De mange Kulturpolitiske redegørelser

Kulturpolitisk redegørelse nr. 8 er på vej. Her er et overblik over de syv forudgående.

I snarlig fremtid vil Kulturministeren fremlægge en såkaldt Kulturpolitisk Redegørelse for folketinget. Det bliver den ottende i rækken af redegørelser, men faktisk den første siden 1997. Selvfølgelig bliver det også første gang Moderaterne fremlægger en redegørelse. De hidtidige redegørelser har i høj grad været fremlagt af Socialdemokratiske (3) eller Radikale (3) ministre. Kun en gang har redegørelsen haft borgerligt udgangspunkt, Mimi Stilling Jacobsen i 1984.

Redegørelserne har gennemgående haft det fællestræk, at de har forsøgt at udstikke den retning ministeren mente kulturpolitikken skulle tage. Som noget helt nyt, har Kulturministeren denne gang valgt at bede om inputs til redegørelsen fra en lang række foreninger og institutioner.

1967 Bodil Koch

Den socialdemokratiske kulturminister Bodil Kochs redegørelse i 1967 indledtes mildest talt med et antiklimaks: “Hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal man jo da gøre forsøg på, så må jeg tilstå, at jeg faktisk mange gange i den sidste tid har fortrudt, at jeg har anmeldt denne redegørelse for visse kulturpolitiske problemer for folketinget.”

Årsagen til denne skepsis ved redegørelsen var, at Folketinget gennem flere år havde diskuteret modeller for statsstøtte til at etablere lokale kulturcentre, som Koch hellere ville kalde for “kulturhuse”. Bodil Koch var nået til en konklusion om ikke at gå videre med denne tanke, hvorfor hendes muligvis eneste offensive kulturpolitiske bud var faldet bort. Hun foretrak at udvide folkebibliotekernes opgaver, også med “cafeterier”. Bodil Koch var også i tvivl om man kunne finde det tilstrækkelige antal inspirerende ledere til disse huse.

Redegørelsen afsluttedes dog med nogle vigtige grundsyn om kulturpolitik:

“I kulturpolitikken er det nødvendigt at holde sig for øje, at det aldrig kan være statens opgave at bestemme retning, endsige at ensrette. Et folks kultur rummer både statiske og dynamiske kræfter, og et kulturministerium har pligt til at lade begge have ånderum og ikke være med til at skabe eller uddybe en kunstig kulturkløft mellem befolkningsgrupper, der selvfølgelig er forskellige.”

“Jeg vil nu til sidst udtrykke håbet om, at vi i folketinget fremover kan enes om at føre en bevidst og aktiv kulturpolitik. Den må gøres bevidst og kontinuerlig, og det koster mange penge; der er kolossale opgaver at løse”.

1969 Kristen Helveg Petersen

Efterfølgeren, den radikale Kristen Helveg Petersen, løftede til gengæld niveauet for en Kulturpolitisk Redegørelse voldsomt. Hvor Bodil Kochs redegørelse fyldte fem sider, var Helveg Petersens redegørelse en hel betænkning, kendt som betænkning nr. 517, på 364 sider! Den kan så afgjort ses som både en samlet kulturpolitisk status ved udgangen af 1960’erne og som ansatsen til de kommende års centrale kulturpolitiske udviklingslinjer.

Hvis Julius Bomholt ved etableringen af Kulturministeriet lagde fundamentet, så skabte Helveg Petersen det selve bygningen.

I sin indledning har Helveg Petersen denne programerklæring:

“Betænkningen rummer ikke noget forsøg på at definere kulturbegrebet. Der er i denne forbindelse grund til at understrege som noget karakteristisk for den hidtil førte kulturdebat, at der ofte sættes lighedstegn mellem kunst og kultur.

Derved bliver kulturdebatten for snæver og for lukket. Kunst og de dertil knyttede udfoldelsesmuligheder er en væsentlig side af kulturlivet, men der er andre.

Målsætningen for en alsidig kulturpolitik må, ud over bestræbelserne for at styrke den kunstneriske udvikling, omfatte mange andre bestræbelser for at fremme de enkelte menneskers udviklingsmuligheder, deres optagethed af og deltagelse i udformningen af vor fælles tilværelse.

Gennemførelsen af denne målsætning forudsætter åbenhed, fantasi – og opbrud fra mange vaneforestillinger.”

Herved introduceres det brede kulturbegreb for alvor i dansk kulturpolitik.

Redegørelsen kommer også med en klar begrundelse for, hvorfor kulturpolitikken skal give plads til eksperimenter:

“Det er temmelig afgørende for ministeriets rolle som formidler af eksperimenter, at der fortsat er sådanne summer af betragtelig størrelse til lidt friere rådighed end de sædvanlige finanslovbevillinger. Dette så meget mere, som eksperimenter i dag på de fleste områder er så kostbare – i hvert fald så lidet indtægtsgivende – at de ofte kræver en eller anden form for økonomisk støtte. Dette gælder vel at mærke ikke alene eksperimenter med hensyn til den kunstneriske form eller inden for kunsten overhovedet, men også – og i de kommende år måske i særlig grad – forsøg inden for formidlingsområdet.”

Redegørelsen omtaler kommunerne (det er før kommunalreformen i 1970), men beklager at disse ikke indgår i analysen af kulturpolitikken. Dog nævnes det vigtige – efterfølgende kaldt gulerodsprincip – i at Staten støtter kommunernes kulturpolitiske indsats, “støtte men ikke dirigere”.

Uddannelsespolitisk markerer redegørelsen behovet for at man i de kunstneriske uddannelser i højere grad prioriterer formidling. Redegørelsen er muligvis det første sted, hvor man lancerer tanken om en særlig konservatorieuddannelse for “jazz, beat og folkemusik”. Det var muligvis end ikke et ønske, der var formuleret af musikmiljøerne selv. Jazzkulturen har sit tydelige tag i ministeren:

“Det danske professionelle jazzliv har i de sidste årtier gennemgået samme udvikling, som har fundet sted uden for landets grænser. Fra at være en musikform, der udfoldede sig på restauranter som dansemusik, en folkelig musik, er den nu hovedsagelig overgået til at være koncertmusik om end man ikke er gået helt bort fra den skik, at der kan nydes øl til musikken – et positivt træk, som endnu ikke har vundet anerkendelse inden for andre musikformer.”

Helveg Petersens redegørelse er i øvrigt kendetegnet ved imponerende mange åbne spørgsmål og overvejelser om forskellige veje. Det er ikke de færdige løsningers redegørelse.

Redegørelsen følger også op på tidens demokratiseringskrav. Om teateruddannelsen kan man fx læse:

“Vil en kommende demokratisering af ledelsen indenfor teatret ikke desuden kræve, at teatrenes personale bliver orienteret om og uddannet i at arbejde under de ændrede arbejdsforhold, som en demokratisering vil medføre? Personalets deltagelse i teatrenes beslutningsprocesser vil bl.a. forudsætte en vis uddannelse i forhandlingsteknik, samfunds- og teaterøkonomi, hvis en demokratisering skal føre til det ønskede resultat.”

Og videre om kunstnerens rolle: “Kunstneren vil sikkert i højere grad, end tilfældet er i dag, komme til at virke som igangsætter for befolkningens aktivisering. Kunstnerens funktion som pædagog vil hermed få større betydning.

For Helveg Petersen er den strategiske årsag til fokuseringen på formidling, at han ser manglende formidling, som den egentlige årsag til det rindalistiske oprør mod Statens Kunstfond.

Redegørelsen giver en ordentlig opsang til museerne:

“Museerne må lære at forstå, at fritidsvanerne er indgribende ændrede, og man må ikke forbavses over, at mange vægrer sig ved at begive sig ud i byen for at søge underholdning i et halvkoldt og dårlig oplyst museumlokale. Hvis ikke museerne ændres radikalt, kan de ikke forvente at få succes ved aftenåbninger, dertil er konkurrencen fra de andre medier alt for stærk.”

og videre:

“Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum. Men hvis dette synspunkt fører til, at de aldrig kan ændres, skal man ikke spå museerne nogen almen samfundsnyttig funktion i fremtiden.”

Der er i redegørelsen tanker, som senere virkeliggøres, fx etablering af en opera i Jylland eller EDB på folkebibliotekerne, hvor “informationen ikke trykkes, men går direkte til computeren, hvorfra den formidles videre direkte til forbrugeren”. Selv kunstig intelligens omtales, som en mulighed , man skal forholde sig til. Men der er sandelig også tanker, som ikke bliver til noget, fx at indrette teatre i landets butikscentre eller, at “forhandling af ‘rå’ ubearbejdede fødemidler vil blive næsten ukendt”.

I øvrigt er det værd at bemærke, at Helveg Petersens betænkning må være et af de første danske officielle dokumenter, som omtaler en forestående klimakrise, gennem et citat af den tyske nobelpristager, Paul R., Ehrlich:

“Den egentlige trussel er sandsynligvis den opfattelse, at vækst og fremskridt er det samme, og at nationalproduktet er en sand målestok for et lands levestandard.

Alt det snavs, vi poster op i atmosfæren. Alt støvet, al kultveilten påvirker jordens temperaturbalance. Luftforureningen indvirker på, hvor meget af solens vand, der når ned til jordens overflade, og hvor meget der kastes tilbage i rummet …

Idag kan vi ikke forudse de klimatiske følger … nogle få graders fald i gennemsnitstemperaturen kan føre til en ny istid, med hurtige og drastiske følger for landbrugsproduktionen i de tempererede zoner. Nogle få graders stigning vil smelte isen ved polerne, hvilket vil få verdenshavet til at stige ca. 100 m.”

1977 Niels Matthiasen

Socialdemokraten Niels Matthiasens redegørelse fra 1977 indledes med denne aforisme:

“Det fortælles, at da Albert Einstein endnu underviste som professor, dikterede han en aften til sin sekretær næste dags eksamensspørgsmål. ‘Men hr. professor«, udbrød hun, ‘det er jo nøjagtig de samme spørgsmål som i fjor’. ‘Det ved jeg’, svarede Einstein, ‘men svarene er ikke de samme’.”

Niels Matthiasen undlader at forsøge at definere begrebet kultur. Alligevel nærmer han sig en definition ved at sige, at “’kultur’ betyder noget i retning af: det samlede mønster af adfærd, vaner og ideer, som en gruppe eller et samfund er fælles om, og som bestemmer handlemåder og holdninger hos de enkelte medlemmer af gruppen eller samfundet.”

Hermed siger han også, at vi har at gøre med en så bred definition af kulturbegrebet, at stort set alt hører med. Alligevel indskrænker han sig i redegørelsen til at indsnævre kulturen til det, som ligger indenfor kulturministeriets arbejdsfelt.

Han beskriver regeringens kulturpolitik, som ”aktiv kulturpolitik, men det er også en frisindet og tolerant politik. Vi ønsker ikke under nogen form hverken at dirigere kulturlivet eller at være formynder for borgerne.”

En del af baggrunden for redegørelsen er ifølge Niels Matthiasen, at der fortsat er en stor del af befolkningen, som ikke bakker op om offentlig støtte til kultur. Dette mener Matthiasen skal håndteres med mere information til befolkningen om, hvilke mål der er med kulturpolitikken.

Niels Matthiasen definerer fire grundlæggende værdier for regeringens kulturpolitik:

• Ytringsfrihed
• Kulturelt demokrati
• Kvalitet
• Decentralisering

Ytringsfrihed er en universel rettighed, men særligt vigtig for kunsten. Forudsætningen for den levende kunst er at der er reel ytringsfrihed, så kunstnerne kan opfylde den funktion at inspirere til ny udvikling, så samfundet ikke forstener.

Ytringsfriheden har også fundamental betydning udenfor kunsten. DR skal sikre, at flest mulige synspunkter kommer til udtryk. Blandt andet derfor er det vigtigt at DR etablerer bånd- og filmværksteder og at der etableres lokalradio- og -tv.

Kulturelt demokrati betyder i Niels Matthiasens forstand, at enhver kulturform, der har betydning, selv om det kun er for et mindretal, -bør have mulighed for at udvikle sig og trives på lige fod med andre.

Matthiasen tager afsæt i, at man hidtil har forsøgt at demokratisere kulturen, i den forstand at man har forsøgt at få finkulturen ud til flest mulige. Men mennesker er ikke kulturløse og man skal sikre vækstmuligheder til den mere folkelige kultur. Som eksempler nævner han ”ægte folkemusik”, den nye ungdomskultur og den nye arbejderlitteratur.

Han fremhæver, at kvalitetsprincippet er afgørende for alle offentlige støtteordninger. ”Princippet om en uafhængig, saglig kvalitetsvurdering -bør føres så langt som overhovedet muligt, også på områder, hvor det ikke gælder kunst, og på områder, hvor princippet ikke er lovfæstet. Vi må ikke risikere at blive udlagt som politiske censorer i forhold til kulturelle aktiviteter.”

Han fremhæver, at denne uafhængige, saglige kvalitetsvurdering ikke blot skal gælde kulturministeriet, men også amter og kommuner.

Decentraliseringsprincippet handler om at sikre en så ligelig geografisk fordeling af kulturaktiviteterne som muligt. Man ”bør henlægge beslutningsmyndighed og ansvar til det niveau, som den kulturelle aktivitet foregår på”.

Matthiasen vil dog ikke decentralisere Statens Kunstfond eller Filminstituttets virksomhed. Men han synes at kommuner og amter skal oprette lokale kunstfonde og også at man lokalt skal støtte biografer og børneteatre.

Han forestiller sig altså ikke en decentralisering ved at uddelegere opgaver som er i statsligt regi, men at kommuner og amter skal påtage sig nye opgaver. Han skoser ligefrem kommuner og amter for at det eneste de påtager sig af kulturforpligtelser, er efter initiativ fra staten.

Disse fire grundlæggende værdier er udgangspunktet for en række mere konkrete mål, han sætter.

Det første mål er, at sikre rimelige vilkår i skabelsen af kunst indenfor alle genrer, herunder mulighed for eksperimenterende kunst. Han beklager de begrænsede muligheder, der er for at støtte fornyelsen i kunsten, især det opsøgende teater, de frie teatergrupper og børneteatrene.

Det andet mål er at sikre lige adgang til kunstneriske oplevelser over hele landet. Ud over geografiske barrierer peger han på de sociale og uddannelsesmæssige barrierer.

For bibliotekernes vedkommende nævner han behovet for at etablere flere arbejdspladsbiblioteker, en 1970’er-vision om biblioteker på alle større arbejdspladser. Han tager afsæt i, at størstedelen af kulturproduktionen varetages af private virksomheder: ”generelt kan det ikke forventes, at kommercielle foretagender skal kunne sikre kvalitet og alsidighed i kulturudbuddet. Dette må derfor være det offentliges sag.”

En ganske markant tilkendegivelse af den offentlige kulturpolitiks rolle, ikke blot som korrektiv til det private, men han ser ligefrem det offentlige og det private i et modsætningsforhold. Et synspunkt som er svært at få øje på i dagens kulturpolitiske debat. Her nærmer der sig konsensus om at det offentlige ogd et private supplerer hinanden.

Han understreger synspunktet ved at pege på behovet for alternativer til de kommercielle kulturtilbud for børn. ”De udgør et vigtigt marked for en massekulturindustri, hvis produkter ofte er underlødige og uden den mindste forankring i den sociale virkelighed”. ”De er for øjeblikket genstand for kommerciel udbytning”.

Niels Matthiasens løsning på dette voldsomme problem er tiltro til en nyligt nedsat arbejdsgruppe om børn og kultur!

Som kulturministre før og siden, fremhæver Niels Matthiasen behovet for at de musiske fag får plads i folkeskolen.

Det tredje mål defineres ikke (!) men handler om at sikre den del af demokratiseringen, som skal sikre ”aktiviteter, der udfolder sig uden for det kunstneriske og traditionelt støttede område”. Her omtales foreningslivet, medborgerhuse, aktivitetscentre og værksteder. Dette er dog en opgave for kommuner og amter. Staten vil dog gerne medvirke til at planlægge og skabe klarhed om opgavefordelingen.

Det fjerde mål handler om at sikre kulturarven. Matthiasen beklager sig over at driftsbevillingerne til fx Nationalmuseet og arkiverne er beskåret gennem de senere år. Sikkert et forståeligt synspunkt, men som dog kan overraske, al den stund han på dette tidspunkt havde været kulturminister gennem de seneste seks år, bortset fra et enkelt år under den smalle Venstreregering.

Denne ansvarsforflygtigelse skal måske ses som udtryk for, at kulturministerens indflydelse på finansloven var begrænset.

1981 Lise Østergaard

Lise Østergaard var professor i psykologi og ikke kendt som socialdemokrat, da hun blev minister under Anker Jørgensen. Hendes redegørelse indeholder mest en række almene betragtninger, som de fleste vil være enige om. Hun ønsker at føre en “aktiv, dynamisk og bevidst kulturpolitik”. “Kultur har noget at gøre med, hvordan mennesker lever med hinanden, og hvordan vi oplever og fortolker tilværelsen”. Eller “Kulturtilbuddene bør i højere grad end nogen sinde gøres brede og dermed engagerende for alle, uanset alder, køn og social baggrund.” Kulturpolitikken skal bygge på ytringsfrihed, frisind og tolerance.

På teaterområdet gør Østergaard opmærksom på, at der endnu er hvide pletter på landkortet. Og desuden:

“En konsekvens af de faste støtteordninger – utilsigtet, men mærkbar – er det blevet, at teatre og grupper, der står uden for støtteordningerne, er blevet forholdsvis ringere stillet, og at de midler, der er til rådighed til støtte til enkeltinitiativer, er svundet ind. Mange teatre eksperimenterer, og fornyelserne kan komme fra alle kanter, men det er livsvigtigt, at der er plads til nye initiativer uden for de faste scener”.

Lise Østergaards redegørelse beskæftiger sig lidt med idrætspolitik. End ikke Helveg Petersens omfattende redegørelse beskæftigede sig med dette område.

Lise Østergaard spørger, hvordan man kan sikre, “at ‘den legende idræt’ modsat konkurrenceidrætten er til rådighed for alle mennesker livet igennem? Ministeriets støtte til investeringer i idrætsanlæg vil i højere grad blive koncentreret om anlæg, som rummer brede tilbud om aktivitetsmuligheder, og som kombinerer idrætten med andre kulturelle aktiviteter i lokalmiljøet.”

Østergaards første ministerpost handlede om det udenrigspolitiske. Derfor var det nok ikke så overraskende, at hun var optaget af et samspil med kulturen:

“Jeg vil meget gerne forsøge at udbygge det løbende kultursamarbejde med udlandet, specielt i relation til ulandene. Jeg tror, at et kultursamarbejde som led i bistandsarbejdet rummer mange uudnyttede muligheder. Det er klart, at et sådant arbejde må udbygges.”

1984 Mimi Stilling Jacobsen

Centrumdemokraten Mimi Stilling Jacobsen var den første borgerlige kulturminister, som lancerede en kulturpolitisk redegørelse. Hun tog afsæt i en række af de aktuelle kulturpolitiske debatter, hvorved hun også gjorde det tydeligt, at der var politiske skillelinjer i kulturpolitikken:

“Der har været talt meget om ‘finkultur’ kontra ‘folkelig kultur’ og om ‘græsrodsbevægelser’, så meget, at det måske har ført til, at man har forsømt at gøre tilstrækkeligt for kvaliteten i kunsten og kulturen og har gjort for lidt for at skabe forbedrede arbejdsforhold for de kunstnere, der har vist, at de kan præstere noget.”

Redegørelsen er første gang, hvor man forsøger at gøre op med det nu etablerede tilskudssystem:

“Man kan heller ikke undgå at få det indtryk, at for mange af kulturområdets ressourcer har været sat ind på at skabe – og måske især administrere – omfattende tilskudssystemer, hvis opretholdelse næsten synes at være blevet et formål i sig selv. Det kan ikke være meningen, at der omkring de offentlige støtteordninger skal gro et stort bureaukrati op befolket med administratorer, der ofte arbejder under langt bedre og tryggere økonomiske forhold end de kunstnere, ordningerne skulle være til fordel for. Der er i den nuværende situation al mulig grund til at se på, om ikke tingene kan gøres på en enklere og mere rationel måde, så bevillingerne i højere grad kommer de egentlige formål til gode. Det må være indholdet og ikke rammerne, der er det afgørende.”

For Stilling Jacobsen var nøgleordene kvalitet, mangfoldighed og valgfrihed. Bl.a. derfor lagde hun op til at gøre op med DR’s monopolstilling. Til forskel fra senere borgerlige ministre var hendes position klar: der skulle bruges flere offentlige penge på kulturområdet.

Og nu vendte tilgangen til formidling. “Jeg vil dog være tilbageholdende over for en øget formidlingsindsats, såfremt der ikke samtidig kan ske en forbedring af kunstnernes vilkår.” Hun fremhævede behovet for at starte det, som siden blev kendt som Rytmisk Konservatorium.

Stilling Jacobsen beklagede de besparelser, som bibliotekerne havde været ude for og advarede mod at det kom til at gå ud over bogindkøbet. Argumentet var det i dag noget overraskende, at det ville svække bogmarkedet.

Der er også i dag en levende diskussion om kunstneres økonomiske vilkår. Det så Stilling Jacobsen på denne måde:

“I forlængelse af bestræbelserne på at forbedre kunstnernes arbejds- og eksistensmuligheder er der under skatte- og afgiftsministeriet nedsat et udvalg, der skal undersøge, i hvilket omfang der findes skatte- og afgiftsregler, som giver unødvendige forringelser i kunstnernes arbejdsvilkår. Udvalget forventes at fremkomme med forslag om ændringer i sådanne regler.

Det er endvidere regeringens hensigt at tage spørgsmålet om kunstnernes sociale stilling i almindelighed op til overvejelse ud fra den betragtning, at der for flertallet af kunstnerne ikke findes sociale ordninger af forsikringsmæssig og lignende karakter, således som det er tilfældet for de fleste andre befolkningsgrupper.”

Stilling Jacobsen var den første minister som fremhævede behovet for samarbejde med fonde og private aktører på kulturområdet:

“Det ville være vanskeligt for staten og kommunerne at leve op til deres forpligtelser til at sikre mangfoldigheden i kulturlivet, hvis det ikke lykkeligvis var sådan, at der på vigtige delområder blev ydet en meget betydelig støtte fra private fonde, erhvervsvirksomheder og enkeltpersoner. Sådan har det været i lang tid i Danmark. Tænk blot på, hvad billedkunsten skylder Ny Carlsbergfondet. Det er glædeligt at kunne konstatere, at meget tyder på, at der i erhvervslivet er en stigende interesse for at gøre en indsats på det kulturelle område.”

1989 Ole Vig Jensen

Ole Vig Jensen var den første radikale kulturminister siden Kristen Helveg Petersen og fulgte på mange måder i sporene på denne ved at fremhæve og argumentere for det brede kulturbegreb, men samtidig fastslå, at dette ikke var udtryk for middelmådighed.

Vig Jensen havde som undervisningsminister søsat det såkaldte 10-punkts program for udvikling af folkeoplysningen og 7-punkts programmet for udvikling af folkeskolerne som lokale kulturcentre. Denne erfaring bragte han videre til kulturministeriet med et Kulturpolitisk idéprogram. Programmet havde især til hensigt at skabe samarbejder mellem kulturinstitutioner og den folkelige kultur og desuden at skabe tværgående samarbejder mellem kunstarterne. Dette var det idémæssige grundlag for etableringen af Kulturfonden, som i en årrække blev en central – og omdiskuteret – faktor i kulturpolitikken.

Den anden tydelige markering i Vig Jensens redegørelse var opgøret med “gulerodsordningerne”. Denne form for støtte til lokale kulturinstitutioner, som teatre og orkestre, udfordrede Kulturministeriets mulighed for at styre sin økonomi og nu begyndte man at ændre disse, så de i stedet indgik i det statslige bloktilskud til kommunerne.

1997 Ebbe Lundgaard

Den næste radikale kulturminister, Ebbe Lundgaard, fremlagde også en kulturpolitisk redegørelse.

Heri sammenfattes kulturpolitikkens rolle således:

“Kulturpolitikkens rolle er i den sammenhæng at bidrage til at fastholde og styrke dansk identitet gennem støtte til frembringelse af kunst og kultur og gennem støtte til bevaring og formidling af den danske kulturarv. I Danmark kan det ikke tages for givet, at markedsvilkårene giver kunst- og kulturlivet det fornødne rum. I et lille sprogområde som det danske har især de sproglige udtryk svært ved at klare sig. Her må samfundet supplere. Det er et af kulturpolitikkens overordnede mål.”

Og videre:

“Kulturpolitikkens opgave er at skabe de rum for erfaringsudveksling, samtale og diskussion, som er nødvendige, for at kunstnernes og befolkningens egen kreativitet og skabertrang kan udvikles og trives. Styrkelse af befolkningens kulturelle kompetence er et vigtigt grundlag for aktiv deltagelse i det moderne samfund.”

I redegørelsen sammenfattes den hidtidige kulturpolitik som “60’ernes forestilling om enhedskulturen, 70’ernes satsning på bredden, 80’ernes tendens til instrumentalisering af kulturen og 90’ernes begivenhedskultur.” Dertil kan så føjes 1997-opfattelsen af kulturen som det vigtige kit i hele samfundet, “fundamental for samfundsudviklingen”. 

Eller som det udtrykkes i kapitlet Samfundets eksperimentarium: “Kunsten frembringer et særligt rum for kritik, erkendelse, diskussion og fornyelse. I processen afdækkes nye horisonter og idédannelser, som kan være med til at skabe fornyelse i hele samfundet. Sådanne nyskabende og ofte frugtbare kræfter har såvel det politiske liv som kulturlivet og erhvervslivet brug for i arbejdet for at udvikle det danske velfærdssamfund.”

Særligt decentraliseringen får nogle nye ord med på vejen. Man konstaterer, at “i amter og kommuner er der ikke altid de fornødne faglige og økonomiske ressourcer til at håndhæve og udvikle de overordnede kvalitetskrav.”

Et helt nyt element i redegørelsen er de resultatkontrakter, som fremover skal være det centrale styringsinstrument for kulturinstitutionerne. Blandt andre nyheder finder man at Kulturfonden ændres til Kulturministeriets Udviklingsfond, at Kulturnet Danmark skal være kulturinstitutionernes fælles offentlige platform, som giver adgang til kataloger og samlinger, at der vil komme en ny bibliotekslov, som indarbejder konsekvenserne af informationssamfundet.

Det er den første redegørelse, hvori armslængdeprincippet nævnes som begreb. Det er dog endnu ikke helt gennemført, hvilket man kan fornemme af denne konstatering: “Ud fra den kulturpolitiske synsvinkel bør den fjerde radiokanal tilfalde Danmarks Radio, der har afgivet det kvalitativt bedste bud.”

Udlændigedebatten sætter også sit præg på redegørelsen, som tackler problemstillingerne således:

“Også i det daglige møder vi udtryk for fremmede kulturer. Gennem de indvandrere og flygtninge, som enten har valgt eller har følt sig tvungne til at bosætte sig i Danmark, oplever vi nye og anderledes kulturelle udtryk. Det er vigtigt, at dansk kulturpolitik rummer muligheder for, at de nye danskere kan dyrke deres egne kulturer, gerne i en form der indbyder andre danskere til at stifte nærmere bekendtskab med dem. Det kan være til stor glæde og inspiration for dansk kultur. Dansk kulturliv må også være bevidst om muligheden for at introducere de nye danskere i traditionelt dansk kulturliv. Til gengæld må det danske samfund forvente, at de nye danskere aktivt interesserer sig for og tager del i dansk kultur og sprog for derigennem at lære det danske samfunds grundlæggende færdselsregler at kende.”

2023 Jacob Engel-Schmidt

Om kort tid føjes redegørelse nr. 8 til listen. Den vil både kunne læses som et spejl af, hvordan vi kollektivt ser på kulturpolitikkens rolle og som markering af kommende politiske initiativer.