Næs-vis revision

Såvel Kulturministeriet som Kulturstyrelsen kritiseres for manglende tilsyn med museernes forpligtelse til at registrere genstande. For muserne gør det langt fra godt nok.

Blandt de lovfæstede krav til museer er, at de skal indsamle, registrere og bevare genstande. Disse opgaver udføres vidt forskelligt blandt landets 98 statsanerkendte museer. Dette har Rigsrevisionen allerede gjort opmærksom på i 2007, og nu har man fulgt den tidligere kritik op med en aktuel undersøgelse af de statsanerkendte museers indsats for at registrere og bevare genstande. Undersøgelsen er resulteret i Beretning om statsanerkendte museers sikring af kulturarven, marts 2014.

Kulturstyrelsen er den tilsynsførende myndighed for de statsanerkendte museer. I perioden 2007-2013 har styrelsen kvalitetsvurderet 68 af de 98 museer. Kun ca. halvdelen af disse museer har en formuleret indsamlingspolitik. Og blandt de museer, som har en indsamlingspolitik, er det kun halvdelen, som overholder denne.

Museerne skal indberette deres genstande i Kulturstyrelsens to kulturarvsregistre. Dette skal medvirke til at gøre det lettere at udlåne genstande mellem museerne. Især de kulturhistoriske museer har et voldsomt efterslæb med at indberette sine genstande.

Museerne skal sikre, at genstandene bevares forsvarligt og prioritere bevaringsindsatsen. Ud af 33 adspurgte museer oplyser de 16, at de har gennemgået mindre end halvdelen af samlingerne.

Ud af de ovenfor nævnte 68 kvalitetsvurderinger af statsanerkendte museer, har Kulturstyrelsen vurderet, at magasinforholdene var kritisable i 54 tilfælde.

Der er således ingen tvivl om, at museerne har en væsentlig opgave i at sikre væsentlig bedre struktur i arbejdet med indsamling, registrering og bevaring af genstande.

7 mio. genstande

De statsanerkendte museer har tilsammen ansvaret for omkring 7 mio. genstande. De kunsthistoriske museer har indberettet 92% af de 160.000 værker man råder over. De kulturhistoriske museer har indberettet 54% af de ca. 7 mio. genstande man råder over. Rigsrevisionen kritiserer her de kulturhistoriske museer for at være bagud.

Men man kunne lige så godt vælge at glæde sig over en stor registreringsindsats i de senere år. I 2009 var der registreret 0,4 mio. genstande, i 2010 1,1 mio., i 2012 3,0 og 2013 3,7 mio. genstande. Og man kunne bemærke, at registreringsarbejdet nok er mere overskueligt for kunstmuseerne, idet relevante data for kunstgenstande givetvis er langt lettere at finde. Der har historisk set været væsentligt bedre dokumentation af kunstværker end af andre museumsgenstande. Og man skal huske at registreringen aldrig vil være 100%, for museerne har stadig til opgave at indsamle. Endelig bør man være opmærksom på, at disse tal kun dækker den besluttede elektroniske registrering. Museerne har i forvejen andre registreringssystemer til samlingerne.

Men rosende ord falder ikke indenfor Rigsrevisionens vokabularium.

Pilen peger opad

Revisionssystematikken er sådan, at der altid er nogen ovenfor de kritiserede, som har ansvaret. I dette tilfælde er Kulturstyrelsen tilsynsmyndighed. Og styrelsen har ikke været tilstrækkeligt opfølgende i sit arbejde for at sikre, at museerne etablerede de nødvendige politikker for indsamling, registrering og bevaring.

Og over Kulturstyrelsen hviler et Kulturministerium, som ikke har haft formaliserede rutiner til at sikre, at Kulturstyrelsen udførte sin tilsynsopgave med den fornødne omhu.

Kulturstyrelsen gennemfører årligt 12 kvalitetsvurderinger af statsanerkendte museer, hvilket betyder, at det enkelte museum vil blive kvalitetsvurderet hvert 7. år. Kulturministeriet har i forbindelse med museumsudredningen i 2011 oplyst, at det enkelte museum vil blive kvalitetsvurderet hvert 4-5 år. Ministeriet burde have påpeget dette misforhold overfor Kulturstyrelsen.

Kan man mene.

Væsentlighedskriterier

I diskussioner fra andre sektorer kender man den mulige skævvridning, der kommer af, at nogle opgaver er lettere at måle end andre. Dette er fx en ofte gentaget kritik af folkeskolernes øgede fokus på test og prøver.

Uagtet det selvfølgelige i, at museerne bør professionalisere indsatsen med indsamling, registrering og bevaring, så kan dette fokus også føre til skævvridning. Fra politisk side har fokus i de senere år været museernes formidlingsarbejde. Det er en vigtig del af museernes politiske legitimitet at professionalisere formidlingen.  Ved den seneste lovændring var forskningen helt central i debatten. I dette lys kan det selvfølgelig være ganske sundt for museerne at få besked på ikke at glemme indsamlingsarbejdet.

Grundlæggende er det dog hele virksomheden, der skal professionaliseres, ikke blot indsamling, registrering og bevaring. På den måde kan Rigsrevisionens nedslag virke tilfældigt og uprioriteret.

Det er os selv, vi straffer

Man kan altid diskutere Rigsrevisionens detaljeringsniveau. Når revisionen udtrykker kritik virker det ofte rigidt, for uanset hvad en revision kigger på, vil denne altid finde fejl og muligheder for forbedringer. Og revisionskritik savner evnen til at skelne væsentligt fra uvæsentligt. Og ve den offentlige leder som modsiger revisionen offentligt, Rigsrevisionen fremstår uimodsigelig i offentligheden. Til gengæld er revisionskritik også et værktøj for en ledelse, der vil iværksætte initiativer.

På et punkt forfejler Rigsrevisionen, understøttet af en udtalelse fra Statsrevisorerne, sit eget formål. Statsrevisorerne udtaler, at “kvalitetsvurderingerne af museerne bør være risikobaserede og have et omfang og indhold, så Kulturstyrelsen kan indstille, om et statsanerkendt museum fortsat skal have statstilskud.”

At straffe på pengepungen er den værst tænkelige løsning, hvis man vil bevare genstande – men sikrer selvfølgelig, at ministeriet overholder såvel lov som revisionsdirektiver. Formålet med museernes omfattende registreringsindsats er at sikre, at genstande sikres og bevares. Dette er i almenhedens og i Statens interesse. Men Statsrevisorerne forestiller sig altså, at Staten skal kunne fjerne statstilskuddet fra et museum begrundet i dårlig registrering.

Statsrevisorerne glemmer helt at forholde sig til næste skridt: hvordan vil et museum med dårlig registrering kunne forbedre såvel registrering som bevaring af genstandene, hvis museet mister statsstøtten? Mange andre sanktioner kunne imødekomme formålet, fx udskiftning af bestyrelse, statslig administration eller andet. Det er jo i vores alles interesse, at genstandene bevares. At straffe på pengepungen er den værst tænkelige løsning, hvis man vil bevare genstande – men sikrer selvfølgelig, at ministeriet overholder såvel lov som revisionsdirektiver. Statsanerkendelse af et museum er ikke blot en karaktergivning, men i højere grad udtryk for, at det enkelte museums felter er en væsentlig del af helheden af danske museer.