Diskussionen om filmaftalen for 2015-2018 kommer i sjælden grad til at blive et spil med blind makker, teleoperatørerne.
Formelt set handler diskussionen om en filmaftale for 2015-2018 om fordeling af finanslovens og licensmidlernes penge til filmformål. I kulissen er aktørerne i dansk film dog langt mere optaget af diskussionen om filmens fremtidige distributionsveje.
Indtægterne til film deles op i en række forhåndsbestemte såkaldte “vinduer”. Først kommer biografvinduet, den periode, hvor filmen er til rådighed for biograferne, dernæst videovinduet, den periode, hvor film sælges eller udlejes som video (i dag erstattet af DVD og Blu-ray), dernæst betalings-tv (fx betalingskabel-kanaler) og til sidst public service-tv (DR eller TV2).
De aftaler, der er indgået mellem biografer og producenter, opererer klassisk med dette forløb:
- Biografvinduet – 6 måneder
- Videovinduet – 6-12 måneder
- Betalings-tv – 6-12 måneder
- Dansk public service-tv – 4-6 år
Den klassiske model er dog i de senere år fraveget væsentligt, så man reelt taler om:
- Biografvinduet – 3-4 måneder
- Videovinduet – 4-12 måneder
- Betalings-tv – 4-12 måneder
- Dansk public service-tv – 14-18 måneder
Fra DVD til on-demand
Denne struktur udfordres nu af især to forhold: DVD-markedets voldsomme tilbagegang og den omfattende fremgang for nye on-demand tjenester (fx Netflix).
Ifølge Det Danske Filminstituts rapport Digitale udfordringer og muligheder for dansk film er filmomsætningen sammensat således (skøn for 2013):
- Biografomsætning – 1,1 mia. kr.
- Fysisk videosalg og -udleje – 1,0 mia. kr.
- Betalings-tv – 4,9 mia. kr.
- Video on-demand (via betalings-tv) – 0,1 mia. kr.
- Video on demand (abonnementsordninger, pay-per-view) – 0,3 mia. kr.
Forventningen er, at det fysiske videosalg vil mindskes med 0,5 mia. kr. og dermed halveres inden 2017. Tilsvarende vil de forskellige on-demand tjenester øges med 0,5 mia. kr.
Den samlede filmbranche er naturligvis optaget af at sikre, at indtægtspotentialerne udnyttes bedst muligt. Men da de fremtidige forretningsmodeller netop er fremtidige, er der voldsom usikkerhed om, hvordan de samlede aftaler skal se ud. Vinduerne er så at sige til debat.
Teleoperatørerne
Alle de nye tjenester benytter teleoperatørernes netværk, og teleoperatørerne tager sig da også betalt for dette. I Frankrig har man løst dette ved at opkræve en særlig skat fra teleoperatørerne, som derefter fordeles blandt filmproducenterne. Enkelte politikere har markeret et synspunkt om, at teleoperatørerne har en slags moralsk ansvar for at betale. Dette vil dog næppe udmønte sig i egentlig lovgivning i Danmark. Snarere vil man, som det er almindeligt på ophavsretsområdet i øvrigt, søge at nå frem til frivillige aftaler.
Sådanne aftaler vil dog givetvis indebære, dels at teleoperatørerne skal indgå i diskussionen om vinduerne, dels at teleoperatørerne pludseligt bliver en finansieringspartner for film (som fx TDC Play er blevet det for musikkens vedkommende).
Teleoperatørerne vil kræve noget for noget. Og på et marked med nye forretningsmodeller er dette i sig selv vanskeligt at enes om. Nordisk Film skriver således direkte, at disse nye aktører på filmmarkedet vil “øge risikoen for, at filmene mister kulturel bredde og værdi”. Måske ikke den bedste velkomst til et frugtbart samarbejde.
Vinduesstrukturen
Filminstituttet mener, at den nuværende vinduesstruktur er for ufleksibel. Synspunktet er så at sige, at hvis vinduerne åbnes mere, vil den samlede indtjening forbedres. Og denne åbning skal til dels bruges til at give et nyt vindue til on-demand tjenesterne, som erstatter eller supplerer videovinduet. I fleksibilitet kan også ligge en diskussion om større forskel mellem de enkelte film.
I princippet burde diskussionen om vinduesstrukturen måske slet ikke være et anliggende for en statslig myndighed som Filminstituttet. Det kunne markedet selv regulere. Ligesom det er det enkelte bogforlag, som selv bestemmer, hvornår en bog udkommer som billigbog og i bogklub. Den reelle grund til Filminstituttets engagement i diskussionen om vinduesstrukturen er en underliggende uudtalt påstand om, at samarbejdsaftalerne i filmbranchen minder om en kartelstruktur. Man holder fast i bestemte økonomiske samarbejdsmodeller for at sikre aftalepartnerne en gensidig god økonomi – og holde andre ude.
I et forbrugerperspektiv vil man også kunne tale for platformsuafhængighed, altså at den enkelte forbruger selv må bestemme, hvordan hun vil se den enkelte film.Dette afviser filmbranchen naturligvis. Foreningen Danske Biografer mener, at det er problematisk, at biografvinduet er blevet kortere og kortere. “Hvis vinduet gøres kortere, end for nuværende, vil biograferne miste både kulturel og folkeligt incitament til overhovedet at vise de små danske spillefilm,” skriver man i en kommentar.
Nordisk Film foreslår, at biografvinduet forkortes fra nuværende fire måneder til 3 måneder og to uger. Herefter kommer et såkaldt EST-vindue (digital køb). Herefter vil Nordisk film dele betalings-tv og såkaldt premium SVOD (abonnementstjenester) i to selvstændige vinduer. Endelig foreslår Nordisk Film et særligt “Fast track” for film med svag biografomsætning.
Formelt set har Filminstituttet ingen indflydelse på vinduesstrukturen. Dog kan man sætte bestemte salgsbetingelser for de film, man støtter – og derved angive bestemte normer for den danske vinduesstruktur.
Forbrugermæssigt giver den aktuelle vinduesstruktur det problem, at der er perioder, hvor de enkelte film slet ikke er tilgængelige. Dette kan i sig selv styrke markedet for pirattjenester. I et forbrugerperspektiv vil man også kunne tale for platformsuafhængighed, altså at den enkelte forbruger selv må bestemme, hvordan hun vil se den enkelte film.
