Opgør med techgiganterne

Bog om techgiganterne og ytringsfrihed lægger op til en tiltrængt diskussion: hvordan sikrer vi ytringsfriheden i en tid, hvor kommunikationen monopoliseres?

CulturCritic:

Hvordan er vi kommet dertil, at internet, som skulle udvide vores ytringsfrihed, nu er blevet en trussel for vores allesammens ytringsfrihed? Det spørgsmål prøver Anne Mette Lauritzen og Frederik Stjernfeldt at besvare i bogen, Dit opslag er blevet fjernet. Techgiganter & ytringsfrihed (Gyldendal).

Vi ved det sådan set godt allesammen. Det såkaldt frie internet er ikke så frit, som vi i vores daglige færden på nettet går ud fra. Vi tænker ikke over den ofte næsten usynlige styring, vi kommer ud for. Som når du vil google og starter søgningen med et ord – og Googles autofuldførelse foreslår de næste ord. Praktisk og bekvemt, som regel. Men styrende, hele tiden. Som når Facebook viser opslag fra nogle af dine venner, men ikke alle. Styret af nogle algoritmer, som ingen af os forstår. Som når amazon.com fremhæver bestemte bøger, afhængigt af om amazon.com har indgået en for amazon.com gunstig aftale med udgiveren.

Samtidig er det kendetegnende for techgiganterne, at deres styringsredskaber, algoritmer, censurinitiativer er hemmeligholdte Herved er de mange millioner brugere er i et retsligt ingenmandsland, når de kommer på tværs af techgiganterne. Der er ej heller nogle gennemskuelige appelveje.

Disse – og rigtig mange andre eksempler – kan man læse om i bogen. Hertil kommer også de mange åbenlyse skandalesager, som fx Cambridge Analytica eller den russiske indblanding i vestlige valg.

Det er befriende, at det bliver samlet op og sagt så utvetydigt: techgiganterne bruger deres monopolstatus til at begrænse ytringsfriheden – uden at vi får at vide hvorfor, hvordan og hvor meget.

Den nye censur

“Techgiganternes ‘community standards’ er reelt i færd med at blive regelsættet for en ny censur. Den algoritmiske fjernelse af indhold, før det overhovedet bliver synligt for brugere, svarer til den forhåndscensur, som Struensee afskaffede i Danmark i 1770,” lyder det skarpt i bogen, og videre “til forskel fra dansk lovgivning efter 1790 er der imidlertid ingen domstolskontrol, og appelmulighederne er ringe, usystematiske eller ikke-eksisterende”.

I Danmark førte en årelang diskussion til, at vi afskaffede straffelovens blasfemiparagraf i 2017. Samtidig får vi ad bagdøren blasfemiforbud hos techgiganterne. I Tyskland har EU’s pres på Facebook for at acceptere en code of conduct ført til “Netzwerkdurchsetzungsgesetz”, som skal rense nettet for falske nyheder og hate speech. Facebooks implementering af dette er ikke offentligt tilgængelig, men noget journalister har researchet frem. Blandt de overtrædelser, man her kan begå, er fornærmelse af trosretninger, religiøse organisationer og verdensanskuelses-foreninger. Facebook i Tyskland har altså en blasfemiparagraf.

Bogen konkluderer: “Man kan spørge sig selv, om et de facto monopol på en offentlig infrastruktur som Google skal baseres på principper, der er helt uigennemsigtige for offentligheden, eller om de snarere burde være offentligt tilgængelige og til genstand for diskussion.”

Kampskrift

I en bog med veldokumenterede og saglige overvejelser er kapitlet om De digitale tabere forbavsende ensidigt og fejlbehæftet. Kapitlet handler om relationerne mellem techgiganter og rettighedshavere og er så ensidigt, at det til forskel for den øvrige bog nærmer sig et kampskrift.

Fjenden er bl.a. Google i form af digitaliseringsprojektet Google Books, som man lancerede “diskret” – ja, lanceringen skete ved omfattende PR på den største europæiske bogmesse, Frankfurt Book Fair i 2004. Det er korrekt, at Google Books har været gennem en omfattende retstvist (som man så måske godt kunne have skrevet, at Google vandt i 2015). Det mest besynderlige er dog, at forfatterne ikke forholder sig til de forskellige elementer i GoogleBooks-tjenesten. Der er både retsligt og moralsk voldsom forskel på, om man skanner bøger, og om man herefter distribuerer skanningerne.

En anden af forfatternes fjende er “Juraprofessor og copyright-ekspert Larry Lessig”, som forfatterne har fundet 18 minutters Ted-talk med. Var forfatterne gået et spadestik dybere, havde de fundet ud af, at professoren hedder Lawrence Lessig, han har bl.a. forfattet bogen En fri Kultur (dansk udgave 2006) og er blandt initiativtagerne til Creative Commons-rettighedssystemet, som måske ikke tiltaler forfatterne, men som har tilført nye nuancer og afprøvet nye måder at skabe balancer i rettighedssystemerne.

Forfatterne beskriver, hvordan afhængighed af techgiganterne har fået danske medier til at jagte såkaldte clickbaits (overskrifter, som skal lokke til at klikke på et link). Forfatterne fremhæver, at Weekendavisen (som den ene forfatter selv hyppigt bidrager til) er det eneste danske medie, som ikke har underlagt sig nettets logikker. Man dokumentere det kloge i Weekendavisens strategi ved at sammenligne udviklingen i oplagstal mellem Ekstra Bladet og Weekendavisen.

Det må man jo nærmest læse som et humoristisk bud på, hvor beskedent datagrundlag forskning ikke bør baseres på. At sammenligne to avisers oplagstal, siger intet om, hvorvidt strategien er fornuftig. Andre aviser, fx Kristeligt Dagblad, har haft en mere offensiv strategi til nettet uden at miste læsere derved. I øvrigt har Weekendavisen ændret netstrategi efter bogens redaktion.

Statslig styring

Lidt mod deres vilje må forfatterne anbefale øget statslig styring af techgiganterne. Det handler primært om at iværksætte reguleringsinitiativer overfor monopolerne. Der er i amerikansk virksomhedshistorie talrige gode eksempler på, hvordan staten har valgt at regulere monopoler, både opdeling i mindre, selvstændige virksomheder og i form af anerkendelse af en naturlig monopolstatus, hvilket medfører en række kontrolforanstaltninger, fx med annoncepriser, algoritmestyring eller appelmuligheder. Her følger forfatterne i høj grad anbefalingerne fra Jonathan Taplins Move Fast and break things (se Søndag Aften arkiv).

Af mange grunde er statslig regulering ikke nem. Principielt fordi også stater kan have interesse i at begrænse ytringsfriheden. Skal statslig amerikansk moral være styrende for det ellers frie internet? Der ligger en i bogen uudtalt konflikt: vi harmes over, at Facebook fjerner nøgenbilleder, at Google vil tilpasse sine søgesvar til diktaturstater eller at Netflix fjerner et afsnit fra en tv-serie i den saudiarabiske udgave. Men vi opfatter, at Facebook og Google skal følge vores egne normer, fx forbud mod børnepornografi, ophavsretskrænkelser eller mod hate speach og fake news.

Stater har forskellig tilgang til ytringsfriheden, alle har forskellige begrænsninger. Og med de globale kommunikationsplatforme er det næppe muligt at lave en regulering, som svarer til den regulering de enkelte stater har, primært tiltænkt den analoge verden.

Civilsamfundet

Forfatterne sætter dog langt fra kun deres lid til statslig regulering. Civilsamfundet må også på banen. Her ser de en god begyndelse og et stort håb i de såkaldte Santa Clara-Principper. Med en målsætning om at opnå rimelig gennemsigtighed og ansvarlighed på internet-platforme, kræver principperne, at giganterne oplyser: 1) antallet fjernelser af indhold, 2) underretning om fjernelse samt 3) appelmulighed om fjernet indhold.

Principperne forklares nærmere:

• “Firmaerne skal publicere antallet af posteringer, der fjernes, og antallet af konti, der permanent eller midlertidigt lukkes på grund af overtrædelser af deres indholdsregler”.
• “Firmaerne skal fremsende notits til enhver bruger, hvis indhold fjernes eller hvis konto spærres, om grunden til fjernelsen eller lukningen.”
• “Firmaerne skal sørge for en rimelig mulighed for at appellere enhver fjernelse af indhold eller spærring af konti”.

Det mest uhyggelige er faktisk, at det skal være nødvendigt, at forskere og organisationer samles for at skrive så i grunden selvfølgelige principper for kommunikation med brugere.

Dit opslag er blevet fjernet er et væsentligt skrift i at samle viden og lægge op til mere intens debat om techgiganterne og ytringsfrihed.

Anne Mette Lauritzen,Frederik Stjernfelt: Dit opslag er blevet fjernet (Gyldendal)