Fremragende analyse af 40 års svensk kulturpolitik viser, at armslængdeprincippet har ført kulturpolitikken ud i periferien.
CulturCritik:
Naturligvis var der kulturpolitiske støttesystemer og institutioner før 1974. Men efter at Olof Palme blev uddannelsesminister i 1967 og nedsatte et første Kulturråd og efterfølgende tog initiativ til en omfattende kulturpolitisk redegørelse, blev svensk kulturpolitik fastlagt i 1974. I 1996 udarbejdedes næste kulturpolitiske redegørelse, som reelt ikke indeholdt ændringer og i 2009 den tredje redegørelse, som reelt kun indeholdt en enkelt ændring.
1970’er-plan
1974-kulturpolitikken blev vedtaget samtidig med, at man i øvrigt gennemførte en lang række andre omfattende politiske planer – i Danmark vil nogle huske samtidige perspektivplanredegørelser. Man samlede politikområder, satte mål og etablerede nye forvaltningsstrukturer.
I 1974 var der to hovedformål: at sikre støtte til kunstnerisk produktion og at sprede kulturaktiviteterne mest muligt. Desuden det kontroversielle mål som stadig diskuteres i Sverige – og som 2009-redegørelsen gjorde op med – at “modvirke kommercialismens negative effekt på kulturområdet”.
Mange af principperne i den svenske kulturpolitik kan genkendes i Danmark: armslængdeprincip, styrke ytringsfrihed, give mennesker mulighed for selv at udfolde sig, sikre kunstnerisk fornyelse. Det førte til et system af råd og nævn med Kulturrådet som helt central instans. Sådan er det fortsat.
Ændringer kommer udefra
De ændringer der siden er sket i svensk kulturpolitik er i høj grad præget af forhold udenfor kulturen: Da managementstyring drog ind over offentlige forvaltninger, skete dette også på kulturområdet. Da markedstilpasning blev et element i offentlig forvaltning, fulgte kulturområdet trop. Da Sverige trådte ind i EU, fulgte behov for både europæisk fundament og for nationale modstrategier. Da regionerne skulle styrkes, fulgte kulturområdet tilsvarende trop. Da forvaltningssamarbejder blev mode, tog kulturområdet favntag med erhvervssamarbejder. Da evalueringskultur tog magten, blev det også sådan i den kulturpolitiske styring.
Gennem alle disse ændringer har grundstrukturen dog været uberørt, de samme regler, de samme formål, de samme støttesystemer og de samme ressourcefordelinger.
“Der er næppe noget politikområde, hvor målformuleringer har spillet en større rolle, end indenfor kulturpolitikken … uden at målene nogensinde lader til at have nogen styrende effekt på den politiske praksis”, siges det tankevækkende.
Politikernes rolle
Tørt konstateres i analysen, at “efterspørgsel efter politisk styring indenfor kulturområdet er væsentligt større end udbuddet”. Altså: mange ønsker politisk styring, men de får det ikke.
Når kunstnere efterspørger visionære kulturpolitikere, er der de facto tale om ønske om politikere, der kan sikre flere penge til området. Ikke politikere, der skal ændre i strukturelle forhold.
Den politiske enighed om armslængdeprincippet har ført til, at kulturpolitikere ikke forholder sig til de kulturpolitiske kerneområder, støtten til kunstnere. Gennem 40 år har de politiske initiativer handlet om at etablere nye, tidsbegrænsede puljer langt fra kernefelterne. Så en pulje til regioner, så en til samarbejde med erhvervsliv, så en til EU-initiativer, så en til skolesamarbejde. Desuden har det politiske niveau haft til opgave at følge teknologiskift (udbud af TV- og radiokanaler og digitaliseringen).
De politiske konflikter er nærmest begrænsede til at handle om distribution (museumsentré er aktuelt set den centrale debat) og om administrative grænser (mellem offentligt og privat og mellem public service og reklamefinansiering).
Blandt årsagerne til dette vurderes, at kunstnerne “… i kraft af sin stærke organisering og fremgangsrige lobbyvirksomhed langt ind i regeringen, satte dagsorden for kulturpolitikken. Statens Kulturråd blev en megafon for kravene fra kunstnerne.”
Ifølge analysen adskiller kulturpolitikken sig ikke grundlæggende fra andre kulturområder. Med den undtagelse, at politikerne har organiseret sig ud af feltet.
2009-redegørelsen
Den nu afgående borgerlige regering igangsatte en omfattende kulturpolitisk redegørelse (2009), som resulterede i regeringsinitiativet Tid för kultur samme år (se Søndag Aften arkiv). Der var en voldsom polemik omkring denne redegørelse, primært fordi mange i kultursektoren forventede væsentlige omlægninger. Det mest kontroversielle resultat blev, at sætningen om, at kulturpolitik skal modvirke de negative effekter af kommercialismen, blev slettet.
Sletningen blev begrundet i, at modsætningen i dag føles uaktuel. I de seneste ti år har der været øget fokus på samarbejde mellem kultur og erhverv. Det er sådan set ganske påfaldende, at det udtrykkelige mål, at modstå kommercialisme, er erstattet af mål om at samarbejde med kommercielle virksomheder. I 1974 var kunstnerne støtteværdige – i dag er de entreprenører og samarbejdsparter.
De kulturpolitiske udviklingstræk er naturligvis forskellige fra Sverige til Danmark. Men der anes også paralleller, som gør at den svenske analyse i høj grad kan betragtes som vedkommende ud fra dansk kontekst.
Kulturpolitik, Styrning på avstånd
Studentlitteratur
2014
