Der er næsten ikke grænser for de mange forskellige opgaver, kulturen skal løse i dag. Det burde gøre kulturen til et vigtigt samfundsanliggende, men den offentlige debat om kultur har aldrig været mere fraværende, skriver Casper Hvenegaard Rasmussen i denne cronik.
CulturCronik:
Kunst og kultur har aldrig stået øverst på den politiske dagsorden. Men i dag er kunsten og kulturen mere fraværende i den offentlige debat end nogensinde. Forklaringerne på dette kan selvfølgelig være, at der har været andre presserende problemer som økonomi, klima og flygtninge. Men det kan også skyldes, at kunsten og kulturen er blevet mere ligegyldig. Man skal næsten ti år tilbage i tiden for at finde en større offentlig kulturdebat. Den udsprang af den tidligere konservative kulturminister Brian Mikkelsens kulturkanon, der blev lanceret i 2006. Den bragte mange sind i kog, og der var i hundredvis af debatindlæg. Kritikken gik i mange retninger, nogle mente at kulturkanonen var for elitær, mens andre synes, den var for populær. Atter andre mente, at den var anakronistisk, kønsblind eller nationalistisk. Mens fortalerne for kulturkanonen fremhævede, at den revitaliserede kvalitetsdebatten og kunne bruges som en oplysningsstandard.
Det bemærkelsesværdige ved kanondebatten var ikke så meget de mange og forskelligartede holdninger, men snarere det forhold at kunsten og kulturen blev set som noget vigtigt, som involverede mange i debatten. Men siden kanondiskussionen har der ikke for alvor været nogen kulturdebat i Danmark. En mindre undtagelse var dog Pia Kjærsgaard, der tilbage i 2009 efterlyste ”lidt mere spark i løgsuppen”, når det handlede om kulturpolitik. Hun gik til kamp mod kultureliten og scenekunst, som ”handler om tre mennesker, der løber nøgne hen over en scene og siger pling”. I stedet ønskede Pia Kjærsgaard, at kulturen skulle sætte samfundsproblemer til debat. Set i bakspejlet må Pia Kjærsgaard i dag være skuffet, da kulturministeriet siden 2009 primært været en retrætepost for ældre politikkere som tak for lang og tro tjeneste. Det var tilfældet med Per Stig Møller og Marianne Jelved, mens den nuværende minister Bertel Haarder var 70 år, da han blev kulturminister. Ikke just noget ungdomsoprør eller spark i løgsuppen.
Modspil savnes
Umiddelbart kan det virke bekvemt for det offentligt støttede kulturliv, at det ikke får modspil, men det er faktisk et stort problem. Jean Baudrillard, der var en af 1980’ernes feterede filosoffer, talte om magtens implosion. En implosion er det modsatte af en eksplosion. Den er en stærk udadrettet kraft, mens implosionen er et indadgående kollaps. Med magtens implosion mente Baudrillard, at når der ikke er nogen, der interesser sig for magthaverne, så forsvinder deres magt også, den imploderer. Det er det samme, der er ved at ske med kulturlivet. Det er ved at implodere, eller gå i sig selv, fordi der ikke rigtigt er nogen udenfor kulturlivet selv, der interesserer sig for det.
Derfor forsøger folk indenfor kulturlivet at få kulturen tilbage på den offentlige dagsorden. Et godt eksempel er de årligt tilbagevendende kulturmøder på Mors. I 2015 var det symptomatisk nok ikke et arrangement, der tiltrak sig den store mediebevågenhed. Politiken havde eksempelvis kun en enkelt artikel om aktiviteterne på kulturmødet. I denne artikel kunne man læse, at et gennemgående tema for årets kulturmøde havde været affolkningen af landområder, og at den fremmødte del af kultureliten samstemmende havde argumenteret for, at kunst og kultur kan bruges til at lokke befolkningen væk fra de store byer.
På nydansk er det udtryk for en ”win-win-situation”. For ikke nok med at kulturen kan berige publikum, den kan samtidig være et instrument for en ønskværdig bosætning rundt om i landet. Denne form for koblede strategier støder man mere og mere på i samfundsdebatten. Et eksempel er ”grøn vækst”, der både skal skabe et bedre klima og økonomisk vækst. Eller der tales om en ”bæredygtig” byudvikling, som ikke blot skal sikre miljøet, men også skabe bedre sociale forhold og økonomisk udvikling. I foråret udgav KL (Kommunernes Landsforening) debatoplægget ”Kunsten at blande (sig)”, der sætter fokus på, hvordan kultur- og fritidsområdet kan tænkes sammen med andre politikområder. Det kan for eksempel være ved at trække flere turister til lokalområdet eller bidrage til skolebørns læring.
Instrumentelle argumenter
I den kulturpolitiske forskning ses dette som en instrumentalisering af kulturen. Med det menes der, at kulturen er et instrument for politikområder, der ligger udenfor kulturområdet selv. Begrebet opstår i slutningen af 1980’erne. På dette tidspunkt var der især diskussion om, hvorvidt kulturen skulle være en integreret del af socialpolitikken. For eksempel ved at unge arbejdsløse kunne deltage i kulturprojekter som en trædesten til arbejdsmarkedet eller en uddannelse. Sidenhen er det særligt kulturens økonomiske potentiale, der har været nævnt som eksempel på kulturens instrumentalisering. I slipstrømmen på Schlüter-regeringernes besparelser og kartoffelkure var det et yderst belejligt argument for kulturlivet, at de offentlige kulturmidler nu ikke kun skulle ses som en udgift, men også som en investering. I begyndelsen af 1990’erne var det særligt lokale kulturhuse, der blev set som en sådan investering. Alene i 1993 var der 50 kulturhuse på tegnebrættet. Startskuddet til dette byggeboom var en økonomisk analyse af Musikhuset i Aarhus, der argumenterede for, at Musikhuset var en god forretning for kommunen. Selvom det skulle have offentlige tilskud, viste den økonomiske analyse, at Musikhuset ville skabe økonomiske ringvirkninger i den lokale økonomi. Musikhuset ville benytte lokale underleverandører, og publikum vil bruge penge lokalt på andet end billetten. Derfor ville den kommunale udgift med tiden blive til en profitabel forretning.
Sidenhen har de instrumentelle argumenter for kultur været støt stigende. Da kulturministeriet blev oprettet i 1961, blev den offentlige kulturstøtte set som et nødvendigt alternativ til den kommercielle kultur, der blev set som passiviserende, fordummende og i nogle tilfælde ligefrem undergravende for demokratiet. Men omkring årtusindeskiftet bliver den kommercielle kultur set som et erhverv i vækst, som den nationale kulturpolitik skal være med til at understøtte. Desuden kan et rigt kulturliv være katalysator for en mere kreativ befolkning, som igen ses som en forudsætning for fremtidig vækst. Ligesom kultur med tiden bliver opfattet som en uundværlig ingrediens, hvis de større byer skal tiltrække den kreative klasse, og der er nærmest intet, byernes politikkere hellere vil. Mangel på kulturtilbud er måske medvirkende til at affolke landområderne, men så kan vi jo bruge kulturen til at få folk til at flytte tilbage på landet. Et af de seneste skud på stammen er, at lægerne skal udskrive kultur på recept, da eksempelvis en koncertoplevelse kan have en helbredende effekt. Derudover er der kommet en diplomuddannelse i ”kultur og sundhed”, der fokuserer på, hvordan kulturen kan blive en aktiv del af et målrettet arbejde med sundhed.
Hvem tror på det?
Ved første øjekast burde de instrumentelle argumenter være en fordel for det offentligt støttede kulturliv, da kunsten og kulturen nu ikke længere kun skal legtimeres af den formodede værdi, der opstår i den enkeltes møde med kulturen, det man kan kalde kulturens egenværdi. Men i det følgende vil jeg argumentere for, at den tiltagende instrumentalisering har medvirket til den kulturelle implosion. Det er der fire grunde til:
For det første er det ofte meget svært at dokumentere kulturens instrumentelle effekt. Tilbage i 1977 sagde den socialdemokratiske kulturminister Niels Matthiasen, at målet med kulturpolitikken var et bedre samfundsmiljø og en øget livskvalitet for den enkelte.
Men hvem skal så bestemme, hvad der øger livskvaliteten? Er det eksperterne eller befolkningen? Og hvad er et bedre samfundsmiljø, når det skal operationaliseres? Måske er det lig med social sammenhængskraft, men hvordan måler man den? Det kan måske nok lade sig gøre, men det er nærmest umuligt at dokumentere, hvor meget og hvordan kulturlivet bidrager til den sociale sammenhængskraft. Konklusionen bliver let ligeså usikker, som når meteorologerne skal forudsige, hvordan den kommende sommer bliver. På samme måde er det svært at dokumentere, at en specifik kulturinstitution er en god forretning. I den forbindelse har den danske kulturøkonom Trine Bille fremhævet de problemer, der kan være ved kulturøkonomiske undersøgelser. For eksempel skaber al offentlig aktivitet økonomiske ringvirkninger, og argumentet må derfor være, at den pågældende kulturinstitution skal skabe større ringvirkninger end andre aktiviteter, som det offentlige bruger penge på. I denne sammenhæng er det også et problem, at det ofte er vanskeligt, hvis ikke umuligt, at fremskaffe en sådan dokumentation.
For det andet er de enkelte kulturområder selv begyndt at får udført kulturøkonomiske analyser, og det er ikke altid lige befordrende for tilliden til de kulturøkonomiske analyser. Disse bliver formidlet som objektive sandheder, men er i virkeligheden at betragte som partsindlæg og lobbyvirksomhed. For år tilbage bestilte Dansk Skuespillerforbund en rapport, der konkluderede, at de københavnske teatre er en god forretning, ligesom udenlandske museumsorganisationer har rekvireret talrige rapporter, der fremhæver museernes økonomiske betydning. Senest har Danmarks Biblioteksforening, der er en interesseorganisation, udgivet rapporten ”Folkebibliotekernes samfundsøkonomiske værdi” fra 2015. Her er det glade budskab, at folkebibliotekerne bidrager til den danske økonomi med over seks milliarder kroner, selvom de kun modtager omkring to en halv milliard om året. Et budskab som flere større medier kritikløst videreformidlede. Her i Søndagaften.dk har Tom Ahlberg kritiseret rapporten for at ”bruge aldeles useriøse sammentællinger” (se Søndag Aften arkiv). For eksempel kommer rapporten frem til, at danskerne gerne vil betale fire milliarder for bibliotekerne. Dette tal bygger ikke på en undersøgelse af danskernes betalingsvillighed, men udledes på baggrund af ti år gamle norske tal. Det er problematisk. Disse fire milliarder kroner lægges sammen med to milliarder kroner, som rapporten mener, at bibliotekerne bidrager med til Danmarks BNP. Tankegangen er her, at bibliotekerne understøtter børns læselyst, som igen understøtter et øget uddannelsesniveau, der til sidst skaber mere vækst og dermed et højere BNP. Det er et regnestykke med mange usikkerhedsmomenter. Samtidig er der tale om at blande æbler og pærer, når den formodede stigning i BNP ukritisk lægges sammen med danskernes formodede betalingsvillighed i forhold til bibliotekerne.
For det tredje er det et problem, at embedsmænd og politikkerne ikke for alvor tror på den instrumentelle effekt af kulturen. Var det tilfældet, ville kulturbudgetterne se meget anderledes ud. Hvis kulturlivet indlysende var en god forretning, var der ikke noget at betænke sig på. Så ville stigende kulturbudgetter være lig med flere offentlige midler til uddannelse og sygehuse. Men når de instrumentelle argumenter alligevel ofte bruges, skyldes det måske, at kulturinteresserede embedsmænd og politikkere har fået nogle argumenter, der kan bruges i forhold til borgere, der forholder sig kritisk til kulturbudgetterne.
For det fjerde er den tiltagende instrumentalisering med til at svække kunsten og kulturens position i samfundet. Den klassiske tyske sociolog George Simmels forståelse af begrebet stil indenfor kunsten kan illustrere dette. Simmel er interesseret i, hvordan forskellige stilretninger opstår indenfor kunsten, og herunder relationen mellem en individuel stil og mere generel, overordnet stil. I den forbindelse siger Simmel, at hvis man som kunstner ikke selv kan blive en enhed, så må man blive tjener for en anden enhed. Hvis man som kunstner ikke kan slå igennem med sin egen distinkte stil, så må man koble sig på allerede eksisterende stilarter. Det er måske nogenlunde det, der har kendetegnet kunsten og kulturen siden 1980’erne. På et overordnet samfundsplan har kulturen ikke formået at markere sig som en selvstændig enhed, der har en berettigelse i sig selv. Derfor forsøger folk med kærlighed til kulturen at tilkoble sig andre samfundsområder, som kulturlivet kan servicere, selvom argumenter om kulturens egenværdi ud fra Simmels tankegang står stærkere alene.
Slip kulturen fri
Derfor er det måske tid til at slippe den offentligt støttede kultur fri. Det er ikke ensbetydende med, at de offentlige kulturpenge ikke skal legitimeres, for det skal al offentlig virksomhed. Men årsagen til den kulturelle implosion kan meget vel være den tiltagende instrumentalisering af kultur. Jo flere samfundsmæssige opgaver kulturen sættes til at løse, desto mere ligegyldig bliver kulturen også. Hvis den både skal afhjælpe sociale, økonomiske og sundhedsmæssige problemer på samme tid, bliver resultatet nemt hverken fugl eller fisk. Det hjælper heller ikke, at det er nærmest umuligt at dokumentere om de instrumentelle tiltag har en reel effekt. Samtidig styrker det ikke tilliden til det offentlige kulturliv, når det beder om hjælp til økonomiske analyser hos tjenstvillige økonomer. Hvor kulturen tidligere blev set som en ophøjet forandrende kraft, er kulturen ved at transformere sig til et produkt i Tv-shop, som lover mere, end det kan holde. Et modspil til denne nedadgående spiral kunne være, at kulturpolitikkerne gav kulturinstitutionerne fred til skabe kunstneriske og kulturelle tilbud, som befolkningen ikke kan få andre steder. Det kan kulturinstitutionerne i kort form gøre ved at opretholde en høj professionel kvalitetsstandard, sikre kulturel mangfoldighed og give befolkningen mulighed for at deltage i kunstneriske og kulturelle aktiviteter. Dette er ikke ensbetydende med, at kulturen overhovedet ikke må tjene formål, der ligger udenfor kulturområdet selv. Mere end hundrede år før man begyndte at tale om kulturens instrumentalisering, har støtten til kunst og kultur haft samfundsmæssige mål – for eksempel at understøtte en fælles identitet og oplyse almuen. Men ved at drosle ned for den instrumentelle retorik, ville vi sandsynligvis få et mere vedkommende kulturliv, som både medier, befolkning og politikere vil sætte højere på den offentlige dagsorden.
Casper Hvenegaard Rasmussen er lektor, Ph.d. ved det Informations Videnskabelige Akademi (IVA) på Københavns Universitet.
