Kulturpolitik arkiveret lodret

Den næste kulturminister må gerne fortsætte med at nedsætte arbejdsgrupper – men må også gerne have sin egen politik afklaret og give klare forhåndsforventninger.

CulturCommentar:

Arbejdsgruppe, udvalg, tænketank, taskforce, visionsgrupper, udreder: kært barn har mange navne. Når kulturministre har politisk vanskelige nødder at knække, kalder man på eksterne hjælpere. Det er ofte velrenommerede mennesker med forstand på området. Nogle gange får arbejdsgrupper karakter af forhandlingsforum, andre gange kaldes mennesker uden viden om kulturpolitik ind, men for at bidrage med anden tænkning.

Alle arbejdsgrupper søger seriøst gennem et stort antal møder, masser af relevant læsestof og inspiration fra ind- og udland at pege på veje til politisk afklaring. Arbejdsgrupperne er ikke bundet ind i det partipolitiske spil, men forsøger sandsynligvis næsten altid at spille ind med forslag, som kan bruges i de givne politiske konstellationer. Der tænkes altså politisk, men ageres ikke politisk.

Der kan være vidt forskellige årsager til nedsættelse af arbejdsgrupperne. I visse tilfælde er der simpelthen behov for, at faglig ekspertise bliver bragt sammen for at skabe et overblik over et givent område (fx arbejdsgruppen om international idrætspolitik). I andre tilfælde skal arbejdsgrupper søge at løse politiske knuder (fx Blankmedieudvalget). I nogle tilfælde bliver arbejdsgrupper anvendt som redskab for at aflaste en minister under et kontroversielt eller vanskeligt forløb (fx arbejdsgruppen om anbefalinger ved større kulturprojekter).

Kun et lovforslag

Søndag Aftens gennemgang af de i alt ni arbejdsgrupper, som er nedsat under V/VLAK-regeringerne, viser, at kun en enkelt af de mange rapporter har ført til lovændringer. Det var den forholdsvis ukontroversielle rapport om Folkeuniversitetet. Enkelte af de andre arbejdsgrupper har inspireret til politiske eller bureaukratiske tiltag.

Men de fleste nedsatte arbejdsgrupper har ikke fået nogen som helst politisk betydning. Det gælder især de grupper, som har arbejdet med kontroversielle områder: de to visionsgrupper om museernes tilskudsstruktur, blankmedieudvalget, orkesterlandskabet og de kunstneriske uddannelser.

Nedsættelse af sådanne arbejdsgrupper er bestemt ikke et særkende for den nuværende regering. Men det er helt særligt, at det igangsatte arbejde får lov at løbe ud i sandet.

Ingen evaluering

Der foreligger ingen officielle evalueringer af den omfattende praksis med arbejdsgrupper. Den nuværende regering har eksperimenteret mere end sædvanligt med arbejdsgruppernes form og format. Et eksempel er, at man benyttede den i fx Sverige og England hyppigt brugte form med en enkelt velanskrevet person som offentlig udreder (de kunstneriske uddannelser). Et andet eksempel, da man etablerede to parallelle og dermed konkurrerende visionsgrupper om museernes tilskudsstruktur. Undervejs har der også været en taskforce og en tænketank.

Nogle arbejdsgrupper arbejder lukket. Andre udfører et omfattende dialogarbejde med interessenter på området. Nogle arbejdsgrupper består af helt uhildede ”neutrale” personer, andre har snarere form som en slags forhandlingsforum.

Formen og formatet synes ikke at have været afgørende for succesgraden. En gennemgående succes er, at de berørte områder faktisk bliver beskrevet sagligt og nøgternt, relevant statistik fundet frem. Mennesker udenfor det politiske maskinrum, men med interesse for felterne, kan som regel finde nyttig grundlæggende information i de mange rapporter.

Afstem forventningerne

Også den næste regering vil få behov for at nedsætte arbejdsgrupper, og forhåbentlig vil man også fremover eksperimentere med formaterne.

En mulig forklaring på, at de mange arbejdsgruppers rapporter ikke førte til politiske ændringer, er, at der var særdeles travlt med etablering af arbejdsgrupper i 2016 og 2017. Der blev nedsat grupper med meget løse forventninger, find selv på noget, var beskeden til de to museumsvisionsgrupper.

Udgangspunktet for de to visionsgrupper var ministerens reformplan, som lød ”Modernisering af museernes tilskudssystem”. Begrebet modernisering er sådan et indholds- og retningsløst begreb, som man kan lægge hvad som helst ind i. Til sammenligning havde det været anderledes håndgribeligt, hvis udgangspunktet havde været det af Dansk Folkeparti foreslåede: flyt penge fra kunstmuseer til kulturhistoriske museer.

Det ser ud, som om arbejdsgruppernes arbejde er strandet i, at de politiske forventninger ikke var udtalt, måske end ikke gennemtænkt. De politiske muligheder synes ikke forhåndsafklaret.

Man kan få kloge mennesker til at lave indsigtsfulde rapporter. Det kan virke, som om de er blevet bedt om at skrive fristile. Det kan være sjovt og givende. Men ofte vil afgrænsninger og klare forhåndsforventninger give bedre resultater.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør