Giv os mere som ikke er det samme

Kan Danmark rejse sig fra det indadvendte og favne verdens kulturelle mangfoldighed?

En del af de igangværende medieforhandlinger handler om, hvordan vi kan forhindre de såkaldte medieørkener, forstået som områder i landet som er uden seriøs mediedækning. Den samme ørkenmetafor bruges ikke, men har reelt været gældende i de sidste 10-15 års kulturpolitiske debat: museer, teatre, biografer, musikskoler, kunstneriske uddannelser skal spredes over hele landet, ud til de områder, hvor man ikke har disse tilbud til borgerne. Pudsigt nok gælder trenden ikke for bibliotekerne. Bare der er et i hver kommune, er man tilfreds.

Hvornår har man sidst set en dansk politiker ønske styrket internationalt kultursamarbejde?

Gennem den samme årrække har der været et konstant politisk pres for at begrænse de internationale aktiviteter, som det fx ses af Dansk Folkepartis forslag om at begrænse skattefradrag, hvis kunstnere ikke er danske eller hvis film ikke er på nordiske sprog.

Hvornår har man sidst set en dansk politiker ønske styrket internationalt kultursamarbejde?

Post-Putins krig

Krigen i Ukraine igangsatte en mængde forskellige reaktioner i håb om at påvirke krigens gang. Danmark boykotter al sportsligt samkvem med repræsentanter for Rusland og Belarus. Statslige kulturinstitutioner må ikke samarbejde med repræsentanter for det officielle Rusland. På Charlottenborgs forårsudstilling opfattede man, at man også skulle udelukke systemkritiske kunstnere. Cirkus Arena valgte i et forvirret øjeblik at hjemsende en dansetrup fra Kirgisistan (!).

Diskussionerne om boykot af russisk kultur giver nye, vanskelige gråzoner. Åbenlyst oppositionelle kunstnere (Pussy Riots fx) kan vi gerne acceptere. Kunstnere, som gerne lader sig fotografere med præsident Putin, udelukker vi. Men hvad med det store flertal af kunstnere, som hverken er højrøstede politiske eller hvis værker ikke umiddelbart kan tolkes ind i en geopolitisk kontekst? Vi kan imødese en periode med vanskelige vurderinger, om et kunstnerisk samarbejde skal mødes med et Da eller et Net. Eller det – næsten utænkelige – ukrainske kunstnere, som forsvarer invasionen?

De seneste mange års fokus på danskhed viser også, at vi har vendt det blinde øje til verden omkring os.

Både optakten til og selve krigen burde lægge op til det modsatte af boykot. Krigen i sig selv, den pludseligt opståede almene viden om byer de færreste danskere havde hørt om, endsige på nogen måde betragtet som et ”nærområde”, viser et kulturelt underskud. TV-stationer flyver korrespondenter ind fra hele verden. Det sker som konsekvens af at man ikke har fastansatte og fastboende korrespondenter i verdens største land. Medierne har ladet verden omkring os være en ”nyhedsørken”.

International ambition

De seneste mange års fokus på danskhed viser også, at vi har vendt det blinde øje til verden omkring os. Vi har brug for meget mere kulturudveksling, ikke mindre. Den tyske kulturminister har lanceret et støtteprogram på 1 million Euro. Det franske kulturministerium har ligeledes etableret en pulje på 1 million Euro til ukrainsk kunst. Hertil kommer 300.000 Euro til støtte for ukrainske kunststuderende. Den tyske delstat Sachsen har besluttet at oprette en særlig pulje på 250.000 Euro for at støtte kunstneriske projekter fra Ukraine. Den italienske regering har tilbudt at genopbygge teateret i Mariupol efter krigen. Der kan tages mange forskellige slags initiativer.

2 procent er et populært tal for tiden. Hvad med at sætte en ambition om at mindst 2 procent af alle typer kulturbevillinger skal gå til international kulturudveksling, her forstået som udveksling, ikke blot dansk kultureksport, men også det vigtige: import af kunst og kultur. Lad branche for branche diskutere: hvordan øger vi det internationale samkvem? Hvordan viser vi mere af verdens mangfoldighed?

Lad folkeoplysningen komme på banen. Lad højskolerne formulere internationale visioner. Hvad kunne vi få for pengene, hvis støtten til Det Danske Kulturinstitut blev fordoblet (det er kun 15 millioner kr.)?

De aktuelle medieforhandlinger lader sig ikke påvirke af en krig i vores nærområde. Men ligesom der kommer støtte til medier som vil øge dækningen af nyhedsørkener, burde der være øget støtte til medier, som beskæftiger korrespondenter. For vores egen skyld. For sikkerheden.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør