Kulturarv som forsvarspolitik

Er vi klar til at beskytte vores kulturarv? Svenskerne tager krig og kriser seriøst.

CulturCommentar:

Det vakte stor opmærksomhed i Danmark, da den svenske minister for civilt forsvar Carl-Oskar Bohlin i januar i år holdt talen med det kraftige statement: “Det kan bli krig i Sverige.”

Talen blev en slags startskud til en debat i Danmark, som dog mest kom til at handle om preppere og hvor mange dåser makrel i tomat vi hver især skal have på lager.

Men kulturarven spiller også en vigtig rolle i strategien for det svenske civilforsvar. Og man forstår hvorfor, når man tænker på de voldsomme internationale konflikter, der præger nyhedsbilledet i disse år. De russiske styrker i Ukraine har tydeligvis ordre om at ødelægge ukrainske nationale mindesmærker og symboler. Mange vil også huske den voldsomme effekt, det havde for tyve år siden, da Taleban-militser sprængte de historiske Buddha-statuer i Bamiyan-provinsen i Afghanistan.

Krig handler altså ikke kun om våbenlagre og infrastruktur. Symbolkraften i at ødelægge symboler, kulturminder og værdier er også en del af krigens og terrorismens elementer. Det er ikke tilfældige uheld, når kulturarv ødelægges, det er bevidste mål. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at den IS-styrke som i marts gennemførte et terrorangreb ved koncerthuset Crocus City Hall, ramte netop et kultursted. Ligesom angrebet på Bataclan i Paris i 2015. Der er jo også fortsat diskussioner om tilbagelevering af kunstskatte, som blev ”erobret” af det tyske nazistyre i besatte dele af Europa.

forsvarsdebatten har også en kulturdimension

Måske ser vi det ikke selv, men kulturen har en værdi for destruktive kræfter. Men risikoen handler ikke kun om ”onde mennesker”. Naturkatastrofer som følge af klimaforandringerne, giver også grund til nye risikovurderinger.

En ny “kanon“

Hvad er særligt værd at beskytte i Danmark? Nogle vil sige Jellingstenen, nogle Grundloven, nogle Thorvaldsens Kristus i Vor Frue Kirke, nogle Christian den Tredjes bibel og atter nogle originalerne til Muhammedtegningerne.

I Sverige har man valgt at nedsætte et udvalg af sagkyndige til at vurdere, hvilke genstande, der skal nyde særlig beskyttelse. Både i fysisk forstand og som skal filmes i 3D. Det bliver altså en faglig vurdering, ikke en værdipolitisk debat ud fra aktuelle positioner.

Passer vi godt på vore genstande?

Naturligvis har alle danske kulturinstitutioner i forvejen en forpligtelse til at sikre genstandene – også selv om det en gang i mellem går galt, fx med det store bogtyveri fra Det Kongelig Bibliotek. Men beredskabet er primært rettet mod tyveri, ikke egentlig ødelæggelse, hvor en bevæbnet gruppe går målrettet efter at destruere. Så hjælper tyverialarmen ikke. I forvejen kan klimaaktivisters aktioner være udfordrende i forhold til de hidtidige risikovurderinger.

Naturligvis skal balancen mellem åben adgang og sikkerhed diskuteres grundigt. Det er i sig selv et stærkt symbol på demokratiets styrke, at enhver borger kan se Grundloven udstillet på Christiansborg. Låser man af frygt for krig og terror Grundloven inde i et sikret rum, mister den også den positive symbolkraft.

Rettidig omhu

Derfor kan man lade sig inspirere af den svenske strategi, hvor man på forhånd vælger, hvilke genstande, som i en ophedet situation, skal flyttes til særligt sikrede magasiner.

I Sverige vælger man at afsætte væsentlige midler til formålet  – flere milliarder kroner over en femårig periode. Måske tæller det endda med i at nå Nato-forpligtelsen i forsvarsbudgettet? Uanset hvad, forsvarsdebatten har også en kulturdimension.

Man kan kalde det rettidig omhu.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør