Aktuelt · Kunst og museer · Politik
En retfærdig kulturpolitik?
Dansk Folkeparti kræver solidaritet mellem museerne. Borgmestre rundt om i landet kræver større retfærdighed. Er retfærdighed et relevant kulturpolitisk mål?
CulturCommentar:
I den igangværende museumsdebat har Dansk Folkeparti sagt det meget entydigt: den nuværende museumsstøtte er ikke retfærdig. Nogle får for meget, andre for lidt. De større museer skal være solidariske med de små museer.
Budskabet taler til det gode i os, nærmest i retning af Grundtvigs vision, om et samfund hvor få har for meget og færre har for lidt.
I samme retning går en række borgmestre, som gerne udtaler, at den statslige kulturstøtte er skævt fordelt. Især Hovedstaden, men også Aarhus, får for meget. De statslige penge skal fordeles mere retfærdigt.
Men med kravet om retfærdighed i kulturpolitikken påbegynder man samtidig nedrivningen af en statslig kulturpolitik. Kulturpolitik skal i sin essens nemlig ikke være retfærdig.
Solidaritet – mellem hvem?
Kravet, om at nogle museer skal være solidariske med andre, er et fatalt opgør med den hidtidige museumspolitik. Museerne får nemlig ikke statslig støtte ud fra befolkningstal, geografisk placering, mediedækning eller ud fra publikumsbesøg. Derimod tildeles støtten ud fra hvilke opgaver, der er defineret for de enkelte museer.
Den statslige driftsstøtte til museer varierer fra ca. 1 mio. kr. til godt 30 mio. kr. Det mener Dansk Folkeparti ikke er retfærdigt og vil øge minimumsstøtten til 1,3 mio. kr. og samtidig sætte en maksimumsgrænse på 15 mio. kr. Denne diskussion handler (heldigvis) kun om gruppen af statsanerkendte museer. “Uligheden” er langt større blandt de statslige museer, hvor Nationalmuseet nyder godt af over 200 mio. kr. i tilskud, og de mindste kun modtager ca. 7 mio. kr.
Men “uligheden” består jo kun fordi museerne varetager vidt forskellige opgaver. De har forskellige indsamlings-, bevarings-, forsknings- registrerings- og formidlingsopgaver, gennemgående beskrevet i resultatkontrakter mellem staten og de enkelte museer.
Og pudsigt nok valgte Dansk Folkeparti i sit bud på filmaftale at gå den modsatte vej: der skulle sendes bonuspenge til publikumssuccesser.
Solidaritet – til hvad?
Når et stort antal museer ifølge Dansk Folkeparti skal få en øget driftsstøtte med 0,3 mio. kr., skal staten og de enkelte museer selvfølgelig enes om, hvad merbevillingen skal anvendes til. En halv forskerstilling mere? Bedre registrering? Flere plakater og annoncer? Bede arkæologerne grave dybere over hele landet?
Det er en misforståelse at kræve, at Louisiana skal være solidarisk med fx Museum Jorn i Silkeborg. Det er jo ikke Louisiana, som har gaflet penge til sig på bekostning af andre museer, men staten som har indgået aftaler med de enkelte museer. Idet man må tillade sig at gå ud fra, at Louisiana optræder fuldt solidarisk ved udlån af værker, fuldstændigt som andre museer gør.
Statens kulturpolitik er ikke retfærdig. Og skal ikke være det.Synspunktet kan også udfoldes in extremum: 5 mio. kr. til alle museer, stort som lille. Og da der er 97 statsanerkendte museer og 98 kommuner i kongeriget, går ligningen næsten op: et museum i hver kommune får 5 mio. kr. Det vil da være retfærdigt!
Ophævelse af statslig kulturpolitik
Når borgmestre rundt om i landet kræver større retfærdighed i fordelingen af tilskudskronerne, er det også et ønske om en større retfærdighed. Her retfærdighed målt i forhold til befolkningstal. Borgmestrene argumenterer stort set aldrig ud fra værdien af netop dette eller hint lokale museum, men ud fra den retfærdige befolkningsfordeling. Også det kan synes rimeligt, for selvfølgelig skal befolkningen over hele landet have adgang til kunst og kulturarv.
Dette har man i forvejen et velafprøvet system for, kaldet kommunalt selvstyre. Det har også vist sig i fuldt flor i de seneste tiår, hvor kommunerne har overtaget hovedparten af finansieringen af de statsanerkendte museer (se Søndag Aften arkiv). Synspunktet – fordeling af museumstilskud efter befolkningstal – vil logisk set føre til det, den såkaldte Visionsgruppe 2 allerede foreslog sidste år i sit bidrag til debatten om tilskudssystemet for museerne: behold nogle få statslige museer og overlad resten til kommunerne (se Søndag Aften arkiv).
Der kan være mange gode grunde til at være uenig i statens kulturpolitiske prioriteringer. Men krav om solidaritet blandt tilskudsmodtagere er det rene blålys. Krav om lige fordeling af tilskudsmidler, vil i sidste ende føre til ophævelsen af en statslig kulturpolitik.
Statens kulturpolitik er ikke retfærdig. Og skal ikke være det.
Tom Ahlberg
Ansv. redaktør