Public service: knasterne i kontrakten

Public service-kontrakten for 2019-2023 mellem Kulturministeren og DR har givet usædvanligt mange kritiske kommentarer. Vi giver knasterne et eftersyn.

Den egentlige diskussion om medieaftalen for 2019-2023 og public service-kontrakten for DR 2019-2023 handler om økonomien. Besparelsen på 20% er voldsom og giver selvsagt konsekvenser i hvilket programudbud DR fremover vil have.

Kritikken af public service-kontrakten har dog også handlet om mange enkeltelementer, som ikke nødvendigvis hænger sammen med økonomien. I et vist omfang skyldes kritikken, at kritikkerne ikke har læst tidligere public service-kontrakter.

Mindre dansk musik

Der har været nogen opmærksomhed på, at andelen dansk musik på DR’s radiokanaler skal øges fra 43% i den foregående public service-kontrakt til 48% i public service-kontrakten for 2019-2023.

Efter sigende er dette sket efter ønske fra Dansk Folkeparti. Det er i givet fald første gang, at dette sker efter politisk ønske. DR har nemlig tidligere selv foreslået den danske musikandel øget. I de seneste tre år har den danske musikandel været henholdsvis 45%, 44% og 44%. Kravet om forøgelse til 48% kan således ikke blive vanskeligt at opfylde.

Ifølge den nye public service-kontrakt skal DR fra 2020 have musik på fire radiokanaler, P2 (klassisk), P3 (ung rytmisk), P4 (bred musik) samt P5 (kun digital, “musik fra flere årtier”). Tre nuværende radiokanaler lukker (P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz – alle kun digitale).

De fleste radiokanaler har i dag en dansk musikandel på omkring 43-44%. P2 har den mindste andel, 35%. P5 den højeste med 59%.

Dansk musik i DR radio
Radiokanal	Andel dansk musik
P2	35%
P3	43%
P4	43%
P5	59%
P6 Beat	43%
P7 Mix	40%
P8 Jazz	46%
Kilde: DR.

Uanset at andelen af dansk musik skal stige, vil mængden af dansk musik blive reduceret drastisk, når man sløjfer tre radiokanaler. Da de enkelte af DR’s radiokanaler har vidt forskellig musikprofil, og musikprofilen er altafgørende for hvilken radiokanal den enkelte lytter til, vil en væsentlig del af lytterne forsvinde fra DR’s programmer.

Men DR’s musikradioer vil også få særdeles svært ved at leve op til public service-kontraktens grundpræmis om mangfoldighed og alsidighed. Der udkommer omkring 150 danske jazzalbums årligt. Denne musik falder fremover ned mellem de tilbageblevne radiokanaler. Uanset hvor kreative man måtte være på de tilbageblevne radiokanaler, vil der blive plads til færre nye danske albums. Mangfoldigheden vil blive væsentlig mindre. Det vil blive statistisk synligt, lige så snart nogen beder DR om at gentage tidligere års opgørelser over antallet forskellige musiknumre på de enkelte musikkanaler.

DR fastholder de nuværende orkestre og ensembler, heriblandt DR Big Bandet. Men man vil fra 2020 stå i den besynderlige situation, at DR ikke længere har nogen radiokanal, hvor optagelser og koncerter med DR Big Bandet passer ind i profilen.

Kristendommens DR

Første gang kristendommen og det kirkelige blev markeret i en public service-kontrakt, var i kontrakten for 2011-2014, indgået af daværende kulturminister Per Stig Møller (konservativ). Heri stod:

“DR skal lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af dansk kunst og kultur og den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv“, i en note tilføjet “Dette indbefatter dækning af morgenandagt og kristne højtider.”

Dette blev gentaget i kontrakten for 2013-2014, hvor den tidligere note dog blev sløjfet. Til gengæld fremgår at “DR skal desuden redegøre for DRs formidling af den kristne kulturarv” i den årlige public service-redegørelse. Dette forblev stort set uændret i kontrakten for 2015-2018.

I public service-kontrakten for 2019-2023 kommer yderligere tilføjelser.

I den overordnede beskrivelse af DR’s rolle står nu:

“Det skal i DR’s programflader og platforme være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen.”

Og videre om DR’s samlede indhold:

“DR’s kvalitetsindhold skal bidrage til DR’s overordnede public service-formål og skærpes inden for nyheder og aktualitet, kunst og kultur, historieformidling, børn og unge, folkeoplysning, uddannelse og læring, den kristne kulturarv, natur, klima samt den regionale dækning.”

I afsnittet om kulturdækning står:

“DR skal have fokus på dansk kunst og kultur i hele landet og på formidlingen af den danske kultur, historie, natur og klima, og kulturarv, herunder den kristne kulturarv.”

Forankringen i kristendommen og sammenkædningen med kulturen fremstår således langt mere markant end tidligere. Der er dog tale om overordnede målsætninger, som ikke er konkretiseret, hverken på kanal- eller programniveau.

Af DR’s public service-redegørelse for 2017 fremgår det års opfyldelse af kravene i public service-kontrakten for 2015-2018. Her nævner DR disse konkrete elementer: TV-serien Herrens veje, en P1-temaudsendelse om den grønlandske befolknings forhold til kristendommen samt en tv-dokumentar om den kristne Å-festival. Redegørelsen nævner ikke P1’s gudtjenester eller programmet Mennesker og tro som nu er afløst af Tidsånd.

DR’s hidtidige udmøntning af markeringen af den kristne kulturarv i kontrakterne bærer ikke præg af, at kristendommen som sådan fylder massivt endsige har fået en forkyndende rolle i DR’s virksomhed.

Det er naturligvis et åbent spørgsmål, hvordan den nu stærkere markering i kontrakten for 2019-2023 vil slå igennem programmæssigt.

Lange, dybdegående artikler

Det har vagt stor opmærksomhed, at der i public service-kontrakten for 2019-2023 om webnyheder på dr.dk står, at “DR kan bringe tekstbaserede nyheder, men skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler”. Skarpest er kritikken fra den forhenværende kulturminister, Uffe Elbæk, som hævder, at “Armslængdeprincippet er godt på vej i skraldespanden”.

Public service-kontraktens formulering om “lange, dybdegående artikler” har dog intet som helst med diskussionen om armslængdeprincippet at gøre. Kontrakten giver ingen politisk indblanding i, hvad der faktisk står i artiklerne på dr.dk.

Selv om man kan afvise armslængde-kritikken af kontrakten, er det værd at overveje, om “lange, dybdegående artikler” er et relevant styringsinstrument for DR’s virksomhed på dr.dk.

Der er ingen tvivl om, at formuleringen er et forsøg på at imødekomme den kritik dagbladene har fremført af, at dr.dk opfattes som en konkurrent. De fleste medieforskere har udtrykt uenighed med dagbladenes vurdering af, at de opfatter dr.dk som en konkurrent. Der er dog ingen tvivl om, at et politisk flertal deler dagbladenes syn på dr.dk-virksomheden.

Spørgsmålet er dog, om “lange, dybdegående artikler” overhovedet er et relevant kriterium. Begrebet er fortolkningsbart: Hvad er langt? Hvad er dybdegående? Der åbnes altså for diskussioner på meget løst grundlag.

Det der præger dr.dk er faktisk heller ikke “lange” endsige “dybdegående” artikler. Tværtimod. Dr.dk har især rigtig mange korte artikler og kun ganske få artikler, som giver indtryk af dybdegående research. Den relevante publicistiske kritik af dr.dk burde snarere være, at dr.dk aldrig har taget den tekstbaserede del af webmediet seriøst. Det der fylder på en almindelig dr.dk-forside er korte nyhedshistorier, skrevet ud fra breaking-kriterier med et mål om at opnå en høj click-rate.

Der er også længere artikler at finde på dr.dk. Det kan aktuelt være historier som Puk Damsgårds dagbog, en baggrundsartikel om hvidvasksagen i Dansk Bank eller en analyse af de aktuelle Brexit-forhandlinger. Artiklerne er “længere” i den forstand at de når op over 1.000 ord. En lang forsideartikel i et dagblad når dog nemt op på ca. 2.000 ord.

Dr.dk’s artikler kan kun sjældent kaldes dybdegående. De har snarere karakter af at introducere og give overblik over bestemte emner. I ordets egentlige forstand kan man kalde dr.dk’s tekstbaserede baggrundsartikler for folkeoplysende.

Det egentligt ærgerlige ved begrænsningen “lange, dybdegående artikler” er, at det givetvis ikke er de “lange” artikler på dr.dk, som kan opleves som konkurrenceforvridende for dagbladene. Dr.dk’s publikumsappel ligger i det konstante nyhedsoverblik, de mange korte sportsnyheder undervejs i superligakampe, opdateringer fra egne seerfavoritter, vejrforandringer og andet, som giver click hele tiden.

Oversat til dagbladsverden kan man sige, at begrænsningen “lange, dybdegående artikler” svarer til at fjerne dagbladenes 2. sektion. Men det er stadigvæk 1. sektion og sporten, som trækker læserne til dagbladene og de korte nyheder, som trækker læsere til dr.dk.

Hvis målet med at begrænse dr.dk’s “lange, dybdegående artikler” er at styrke dagbladene, er det forkert medicin man bruger.

Mindre sport

Selve public service-kontrakten for 2019-2023 giver ikke ændringer i rammerne for DR’s dækning af sporten. DR har dog selv valgt at begrænse sportsdækningen som en konsekvens af de store sparekrav til institutionen. Dette har de store idrætsorganisationer kritiseret, blandt andet ud fra begrundelsen at det går ud over dansk elitesport, hvis DR mindsker dækningen af sport. Team Danmark skriver ligefrem, at “eliteidrætten har brug for DR Sporten”.

Dette er ret beset nye toner fra idrætsorganisationerne, som ellers er gået den modsatte vej ved at skrue priserne for tv-stationernes dækning af sport voldsomt op gennem de seneste tiår.

Det er oplagt, at der er behov for at finde nye balancepunkter mellem den kommercielle idræt og public service-virksomheden.

Man kunne altså sige: noget for noget. Hvis idrætsorganisationerne samlet set virkelig ønsker mere og bedre sportsdækning fra DR, skal priserne også være overkommelige for DR.

Idrætsorganisationerne har givet de kommercielt stærkeste turneringer frit økonomisk råderum, men forventer at DR skal fastholde idrætsdækningen uændret. Det er oplagt, at der er behov for at finde nye balancepunkter mellem den kommercielle idræt og public service-virksomheden.

Dansk film

Omlægningen fra licens til finanslovsbevilling kombineret med Medieaftalen for 2019-2023 giver nogen usikkerhed for dansk film. Af tidligere medieaftaler fremgik konkrete beløb, som henholdsvis DR og TV2 skulle anvende til dansk filmproduktion. I stedet overføres størstedelen af disse beløb til Det Danske Filminstitut i finansloven for 2019. Den reelle vanskelighed består så i at sikre, at de to tv-stationer rent faktisk ender med at investere det manglende beløb i dansk film. I princippet er der tilstrækkeligt penge til det, men fremover skal engagementet i dansk film ske på markedsvilkår. Den præcise konsekvens af dette kendes ikke, men skal evalueres efter 2½ år.

Problemerne for dansk film skærpes af, at der i public service-kontrakten for 2019-2023 står, at “DR skal i kontraktperioden engagere sig på markedsvilkår i dansksprogede kort-, dokumentar- og spillefilm”. Kravet om at filmene skal være på dansk giver åbenlyst vanskeligheder for dokumentargenren, hvorfor kulturministeren efterfølgende har udtrykt, at formuleringen kan misforstås, og at hun vil rette den.

Man skal dog være opmærksom på, at diskussionen om støtte til danske film på ikke-nordiske sprog hermed ikke er afsluttet. Det er nemlig et af Dansk Folkepartis krav til de kommende filmforhandlinger, at kun film på dansk eller nordiske film kan opnå støtte fra Det Danske Filminstitut.