Kulturens catch-22

Hvordan styrker kulturen relationerne til erhvervslivet. Svensk analyse forsøger at klarlægge forudsætningerne for bedre samarbejde.

Svensk analyse af kulturens samvirke med erhvervslivet viser begrænsede muligheder.  Institutioner risikerer nemt at havne i en catch-22 situation, det kræver frie midler (som man ikke har) for realistisk at arbejde for at få et økonomisk samarbejde med erhvervslivet. Der kræves altså godt med offentlige midler for at have råd til at søge private midler.

Det statslige svenske Myndigheten för Kulturanalys har udarbejdet en samlet analyse af Kulturlivet, näringslivet och pengarna (Kulturlivet, erhvervslivet og pengene). Rapporten skal ses som en opfølgning af talrige initiativer til at øge samarbejdet mellem kultur og erhverv i de senere år, såvel på statsligt niveau efter regeringsskiftet i 2006 som på regionalt niveau efter kulturbetænkningen i 2009  (se Søndag Aften arkiv).

Analysen drager fire konklusioner:

• der er vidt forskellige forudsætninger blandt kunstarter og kulturinstitutioner for at tiltrække sig erhvervslivets interesse. Velbesøgte institutioner og veletablerede “varemærker” har bedst chance for at udvide finansieringen ved privat hjælp,
• der opstår en vanskelig balance mellem de offentlige målsætninger for kulturen og de private interesser. En sædvanlig kulturpolitisk målsætning om mangfoldighed, harmonerer ikke nødvendigvis med den private interesse,
• der er brug for ekstra ressourcer for at opnå ekstra ressourcer, kulturens catch-22,
• kulturen skal gøres til et vedkommende samfundsanliggende for erhvervslivet.  Erhvervslivets opfattelse af samfundsansvar ændres over tid. Kulturen er i stigende omfang i konkurrence med en række andre samfundsopgaver (børn, handicappede etc.) . Det er en særlig udfordring at konkretisere hvordan kulturen skal anskues som relevant samfundsopgave for erhvervslivet.

Forskellige verdener

Der er gennem årene produceret talrige publikationer, som belyser samarbejdet mellem kultur og erhverv. De peger gennemgående på de samme problemer:

• begrænsninger på grund af skatteregler,
• mangel på gensidigt netværk mellem kultur og erhverv,
• erhverv og kultur taler ikke samme sprog og styres af forskellige værdier,
• manglende gensidigt kendskab til incitamenter og behov,
• frygt blandt kulturlivets aktører for at den kunstneriske integritet kan lide skade,
• frygt blandt kulturlivets aktører for at erhvervslivet er mere interesserede i sport end øvrig kultur.

Blandt de sædvanlige løsninger er:

• etablering af mødesteder mellem kultur og erhverv,
• uddannelser hvor kultur og erhverv mødes,
• synliggørelse af gode cases,
• ændrede regler, fx på skatteområdet.

Forskellige kulturinstitutioner

Der er hyppigt fokus på, at forskellige typer kulturinstitutioner har lettere ved at skaffe privat finansiering end andre, typisk det velkendte og det populære. Der savnes fokus på, at der er en tilsvarende diversitet i erhvervslivet. Virksomheders størrelse, ejerskab, geografi mv. giver forskellige muligheder. Man bør i mindre grad end hidtil tale om et samlet “erhvervsliv”.

 

Mål påvirkes 

Mange diskussioner i kulturlivet handler om frygten for, at private interesser skal blande sig i det kunstneriske udtryk. Dette er en unødvendig frygt. De private samarbejdsparter har som altdominerende hovedregel tillid til den kunstneriske ledelse. Dette er jo også udgangspunktet for samarbejdet.

De private samarbejdsparter har som altdominerende hovedregel tillid til den kunstneriske ledelse. 

Derimod sker der ofte en mere skjult påvirkning. Fx at et kunstmuseum, som har for få midler til egne indkøb, bliver påvirket af donationer og det kunstsyn disse repræsenterer. Et offentligt mål om kønsbalance i udstillingsvirksomheden vanskeliggøres, hvis alle donationer er af mandlige kunstnere.

Ressourcer kræver ressourcer

Det stiller relativt store krav til en organisation, at kunne arbejde for at etablere private samarbejder. Desto større offentligt grundtilskud, jo nemmere. Desto større organisation, jo nemmere.

I kultursektoren sker en øget professionalisering af arbejdet med ekstern finansiering – som øger forskellen mellem store og små organisationer.

Analysen peger på, at denne professionalisering har medført, at kulturens organisationer kommunikerer bedre med erhvervslivets. Såvel retorik som organisationsformer smitter af fra erhvervsliv, ligesom mål- og resulatstyring også vinder øget indpas.

Samfundsansvar

Samarbejde med kultursektoren opfattes i stigende grad som en del af virksomheders samfundsansvar. Problemet er her, at mange virksomheder med en sådan følelse af et bredere ansvar også kan knytte sig til andre samfundsopgaver end kulturen.

Der foreligger således en opgave for kulturinstitutioner at få italesat betydningen af dette samfundsansvar. Kultur skal således i højere grad opleves som både relevant og vedkommende.