Aktuelt · Arkitektur og design · Biblioteker · Kunst og museer · Litteratur · Musik · Politik · Teater og dans
Armslængden i dansk kulturpolitik
Armslængden besynges i den offentlige kulturdebat, men er blot én af mange modeller for kulturstøtte. Alle modeller har deres fordele og ulemper, skriver Jo Hermann i denne Cronik.
CulturCronik:
Det hedder sig, at armslængden er styrende for dansk kulturpolitik. Armslængde er det princip, at politikerne bevilger pengene, men at andre – som regel eksperter og kunstnere – beslutter, hvem og hvad der skal have støtte. Statens Kunstfond er et eksempel på et armslængdeorgan: Der er afsat faste bevillinger på Finansloven, men det er fagkyndige udvalg, der fordeler pengene efter ansøgning.Men armslængden er kun ét af flere principper i spil. Der er fx ikke megen armslængde i Kulturministeriets rammeaftaler med museer, teatre og andre institutioner. Heller ikke når embedsmænd i kommunale forvaltninger fortolker ordene i kulturpolitikker og handleplaner og prioriterer den lokale støtte. Kulturpolitikken skal kunne forskellige ting på forskellige områder, og det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis alle procedurer skulle tilrettelægges efter samme model.
I dette debatoplæg præsenteres seks forskellige modeller for offentlig kulturstøtte. De beskriver forskellige måder at støtte på, med de fordele og ulemper, der er knyttet til hver. Inspirationen kommer fra kulturforskerne Harry Hillman Chartrand & Claire McCaughey, der i en rapport til Canadas statslige kunstråd i 1985 foreslog fire arketypiske modeller og beskrev dem i forhold til hinanden. Derudover er der tilføjet en korporativ model, som især har været i anvendelse i de nordiske lande. Den er placeret inde blandt Chartrand og McCaugheys modeller, da den udgør et mellemtrin. Desuden er muligheden for ikke at støtte et område også medtaget som en model.
De seks modeller er derefter:
- Nulmodellen: ingen offentlig støtte til kunst og kultur
- Facilitatormodellen: skattefritagelse for private donorer
- Mæcenmodellen: offentlig kunststøtte til eliten via et armslængdeorgan
- Den korporative model: kunstnernes organisationer har indflydelse
- Arkitektmodellen: kulturstøtte via et kulturministerium
- Ingeniørmodellen: støtte til politiske formål gennem kunst og kultur
Der er en dobbelt hensigt med at introducere disse modeller: Dels kan de kaste nyt lys over de tilbagevendende debatter om armslængden i støtte til kunst og kultur, og dels kan de trække nogle udviklingslinjer op og pege på andre mulige måder at organisere kulturpolitikken på. Samtidig er der en vis forudsigelighed indbygget i modellerne: Når man vælger én frem for en anden, vælger man også en bestemt type af problemer, der efter al sandsynlighed vil melde sig som konsekvens.
Modellerne præsenteres først som grundformer, med enkelte illustrative eksempler, men i den virkelige verden er der ingen lande, hvis kulturpolitik kun følger én model. Derfor fokuserer andet afsnit på, hvordan dansk kulturpolitik placerer sig i modellerne. Tredje afsnit trækker linjer på tværs og bruger modellerne til at vise, hvordan kulturlivet i stigende grad bliver styret ovenfra, og diskutere, hvilke konsekvenser det kan få.
Præsentation af modellerne
1. Nulmodellen • Ingen offentlig støtte
Når ‘ingen støtte’ er med som en model, skyldes det, at det kan være en bevidst strategi ikke at støtte et område. Den siddende kulturminister, Mette Bock, har det som en erklæret del af sin politik: “Ikke alt skal støttes – i al evighed”, skrev hun i en klumme i Altinget i 2017 og tilføjede: “Staten skal ikke finansiere den del af kulturen, der kan stå på egne ben.” Der er faktisk ikke noget kontroversielt i det synspunkt. Staten støtter som udgangspunkt kun dér, hvor der er behov for det.
Af og til kan der være velovervejede grunde til ikke at støtte kulturen eller til at fjerne tidligere støtte og beskyttelse. Et eksempel er liberaliseringen af bogmarkedet, hvor boghandlerne mistede monopolet på at sælge bøger, og prissætningen blev givet fri. For at gøre bøgerne billigere og for at få dem ud til flere læsere valgte regeringen at fjerne den beskyttelse, som boghandlernes monopol var. Tilsvarende har politikerne igennem årtier fastholdt, at bøger ikke skal fritages for moms ligesom aviser, skønt de fleste europæiske lande har nedsat eller ingen moms på bøger. Her er der tale om et politisk begrundet fravalg af støtte. Bøger og litteratur støttes på mange andre måder, men forhandlerleddet fungerer i dag på markedsvilkår.
2. Facilitatormodellen • Skattefritagelse for donorer
En enkel måde at støtte kulturlivet på er ved at give skattefordele til dem, der selv vil bruge penge på kunst og kultur. En sådan hjælper- eller facilitatormodel kræver næsten ingen administration, og staten behøver heller ikke have nogen kulturpolitik, for de private donorer foretager prioriteringerne. Yderligere har det den fordel, at donorerne ikke kun giver de penge, de sparer i skat, men ofte mere end det.
Hvor store donationerne bliver, afhænger af både skattereglerne, lokale traditioner og individuelle valg. I Danmark er der en lang tradition for, at virksomheder ejes af fonde, der donerer af deres overskud til almennyttige og almenvelgørende formål. Virksomheder har desuden mulighed for at fradrage relevante sponsorater som en markedsføringsudgift.
Politisk er der ingen styring af de midler, der fradrages på den måde. Det skal være beskrevet i en fonds fundats, hvad den skal støtte, og midlerne skal uddeles i overensstemmelse med fundatsen, men om fondens stifter ønsker at betænke opera, trykning af sangbøger eller fredning af sanglærkens levesteder, blander staten sig ikke i.
I facilitatormodellen ligger der en stærk tro på civilsamfundet. Støtten vil blive spredt over mange forskellige områder – formentlig også en del, som det offentlige ikke ville have givet penge til. Samtidig lægges det også ud til donorer og sponsorer at vurdere kvaliteten af det, de støtter.
3. Mæcenmodellen • Kunststøtte til eliten via et armslængdeorgan
I mæcenmodellen overtager det offentlige den rolle som beskytter af kunsten og kunstnerne, der historisk set har ligget hos private velgørere. Det offentlige bliver selv mæcen. I den rene udgave af modellen har kulturen ikke sit eget ministerium, men i stedet et uafhængigt kunstråd (Arts Council), som nedsætter fagkyndige udvalg til at fordele midlerne. Politikerne afsætter kort sagt penge til at støtte kunst og kultur, men bestemmer ikke selv, hvem der skal have dem. På den måde bliver der armslængde mellem politikerne og modtagerne.
Det siges ofte, at armslængden er grundlæggende for dansk kulturpolitik. Men i Danmark varetager et kulturministerium (et træk ved arkitektmodellen) mange af de opgaver, der i mæcenmodellen hører under det uafhængige kunstråd, og dermed er der også større mulighed for politisk styring af, hvordan midlerne anvendes. Der er bundne opgaver, der skal løses, fx særlige tiltag for børn og unge, og armslængden består alene i, at ministeriet ikke samtidig foreskriver, hvilke udstillinger, forestillinger osv. der skal sættes op, og hvem der skal medvirke.
Kun den del af den offentlige støtte, der har fokus på at styrke kunsten for kunstens skyld, hører hjemme under mæcenmodellen (sociale og politiske formål gør ikke). Målet med støtten er at styrke den kreative proces for derigennem at udvikle kunsten. Med mæcenmodellen får man et system, der er lydhørt over for nye tendenser i kunsten og gerne støtter eksperimenter, men formålet er at støtte det ypperste, uanset om værkerne er nyskabende eller antager en mere traditionel form.
Når mæcenmodellen dominerer, vil kunsten ofte blive opfattet som elitær og ufolkelig. Den arbejder aktivt for, at kunstnerne skal være foran andre, og derfor er der en indbygget risiko for, at publikum vil føle sig hægtet af. Til publikum hører også de politikere, der har bevilget pengene. Derfor vil mæcenmodellen næsten pr. automatik føre til kritik – både fra publikum, politikerne og fra de kunstnere, der ikke føler sig anerkendt som en del af eliten. Statens Kunstfond, der som nævnt er et armslængdeorgan efter mæcenmodellen, er da også tit i skudlinjen. Allerede ved første uddeling i 1965 protesterede lagerforvalter Rindal og over 66.000 andre med ham, og lige siden har Kunstfondens uddelinger jævnligt været genstand for debat.
En anden debat er affødt af selve armslængdeprincippet. For hvor lang skal armen være? Den er lang i forhold til politikerne, men er den lang nok, når det gælder udvalgsmedlemmernes forhold til det miljø, de selv kommer fra og bevilger penge til? Af og til bruges begrebet dobbelt armslængde – til politikerne og til kunstverdenen – og mens mæcenmodellen tager højde for det første, er det armslængden den anden vej, dvs. til støttemodtagerne, klagerne om inhabilitet og kammerateri går på. I det danske system udskiftes alle fagudvalgenes medlemmer hvert fjerde år for at imødegå problemet.
4. Den korporative model • Kunstnernes organisationer har indflydelse
I den korporative model spiller kunstnernes interesseorganisationer en væsentlig rolle. Der er ikke kun tale om, at de laver lobbyarbejde i forhold til politikerne, men om at organisationerne er repræsenteret og har indflydelse, når der skal træffes beslutninger.
Forestillingen om det korporative er noget belastet, idet begrebet har været anvendt som et bærende princip i totalitære ideologier, bl.a. i fascismen. Det skal derfor understreges, at der også findes en liberal korporativ model, og at Sverige fremhæves af kulturforskere som et land, hvor den har været særligt stærk.
Fordelen ved at inddrage interesseorganisationerne i den politiske proces er, at de politiske beslutninger så at sige forhåndsgodkendes af organisationerne, som derefter vil medvirke til at implementere dem og/eller forklare dem til deres medlemmer. Samtidig sikrer det, at politikerne får viden om, hvilke reguleringer der er behov for, og hvad konsekvensen af dem kan blive. Der lovgives ikke hen over hovedet på dem, som loven vedrører.
På den anden side betyder det også, at andres stemme får mindre vægt. Skal det være landbruget eller forbrugerne, der påvirker lovene? Skal det være kunstnerne eller publikum? Forfatterne, bibliotekerne eller lånerne? Hvis den korporative model skal fungere, skal samfundet være forholdsvis homogent. Stærke interessekonflikter gør det vanskeligt for modellen at fungere i praksis.
Et velfungerende eksempel på den korporative model er de nordiske landes kollektive forvaltningsselskaber, der gør det let for andre at få lov til at bruge beskyttet materiale. Ved at betale et beløb til fx Copydan eller KODA slipper virksomheder og institutioner for selv at stå for kontakten til rettighedshaverne, og selskaberne påtager sig så at afregne med hver enkelt. Det er et fleksibelt system, som er etableret af kunstnernes og udgivernes organisationer, men som også kommer fx uddannelsessystemet til gode.
Et andet eksempel er kunstnersammenslutninger som fx Den frie Udstilling, der opstod som et alternativ til Charlottenborg, skabt af billedkunstnerne selv, og hurtigt blev en institution i dansk kulturliv.
I den rene korporative model er det kunstnernes egne organisationer, der fordeler midlerne til kunst og kultur. I Norge uddeles biblioteksafgiften fx som legater forvaltet af forfatterforeningerne. Når det er tilfældet, vil kollegial solidaritet som regel føre til, at der uddeles mange små legater, eller at tildelingerne går efter tur, så den enkelte vil være berettiget til et legat efter et vist antal år. Sociale og kollegiale hensyn bliver en væsentlig faktor i uddelingerne.
5. Arkitektmodellen • Kulturstøtte via et kulturministerium
I arkitektmodellen er der lagt en større plan for kulturlivet, som embedsmændene i et kulturministerium arbejder for at føre ud i livet. Kunst og kultur støttes som en del af et velfærdsprojekt. Det betyder, at kunsten skal komme sit publikum i møde. Kultur for alle – i hele landet hed Carina Christensens kulturstrategi fra 2009, og disse få ord viser, hvad der står i centrum for kulturpolitikken i arkitektmodellen, nemlig borgeren.
I den rene arkitektmodel træffes beslutningerne om, hvem der skal have støtte, af embedsmændene i kulturforvaltningen. Herhjemme kan man se mange af arkitektmodellens karakteristiske træk udfoldet i kommunerne, der typisk vil sætte borgernes behov over kunsten. Når kunstnerne i disse år sendes ud på gaderne og ind i storcentrene, er det en del af arkitekttankegangen, hvor kunsten indgår i en masterplan for det gode liv. Kunsten er et gode, der kan danne borgerne, og som skal tilbydes til alle – også til dem, der ikke selv opsøger det. Tilskuerne skal involveres og gerne selv deltage i den kreative proces for derigennem at vokse som mennesker.
Det offentlige blander sig ikke i, hvilke æstetiske valg kunstnerne træffer, så længe de blot kommer deres publikum i møde. For kunstnerne selv er der dog en vis risiko for stagnation, fordi udfordringen let kan komme til at ligge i at formidle kunsten frem for i den skabende proces.
I den rene arkitektmodel er kunstnerne offentligt ansatte, eller hvis ikke, har de som minimum ret til dagpenge og sociale ydelser i egenskab af kunstnere. Adgangsbilletten er en kunstnerisk uddannelse eller medlemskab af en kunstnerorganisation. Kunstnerne bliver en slags funktionærer, men til gengæld får de et økonomisk sikkerhedsnet bredt ud under sig.
Arkitektmodellen kan realiseres i både en central og en decentral model. I Frankrig sker der fx en høj grad af topstyring fra Kulturministeriet, mens der i Danmark er et vidtstrakt spillerum for at drive selvstændig kulturpolitik på kommunalt plan – der er fx himmelvid forskel på, hvordan Hedensted og Holstebro forholder sig til kunst og kultur.
6. Ingeniørmodellen • Støtte til politiske formål gennem kunst og kultur
Staten udstikker kursen i ingeniørmodellen, hvor kunsten er et redskab til at opnå et bestemt politisk mål. Den kreative proces er irrelevant, men selve kunstværket skal være politisk opdragende. Derfor er det også politisk udpegede, der beslutter, hvem og hvad der skal støttes, ligesom staten ejer teatre, museer, forlag og andre af kulturens ‘produktionsmidler’. Kunstnerne skal være statsanerkendte, dvs. medlem af en godkendt kunstnerorganisation.
Hvis modellen bringer mindelser om Sovjetunionen og dens socialrealistiske kunst, er det ikke forkert. Modellen er let at anvende for et totalitært styre. Det betyder dog ikke, at den ikke også kan anvendes af andre.
I den vestlige udgave vil man typisk opstille profit som det mål, kunstneren skal sigte imod. Der er tale om markedsrealisme i stedet for socialrealisme. Et dansk eksempel kunne være den del af filmstøtten, der bevilges ud fra rent kommercielle kriterier: 50/50-ordningen fra 1989, som siden blev til en 60/40-ordning og i dag findes under navnet Markedsordningen.
Men hvis kunstneren tilpasser sig og får succes på markedet, vil der ofte lyde kritik fra fagfæller for at ‘sælge ud’. Blandt kunstnerne kan ingeniørmodellen nemlig skabe en modkultur. I et totalitært samfund vil det vise sig som en undergrundskultur, mens det i et åbent samfund måske snarere betyder, at kunstnerne vender det offentlige ryggen og isolerer sig i lukkede cirkler, der ikke ønsker at deltage i den offentlige samtale.
Formål | Den kunstneriske frihed beskyttes af | Pengene uddeles af | |
Nulmodellen | varierer | fravær af indblanding | (ingen støtte) |
Facilitatormodellen | vælges af aktørerne | diversitet i støtten | private aktører |
Mæcenmodellen | udvikling af kunsten på dens egne betingelser | armslængde | fagkyndige udvalg under et kunstråd (kunstfond) |
Den korporative model | kunsten og kunstnerne er en integreret del af samfundet | kunstnernes interesse | kunstnernes organisationer |
Arkitektmodellen | åndelig velfærd for borgerne | selvforvaltende institutioner | embedsmænd |
Ingeniørmodellen | politisk opdragelse af borgerne | (beskyttes ikke) | politiske kommissærer |
Tabel 1. Oversigt over de væsentligste forskelle på de seks modeller for offentlig støtte til kunst og kultur
Dansk kulturpolitik indplaceret i modellerne
I præsentationen af modellerne er der allerede givet nogle eksempler for at tydeliggøre, hvordan modellerne skal forstås. Dette afsnit forsøger at tegne et mere samlet billede af dansk kulturpolitik analyseret ud fra modellerne.
Hvis man sammenligner Danmark med andre lande, springer det i øjnene, at arkitektmodellen dominerer. Ikke desto mindre siges det ofte, at armslængden er grundlæggende for kulturpolitikken – selv om princippet hører mæcenmodellen til. Derfor er det relevant først at se på, hvordan armslængden viser sig inden for arkitektmodellen.
I et udvalgsarbejde fra 2011 sondrede Kunststøtteudvalget med Lars Liebst som formand mellem armslængde og selvforvaltning. Betegnelsen armslængde mente udvalget primært beskriver de organer, der fordeler støtte videre til andre, dvs. Statens Kunstfond og Det Danske Filminstitut, mens de øvrige kulturinstitutioner snarere bør beskrives som selvforvaltende. Museer, orkestre osv., der får statslige tilskud, indgår rammeaftaler med Kulturministeriet, men de har som regel deres egen bestyrelse, som ansætter den ledelse, der skal disponere på det kunstneriske felt.
“Man kan sige, at der i disse tilfælde er en armslængde mellem den ledelse, der træffer de kunstneriske dispositioner, og det politiske system, og selvforvaltningsprincippet kan ligesom armslængdeprincippet bidrage til at sikre kunstens uafhængighed og kvalitet,” skrev udvalget i sin rapport. Her dukker ordet armslængde alligevel op, men det er selve organisationen, der garanterer, at politikerne ikke kan bestemme, hvad der skal udstilles, spilles osv. – kulturministeren kan fx godt sætte nogle millioner af til 100-års-jubilæet for Genforeningen i 2020, men kan ikke tvinge den enkelte institution til tage temaet op.
Umiddelbart kan det diskuteres, om ikke også Det Danske Filminstitut må anses for en selvforvaltende institution. Filminstituttet indgår fireårige rammeaftaler med Kulturministeriet og har egen bestyrelse og eget sekretariat, så DFI fungerer i alt væsentligt som en institution under arkitektmodellen, der er beskyttet af selvforvaltningsprincippet frem for armslængden.
Arkitektmodellen i dansk kulturpolitik
Kulturministeriet har en væsentlig styrende og koordinerende funktion i dansk kulturliv, og selv under de regeringer, der ikke har formuleret en egentlig kulturpolitik, sikrer ministeriet et vist niveau af professionalisme hos dem, der tildeles midler.
Trods den frihed, som selvforvaltningsprincippet giver, må de statslige kulturinstitutioner placeres under arkitektmodellen, for der finder en omfattende regulering sted. Hvis man fx ser på Det Kongelige Biblioteks rammeaftale med ministeriet, er der opstillet to mål inden for området digital materialeforvaltning, to inden for fysisk materialeforvaltning, tre inden for biblioteksservice og to inden for kulturformidling og forskning. Der skal afrapporteres for hvert enkelt af dem hvert år. Kort sagt findes der en velbeskrevet plan, som institutionen styrer og styres efter.
Ministeriet lægger stor vægt på formidling i alle sine aftaler med kulturinstitutionerne. Det gælder i høj grad formidling til børn og unge, ligesom digital formidling har været i fokus i en årrække. Nye brugergrupper skal inviteres indenfor, og kulturinstitutionerne skal gerne være opsøgende, både lokalt og rundt omkring i Danmark. Brugerne skal medtænkes, og det er netop et typisk træk for arkitektmodellen.
Folkebiblioteker og musikskoler er andre initiativer, som rækker bredt ud – de er kommunalt forankrede, men det er tilbud, som alle kommuner ved lov er forpligtede til at give borgerne.
I modsætning til den rene arkitektmodel lægger Kulturministeriet ingen særlig vægt på at sikre kunstnernes arbejdsforhold. Det er velkendt, at kunstnerne har svært ved at forsikre deres indtægt i dagpengesystemet, og at de også skattemæssigt falder imellem to stole, idet mange hverken er selvstændige eller lønmodtagere, men modtager en stor del af indkomsten fra honorarer og rettighedsindtægter, hvor det er vanskeligere at modregne udgifterne. I efteråret 2018 afdækkede Radio 24syv, hvordan billedkunstnere systematisk underbetales, eller slet ikke betales, når de udstiller på museer. En undersøgelse fra CBS dokumenterede samtidig, at billedkunstnerne generelt har en meget lav årsindtægt i sammenligning med andre grupper i samfundet. Faktisk indgår det i arkitektmodellen, at staten skal sikre kunstnerne et indtægtsgrundlag, men til denne del af støtten bruger staten i stedet mæcenmodellen.
Mæcenmodellen i dansk kulturpolitik
Som nævnt er Statens Kunstfond et armslængdeorgan, der bedst kan beskrives vha. mæcenmodellen, for så vidt som fonden uddeler midler på statens vegne. Slots- og Kulturstyrelsen, der hører direkte under Kulturministeriet, fungerer som sekretariat. De fagkyndige udvalgsmedlemmer er dels udpeget af ministeriet (mæcenmodellen), dels valgt af et repræsentantskab, hvis medlemmer bl.a. kommer fra kunstnernes interesseorganisationer (den korporative model).
Indimellem rejses der tvivl om udvalgsmedlemmernes habilitet i forhold til de kunstneriske miljøer. Samme kritik rammer dog også filmkonsulenterne, der ansættes efter åbne stillingsopslag, så forklaringen kan være den enkle, at de kunstneriske miljøer er af begrænset størrelse, og at der derfor er stor sandsynlighed for, at kunstnerne kommer til at kende hinanden med tiden. Af samme grund skiftes de fagkyndige ud hvert fjerde år.
Fordelene ved armslængdeprincippet bliver tydelige, hvis man går 100 år tilbage i tiden. Dengang skulle hver enkelt uddeling til en kunstner igennem Rigsdagen, og det betød, at politikerne hvert år modtog en større mængde tiggerbreve fra kunstnere, der håbede at komme i betragtning. Der blev skrevet anbefalinger og forhandlet i korridorerne, og vel var kunstnerisk talent et væsentligt kriterium, men modtagerens moralske habitus og økonomiske forhold var ofte lige så vægtige argumenter. Mange politikere fandt disse diskussioner om små beløb til navngivne personer pinlige at overvære, men armslængdeprincippet blev først indført med oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964. Helt frem til 2013 skulle Folketingets politikere stadig godkende det, hver gang en kunstner blev indstillet til livsvarig ydelse.
At Statens Kunstfond er et udtryk for mæcenmodellen tydeliggør, at fonden ikke er sat i verden for kunstnernes skyld, men for kunstens. Fondens formål er “at fremme kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet”. Det er forholdsvis få kunstnere, der får faste ydelser fra Kunstfonden, mens flertallet af modtagerne får legater med års mellemrum og derfor må have andre indtægtskilder for at have et økonomisk fundament.
Den korporative model i dansk kulturpolitik
Den korporative model er i spil, når interesseorganisationerne inviteres til at medvirke i lovforberedende arbejde. De to forfatterforeninger bidrog fx til at udarbejde en model for digital biblioteksafgift i samarbejde med bl.a. Biblioteksforeningen og den daværende Kulturstyrelse. På den måde udviskedes skellet mellem offentligt og privat. Nok så interessant betød det samtidig, at interesseorganisationerne var med til om ikke at uddele penge, så at bestemme principperne for, hvordan de skal uddeles fremover.
Det er op til politikerne, hvornår de ønsker at invitere organisationerne indenfor, men den korporative tradition er stærk i Danmark. Et andet udtryk er de høringsrunder, der går forud for behandlingen af et lovforslag. Her afgiver kunstnernes organisationer også høringssvar, der bidrager til at kvalificere nye love og lovændringer på kulturområdet.
Den korporative tradition ses også i en forsamling som Statens Kunstfonds Repræsentantskab, der skal sikre sammenhæng mellem den elitære kunstfond og baglandet. De 48 medlemmerne af repræsentantskabet kommer fra kunstnernes organisationer, brancheforeninger, universiteterne og de kunstneriske uddannelser m.m. Tanken bag var, at repræsentantskabet skulle deltage i en vedvarende debat om kunstens rolle i samfundet med politikerne og samtidig føre tilsyn med Kunstfonden, som en garant for, at fonden ikke rev sig helt løs fra resten af samfundet. Repræsentantskabets vigtigste opgave er at udpege en del af medlemmerne af de fagkyndige udvalg. I praksis varetages opgaven dog for en stor del af kunstnernes organisationer, hvad der igen er et korporativt træk.
Som nævnt under arkitektmodellen er kunstnernes økonomiske forhold generelt vanskelige. Hvis der var politisk vilje til at løse det problem, kunne det gøres ved at aktivere den korporative model, for kunstnernes organisationer kender forholdene indgående.
Ingeniørmodellen i dansk kulturpolitik
Den usminkede ingeniørmodel sætter sig kun igennem i de tilfælde, hvor motivet er profit eller politisk opdragelse af borgerne.
Faaborg-Midtfyn Kommune, der har en meget gennemarbejdet og på mange måder sympatisk kulturpolitik, har fx også klart blik for kulturpolitikkens opdragende potentiale: “For de borgere, der er ramt af arbejdsløshed, kan deltagelse i kulturlivet bidrage til at give dem mod på tilværelsen trods dystre udsigter på arbejdsmarkedet. Engagement i foreninger, der står bag kulturelle arrangementer og events, kan for mange borgere bidrage til en kompetenceudvikling og til at udvide den enkeltes faglige og sociale netværk. På den måde kan kulturlivet bidrage til at skabe en personlig opkvalificering, der er i stand til at bringe folk tilbage i beskæftigelse.” Sådan kan ingeniørmodellen tage sig ud i dagens Danmark.
I det hele taget er kommunernes kulturpolitikker tilbøjelige til at bruge kulturen instrumentelt. Kultur tænkes sammen med turisme, tilflytning, sundhed og andre politiske formål, især i de kommuner, der ikke i forvejen har et aktivt kulturliv. Kulturen bliver betragtet som et middel, ikke et mål.
Men ingeniørmodellen anvendes ikke kun lokalpolitisk. I forbindelse med medieforliget i efteråret, mente tidligere kulturminister Marianne Jelved og mange andre, at der skete et brud på armslængdeprincippet, bl.a. fordi DR fremover skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler. En bedre forklaringsmodel vil være, at det var ingeniørmodellen, der slog igennem. Politikerne styrede artiklernes udtryk med henblik på profit – ikke for DR, men for de kommercielle medier. Public service-aftalen har desuden et politisk opdragende mål, hvad der yderligere peger på ingeniørmodellen: “Det skal i DR’s programflader og platforme være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen.”
Et andet eksempel på ingeniørmodellen er Mette Bocks nye karriereprogram Den Unge Kunstneriske Elite. Formålet med ordningen er “at give talenterne mulighed for at udvikle kompetencer med henblik på at opnå fodfæste på det nationale og internationale arbejdsmarked”. Her forsøger staten ikke at bestemme over det æstetiske udtryk, men der ligger et pres på kunstneren for at tilpasse sig markedet, og det kan tvinge kunstneren til at give værkerne et udtryk, der er salgbart. Den politiske opdragelse retter sig i dette tilfælde mod kunstneren selv, ikke mod publikum.
Når politiske mål om erhvervsfremme eller selvforsørgelse sættes først, er ingeniørmodellen i spil, og kunsten reduceres til et middel. Den kunstneriske frihed tilsidesættes i en anden sags tjeneste.
Nulmodellen i dansk kulturpolitik
Der findes kultur i Danmark, som klarer sig udmærket uden offentlig støtte. Fx er der en lang og vigtig dansk tradition for satire, men det er ikke et etableret støtteområde. Revyer, comedy shows, standup m.m. opererer på markedets vilkår, og da det faktisk kan lade sig gøre, støttes området sjældent.
Til gengæld sker det af og til, at private kræfter føler sig truet af, at det offentlige støtter så meget forskelligt. For hvordan skal privatdrevne spillesteder og festivaler klare sig i konkurrence med andre, som får kommunalt tilskud? Eller hvad med danseskolerne, når man kan gå til dans på aftenskole? Eller cirkus, som pludselig oplever, at DR tager rundt i landet med Cirkus Summarum.
Det er svært at afgøre, hvem der konkurrerer med hvem, for måske er det bare med til at løfte interessen for dans, at der er flere dansekurser at vælge imellem? Der kan ikke gives noget entydigt svar. Men nulmodellen er en påmindelse om, at det også er muligt at undlade at give støtte.
Omvendt er der jævnligt nye områder, der får behov for støtte. Der opstår nye medier eller udtryksformer (podcast og computerspil), og gamle mister indtægtsgrundlaget. I disse år er fx graverjournalister og pressefotografer i højere grad blevet freelancere, og de efterlyser støtte, som er specifikt rettet mod deres arbejde. Politikerne må så gøre op med sig selv, om det er et rimeligt krav – og i givet fald oprette en ny støtteordning eller få området indplaceret i en af de eksisterende.
Facilitatormodellen i dansk kulturpolitik
Facilitatormodellen er gemt til sidst, fordi det er den model, hvor det offentlige har mindst styr på, hvad der foregår. Der findes intet samlet overblik over, hvad pengene går til, men der er tale om meget store beløb.
I 2015 foreslog regeringen at sløjfe to skattefradrag for fonde. Men Skatteministeriet havde undervurderet, hvad det ville betyde for støtten til forskning, kultur og sociale formål, og endte med at trække det ene af forslagene tilbage igen. Siden da er Danmarks Statistik begyndt at offentliggøre tal for fondsstøttens størrelse. I 2016 drejede det sig om 2,47 mia. kr. til kulturelle formål alene (og mere end tre gange så meget til videnskabelige formål). Til sammenligning uddelte Statens Kunstfond samme år 559 mio. kr. Fondenes kulturbegreb er formentlig bredere end Statens Kunstfonds, men alligevel er det slående, at private fonde i 2016 uddelte 4-5 gange så mange penge til kunst og kultur som Statens Kunstfond.
Ud over fondsmidlerne bliver der også givet støtte til kunst og kultur i form af sponsorater. Mange kulturinstitutioner har fx erhvervsklubber, hvis medlemmer serviceres med særlige arrangementer foruden med annoncer i programmer o.l. Den samlede værdi af sponsoraterne er ikke gjort op.
Når det går godt for dansk erhvervsliv, vokser fondenes overskud også, men af samme grund er det konjunkturfølsomme penge. Dertil kommer, at fondene er meget tilbageholdende med at støtte drift. En ansøgning skal typisk formuleres som et projekt – en anskaffelse, en udstilling, en udgivelse, en event eller andet, der har en slutdato. Fondene giver også hellere penge til et byggeri end til det, som bygningen skal rumme. Det har givet problemer, fx i forbindelse med opførelsen af Operaen på Holmen i København, for bygningen er nok en gave, men den gør indhug i de offentlige kulturbudgetter mange år frem.
I den optik må fondenes bidrag ses som ekstra penge, mens den offentlige støtte er basis. Derimod kan kulturlivets indtægter fra sponsorater bedre sammenlignes med en basisbevilling, selv om det er penge, der skal arbejdes for at få hjem. Sponsorater er ofte flerårige aftaler og kan dermed indregnes i budgetterne.
Meget tyder på, at fondenes betydning for dansk kulturliv har været undervurderet indtil for nylig, selv om fx Ny Carlsbergfondet, Realdania og andre store fonde er tunge aktører på de områder, de støtter. I fremtiden vil fondene formentlig få endnu større betydning. I hvert fald forhandler skatteministeren i øjeblikket med de øvrige partier om at gøre det mere attraktivt at lade en virksomhed overgå til fondseje i forbindelse med et generationsskifte.
Diskussion
Som det fremgår af det foregående, gælder det højt besungne armslængdeprincip faktisk kun i en beskeden del af kulturlivet. Samtidig ligger det i princippets natur, at det ægger til kritik. I ly af den kritik kan andre og mere udbredte støttemetoder fortsætte ubemærket og uantastet. Dette afsnit ser på nogle aktuelle tendenser i dansk kulturstøtte, der fortjener at få større opmærksomhed. Først og fremmest sker der en langt større styring end tidligere, og den kommer i mindst tre udgaver:
- Arkitektmodellen har gjort det offentlige stadigt mere ambitiøs, især med hensyn til at få kulturen ud til alle borgerne. Det viser sig fx ved, at flere og flere kommuner får en nedskreven kulturpolitik med borgeren i centrum, og det viser sig også i detaljerede krav til de selvforvaltende institutioner.
- Ingeniørmodellen bruges til nedskæringer på den offentlige støtte og til at detailregulere indhold. Den seneste public service-aftale med DR illustrerer begge dele: Nedskæringerne skete af hensyn til de kommercielle medier og produktionsselskaber, mens bestemmelserne om bl.a. danskproduceret indhold og et bestemt antal kanaler bliver afgørende for det udtryk, sendefladen får.
- Facilitatormodellen sætter fondene fri til at prioritere, hvor og hvordan de vil støtte. Udviklingen går i retning af, at fondene gerne vil se mere langsigtede effekter af deres uddelinger og derfor selv begynder at tænke strategisk og politisk.
Arkitektmodellens begrænsninger
New Public Management ramte også kulturlivet med sit fokus på ledelse og kontrol. Det har givetvis ført til en professionalisering mange steder, men det er også en spændetrøje. Hvor en årsberetning før i tiden var et indblik i, hvad der optog kulturinstitutionerne, er en årsrapport i dag en tør og trist afrapportering af, i hvilket omfang museet/orkestret/teatret/etc. har overholdt sin rammeaftale med ministeriet. Det er på tide at diskutere, om reguleringen er gået for vidt. Behøver institutionerne virkelig denne sparring med ministeriet om, hvor mange tusind billeder der skal digitaliseres, eller hvor mange forestillinger for børn der skal sættes op? Initiativet til den debat må komme fra institutionerne – ikke hver især, men på tværs, for det er et vilkår, de er fælles om.
I den forbindelse er det også relevant at spørge, hvor meget kunst samfundet egentlig har brug for. Er det et problem, at dele af befolkningen foretrækker traktortræk frem for teater? Arkitektmodellen vil være tilbøjelig til at sige ja og kan ikke sætte grænser for sig selv. Enhver rundkørsel kalder på en skulptur, enhver borger skal have et offentligt kulturtilbud. Der kan være endog meget gode grunde til at indtage det standpunkt, men hvornår er det nok? Arkitektmodellen giver ikke noget svar, for den vil altid gerne tilbyde borgerne noget mere. Til det har den brug for flere formidlere, flere støtteordninger og flere kunstnere, der ikke skal lave kunst, men forklaringer og involverende workshops. Systemet kan knopskyde i det uendelige, og undervejs skal der afrapporteres og evalueres. Der sker samtidig en omdefinering af, hvad en kunstner skal kunne: I heldige tilfælde bliver kunstneren en konsulent, der kan udkrystallisere borgernes ønsker i et værk, som folk tager til sig som deres eget. I værste fald bliver kunsten og den kunstneriske oplevelse en biting, selv om det var dér, det hele begyndte.
Arkitektmodellen er i dag en selvfølgelig del af dansk kulturpolitik, så selvfølgelig at den knap bliver bemærket. Men den trænger til et eftersyn.
Ingeniørmodellens styring
Det kunne være fristende at tro, at den ideologiske styring af kunsten og kulturen døde med de totalitære regimer. I stedet blev markedet en ny styringsmekanisme.
En stor del af kulturpolitikken har til formål at beskytte kunst og kultur mod at skulle fungere på kommercielle vilkår. Med Kresten Poulsgaards berømte udtryk er Danmark “for lille et sprogområde til at have sin egen ballet” – han ville nedlægge balletten, fordi den kun kan klare sig med støtte, men der var (og er) politisk flertal for at bevare den. Samtidig sigter en anden strømning i kulturpolitikken mod at sikre, at i hvert fald dele af kulturen kan klare sig på markedsvilkår: Flere kunstnere skal være selvforsørgende, og flere kulturinstitutioner selvfinansierende. Her støder kravene fra oven til en vis grad imod virkeligheden – det tager lang tid at udvikle et kunstnerisk talent, og der er grænser for, hvor meget kunstnere kan effektivisere deres arbejdsproces, hvis kunsten stadig skal være original.
Mere overraskende er det måske, at også den folkeopdragende side af ingeniørmodellen sætter sig igennem. Det skyldes først og fremmest ét parti, nemlig Dansk Folkeparti, hvis kulturpolitik retter sig mod det kulturbevarende snarere end mod kunstnerisk originalitet og udvikling. DF interesserer sig for kunstens udtryk og prioriterer det nationale, hvor det er muligt. I foråret 2018 stillede partiet lovforslag om en gennemgribende omlægning af Statens Kunstfond, og i det hele taget ønsker partiet at gøre op med armslængdeprincippet og i stedet give politikerne større indflydelse, både på landsplan og lokalt. DF står bag mange af de mindre puljer, der er kommet på Finansloven i de senere år: til Genforeningsjubilæet, bevarelse af danske mindesmærker i udlandet o.l.
Ved at tage kulturpolitikken alvorligt har Dansk Folkeparti fået voksende indflydelse. Partiet stiller til enhver forhandling med specifikke krav. Der er ikke flertal for partiets kulturpolitik, hvad forårets Folketingsdebat om Statens Kunstfond tydeligt viste, men i det små lykkes det alligevel partiet at få sin politik igennem stykke for stykke. Dansk Folkeparti undsiger åbent armslængdeprincippet til fordel for politisk styring, og det kommer til udtryk i de forlig, partiet deltager i..
Facilitatormodellen gør fonde til kulturpolitiske aktører
Hvad fondene angår, sker der i disse år et omfattende arbejde med strategi. De store fonde er bevidste om deres betydning for samfundet og ønsker at tage et større ansvar på sig. Et stigende antal fonde ser sig selv som katalysatorer for samfundsudviklingen. Det handler ikke længere om at give en mand en fisk eller lære ham at fiske, det handler om at lave fiskeindustrien om – katalytisk filantropi kaldes det. Realdania har været bannerfører for begrebet, men også fx Bikubenfonden har skiftet fokus væk fra projekter for i stedet at se på hele processen i et større perspektiv. A.P. Møller Fondens donation på en rund milliard kroner til opkvalificering af folkeskolen er et konkret eksempel på, hvordan en fond påtager sig ansvaret for en opgave, som traditionelt ville ligge i offentligt regi.
Fondene er med andre ord blevet store nok til ikke bare at opføre nye bygninger, men også gå ind og påvirke samfundet. Det rejser spørgsmålet om, hvem der egentlig kontrollerer samfundsudviklingen. Udviklingen går i retning af, at de store fonde ikke bare venter på ansøgninger, men selv tager initiativet. Det sker stort set altid i samarbejde med det offentlige – kommunerne skal sige ja tak til en ny bygning (og driften af den) og til at sende lærere og pædagoger af sted på efteruddannelse. Men fondene er i stigende grad ved at blive politiske aktører, og der er ingen direkte demokratisk kontrol med dem – kun indirekte, når fx kommunalbestyrelser nikker eller takker nej til en henvendelse.
Uden fondene ville dansk kulturliv ikke være det samme. Prøv blot at tænke Ny Carlsberg Glyptotek eller Louisiana ud af billedet. Det er også i fondenes egen interesse at bevare et godt omdømme, så der er ingen overhængende fare for, at fondene arbejder imod samfundets interesser. Men kulturpolitik er et lille område, og der skal ikke meget til for at forskubbe den eksisterende balance. Det ville være rettidig omhu af kulturlivets aktører – fra kunstnere over kulturinstitutioner til politikere – at diskutere, hvad det er ønskeligt, at fondene støtter, frem for at afvente, at fondene selv definerer politikker, der kan ændre de herskende forhold i fiskeindustrien.
Kunsten i politikken
En sidste faktor, som bør nævnes, er politikernes lyst til at styre. Enhver nytiltrådt kulturminister kommer med velvilje over for kulturlivet og ønsker om at føre politik, men budgettet ligger i faste rammer, hvor det er svært at flytte rundt på noget. Samtidig møder kulturlivet ministeren med et massivt krav om penge frem for politiske indgreb. Det er et generelt fænomen, men kontrasten virker ekstra stor på kulturområdet. Omprioriteringsbidragets besparelser på 2 % årligt er politikernes måde at tage magten tilbage på, så der faktisk er nogle penge at prioritere. Institutionerne forventes at kunne effektivisere driften, men populært sagt kan et orkester ikke bare spille hurtigere, og besparelserne er efter få år begyndt at gå ud over kerneydelserne. Kulturlivet vil dog gøre klogt i at give politikerne noget at arbejde med – hvis ikke penge, så ideer – og det vil være en fejl at undervurdere politikernes virketrang.
Beskrivelsen af modellerne her er et oplæg til at forny samtalen om dansk kulturpolitik, for diskussionerne om armslængde er langtfra tilstrækkelige til at belyse, hvordan magten forvaltes. Hvis ikke vi tager den diskussion, risikerer kunsten at tabe – til kulturbevaring, til formidling, til detailstyring. Kunsten er måske ved at blive for lille en del af det, Kulturministeriet beskæftiger sig med.
Af Jo Hermann
Jo Hermann er forfatter og redaktør. Hun er ekstern lektor ved Syddansk Universitet, medlem af Statens Kunstfonds Repræsentantskab og tidligere formand for Dansk Forfatterforening.
Kilder
- De fire modeller for offentlig støtte til kunst og kultur er beskrevet i Harry Hillman Chartrand & Claire McCaughey: “The Arm’s Length Principle and the Arts: An International Perspective – Past, Present and Future” i Who’s to Pay? for the Arts: The International Search for Models of Support, M.C. Cummings Jr & J. Mark Davidson Schuster (eds.), American Council for the Arts, N.Y.C, 1989, http://www.compilerpress.ca/Cultural%20Economics/Works/Arm%201%201989.htm. Artiklen fik en efterskrift i 2016, http://www.compilerpress.ca/Cultural%20Economics/Works/Postscript%202016.pdf
- Mette Bock er citeret fra en klumme i Altinget, “Kunstnerne skal også række ud mod samfundet”, 28.3.2017, https://www.altinget.dk/kultur/artikel/mette-bock-kunstnere-skal-ogs%C3%A5-raekke-ud-mod-samfundet
- Danmarks statistik offentliggør tal om fondsuddelingerne her: https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/erhvervslivet-paa-tvaers/virksomheder-generelt/fonde.
- DR omtalte forslaget om beskatning af fondene i en artikel af Sofie Synnøve Herschend: “Regeringen: Fonde får alligevel lov til at beholde skatteregel”, 3.12.2015: https://www.dr.dk/nyheder/penge/regeringen-fonde-faar-alligevel-lov-til-beholde-skatteregel. Carsten Terp Beck-Nilsson følger i en senere artikel på Altinget, “Skattesmæk til fonde har ingen effekt”, op på lovindgrebet: https://www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/skattesmaek-til-fonde-havde-ingen-effekt
- Aage Rasch giver et levende indblik i kunststøttens historie i Staten og kunstnerne. Bevillinger og meninger under enevælde og folkestyre, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968.
- Kulturforskeren Geir Vestheim har skrevet “Arkitektmodellen i kulturpolitikken – eksempla Frankrike og Sverige” i Charlotte Rørdam Larsen (red.): Kunstråd, Kulturpolitisk Forskningscenter 2003, http://www.hum.au.dk/ckulturf/pages/archive/activities/abstracts/papers/GeirVestheim.pdf
- Billedkunstnernes økonomiske forhold blev behandlet i AK24syv på Radio 24syv, bl.a. 9. november 2019, https://www.24syv.dk/programmer/24syv-morgen/37279411/museet-aros-udbetaler-ikke-udstillingshonorar-til.CBS udsendte kort efter tre udgivelser med Trine Bille som hovedforfatter om Billedkunstens økonomiske rum, https://www.cbs.dk/pressen/nyheder/omfattende-rapporter-afdaekker-markedsvilkaarene-dansk-billedkunst.
- Fremstillingen af den korporative model følger Per Matzen: “Om den korporative tradisjonen i nordisk kulturpolitikk – med særlig vekt på den svenske kulturpolitikkens historie”, Nordisk Kulturpolitisk Tidsskrift, vol. 18, Nr. 1-2015 s. 41–65, https://www.idunn.no/nkt/2015/01/om_den_korporative_tradisjonen_i_nordisk_kulturpolitikk_m
- Citatet om selvforvaltende kulturinstitutioner er fra Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem, Kulturministeriet, september 2011, s. 15, https://kum.dk/publikationer/2011/kunststoetteudvalgets-rapport-om-det-statslige-kunststoettesystem/
- Faaborg-Midtfyn Kommunes kulturstrategi 2012-20 kan læses her: https://www.fmk.dk/politik/strategier-og-politikker/kulturstrategi. Citatet er fra s. 9.
- Et Ritzau-telegram fra 18. sept. 2018 beskriver reaktionerne på medieforliget. Det kan bl.a. læses på https://www.dr.dk/nyheder/politik/oppositionen-om-ny-dr-plan-df-og-regeringen-bryder-armslaengdeprincip. Public service-kontrakten med DR kan hentes her: https://kum.dk/nyheder-og-presse/pressemeddelelser/nyheder/ny-public-service-kontrakt-for-dr-1/1/1/?L=0&cHash=bc0bae12db849d45245b7d2c779bda9c
- Karriereprogrammet Den Unge Kunstneriske Elite er beskrevet på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside, https://www.kunst.dk/kunststoette/puljestamside/tilskud/karriereprogram-den-unge-kunstneriske-elite/.
- Christian S. Nissen har beskrevet den tiltagende detailstyring af DR i debatindlægget “Nissen: Politisk styring af DR’s indhold kræver nytænkning” på Altinget.dk 5. maj 2017, https://www.altinget.dk/kultur/artikel/nissen-politisk-styring-af-drs-indhold-kraever-ny-taenkning.