Armslængden spøger stadig

Måneder efter afslutningen af debatten om nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret volder det fortsat kvaler for folketingets Kulturudvalg at hitte rede i definitionen af armslængde.

I løbet af årets første tre måneder har folketingets kulturudvalg afholdt såvel et åbent samråd som et temaspecifikt udvalgsmøde for at nærme sig en afklaring af begrebet.

Et vigtigt grundlag for debatten finder man i Kulturministeriets Notat, Oplæg vedrørende armslængdeprincippet, fra marts 2015. Det er et oplæg til debat, ikke en endelig definition.

“Grundtanken bag armslængdeprincippet anvendes i dag på forskellige dele af Kulturministeriets område som udtryk for den tanke, at der bør være en adskillelse mellem på den ene side den politiske beslutningsproces og fastlæggelsen af overordnede rammer og på den anden side tildeling af støttemidler og udfoldelsen af de kulturelle tilbud,” hedder det blandt andet.

Den særlige danske variant af armslængdeprincippet kan til dels også kaldes korporativ, idet kunstnernes interesseorganisationer har en særlig position i forhold til at udpege  medlemmer af armslængdeorganer.

Armslængde og selvforvaltning

I Kunststøtteudvalgets rapport fra 2011 (se Søndag Aften Arkiv) sondrede udvalget mellem armslængde og selvforvaltning.
Armslængdeorganer er fx udvalg under Statens Kunstfond, som indenfor de givne økonomiske og politiske rammer bevilliger støtte til kunstnerisk virksomhed.

I selvforvaltningsmodellen ligger de mange kulturinstitutioner, hvor staten støtter institutioner, hvori en bestyrelse foretager ansættelse af kunstnerisk ledelse. Kulturministeriet foretrækker at tale om faglig autonomi for disse institutioner.

Reelt er der ikke den store forskel mellem begreberne selvforvaltning og faglig autonomi. De bygger på en antagelse om væsentlig politisk tillid og dermed frihed til de enkelte kulturinstitutioner.

Styringen af disse institutioner sker ud fra lovgivning og fx resultatkontrakter. Ifølge Finansministeriet har selvejende institutioner på kulturområdet været ”en måde at praktisere det kulturpolitiske armslængdeprincip på”.

Selvstændig offentlig institution

Kulturministeriet sondrer mellem sådanne kulturinstitutioner og DR, som kaldes en selvstændig offentlig institution. Det skyldes behovet for at sikre , at DR er selvstændig i forhold til staten, for at sikre informations- og ytringsfrihed og den kunstneriske frihed.

“En kulturminister kan med andre ord ikke pålægge DR en bestemt redaktionel linje og kan ikke blande sig i programlægningen eller i opfyldelsen af de fastlagte public service-forpligter. For DR består rammerne for institutionens virksomhed af lovgivningen, af fire-årige medieaftaler og af en fire-årig public service-kontrakt, der indgås mellem kulturministeren og DR, og som bl.a. udmønter det i medieaftalen fastsatte indhold. ”

I notatet fra Kulturministeriet hævder man ikke, at DR er et armslængdeorgan. Der er næppe nogen som vil betvivle, at DR såvel gennem lovgivning som gennem praksis har en særlig strukturel position.

Derimod er der fortsat grund til at diskutere rammerne for samspillet mellem kulturinstitutioner og politikere.

Hvad må politikerne?

Armslængde er blevet et slags trumfkort i den offentlige kulturpolitiske debat, som lukker for debatten. Siger nogen armslængde eller ligefrem “armslængde trues”, flytter debatten sig til et principielt niveau, hvor nogle skal holde fingrene helt væk.

Armslængde krydres reelt med politikerlede – “de blander sig i for meget”. Men i den offentlige kulturdebat kommer man så til at savne spørgsmålet, “men hvad må de så?”.

De skal sætte rammer, er det naturlige svar. Vanskeligheden består i at nå frem til, hvor detaljerede disse rammer skal være.

Frihed til at spare

Virksomheden DR styres ud over en meget generel lovgivning af de fire-årige mediepolitiske aftaler med efterfølgende fire-årige public service-aftaler.

Forløbet omkring aftalerne, der blev indgået i 2014, vil få konsekvenser for, hvordan aftalerne vil komme til at se ud i 2018.

Ifølge Kulturministeren var de krævede besparelser for DR en særlig grund til at hævde armslængde i 2014. DR var underlagt et politisk sparekrav, så måtte institutionen have fuld frihed til selv at gennemføre besparelserne.

Dette har intet juridisk belæg, derimod måske et moralsk. De rammer politikerne sætter giver altid økonomiske begrænsninger. Graden af institutionens selvstændighed afhænger ikke af sparekravs størrelse. Mange institutioner vil sågar hævde, at hvis politikerne sparer 50 mio. kr., må politikerne også pege på, hvor besparelserne skal findes, altså hvilke opgaver institutionen nu skal fravælge.

Der træffes således et politisk valg: DR må selv have frihed til at finde besparelserne.

Medieaftale og public service-kontrakt

Ifølge Kulturministeren (se samråd nedenfor) er indgåelse af en mediepolitisk aftale samtidig en opsigelse af nuværende public service-kontrakt. Der er så at sige et halvt år, hvor DR skal forberede sig på implementeringen af den netop indgåede mediepolitiske aftale. Dermed er den hidtidige public service-kontrakt opsagt.

Og ikke mindst: DR har frie rammer til at udmønte den kommende public service-kontrakt, blot den ikke bryder med den mediepolitiske aftale.

Dette synspunkt fra Kulturministeren kommer til at volde kvaler ved næste mediepolitiske aftale.

Fx siger ministeren, at DR ikke er forpligtet til at drive noget som helst orkester, men vil kunne nøjes med at hyre musikere til de programmer, man nu engang har.

Det fremgår ikke af medieaftalen, at DR skal drive noget som helst orkester. Men der har gennem årene været en bred forståelse af, at DR havde en musikpolitisk forpligtelse, som en væsentlig aktør for den levende danske musik.

Ministerens fortolkning af, at DR frit skal kunne lukke alle orkestre og kor, vil ganske nemt føre til at orkestrene vil blive skrevet ind i den mediepolitiske aftale.

I den nuværende mediepolitiske aftale fremgår ikke, hvilke tv- og radiokanaler DR skal drive. Dette fremgår derimod af public service-kontrakten.

Ministerens fortolkning vil således gøre det muligt for DR at nedlægge fx radioens P1 eller DR2.

2018 skal forberedes

Reelt er der behov for afklaring af to forhold omkring de politiske medieaftaler og public service-kontrakter:

1. De politiske medieaftaler har hidtil haft karakter af  ændringsaftaler. Heri står, hvad DR og TV2 skal ændre i forhold til hidtidig drift. Det uudtalte udgangspunkt har været den hidtidige virksomhed. I debatten om nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret blev det sagt, at da orkestret ikke stod nævnt i den mediepolitiske aftale, var DR frit stillet.
2. Detaljeringsgraden i de politiske rammer for DR gennem henholdsvis den mediepolitiske aftale og public service-kontrakten. Der er politisk enighed om, at politikere ikke skal blande sig i programvirksomhed eller ansættelser. Men der er altså ikke politisk enighed, om DR fx selv må bestemme, hvilke radio- og tv-kanaler man driver.

Kulturministeriet har åbenlyst behov for, at disse forhold afklares. Hvis ikke dette lykkes, vil den mediepolitiske aftale i 2018 blive ganske kompliceret.

 

 

Folketingets Kulturudvalgs åbne samråd om armslængdeprincippet, 28. januar 2015.