Aktuelt · Film · Kunst og museer · Medier og internet · Musik · Ophavsret · Politik · Teater og dans
DR, mediepolitik og kulturarv
Folketingsmedlemmernes spørgsmål til kulturministeren handlede i det forgangne folketingsår om medier – og lidt andet.
I folketingsåret 2017/2018 stillede folketingets medlemmer i alt 412 spørgsmål til kulturministeren i form af almindelige spørgsmål, forespørgsler og udvalgsspørgsmål. Søndag Aftens opgørelse over de mange spørgsmål viser, at det især er mediepolitikken, som optog folketingsmedlemmerne.
139 spørgsmål handlede om DR og 129 om øvrig mediepolitik. Det er naturligvis de politisk afgørende milepæle, som gav anledning til de mange spørgsmål: licensaftalen mellem regeringen og DF, regeringens mediepolitiske udspil, medieaftalen, public service-kontrakten med DR. Der er langt ned til det dernæst foretrukne emne, kulturarven, som var anledning til 24 spørgsmål.
Listen over de foretrukne emner ser sådan ud:
DR | 139 |
Medier | 129 |
Kulturarv | 24 |
Museer | 12 |
Folkeoplysning | 11 |
Ophavsret | 11 |
Film | 10 |
Idræt | 9 |
Udflytning | 8 |
Musik | 8 |
Scenekunst | 7 |
DF i teten
Dansk Folkeparti tager i år prisen som det mest spørgende parti, herefter følger Socialdemokratiet og Enhedslisten. De øvrige partier benytter ikke spørgeinstituttet i synderlig grad.
Dansk Folkeparti | 137 |
Socialdemokratiet | 85 |
Enhedslisten | 71 |
Alternativet | 5 |
SF | 5 |
Venstre | 4 |
Inuit Ataqatigiit | 3 |
Radikale | 2 |
Mange spørgsmål stilles som udvalgsspørgsmål uden bestemte folketingsmedlemmer som afsendere. Derfor svarer summen af partispørgsmål ikke til det samlede antal spørgsmål til ministeren.
Årets spørger: Morten Marinus
Morten Marinus, Dansk Folkeparti, tager prisen som den mest spørgende kulturpolitiker med hele 113 spørgsmål. Mange af disse har handlet om regeringens planer om salg af TV2. De flittigst spørgende var:
Morten Marinus, Dansk Folkeparti, 113 spørgsmål |
Mogens Jensen, Socialdemokratiet, 72 spørgsmål |
Søren Søndergaard, Enhedslisten, 62 spørgsmål |
Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti, 13 spørgsmål |