Den offensive finanslov

Pludselig er regeringen i kulturpolitisk offensiv.  Men kunstnerne får intet.

Den glædelige nyhed for kulturengagerede er, at kulturpolitik spiller en rolle i dansk politik. I måling efter måling kan man ellers se, at kultur er blandt de lavt prioriterede områder, når opinionsinstitutter spørger borgere om deres politiske prioriteringer. Blandt andet derfor har det været vanskeligt for kultursektoren at skabe politisk ørenlyd. Kultur er ikke blevet set som en vindersag.

VLAK-regeringens udspil til finanslov for 2019 og rammerne for 2020-2022 vidner om, at kulturen faktisk har betydning for regeringen. Regeringens samlede finanslovsforslag karakteriseres af de fleste som et valgoplæg. Dermed er kulturdelen altså også et valgoplæg. Det er virkelig mange år siden en regering har brugt kulturpolitik i et valg (man skal vist tilbage til folketingsvalget i 2005, hvor daværende kulturminister Brian Mikkelsen lancerede et forslag om gratis entré på statslige museer).

For regeringen er det givetvis en fordel, at den negative diskussion om 2 procents-omprioriteringsbidraget afmonteres.

Kritiske bogholderbemærkninger

Meget få havde nok forventet, at regeringen ville spille ud med merbevillinger. Og naturligvis er det relevant at gøre det samlede regnestykke op: så meget har kulturen tabt i løbet af fireårsperioden. Ret beset ender dette regnestykke dog med at blive ligegyldigt. Det er kulturområdets position nu og tankerne for de kommende år, som bliver omdrejningspunktet for den videre diskussion.

Der er regeringer før denne, som har gennemført hårde sparekrav gennem tre år, for at afslutte med et fjerde år med små, milde gaver.

Kulturens del på finansloven øges fra 2018 til 2019 med 57 mio. kr. Så stor bevillingsforøgelse kunne SRSF-regeringen ikke præstere i de fire år, den var ved magten. Rammeforøgelsen i 2019 skygger til dels for det fortsatte 2 procents-omprioriteringsbidrag i 2020-2021 og for den store besparelse på DR.

Disse kritiske bogholderbemærkninger præger kommentarerne til regeringens udspil. Men de flytter ikke diskussionen, for den er allerede flyttet i og med regeringens udspil. Og ret beset savner den kritiske opposition at samlet fortælle, hvilken økonomisk ramme man forestiller sig for kulturområdet. Fx har den samlede opposition ikke sagt, at man ønskede at afskaffe 2 procent-omprioriteringsbidraget.

Regeringens bud er altså fortsatte besparelser i 2020  og 2021, hvorefter der skal være et fortsat internt omprioriteringssystem indenfor kulturministeriets ressort. Dette kan naturligvis blive ændret, hvis vælgerne og oppositionen vil noget andet.

Museer i øst og (mest) vest

Samtidig med finanslovsforhandlingerne skærpes givetvis diskussionen om den annoncerede museumsreform (se Søndag Aften arkiv). Det hyppigst anvendte ord om det kommende støttesystem har været “gennemsigtighed”.  Finanslovsforslaget er et skoleeksempel på behovet for et mere gennemsigtigt støttesystem. Der deles penge ud til højre og venstre, i øst og (mest) vest, i Museumsdanmark. I stort omfang til etableringer og ombygninger, men også til ren drift.

det er vanskeligt at fusionere med samme hast som folketinget skaber nye museer

Disse politiske bevillinger gør ikke systemet mere gennemskueligt. Der er fem statslige museer og 97 statsanerkendte museer. Dertil kommer nu hele 20 andre museer, som støttes direkte gennem finansloven.  Aldrig før har Folketinget valgt at støtte så mange museer direkte gennem finansloven. Dermed kortslutter kulturministeren og folketinget den faglige styring og udvikling af museumsområdet, som man ellers har besluttet at lægge i hænderne på Slots- og Kulturstyrelsen.

Næste gang et folketingsmedlem siger, at der er for mange museer i Danmark og at mange af dem bør fusioneres, er svaret ligetil: det er vanskeligt at fusionere med samme hast som folketinget skaber nye museer.

Fedtlaget vinder

Kulturministeren giver selv finanslovsændringerne overskriften “dannelse, elite og vækstlag”. Sådanne overskrifter er lette at skrive, men ofte indholdstomme. Eksempelvis er det vanskeligt at forestille sig initiativer på kulturministeriets område, som ikke medvirker til dannelse. Eliten styrkes gennem penge til Det Kongelige Teater, landsdelsscenerne, udviklingspulje til scenekunst og landsdelsorkestrene (i alt 137 mio. kr. ud af samlede merbevillinger på 504 mio. kr.). Vækstlaget styrkes gennem bevillinger til de kunstneriske uddannelser (40 mio. kr.).

Da VK-regeringen trådte til i 2001, var den daværende regerings slogan “mindre til fedtlaget, mere til kunstnerne”. Dette slogan er ledigt i dag.

Bruger man andre opdelinger, kan man med lige så god ret hævde, at det primært er kulturarven, som styrkes (cirka 300 mio. kr.). Der er ganske lidt til den udøvende kunst (cirka 115 mio. kr.) og intet som helst til skabende kunstnere. Jo, måske, lidt håndører til de kunstnere som kan få en del af arbejdet med kunst og kultur i udsatte boligområder.

Der bruges mange penge til stærke og vigtige institutioner, som er bundet af store udgifter til mursten og disse institutioners mulighed for at formidle.

Da VK-regeringen trådte til i 2001, var den daværende regerings slogan “mindre til fedtlaget, mere til kunstnerne”. Dette slogan er ledigt i dag.