Musikhandlingsplan begrænser armslængde

Armslængden kommer under angreb i musikhandlingsplanen for 2015-2018.

Som en af de sidste gerninger, nåede SR-regeringen at offentliggøre musikhandlingsplanen for 2015-2018, Mere musik – fra en stærk fødekæde, inden valget blev udskrevet. Handlingsplanen følger efter regeringens plan for 2012-2015 og fortsætter i samme spor, som den forudgående.

Den første musikhandlingsplan, Liv i musikken 2004-2007 blev udarbejdet under VK-regeringen. Planen var først og fremmest en reaktion på det stigende pres på pladeselskaber på grund af piratkopiering, fx var karenstid for musikudlån på bibliotekerne et centralt element. Planen medførte bevillinger på 26 mio. kr. årligt. De største puljer var til rytmiske spillesteder, musikskoler og landsdelsorkestres arbejde med børn og unge.

Siden fulgte Nye Toner gældende for 2008-2011 med et bevillingsniveau på 21 mio. kr. I 2012 kom SR-regeringens første musikhandlingsplan for 2012-2015, Èn musikscene – mange genrer, med et årligt bevillingsniveau på 34 mio. kr. Planen for 2015-2018 opererer med et årligt bevillingsniveau på 37 mio. kr.

Komponister og publikumsudvikling

Økonomisk set er de væsentligste forskelle fra 2012-planen til den nye plan:

• en merbevilling på 1 mio. kr. årligt til komponister og sangskrivere,
• en pulje på 1 mio. kr. årligt til publikumsudvikling på spillesteder,
• en bevilling på i alt 4 mio. kr. i perioden til Sangens Hus.

Bevillingen til Sangens Hus er blot færdiggørelse af en i forvejen igangsat 5-årig bevilling. Den har ikke tidligere indgået i musikhandlingsplaner – men “tæller” altså pludseligt med fra 2015-2018 planen.

I musikhandlingsplanen for 2012-2015 var der afsat 1 mio. kr. årligt til skabende rytmiske kunstnere til fordeling af Kunstfondens musikudvalg. Denne pulje øges nu til 2  mio. kr. og skal omfatte både det rytmiske og det klassiske felt. Pengene skal fordeles af Statens Kunstfonds Legatudvalg til musik.

Ifølge overskriften på Kulturministeriets pressemeddelelse om musikhandlingsplanen “fordobles støtten til skabende musik”. Dette skal naturligvis læses med den væsentlige tilføjelse, at det kun er musikhandlingsplanens støtte til skabende musik, der fordobles. Legatudvalget til musik har i forvejen en væsentligt større bevilling til formålet.

Der afsættes 3 mio. kr. til en pulje til såkaldt publikumsudvikling. Pengene skal fordeles af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for musik, som derudover selv skal afsætte 1 mio. kr. til formålet.

Puljen skal anvendes til “nytænkende projekter, som skaber nye koncertformer, nye formidlingsformer og nye kunstneriske udtryk. Også projekter til samarbejde mellem professionelle og amatørmusikere og sangere bør kunne søge støtte, samt projekter der involverer andre kunstarter foruden musik.”

Hvad med armslængden?

De hyppige diskussioner om armslængden for råd og udvalg er ofte komplekse. Èn dimension handler om, at medlemmerne i råd og udvalg selv skal bestemme, hvem man bevilliger penge til. Dette princip bryder musikhandlingsplanen ikke med.

Musikhandlingsplanen er klart en begrænsning i udvalgenes selvstændige kompetence til at disponere mellem forskellige puljer.

En anden dimension handler om, at politikerne skal bestemme, hvilke puljer og hvor mange penge udvalg skal fordele penge til. Ofte har udvalg beklaget sig over, at der politisk blev sat for snævre rammer for udvalgenes muligheder for selv at prioritere mellem forskellige formål og puljer.

Med musikhandlingsplanen bryder kulturministeren med denne forståelse af armslængden. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for musik får en merbevilling på 3 mio. kr. (over 4 år) til publikumsudvikling – foruden at udvalget pålægges selv at afsætte 1 mio. kr. (over 4 år) af egne midler til samme formål. Det fremgår ikke fra hvilke puljer, udvalget skal hente disse penge.

På samme måde får Statens Kunstfonds Legatudvalg til musik 2 mio. kr. årligt til komponister og sangskrivere. Her er dog ikke nogen betingelser om medfinansiering fra udvalgets andre puljer.

Musikhandlingsplanen er klart en begrænsning i udvalgenes selvstændige kompetence til at disponere mellem forskellige puljer.

At tænke tanke

Musikhandlingsplanen indeholder også nedsættelse af to såkaldte tænketanke. Den ene skal handle om musikskolernes fremtid, den anden om orkesterstruktur og samarbejdsmuligheder.

Ministeren anvender blot begrebet tænketank som et popsmart udtryk for det, man ellers ville kalde for en arbejdsgruppe. I beskrivelsen af tænketanken for musikskolerne nævnes mindst 11 forskellige organisationer eller sektorer, som skal udpege repræsentanter. I tænketanken om orkesterstrukturen indgår mindst 9 organisationers repræsentanter. Kulturministeriet er blandt deltagerne i begge tænketanke.

Hensigten er således på ingen måde at skabe et frirum for nye og anderledes tanker på disse områder. Tværtimod at etablere et samarbejds- og samtaleforum for relevante organisationer.

Tænketanken for orkesterstruktur skal “komme med fagligt funderede anbefalinger for orkesterstruktur og samarbejdsmuligheder” og “vurdere, hvordan den professionelle udøvelse af den klassiske musik kan drage nytte af samarbejder og samtænkning, således at ressourcerne udnyttes optimalt”.

Blandt deltagerne i tænketanken finder man bl.a. repræsentanter for landsdelsorkestre, basisensemblerne, Den Jyske Opera, DR og Det Kongelige Teater. Det må naturligvis anses for hensigtsmæssigt at etablere et samarbejdsforum for disse institutioner – det kan ses som et lille plaster på såret efter den vanskelige debat om DR Underholdningsorkestret.

Man kan givetvis finde nyttige ting at tale sammen om og at arbejde sammen om. Men der vil typisk være tale om et udvalg, hvor man finder en passende konsensus. Skal der reelt ske ændringer i orkesterstrukturen, er det ikke i en sådan konsensus-tænketank, man finder udspillene.