Det fortsatte omprioriteringsbidrag er værd at diskutere. Det har dog intet med armslængdeprincippet at gøre.
CulturCommentar:
Regeringens udspil til finanslov for 2019 lægger op til, at det nuværende omprioriteringsbidrag på 2 procent fra 2022 skal blive indenfor kulturministeriets område. Hvorvidt den årlige 2-procentsbesparelse vil gå tilbage til de samme institutioner eller områder, der sparer, er uvist. Der lægges op til en årlig forhandling om fordelingen af pengene.
Det giver naturligvis en fortsat usikkerhed om de fremtidige budgetvilkår for de enkelte institutioner, som modtager driftsstøtte gennem finansloven.
Mange kulturinstitutioner ser det som en drøm at komme på finansloven. Det kan have karaktér af blåstempling. Og det gav i hvert fald tidligere en forestilling om, at man så sad på en sikker og tryg økonomi. De sidste mange regeringers virke, burde have lært kulturinstitutionerne, at finansloven ikke er tryghed. Som med alle andre offentlige bevillingssystemer, er der en konstant afprøvning af de økonomiske rammer og institutionernes styringsmekanismer. Sådan fungerer det, når skatteborgernes penge skal forvaltes. Er man underlagt politiske beslutningstagere, kan vilkårene ændres fra år til år. At tolke de politiske signaler og agere derpå er også en del af moderne kulturledelse.
Armslængde, hvor det går
Mange institutionsledere og sågar forskere, har påstået, at det fortsatte omprioriteringsbidrag er en knægtelse af armslængdeprincippet. Man kan mene godt eller skidt om omprioriteringsbidraget som budgetstyringsmodel, men diskussionen har intet som helst med armslængdeprincippet at gøre.
For det første er de institutioner som omfattes af omprioriteringsbidraget kun i begrænset omfang armslængdeorganer. Det Kongelige Teater, landsdelsscener, museer og landsdelsorkestre er ikke armslængdeorganer. Det er institutioner, som er underlagt det almindelige statslige styringshierarki – det er en følge af at man står på finansloven.
Det seneste forsøg på at lave en autoriseret beskrivelse af armslængdeprincippet finder man i Kunststøtteudvalgets rapport fra 2011 (ja, undertegnede signatur er medansvarlig for teksten, men siden ingen har modsagt definitionerne heri, må den stadig gælde som udgangspunkt for diskussionen). Heri står bl.a.
“Armslængdeprincippet indebærer, at kunststøtten, inden for overordnede politisk fastlagte rammer, fordeles af uafhængige organer, der arbejder på afstand af og uden indflydelse fra det politiske system … Armslængdeprincippet vedrører alene den støtte, der forvaltes af de egentlige uafhængige armslængdeorganer, nemlig Statens Kunstfond, Statens Kunstråd, Det Danske Filminstitut og Danish Crafts.”
Selvforvaltning
Kunststøtteudvalget sondrede mellem armslængde og selvforvaltning:
”Selvforvaltningsprincippet dækker de mange tilfælde, hvor staten efter politisk beslutning støtter
kulturinstitutioner, der ledes af en bestyrelse, der ansætter den kunstneriske ledelse, og som har et ret stort frirum til ledelse af egne faglige aktiviteter. Man kan sige, at der i disse tilfælde er en armslængde mellem den ledelse, der træffer de kunstneriske dispositioner, og det politiske system, og selvforvaltningsprincippet kan ligesom armslængdeprincippet bidrage til at sikre kunstens uafhængighed og kvalitet.”
Alle kulturinstitutioner har således en grad af selvforvaltning. Denne afklares gennem de aftaler institutionen indgår med Kulturministeriet. Selvfølgelig er det vanskeligere at arbejde med et budget, hvor det statslige driftstilskud er mindre end forrige år. Det er især vanskeligere, når en stor del af udgiftssiden er bundet af faste omkostninger i form af fx bygninger.
Tak for større armslængde
Dermed oplever ledelsen, at frihedsgraderne bliver mindre. Men måske især, at den langsigtede planlægning bliver vanskeligere. Dette er en del af dialogen med ministeriet om rammevilkårene. Men det har intet som helst med armslængde at gøre.
Hvem har nogensinde hørt en institutionsleder, der fik flere penge, sige ”tak, nu fik jeg større armslængde”?Statens Kunstfond omfattes også af omprioriteringsbidraget. Ej heller her sker nogen ændring i armslængdeprincippet. Kunstfonden har færre penge at dele ud af og kan dermed imødekomme færre ansøgere. Det er dog stadig kunstfonden som suverænt bestemmer, hvem pengene skal tilfalde. Også her står armslængdeprincippet uanfægtet.
Det er ved at blive fast omkvæd, at hver gang institutioner skal spare, hævdes at armslængdeprincippet udhules. Hvem har nogensinde hørt en institutionsleder, som fik flere penge, sige ”tak, nu fik jeg større armslængde”?
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør
