvor smal den vej er i Putins totalitære Rusland. Det er dét, der gør værket så brændende aktuelt og relevant lige nu. Det glæder mig derfor, at Charlottenborgfonden tager deres beslutning op til genovervejelse. Det er ingen skam. Vi er i en ny situation, som vi alle skal lære at navigere i. Men for mig er der i hvert fald én ting, der står klart. Krisen kalder ikke på mindre kunst og kultur. Men på mere. Lad os lave stipendier, skabe øget bevidsthed om ukrainsk kultur, lave særudstillinger om russisk dissidentkunst etc. Ligesom vi opruster militært, skal vi også til at opruste kulturelt.
Opslaget opnår 840 reaktioner, heraf 60 kommentarer. Kommentarerne er enige med Stampe. Enkelte mener dog at man netop skal boykotte alt russisk – for at maksimere presset på Putin.
Men diskussionen fortsætter og beslutninger ændres. Stampe skriver:
Charlottenborg Fonden har sent tirsdag eftermiddag afholdt bestyrelsesmøde om udelukkelsen af den russiske kunstner Sergei Prokofievs værker. Bestyrelsen har enstemmigt besluttet at genudstille værket. Tak for at give plads til eftertanken i en svær tid. Vi skal forhindre Putin i at bruge kunsten som propaganda. Men vi skal ikke forhindre russiske kunstnere i at bruge kunsten til at kæmpe mod undertrykkelse og krig. Lad os opruste kulturelt mod Putin i stedet for at boykotte alle russiske kunstnere og al russisk kultur.
Opslaget opnår 780 reaktioner, heraf 15 kommentarer.
Censur eller kulturel oprustning
Også i Horsens vækker beslutningerne debat, igen Zenia Stampe:
NU ER CENSUREN GÅET FOR VIDT Horsens byråd har tvunget Horsens Kunstmuseum til at aflyse en kunstudstilling med det tysk-russiske tvillingepar, Maria og Natalia Petschatnikov. Søstrene er født i Sankt Petersborg, men har ikke boet i Rusland de sidste 30 år. De bor i dag i Berlin og har både tysk og russisk statsborgerskab. De taler offentligt imod krigen mod Ukraine og samler ind til ukrainske flygtninge. Alligevel har Horsens kommune besluttet, at de skal boykottes – i øvrigt stik imod Horsens Kunstmuseums ønske. Den socialdemokratiske Kulturudvalgsformand, Andreas Boesen, understreger over for Politiken, at det er en politisk beslutning, og at det sker på baggrund af kulturministerens opfordring om at gennemgå aktiviteter og samarbejdspartnere, der har forbindelse til Rusland. Horsens kommune har ligefrem nedsat en task force, der skal “skanne” og “screene” kommunen for alt russisk samarbejde, der kan ”understøtte eller legitimere Rusland”. De er faldet over udstillingen, fordi den ifølge Andreas Boesen kan ”opfattes som en, der understøtter eller promoverer russisk kunst og kultur.” Men det er jo en absurd påstand. Udstillingen, der bærer navnet ”Fragile”, blev skabt under et kunstnerophold i Viborg, hvor de to søstre blev inspireret af en antikvitetsbutik med kongeligt dansk porcelæn. Udstillingen består bl.a. af store kopier af isbjørnen, et grønlandsk barn, en pige, der snører sko, en musselmalet tallerken og andre kendte danske samleobjekter. Men indholdet er åbenbart ligegyldigt. Også det faktum, at kunstnerne er tyske statsborgere, at de ikke har boet i Rusland i 30 år, og at de tager afstand fra krigen mod Ukraine. Navnet og fødestedet gør udslaget. Det her er præcis, hvad jeg frygtede, da jeg hørte kulturministerens udmelding, og jeg er rystet over, hvor hurtigt danske politikere er klar til at feje fundamentale værdier som kunstnerisk frihed, armslængde og ikke-diskrimination af bordet for at signalere handlekraft. Og så er jeg grundlæggende oprørt på kunstens og kulturens vegne. Under corona så vi, hvordan kunsten blev behandlet som en knap, man bare kunne tænde og slukke for alt efter behov. Det er så det, vi ser igen – bare i en ny krise. Det er desværre symptomatisk for, hvordan mange i det politiske liv ser på kunsten. Som en biting, der kan skabe lidt fællesskabsfølelse og underholdning. Men ikke som noget, der skaber de grundlæggende forudsætninger for vores samfundsliv, frihed og demokrati. For en kulturpolitiker som mig er det en helt grundlæggende præmis, at demokratiet i lige så høj grad vokser ud af det frie kulturliv – som det frie kulturliv vokser ud af demokratiet. Derfor er den her type politisk censur af frie kunstnere den helt, helt forkerte måde at bekæmpe Putins totalitære regime på.
Opslaget opnår 3.000 reaktioner, heraf 400 kommentarer. Blandt kommentarerne er et svar fra kulturudvalgsformanden i Horsens, Andreas Boesen, som blandt andet begrunder beslutningen således: “Derfor vil jeg gerne understrege, at vores beslutning ikke har noget med dem at gøre, men alene er fordi de har russisk statsborgerskab og bliver fremhævet som russiske kunstnere på danske museer og i kunstfora.” Andreas Boesens svar bliver mødt med kritik – og pinlige perfiditeter. Langt de fleste kommentarer er enige i Stampes kritik. En del mener dog, at netop en krig gør det nødvendigt at skabe klare afgrænsninger, parallelt med den omfattende sportsboykot. I øvrigt rodes der i debatten grundigt rundt i begreber som censur, boykot, berufsverbot og armslængde.
Skal vi forbyde russiske medier i Danmark? Torsten Gejl fra Alternativet skriver:
Hvorfor gør vi præcis det samme, som vi kritiserer Putin for? – Mener ministeren, at det er en passende foranstaltning i et frit demokrati at forbyde bestemte medier at sende nyheder i Danmark?
Opslaget henviser til en artikel på Indblik.dk: “Et voldsomt skridt”: Minister slår fast, at regeringen bakker op om omdiskuteret forbud mod russiske statsmedier.
Opslaget opnår 175 reaktioner, heraf 30 kommentarer. Stort set samtlige kommentarer er enige med Gejl og opfatter forbuddet mod de to russiske medier som censur.
Zenia Stampe fra Radikale Venstre skriver:
Vi kan ikke nøjes med at opruste militært mod Putin. Vi skal også opruste KULTURELT! Jeg og Radikale Venstre foreslår derfor at oprette en Frihedsfond, der skal støtte frie kulturelle og journalistiske stemmer i Ukraine og Rusland. Frihedsfonden skal ledes af repræsentanter fra den frie danske presse og det frie danske kulturliv og kan fx støtte legater, arbejdsophold, projekter, produktioner og udstyr. Og lad det så være en påmindelse for os alle om, hvor vigtigt det er at have en fri presse og et frit kulturliv. Det er ikke bare underholdning og adspredelse. Men selve forudsætningen for et frit og demokratisk samfund.
Opslaget opnår 480 reaktioner, heraf 30 kommentarer. Kommentarerne går i mange retninger. Nogle mener, at der i forvejen er censur i Danmark. Nogle mener ikke det nytter at kæmpe mod Putin. Andre at det er vigtigt, at der også er støtte til de som forsvarer Putin.
Plads til e-sport
En folketingshøring om e-sport får positive tilbagemeldinger. Malte Larsen fra Socialdemokratiet skriver:
Spændende høring om muligheder og faldgruber for E-sport i Danmark. Mange af os oplever at nogle af vores børn sidder bag computerskærmen mange timer om ugen. Er det godt eller skidt? Fører det nogen steder hen? Hvordan kan vi hjælpe spillere og foreninger i en sund retning? Danmark er en førende nation indenfor e-sport. Kan det også blive et erhvervseventyr? Hvordan tager de mange danske foreninger e-sporten til sig? Vi har fået mange gode eksempler og svar. Det politiske Danmark har en meget stor interesse for e-sportens muligheder.
Om samme høring skriver Charlotte Broman Mølbæk fra SF:
Har du snakket med dit barn om E-sport? Rigtig mange tusinde børn og unge dyrker E-sport og næsten lige så mange forældre har svært ved at følge med. Det giver ikke mening at diskutere om E-sporten skal være her eller ej, for den er her og er i rivende udvikling. Vi bliver nødt til at komme i gang med at styrke E-sporten, og ikke mindst skaber bedre rammer for vores børn og unge. Vi skal kunne tale med vores børn om den fritidsinteresse, som vi snakker med dem om hvordan det gik til håndbold i dag. På den måde kan vi støtte dem og hjælpe, hvis det er på afveje. Nogle bliver jo små stjerner og vinder store pengebeløb foran skærmen på deres værelser mens andre mister en masse penge ved at købe ekstra ting i spillet. Og så kan sproget i den interne kommunikation være meget groft. Men der skabes også store og stærke fællesskaber, mens man hygger sig med spillet. Konkurrerer med hinanden. Og man får en masse færdigheder. Særligt sprog. E-sporten er også et fællesskab og sportsgren, hvor man flere kan være med. Mange med handicap kan deltage og for en del, der har udfordringer med at trives i skolen, finder plads i E-sporten. Der er en bunden opgave i at vi kommer politisk på banen – netop for både at afhjælpe udfordringerne men også for at udløse potentialet. Her skal vi både have skoler, ungdomsskoler og foreninger på banen. Og vi skal kigge på uddannelse og opkvalificering. Det tager jeg med mig fra dagens høring, hvor rigtig mange deltog og kom med mange inputs fra forskellige vinkler. TAK for det 🙏 Og tak for min gode allierede når det gælder E-sport Stén Knuth. Vi kommer til at forfølge ambitionen om at styrke E-sporten 💪
Opslaget opnår 140 reaktioner, heraf 25 kommentarer. Opslaget giver især kritiske kommentarer. Èn diskussion handler om, hvad skolerne så ikke skal, hvis de skal bruge tid og kræfter på e-sport. En anden diskussion handler om, at det er vigtigt at børn og unge får frisk luft. Broman Mølbæk svarer flittigt på kommentarerne.
Naturligvis har også Stén Knuth fra Venstre en opsamling på høringen:
OPSAMLING – HØRING – ESPORT/GAMING Havde i går høring i Landstingssalen på Christiansborg. 13 oplægsholdere. Næsten 100 deltagere. Super interessante indlæg, seje spørgsmål fra salen og forhåbentligt flere politikere der kan høre at der er noget her, som har et vildt potentiale. Oven på det en kulturudvalgsformand i hopla. Tilbage står: Esport/gaming er for alle, som i alle. Det skaber fællesskaber. Det kræver forældreopbakning. Vi mangler uddannelse af trænere, ledere, pædagoger, lærere. Pigerne er en særlig gruppe. Vi skal huske den fysiske aktivitet. Anerkend og respekter de unge og deres interesser. Og tilbage står, at vi ser ind i et område som er utroligt fragmenteret. Også fordi der er enorme perspektiver i uddannelse, det kommercielle og det frivillige. Og vi mangler et overblik, eller gør vi? Skal politikerne blande sig? Hvis ja, med hvad? Jeg sidder tilbage opløftet over dagen, men også lidt rådvild, som jeg skal arbejde videre med. Og her vil jeg række ud til dig, for samtaler på hvad kan/skal vi gøre for at udløse alle de potentialer, som alle i går kan se og som der arbejdes med, både foreningsmæssigt, kommercielt og uddannelsesmæssigt. Herfra bare en kæmpe tak til Ungdomsringen DGI Danmarks Idrætsforbund (DIF) Esport Danmark Sørby Esport Furesø Esport HEROIC Center for Ungdomsstudier (CUR) Oliver og Emma som unge med deres perspektiv, mor Mette med forældre perspektivet, VUC Storstrøm GEEKS og alle jer der kom, og ikke mindst min gode partner omkring esport nemlig Charlotte Broman Mølbæk. Formanden fik også konkluderet at der må komme en opfølgning. Det lover jeg også der gør. Det skylder vi hinanden, de unge og de muligheder der er i dette fantastiske område.
Opslaget opnår 40 reaktioner, heraf tre kommentarer. Kommentarerne har gode råd til det videre arbejde med e-sport i Danmark.
Søndag Aftens gennemgang af folketingspartiernes kulturordføreres opslag på Facebook er baseret på opslag fra 1. til 31. marts 2022.
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at det ikke er alle folketingets kultur- og medie- og idrætsordførere, som har en Facebook-profil, endsige som aktivt bruger Facebook. Naturligvis foregår kulturpolitiske debatter også mange andre steder.