Filosofien bag kulturens politik

Politisk-filosofisk grundbog om kulturpolitik giver dejligt mange spørgsmål. Det er en opfordring til at tænke over kulturpolitikken.

CulturCritik:

H vorfor er kulturpolitik et anliggende for staten? Hvad kan begrundelserne for den førte kulturpolitik være? Det er grundspørgsmålene i Carsten Topholts læsværdige bog Kultur og Politik, en bog som forsøger at gå væsentligt dybere i afsøgning af de politiske positioner som har præget den kulturpolitiske udvikling for at finde ud af, hvad kulturpolitik som sådan drejer sig om.

Bogens skal ses som en undersøgelse af kulturpolitik, og giver nogle grundlæggende begreber at diskuterer dette ud fra. Kulturpolitik kan handle om subsidier, begrænsninger og indgreb i ejendomsretten, oplysning, dannelse eller kampagner. Ifølge bogen ”finder Kulturpolitik sted, når staten – eller kommunerne – er involveret, dvs. når der sker en omfordeling af goder, eller når bestemte værdier og kulturer fremmes.”

Bogen skal ikke læses ud fra den mere sædvanlige partipolitiske kontekst, men ud fra mere grundlæggende politisk-filosofiske anskuelser:

• Nationalkonservativ position (primært Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, men findes også hos Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre), en position som fastholder kulturarven og er skeptisk over for det nye, hvis det truer det gamle.
• Pietisme/grundtvigianisme (Radikale Venstre, Venstre – men også hos Socialdemokratiet), en position som betoner religionsfrihed, men samtidig påpeger den kristne kulturarv.
• Kulturradikalisme (findes blandt kommunister, Socialdemokratiet og Radikale Venstre), positionen er nysgerrig og åben for det nye og andre lande, men samtidig er oppositionen til nationalkonservatismen og grundtvigianismen ofte en fællesnævner.
• Folkebevægelser som arbejderbevægelsen (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten), bondebevægelsen (Venstre og til dels Radikale Venstre) og hippiebevægelsen (SF, Alternativet og Enhedslisten).

Som man kan se, er der ingen stringens mellem disse grundlæggende positioner og de politiske partier. Partierne præges af skiftende holdninger, mange indre kompromisser og en mere pragmatisk holdning. Det er ikke dette der er i spil i denne bog.

Statens rolle

I bogen defineres staten som det samlede offentlige system, den underliggende opgavedeling er politisk-filosofisk ikke interessant.

Ud fra bogen må man konstatere, at de politiske partier forholder sig relativt ureflekteret til selve staten som sådan. Det gælder primært i spørgsmålet om staten skal fungere neutralt eller ikke-neutralt i forhold til borgerne.

Dette kan illustreres med holdningen til idrætspolitik: Der synes at være enighed over hele det politiske spektrum om, at den sportspolitik der blev gennemført i det tidligere kommunistiske DDR var udtryk for forkert anvendelse af statsmagten.

Ser man bort fra dopingmisbruget, var den systematiske talentudvikling og træning udtryk for en aktiv statslig sportspolitik, som ikke svarer til den danske opfattelse af statens neutralitet. Og dog, måske kan man i Team Danmark, se en parallel til DDR’s aktive sportspolitik? Eller fx når en dansk kulturminister kritiserer at idrætsudøvere kom hjem med for få medaljer.

Man kunne idrætspolitisk også spørge: hvad er begrundelsen for at staten udelukkende støtter foreningsidrætten, men ikke markedsafhængig idræt som fitness? Er det opdragelsen til demokrati eller befolkningens motionsudøvelse, som er det væsentlige?

Samme mangel på refleksion finder man hos kunstnere: “Det er påfaldende, at kunstsektoren er en sektor, hvis organisationsmodus er staten, idet selvforståelsen i sektoren typisk er en anden. Selvforståelsen i sektoren er, at kunsten er fri, at kunsten netop er et frirum fra staten.”

Fire argumenter for kulturpolitik

På en anden skala deles argumenterne for kulturpolitik op efter fire argumenter, som forfatteren kalder dannelsesargumentet, argumentet om det gode liv, det demokratiske argument og det samfundsøkonomiske argument.

• Dannelsesargumentet er oplagt til at argumentere for uddannelse, som alle politiske positioner vil kunne tilslutte sig.
• Argumentet for det gode liv anvendes bedst for aktiviteter, som har stor popularitet og udbredelse, fx musik, medier og idræt.
• Det demokratiske argument er stærkest for aktiviteter der foregår i civilsamfundet eller på rene markedsvilkår. Også her er det primært aktiviteter som har stor udbredelse, der kan forsvares. Ellers vil det ligesom ikke være så demokratisk!
• Det samfundsøkonomiske argument kræver at aktiviteten empirisk kan begrundes ud fra den nytte aktiviteten giver for samfundet.

Hvem støtter kulturpolitikken?

Carsten Topholt forsøger ikke at give svar på om kulturstøtten er for høj eller for lav. Men han ønsker sig tydeligvis at der arbejdes langt mere med at udvikle redskaber til at måle effekten af kulturpolitikken, både kvalitativt og kvantitativt. ”Der er ikke en tradition inden for kulturverdenen for systematisk at måle, registrere, indsamle og bearbejde data og observationer.”

Når han nærmer sig de faktiske tal, kan han se, at ”der er en tendens til, at kulturstøtten er højest på de områder, hvor borgerne også selv anvender en del tid og penge. Ud fra dette kan man hævde, at kulturstøtten i vidt omfang går til de borgere , der har den højeste indkomst og den højeste uddannelse.”

Eksempelvis må man sige, at tipsmidlernes fordeling til forskellige kulturformål vender den tunge ende nedad (de fattige spiller, de rige bruger kulturen).

Kultur og politik gennemgår ti kulturpolitiske områder som cases til at belyse de politiske begrundelser for den statsligt førte politik. Desværre levner det ganske kort plads til hver af de ti områder (ja, der er ti områder, selv om indholdsfortegnelsen roder tallene sammen!), hvorfor beskrivelserne bliver lidt for sumeriske. En dybere graven ned i politiske modsætninger på en række af områderne kunne have været interessant.

Kulturkuponer

Kulturkuponer, også kaldet voucherprincippet, bruges som benævnelse for den type kulturpolitik, hvor man lader pengene følge borgerne. Det kendes kun i beskedent omfang i Danmark, men afprøves i disse år i en række lande, især målrettet de unge.

Topholt mener, at biblioteksafgiften er et eksempel på voucherprincippet. Dette er nok kun tilnærmelsesvist rigtigt. Formelt set er biblioteksafgiften en kulturstøtte, hvor penge fordeles til forfattere ud fra antal bøger på bibliotekerne. Det er dog ikke borgernes lån af bøger fra bibliotekerne, som udløser pengene, derimod bibliotekernes indkøbs- og kassationsvalg.

Hertil kommer, at pengene udbetales med nogle moderationer, fx forskelle mellem genrer og en indbygget solidaritet ved lavere beløb pr. eksemplar for de forfattere med mange bøger på bibliotekerne. Pengene går også til forfatteren, ikke producenten, forlagene.

Topholt nævner i denne sammenhæng også billetstøtteordningen for teatrene. Dette var tidligere langt mere omfattende end i dag, kendt som ARTE-ordningen. Det ville have været spændende at læse en analyse af den tidligere ARTE-ordning, som nok er den mest rene voucherordning vi hidtil har haft i Danmark – og som dengang nød stor disrespekt fra store dele af teatermiljøerne. ARTE-ordningen må nok siges at have ramt dybt ned i minefeltet om anvendelsen af kulturmidlerne for borgerne eller for kunsten.

Hvad skal vi med musikskolerne?

Topholt gennemgår de to hyppigst anvendte argumenter for statslig støtte til musikskoler: 1) at musisk dannelse har en værdi i sig selv og 2) at musisk kunnen gør eleverne bedre til andet, at koncentrere sig, lære matematik m.v.

Hvis formålet med musikskolerne er almen dannelse, burde musikskolerne ikke have offentlig støtte, idet skolernes sociale profil er skæv. Vi bruger således offentlige midler til at styrke uligheden i samfundet.

Hvis formålet med musikskolerne er at eleverne gennem undervisningen også bliver bedre til andre fag, burde der slet ikke være nogen egenbetaling til skolerne, idet samfundet som helhed ville nyde godt af at flest muligt blev veluddannede.

I den faktiske kulturpolitik har man således sat sig mellem to stole, så man både skaber større ulighed og undlader at udnytte det uddannelsespotentiale der er.

Mediedebatter

På medieområdet gennemgår Topholt fire store debatter i de seneste årtier: Erhard Jacobsens kritik af DR i 1970’erne, afslutningen af monopolet ved etablering af TV2, 00’ernes højreorienterede kritik af DR for at være venstreorienteret samt den aktuelle debat om public services rolle ved nye medievaner.

Et par andre mediepolitiske debatter kunne have været berørt: 1960’ernes etablering af P3, med stor modstand fra især kulturradikale kredse og 1980’ernes tidlige monopolbrud og demokratisering med etablering af lokalradio og -tv, som vel kunne ses som udtryk for folkebevægelsernes vilje.

Undervejs kalder Topholt den statslige styring af Radio24syv for en neutral model i sammenligning med styringen af DR. De mediepolitiske aftaler, både i 2018 og i 2019, vedrørende såvel FM4 som Radio24syv er netop kendetegnet ved at det geografiske krav til FM4 skyldes en politisk overbevisning om, at indholdet i radioen vil blive et andet, når dens medarbejdere bor langt væk fra hovedstaden. Det forekommer ikke helt neutralt, længere.

I en så omfattende bog om kulturpolitik, er det egentlig imponerende, at denne læser kun kunde finde en enkelt egentlig fejl. DR har sådan set kun 3 FM-radiokanaler i dag. At P1 og P2 deles om en kanal giver ikke større sendeflade, men vidner blot om en ganske særlig, historisk betinget, løsning på et internt strukturelt problem.

Statslige museer

På museumsområdet ser Topholt en særlig logik i, at de ældste erhverv, jagt, skovbrug og landbrug har egne, dedikerede statslige museer, hvorimod yngre erhverv må nøjes med at placeres på museer, der er selvejende institutioner.

Forfatteren skylder nok at afprøve denne påstand grundigere, det kan også være mere eller mindre tilfældige organisationsforhold, som har skabt den løsning man har i dag. Det er givetvis en slags tilfældigheder der har ført til at lige netop Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard er de eneste statslige kunstmuseer udover hovedmuseet Statens Museum for Kunst.

Sprogpolitik

Tankevækkende er afsnittet om sprogpolitik, som ellers kun sjældent diskuteres ud fra det helt grundlæggende spørgsmål: hvorfor skal vi have en sprogpolitik og hvad skal den bruges til?

Topholt skriver: “Det er bemærkelsesværdigt, at staten lovgiver og involverer sig i sprog, da sproget om noget er et fænomen, der hører til i civilsamfundet”. Han beskriver dansk sprogpolitik som aktiv, monokulturel statsligt drevet. Der foregår som bekendt en levende sprogpolitisk debat i landet, men skal den nødvendigvis være statsligt funderet, er altså spørgsmålet.

Man fristes endda at tilføje, at Dansk Sprognævn i realiteten fungerer som Sprognævn for det danske sprog. Fx foregår diskussioner om modersmålsundervisning andre steder end i Dansk Sprognævn.

Også på sprogområdet ville det have været spændende, hvis forfatteren havde gravet dybere og fx afsøgt de økonomiske konsekvenser ved de forskellige mulige sprogpolitiske positioner.

Højskoler

Også folkehøjskolernes funktion belyses ud fra de mulige principielle politisk-filosofiske positioner. I statsligt regi har højskolerne gennem årene skiftet ressort, fra tid til anden som en del af kulturministeriets resort, fra tid til anden som en del af uddannelsesministeriets ressort. Spørgsmålet er, om ressortplaceringen har haft betydning for opfattelsen af højskolerne, deres virke eller organisering?

Gå dybere

Carsten Topholts Kultur og Politik handler selvsagt om kulturpolitik, men anskuelsesmåden kunne lige så vel anvendes på andre politikområder, uddannelsespolitik, boligpolitik, erhvervspolitik m.v. til at belyse politiske grundpositioner og stille relevante spørgsmål til den faktisk førte politik. Hænger politikken sammen med de udtalte politiske mål?

Kultur og politik løfter den kulturpolitiske debat niveauer over den daglige kulturpolitiske trummerum. Befriende klarsynet – men med mulighed for at gå langt dybere.