Alternativet vil sætte kulturpolitik i centrum for al politik. Det bliver op ad bakke for den eksisterende kultursektor.
CulturCommentar:
Men til forskel fra andre partiers programmer lader Alternativet til at hævde, at der ikke eksisterer nogen modsætninger. Alle mennesker vil blive glade. Man kan så at sige favne det hele. Hvis virkeliggørelse af partiets kulturprogram vil gå ud over nogen, er dette forsøgt godt skjult. Der er derfor længere fra program til handling, end blandt øvrige kulturpolitiske programmer.
Mursten vs kunstnere
Det er en besnærende tanke, at kunstpenge skal bruges til kunstnere og ikke mursten. Men det er netop også i høj grad en tanke. Kunstens katedraler er etableret ud fra et ønske om at give såvel plads som rum til kunstnerne og deres mulighed for at udfolde ideer og talent.
Man savner konkrete eksempler fra Alternativet på, hvilke mursten der skal rives ned for at give plads til kunstnere.
I realiteten svarer tanken til tidligere kulturminister Brian Mikkelsens udsagn, “fjerne fedtlaget fra kunsten”, og give mere til kunstnerne. En sådan omfordeling lykkedes ej heller for den daværende VK-regering.
Vanskeligheden ved disse slagord er, at de skal kunne omsættes til konkret kunstnerisk virkelighed. At substansen har betydning.
Den største kulturinstitution er bibliotekerne. Fra mursten til kunstnere ville logisk have som konsekvens, at man nedlagde biblioteker og købte flere bøger. Er det Alternativets ønske? Museer og arkiver rummer næppe mulighed for omfordeling til kunstnere. Tilbage står i realiteten teatre og spillesteder.
Realiteten i Alternativets forslag om at flytte penge fra mursten til kunstnere er således at flytte penge fra en slags mursten til en anden slags mursten – fra nogle slags kunstnere til andre slags kunstnere.Ønsker Alternativet at omlægge den regionale spillestedsstøtte (som faktisk blev øget i Elbæks egen ministertid) til honorarstøtte?
På teaterområdet gives driftsstøtte til en lang række institutioner. Men denne driftsstøtte er ikke gennem teaterloven bundet til bestemte huse. Tværtimod er en række institutioner bundet til at turnere. En institution som Københavns Teater kan indenfor lovgivningens rammer selv bestemme at lukke teaterhuse og fx flytte penge til projektstøtte. Men institutionen har bestemt sig for at give driftstilskud til et antal teatre og kun få “løse penge”. Det gør institutionen ud fra det velkendte armslængdeprincip.
Er det armslængdeprincippet, Alternativet vil gøre op med?
Pudsigt nok skriver Alternativet princippet om at flytte penge fra mursten til kunst sammen med forslaget om at etablere såkaldte kreative frizoner og kunst i nybyggeri. Både de kreative frizoner og nybyggeri består af…mursten.
Realiteten i Alternativets forslag om at flytte penge fra mursten til kunstnere er således at flytte penge fra en slags mursten til en anden slags mursten – fra nogle slags kunstnere til andre slags kunstnere.
Marshallplanen der døde
Alternativets program kan i høj grad ses i forlængelse af partileder Uffe Elbæks Marshallplan fra september 2011 (se Søndag Aften arkiv). Heri indgik også tankesættet fra mursten til kunstnere, fx i form af nedlæggelse af et symfoniorkester og forslag om at flytte teaterpenge fra mursten til scenekunst. Det lykkedes ikke for Elbæk i sin ministertid at gennemføre endsige sandsynliggøre relevansen af dette slagord.
Blandt Marshallplanens 28 konkrete forslag lykkedes det faktisk ikke at gennemføre et eneste forslag, hverken i Elbæks egen ministertid eller i hans efterfølgers.
Kunstnerne i fokus
Når det afgørende for Alternativet er kunstnerne, virker det som en lapsus, at partiet skriver “Derfor vil vi have en kulturpolitik, som bringer fokus tilbage på de mennesker, der skaber, udøver og formidler kunsten og kulturen, hvad enten det er på professionelt niveau eller som lovende kunstnerisk talent.”
Hvordan slap lige formidlerne ind i den sætning? Skete det i en sen nattetime, hvor man kom i tanke om, at formidlerne også spiller en rolle i kulturpolitikken? Men sætningen siger jo, at der skal fokus på de mennesker…der formidler kunsten. Det er vist nok kun i Alternativet, at denne tanke eksisterer. En formidler kan jo ikke have et “lovende kunstnerisk talent” – så er hun jo kunstner og ikke formidler.
Drift er kedeligt
Bundlinjen på Alternativets kulturpolitik er, at drift er uinteressant. Iværksætteri er derimod i vælten. Det er derfor biblioteker ikke indgår i Alternativets kulturpolitiske program som andet end et eksempel på, at disse skal indgå i strategiske netværk ud fra uddannelsesinstitutioners behov. Det er altså ikke biblioteker, der skal præge disse netværk, men de skal derimod præges af andre institutioner.
Det eksisterende kulturliv, som er i drift, skal således gøres til genstand for andres behov. Ikke udvikles ud fra egne formål. Endsige ud fra ønsker fra Alternativet. Tænk, hvis partiet havde bare et eneste bibliotekspolitisk synspunkt!
Museer, teatre og symfoniorkestre spiller samme rolle som biblioteker i Alternativets program – dog med den tilføjelse, at der skal foretages en kritisk vurdering af institutionsstrukturen for at vurdere antallet af statsligt støttede teatre, museer, orkestre osv.
Hvordan man så lige vil takle dette krav fra Alternativet i fx museumsverden, som fra 2010 til 2012 var igennem en særdeles grundig fusionsproces drevet af såvel museumsfaglige som økonomiske hensyn. Nu kommer Alternativet og siger: I skal bare være færre. Ud fra hvilke kriterier? Ud fra hvilke hensigter? Ud fra hvilken viden i Alternativets hjernetrust?
Det må altså være tilladt at stille det kritiske spørgsmål: hvad er det, der får partiet til at så tvivl om den nuværende danske museumsstruktur? Er det bare fordi man skulle finde på noget at skrive, som lyder som opgør med den kedelige museumsdrift – eller har man en museumsfaglig viden og nogle museumsvisioner, man gerne vil dele med den øvrige befolkning?
Samme spørgsmål kan man stille for orkesterlivets og for teatrenes vedkommende. Et – eller flere – af de fem landsdelsorkestre skal altså lade livet (efter lukningen af DR UnderholdningsOrkestret, som Alternativet tilsluttede sig). Færre statsstøttede teatre: er det lukning af egnsteatre, af en af de tre landsdelsscener eller af Københavns Teater?
Mere iværksætteri
Det er en rød tråd i Alternativets program at styrke og støtte iværksætteri. Således også på kulturområdet. Nye og spændende initiativer fra primært yngre, kreative igangsættere. Behovet for udfordrende ideer og strukturer har været en del af kulturministeriets dagsorden siden 1960’erne. Og denne dagsorden skal og bør løftes med mellemrum.
Problemet er, at Alternativet i begejstring for det nye, træder på det gamle. Det er som en kopi af en venstrefløj som i begejstring for amatørkulturen i 1970’erne glemte, at der også var professionelle kunstnere. Når nu Alternativet så klart hævder, at det er kunstnerne, man vil fremme, hvorfor er der så ikke et eneste ord om den institution, som i særklasse sikrer kunstnerisk frihed, Statens Kunstfond? Man får nemt den tanke, at den traditionelle støtte til kunstnere (hædersydelser, arbejdslegater) er uinteressant, fordi det ikke er nær så sjovt som at sikre mursten til et projekthus.
Alternativet kan blive tungen på vægtskålen efter det kommende folketingsvalg. Partiet skriver, at kulturpolitik skal “løftes ind i centrum for al politikudvikling”. For kulturlivet vil det derfor være vigtigt at vide, hvilken kulturpolitik Alternativet faktisk vil stå for. Der er uendeligt langt fra indholdsløse slogans til konkret kulturpolitisk virkelighed.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør
