Det nu opstillingsberettigede parti, Alternativet, har naturligvis også kulturpolitik på programmet. Her er hovedpunkterne.
Kulturpolitik er blandt 8 udvalgte politikområder i partiet Alternativets partiprogram. Partiet har to mærkesager:
- Mere kunst, færre mursten og flere frizoner
- Kunst og kultur skal i centrum for politikudvikling
For Alternativet handler kulturpolitik først og fremmest om at sikre gode muligheder for kunstnerne, uanset om de er udøvende eller skabende. Derfor skal fokus tilbage på kunstnerne. Det retoriske slagord lyder: “Kunst og kultur skabes ikke af mursten, men af mennesker.”
Partiets kulturprogram taler for et mangfoldigt og levende kunst- og kulturliv som afgørende for, at vi “som enkeltindivider og samfund kan udvikle vores menneskelige selvindsigt, intellektuelle udsyn og historiske hukommelse.”
Partiet opfatter sin kulturpolitik som ikke-hierarkisk, hvor både den smalle kunst og populærkulturen værdsættes. Og hvor der bygges bro mellem vækstlaget af unge talenter, som står for fornyelsen og de professionelle institutioner, som som står for erfaringen.
Kreative frizoner
Der skal være nemmere adgang til gode fysiske rammer for kunstnerisk udfoldelse og bedre muligheder for at være udøvende kunstner. Derfor skal man etablere offentlige, kreative “legepladser”. Ligesom kunst og kultur i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, skal tænkes ind i planlægningen af nybyggeri.
Fra mursten til kunst
For Alternativet er for mange statslige midler bundet til drift af bygninger. Man vil “en omfordeling af midler, så en større del af statens kulturbudget går til egentlig kunstnerisk produktion og kulturelt udviklingsarbejde.”
Derfor vil Alternativet etablere et generelt loft for, hvor meget af det statslige kulturbudget, der må bruges på drift i forhold til produktion samt foretage “en kritisk vurdering af den nuværende institutionsstruktur på kulturområdet.”
Alternativets kulturpolitiske program indeholder intet om økonomi eller konkrete prioriteringerKultur i centrum
Kulturpolitik er det helt centrale politikfelt, men skal først og fremmest gennemsyre andre politikområder. “Kulturpolitikken skal væk fra at være et marginalt politisk interesseområde og løftes ind i centrum for al politikudvikling.” Dette giver sig udslag i fire konkrete forslag:
- Der skal oprettes et fag “kunst” i folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Dette skal erstatte de nuværende kunstneriske fag, musik, billedkunst, drama og design.
- Fælles strategi mellem Kulturministeriet, Undervisningsministeriet samt Uddannelses- og Forskningsministeriet for at alle uddannelsessteder skal formulere en lokal netværksstrategi for lokalt forpligtende samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og kulturinstitutioner.
- Udvidet internationaliseringsstrategi formuleret af Kulturministeriet og Udenrigsministeriet, for at sikre stærkere samarbejder mellem danske ambassader og kulturlivet såvel i Danmark som i udlandet.
- Forsøg med “Kultur på recept” som målrettet samarbejde mellem sundhedssektoren og kultursektoren, hvor man “ordinerer kunst og kultur til mennesker, der fx er ramt af livstruende sygdom, ensomhed, depression eller demens.”
Ingen økonomi
Alternativets kulturpolitiske program indeholder intet om økonomi eller konkrete prioriteringer. Det er således uvist, om tankesættet “kultur i centrum” skal afspejle sig i flere penge til kulturen, eller om partiet ønsker at gennemføre sin politik gennem omprioriteringer – og i så fald, hvilke områder der skal prioriteres op eller ned.