12 mio. kr. mere til kulturen i 2018. Det blev det kontante resultat af Finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
Økonomisk set indebar Folketingets vedtagelse af finansloven for 2018 ikke store forskelle i forhold til regeringens oprindelige forslag (se Søndag Aften arkiv). Politisk set viser finanslovsvedtagelsen dog et folketingsflertal med stadig større vægt på kulturarven og på at flytte penge fra Øst- til Vestdanmark.
Finansloven indeholder desuden et par egentligt nye tiltag.
Regionale kunstfonde
Der etableres to nye kunstfonde, Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond. Der afsættes 2,4 mio. kr. årligt i 2018-2021 til hver af disse fonde. Den Jyske Kunstfond dækker Jylland, Øernes Kunstfond dækker resten af landet undtaget hovedstadsområdet.
Det eneste kendte om de to fondes virksomhed er, at “de to fonde kommer til at støtte udvikling af lokal kunstproduktion og etableringen af økonomisk bæredygtige kunstvirksomheder og -miljøer. Det bliver en forudsætning, at projekterne også har lokal medfinansiering for at få støtte fra fondene.”
Desuden fremgår det, at de to fonde sekretariatsbetjenes af Slots- og Kulturstyrelsen.
Man må forvente, at nærmere retningslinjer for fondenes virksomhed offentliggøres tidligt i det nye år (Læs Party i Regionerne).
Talentpulje
Desuden har folketinget vedtaget en ny bevilling på 4,0 mio. kr. årligt til “Talentindsats for unge kunstnere”. Der fremgår ikke andet end, at der er tale om “et tværgående initiativ i forlængelse af Kulturministeriets kommende talentstrategi med henblik på at styrke udviklings- og karrieremulighederne for unge og talentfulde kunstnere.”
Også her skal pengene administreres af Slots- og Kulturstyrelsen.
Man tager fra Statens Kunstfond
Udgifterne til de to fonde og talentpuljen finansieres gennem en besparelse på 2% fra Statens Kunstfonds driftsmidler.
Besparelsen på 8,8 mio. kr. i Statens Kunstfond udmøntes således:
- Legatudvalget for billedkunst (0,7 mio. kr.)
- Projektstøtteudvalget for billedkunst (0,9 mio. kr.)
- Legatudvalget for film (0,1 mio. kr.)
- Legatudvalget for litteratur (0,6 mio. kr.)
- Projektstøtteudvalget for litteratur (0,3 mio. kr.)
- Legatudvalget for musik (0,3 mio. kr.)
- Projektstøtteudvalget for musik (2,3 mio. kr.)
- Musikalske Grundkurser (0,8 mio. kr.)
- Legatudvalget for kunsthåndværk og design (0,3 mio. kr.)
- Projektstøtteudvalget for kunsthåndværk og design (0,2 mio. kr.)
- Legatudvalget for scenekunst (0,1 mio. kr.)
- Projektstøtteudvalget for scenekunst (1,9 mio. kr.)
- Legat- og projektstøtteudvalget for arkitektur (0,2 mio. kr.)
- Bestyrelsen (0,1 mio. kr.)
De angivne beløb er årligt, hvert af årene 2018-2021.
Kulturarven og Rigsfællesskabet fejres
Der afsættes 5 mio. kr. i hvert af årene 2018 og 2019 til undersøgelse af mulighederne for at sikre vikingeskibene mest hensigtsmæssigt.
Der afsættes 2,3 mio. kr. i 2018 til renovering af flyhangaren i Soldaterskoven i Tønder (foruden de 0,7 mio. kr. som indgik i regeringens oprindelige Finanslovsforslag).
I 2020 skal vi fejre 100-året for den sønderjyske genforening. Til dette formål afsættes i alt 10 mio. kr, startende med 2 mio. kr. i 2018.
Der afsættes 1,5 mio. kr. i 2019 til digitalisering og offentliggørelse på internettet af færøsk kildemateriale fra Rigsarkivet.
For at øge danskernes kendskab til grønlandsk kultur afsættes 0,7 mio. kr. årligt 2018-2020 til projektet NUKIGA i De Grønlandske Huse.
Der afsættes 0,5 mio. kr. årligt til Dansk Sprognævn til frikøb af Sprognævnets digitale ordlister, der er dannet på basis af Retskrivningsordbogen.
Der afsættes årligt i 2018 og 2019 1,7 mio. kr. til Der Nordschleswiger, et beløb som øges til 2,3 mio. kr. årligt i 2020 og 2021.
Kunsten at lægge flest mulige tal sammen
Når Kulturministeriet i pressemeddelelse hævder, at der afsættes “74 mio. kr. til nye kulturinitiativer på regeringens finanslov”, skyldes det, dels at ministeren summerer nye tiltag fra det oprindelige finanslovsforslag fra september 2017 med de ændringsforslag regeringen og Dansk Folkeparti enedes om, dels at man lægger flerårige bevillinger sammen. Når der fx afsættes 2 mio. kr. til Kattegatcentret i Grenå årligt fra 2018-2021 tæller dette således for 8 mio. kr.