Respekt for Kunstfondens litteraturudvalg

Må en forfatter både have penge på kistebunden og få et arbejdslegat fra Statens Kunstfond? Ja, siger loven. Nej, siger nogle af de politikere, som vedtog loven. Godt, der er armslængde.

CulturCommentar:

Det er ikke til at sige, om Legatudvalget for Litteratur under Statens Kunstfond havde forestillet sig, at beslutningen om at tildele et arbejdslegat til forfatteren Peter Øvig Knudsen, ville give en ny storm omkring kunststøtten – men udvalget kom så sandelig i blæsevejr.

Peter Øvig Knudsen havde søgt om et legat, men åbenlyst ikke selv forestillet sig, at ansøgningen ville blive imødekommet i form af et treårigt arbejdslegat. Han blev både glad og beæret over tildelingen.

Straks fulgte et kor af kritikere:

• han fik noget, han ikke havde søgt om
• han er for rig til, at Staten skal bruge penge til hans udkomme
• han er ikke en rigtig kunstner

Især spørgsmålet om Peter Øvig Knudsens økonomiske velstand, har sat sindene i kog. Så meget, at det kulturpolitiske parnas på Christiansborg, har sat sig for at her er en god sag at presse regeringen på.

Hvem er kunstnere?

Med tildelingen af et arbejdslegat til Peter Øvig Knudsen lykkedes det for Legatudvalget for Litteratur at pointere en vigtig ting: kunststøtte til litteratur er ikke kun til skønlitterære forfattere. Essayister, debatforfattere, fagbogsforfattere og mange andre er indenfor søgeområdet.

Hvis man endelig ønskede at markere tydeligt, at også journalister kan være berettigede til fx arbejdslegater, så lykkedes denne markering til fulde.

Ganske mange anmeldere og litteraturkyndige udtrykker nærmest samstemmende, at Peter Øvig Knudsen er Danmarks fremmeste dokumentarist. Og hvis nu Legatudvalget for Litteratur havde givet afslag til Peter Øvig Knudsen, men givet penge til en anden journalistisk baseret forfatter, ville dette netop være kritisabelt og absolut et brud på Lov om Statens Kunstfonds virksomhed, hvori der står, at tildelinger “skal ske på grundlag af en vurdering af kunstnerisk kvalitet og talent”.

Der er således ingen tvivl om, at Legatudvalget for litteratur til fulde har overholdt loven.

Så ville vi kunne få en debat som i sommeren 2010, hvor forbigåelsen af forfatteren Jens Christian Grøndahl i legattildelinger gav en hidsig debat, som var en af de væsentlige anledninger til, at man nedsatte Kunststøtteudvalget.

Der er således ingen tvivl om, at Legatudvalget for litteratur til fulde har overholdt loven.

Legat man ikke har søgt

Nogle er blevet provokeret af, at Peter Øvig Knudsen får et laget, han ikke havde søgt. Det ligger dog indenfor rammerne af Legatudvalget for Litteraturs virke, at selv bestemme anvendelsen af penge. Blandt andet præmierer man også nogle værker – bagud.

I en tid, hvor Statens Kunstråd ofte beskyldes for at være en bureaukratisk, lidt kunstnerfjentlig størrelse, er det tværtimod ubureaukratisk og rosværdigt, at udvalget ser på samtlige ansøgninger og vurderer, om der er ansøgere, som bedre støttes gennem en anden kasse, end kunstnerne selv havde forestillet sig.

Det er rent faktisk en tryghedsfremmende foranstaltning, at de ikke nødvendigvis bliver taget på ordet, men derimod på intentionen i deres ansøgninger.

Den rige forfatter

Det er åbenlyst en velkendt kendsgerning, at Peter Øvig Knudsen må have tjent gode penge på nogle af sine bøger. Så velkendt, at politikere fra Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten samstemmende vil ændre kunststøtteloven, så rige kunstnere ikke kan få statslige legater.

At Michael Aastrup Jensen fra Venstre kan få sig selv til at sige, “jeg er dybt, dybt overrasket over, at vi åbenbart har et udvalg, som deler penge ud til folk, der absolut ikke har behov for arbejdsro” (Politiken 27. maj 2014) er over grænsen for politikeres intimidering af andre mennesker. Hvad tillader denne politiker sig egentlig?

På hvilket grundlag kan Aastrup Jensen vurdere, om en kunstner har behov for arbejdsro? Det kunne jo være, at Øvig Knudsen havde spillet alle sine penge op i lotto. Eller havde overvejelser om helt og aldeles ukommercielle projekter, som havde fået afslag fra alskens forlag. Der er ikke nogen som helst rimelighed i at antage, at en forfatter skal tære på sin mulige formue for at fortsætte sin forfattervirksomhed.

Og der er slet ikke nogen rimelighed i, at politikere på den måde beklikker kunstnere. Eller andre mennesker for den sags skyld.

I 2010 var den “almindelige” offentlige mening, at det var for galt, at der ikke blev givet arbejdslegater til Jens Christian Grøndahl. I 2014 er det den “almindelige” offentlige mening, at der ikke bør gives arbejdslegat til Peter Øvig Knudsen. Begrundelsen handler om Øvig Knudsens påståede økonomiske succes. I det offentlige system er den eneste kendte oplysning om de to forfatteres økonomiske vilkår, de årlige bibliotekspenge. I 2010 fik Jens Christian Grøndahl udbetalt 214.000 kr. (i 2013 240.000 kr.), i 2013 fik Peter Øvig Knudsen udbetalt 124.000 kr. (hvoraf begge forfattere naturligvis skal betale skat). Alle andre udsagn om forfatternes indkomstforhold er myter og løse påstande.

Dansk landbrugsstøtte udbetales til bedrifter – uden hensyn til formueforhold eller virksomhedernes tidligere indtjening. Uagtet om der er tale om aktiv drift eller braklægning. Hvorfor er det netop kunstnere, der skal udsættes for en offentlig, misundelsesbaseret diskussion om deres indtjening?

Kunsten at læse en lov

Michael Aastrup Jensen fortsætter sin hæmningsløse argumentation således: “De her arbejdslegater er tænkt til unge forfattere, så de kan få lidt støtte til at udvikle sig som forfattere i startfasen af deres karriere. De har overhovedet aldrig været tiltænkt etablerede forfattere med god indtjening, og jeg er overrasket over den måde at fortolke på. Det er helt i strid med den politiske ånd i aftalen.”

Michael Aastrup Jensen er åbenlyst ikke i stand til at læse en lovtekst. Når der i selve loven står, at tildelinger “skal ske på grundlag af en vurdering af kunstnerisk kvalitet og talent”, kan man ikke hævde, at “ånden” bag aftalen siger, at loven skal fortolkes på en helt anden måde. Der er hverken lagt kriterier om alder, anciennitet eller økonomi ind i loven.

Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti hævder, at “ligesom man prøver at sikre en geografisk spredning i udvælgelsen, må vi have skrevet ind, at også ansøgernes økonomi bør tages i betragtning”. Nej, det er faktuelt forkert. Der står intet sted, at Legatudvalgene under Statens Kunstfond skal sikre geografisk spredning ved udvælgelsen af kunstnere. Ud fra Søndag Aftens tidligere analyser af modtagere af livsvarige ydelser (nu hædersydelser) fra Statens Kunstfond, kan man tilføje, at et sådant kriterium ville være synd for kunstnere for Vordingborg og Bornholms kommuner, som i dag er overrepræsenterede (Søndag Aften Arkiv).

Ligeledes Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten vil have præciseret, at “folk der har penge nok, skal ikke have legater”.

I havde chancen

Loven om Statens Kunstfond trådte i kraft 1. januar i år. Den nu diskuterede tildeling af legater er den første store runde efter den nye lov trådte i kraft. Forud for loven lå en omfangsrig og offentligt diskuteret udvalgsrapport om kunststøttesystemet.

Af udvalgsrapporten fremgår det, at udvalget foreslog, at “den kunstneriske kvalitet fortsat bør være det afgørende kriterium for tildeling af arbejdslegater, men at det bør være legitimt også at tage hensyn til kunstnerens støttebehov”. Dette afviste det brede politiske flertal (heriblandt både Venstre og Enhedslisten), som indgik aftalen om kunststøttesystemet. Den tidligere citerede lovbemærkning om kvalitet og talent som eneste kriterier stod ikke i de tidligere love om Statens Kunstfond og Statens Kunstråd. Det er altså et nyt element, den politiske aftale bringer ind i loven.

Første gang dette testes, ved politikere fra Venstre og Enhedslisten ikke, hvad de selv har vedtaget.

Godt der er armslængde for udvalgene i Statens Kunstfond.

Tom Ahlberg

Ansv. redaktør

 

For god ordens skyld: ovennævnte signatur er personligt bekendt med Peter Øvig Knudsen og var medlem af Kulturministeriets Kunststøtteudvalg.