Konspiradio24syv

Politikerne kunne ikke redde Radio24syv. Ombudsmanden ville ikke gå ind i sagen. Rigsrevisionen skal skrive et notat. Næste skridt bliver en domstol. Radio24syv faldt ikke med ynde.

Som de tilbageværende rester af nu hedengangne Radio24syv fortsætter kampen for at opnå sendetilladelse til den DAB-kanal, man var i tvivl om man ville søge om, bliver det mere og mere patetisk at bevidne.

Den almindelige fortælling er, at hovedfjenden har været Dansk Folkeparti, som lykkedes med at få det geografiske krav med i medieaftalen fra 2018. Glemt i denne fortælling er, at Dansk Folkeparti i sit medieudspil fra april 2016 godt nok fremsatte ønsket om at flytte Radio24syv til Århus, men samtidig foreslog, at Radio24syv’s sendetilladelse skulle forlænges uden offentligt udbud.

Det lykkedes ikke for Dansk Folkeparti at sikre det sidste, men at beskylde Dansk Folkeparti for at have et specifikt ønske om at lukke Radio24syv, holder ikke for nærmere vurdering.

Geografien, stupid!

I samme medieudspil fremsatte Dansk Folkeparti også ønsket om at flytte TV2 tilbage til Odense. Dette ønske fik man heller ikke igennem i forhandlingerne.

Man kan være enig eller uenig i de poltiske ønsker om at bruge kulturpolitik til at ændre den geografiske balance i Danmark. Det er åbenlyst at Radio24syv med udsagn som “måske går der en usleben diamant rundt i Viborg” ikke er enige. Men der blev ikke truffet en eneste kulturpolitisk aftale i VLAK-regeringsårene uden at det geografiske element spillede en væsentlig rolle.

Er du ikke med os er du imod os

Med et væld af konspirationsteorier har radioens ledelse og tilhængere sat sig for at kæmpe til det sidste for radioens genfødsel. Det er som om ledelsen selv tror, at den analysemodel af dansk politik som blev præsenteret gennem Den Korte Radioavis, er anvendelig til andet end satire.

Ombudsmanden fandt ikke anledning til at gå ind i sagen. Rigsrevisionen er sat til at skrive et notat. Tilbage står, at Radio24syv nu vil omstøde beslutningen om sendetilladelse til Loud gennem domstolssystemet.

Efter at have fremført dusinvis af kritikpunkter mod Radio- og tv-nævnets afgørelse, har Radio24syv kondenseret sin kritik til tre punkter, som vi må afvente den retslige afgørelse af.

De tre tilbageværende punkter er:

• at Radio- og tv-nævnet er inhabilt,
• at nævnet ikke afviste ansøgningen fra Loud begrundet i at Loud ikke opfyldte en række krav til ansøgningen,
• at nævnet først fastlagde de endelige detaljer i evalueringsmetoden efter ansøgningerne var modtaget.

Inhabilitet, hva’ be’ har?

For lægmand er påstanden om, at nævnet er inhabilt virkelig det sværeste at forstå. Påstanden bygger på det faktum, at sekretariatet for Radio- og tv-nævnet er en del af Slots- og Kulturstyrelsen, denne styrelse samarbejder også med Nationalmuseet, som er blandt organisationerne i samarbejdet omkring Radio Loud.

Påstanden er således ikke at medlemmer i selve nævnet er inhabilt (hvilket ellers er en hyppigt gentaget påstand blandt de aktive, som ønsker at bevare Radio24syv). Det er derimod det relativt anonyme sekretariat, som betjener nævnet, der hævdes at være inhabilt, fordi sekretariatet er en del af en organisation, som også samarbejder med Nationalmuseet.

For at styrke påstanden om inhabilitet håber Radio24syv at kunne påvise, at sekretariatsmedlemmer også direkte har arbejdet med Nationalmuseet.

Inhabilitets-påstanden er juridisk interessant på flere niveauer:

• i hvilket omfang kan nævnets hjælpere have betydning for nævnets mulige inhabilitet?
• i hvilket omfang skal et nævn være opmærksom på samarbejdsflader i helt andre afkroge af den organisation, der skal betjene nævnet?
• hvad skal der til for, at en organisation dømmes inhabil?
• og hvor tæt skal samarbejdet med andre organisationer være, for at man er i en inhabilitets-situation?

Det er oplagt, at dele af Slots- og Kulturstyrelsen samarbejder med Nationalmuseet. Men har Slots- og Kulturstyrelsen interesse i at Nationalmuseet indgår i Loud-organisationen? Det er ikke Slots- og Kulturstyrelsen, der bevilliger penge til Nationalmuseet, det er Folketinget gennem finansloven.

Med de mange kontaktflader den samlede Slots- og Kulturstyrelse har, er det ganske store dele af dansk kulturliv med statslig støtte, som ville kunne erklæres inhabile. Fx er det den samme Slots- og Kulturstyrelse som udbetaler årlige tilskud til Berlingskekoncernen – ingen har set inhabilitetsproblemer i at styrelsen samtidig udbetalte tilskud til Radio24syv, delvist ejet af Berlingske. Her er der endda tale om præcis det samme sekretariat i styrelsen.

Følger man inhabilitets-påstanden i yderste konsekvens, kan det blive nødvendigt at splitte Slots- og Kulturstyrelsen op i mindre enheder. En af tidens tendenser er jo at øge tværgående samarbejder mellem private og offentlige og mellem forskellige institutionsformer. En sådan splittelse kommer ikke til at ske.

Loud skulle afvises

Af en række af Radio- og tv-nævnets svar fremgår, at de ledelsesmæssige og medarbejdermæssige kompetencer ikke var tilstrækkeligt beskrevet og dokumenteret i ansøgningen fra Loud. Det førte til en lavere pointtildeling, men ikke til en afvisning. Nævnet vurderer, at det samlet set er realistisk, at Loud vil opfylde minimumskravene til en public service-virksomhed.

Det er denne vurdering, en domstol skal forholde sig til.

Det er påfaldende, at en del af den offentlige kritik af udbudsprocessen har handlet om det besynderlige i at afgøre en kulturbevilling ud fra et strikt matematisk system, hvor en lang række kriterier vægtes efter en på forhånd besluttet formel. Når der så er enkeltelementer, som Radio- og tv-nævnet kan skønne om, kritiseres også dette.

Hældningsgraden

At “hældningsgrad” skulle blive et vigtigt ord i dansk kulturpolitik i 2019, havde de færreste nok forventet. Det handler om ansøgernes pointtildeling for ansøgt tilskudsramme, hvor det på forhånd var givet, at den ansøger som søgte om det største tilskud ville få 1 point (Radio24syv) og den såkaldte hældningsgrad er beregningsmodellen for, hvordan man skulle beregne pointtildeling til de øvrige ansøgere. Hældningsgraden beregnes ud fra en, af nævnet foretaget vurdering, af “laveste realistiske bud”. Denne vurdering foretog nævnet først, da man kendte de tre ansøgninger. Hældningsgraden har således betydning for pointtildelingen til de øvrige ansøgninger.

Radio24syv mener det er et problem, at hældningsgraden først blev fastlagt, da Radio- og tv-nævnet kendte de tre ansøgninger. Dette har Kammeradvokaten forholdt sig til i et notat, hvoraf det fremgår, at Kammeradvokaten mener, at det er indenfor Radio- og tv-nævnets rammer at beslutte tidspunktet for fastsættelsen af hældningsgraden.

Klagenævnet for udbud, som ikke er en mulig klageinstans i DAB-udbuddet, har indenfor de seneste år givet såvel Odsherred kommune som Region Midtjylland medhold i, at ordregiver godt kunne vente med at fastsætte hældningsgraden til man kendte ansøgningerne.

Hvorvidt Radio24syv eller Kammeradvokaten har ret i denne sag, får vi en domstolsafgørelse af.

Sendetilladelse i bero

Loud har fået tilkendt sendetilladelsen, det har karakter af en begunstigende forvaltningsakt, som bevirker, at Loud kan agere ud fra forventninger om det ansøgte tilskud.

Radio24syv opgør et erstatningskrav på knapt 1 mio. kr. på baggrund af de udgifter man har haft med at udarbejde den nu afviste ansøgning.

Herudover kræver Radio24syv, at sendetilladelsen til Loud stilles i bero indtil retstvisten er afgjort. Almindeligvis kræves en uopsættelighed begrundet i risiko for “alvorlige og uoprettelige tab for klageren”, for at domstolen skal stoppe den givne sendetilladelse.

Såfremt en domstol giver Radio24syv medhold i ønsket om ligefrem at stille sendetilladelsen til Loud i bero, venter sikkert en voldsom erstatningssag fra Loud.

Spørgsmålet er om al den domstolsbehandling – inklusive mulige ankesager – overhovedet kan nås indenfor den beskedne sendetilladelse på fire år!

At frifinde en ikke-anklaget

Radio24syv har vedholdende i al kommunikation hævdet, at “Radio- og tv-nævnet har frifundet sig selv”. Udsagnet er hyppigt gentaget i medierne, men er noget absurd vrøvl. For at kunne frifindes, skal man være anklaget. Der er ikke (før sagsanlægget) fremført anklager mod Radio- og tv-nævnet.

De tre ansøgere stillede i alt 86 spørgsmål til nævnet. Disse har man besvaret. I enkelte tilfælde har man erklæret sig enig i den fremførte kritik, eksempelvis i den matematiske model for vægtning af kriterier, hvor man medgiver, at der “kunne have være anvendt en mere matematisk korrekt metode”, en eufemisme af de mere spektakulære.

I disse spørgsmål og svar ligger hverken anklager eller frifindelser. Nogle af spørgsmålene fører til. at nævnet på baggrund af svar fra det tilknyttede revisionsfirma, KPMG, konkluderer, at pointtildelingen burde have været anderledes, men at dette i sig selv ikke ville være tilstrækkeligt til at give et andet resultat med hensyn til sendetilladelsen.

Det er rigtigt, at udbudsprocessen ikke giver nogen ankemulighed. Det er dog ikke Radio- og tv-nævnets beslutning, at der ikke skal være ankemulighed.

Rohdes korte arm

Dansk kulturpolitik har efter valget i juni 2019 fået en ny politisk profil i form af radikales Jens Rohde. Det vil utvivlsomt gøre kulturpolitiske debatter mere farverige, men næppe mere saglige. Efter Radio- og tv-nævnets besvarelse af de i alt 86 spørgsmål, var Jens Rohdes kommentar: “Radio- og tv-nævnet tror, de er givet af Gud”. Jens Rohde “understreger, at han endnu ikke har læst dagens fulde svar fra Radio- og tv-nævnet, så han udtaler sig udelukkende om det forhold, at nævnet frikender sig selv.”

Radio- og tv-nævnet har altså ikke frikendt sig selv, al den stund nævnet ikke har været anklaget. Det er altså en grov stråmand Jens Rohde begår ved at anvende sin egen påstand om, at nævnet har frikendt sig selv til at hævde, at nævnet udøver magtarrogance ved ikke at ændre sin afgørelse. Ydermere er det ikke just befordrende for den offentlige samtale, når han samtidig erkender, at han end ikke har læst svarene fra nævnet. Hertil kommer, at nævnets position er af en sådan beskaffenhed, at man naturligvis ikke kan gå i offentlig debat med et folketingsmedlem.

Når man betænker hvor hyppigt der i den offentlige debat har været anklager mod Dansk Folkeparti for at bryde armslængdeprincippet, er det forbavsende hvor mange som åbenlyst accepterer, at Jens Rohde fuldt og helt ønsker at bryde armslængdeprincippet i sagen om Radio24syv. Det skal nok blive farverigt med Jens Rohde i kulturudvalget. Den saglige indsats skal man nok lede andre steder efter.

Ret til at begå fejl

Såvel FM- som DAB-udbudsprocesserne kunne have været gennemført på andre måder. Der blev truffet en række politiske valg og efterfølgende forsøg på redningsaktioner for Radio24syv. Det lykkedes ikke.

Radio- og tv-nævnet viste for så vidt en imponerende uafhængighed ved ikke at være lydhør overfor de klart udtalte politiske ønsker om at sikre Radio24syv.

Muligvis traf Radio- og tv-nævnet forkerte beslutninger undervejs. En domstol vil afgøre om det ligefrem var ulovlige beslutninger. Men det er faktisk lovligt at træffe forkerte beslutninger.

Tænk, hvis der ikke har været en stor sammensværgelse for at lukke Radio24syv. Blot særlige politiske ønsker, som ikke harmonerede med Radio24syvs videre visioner.

Læg dertil et nævn som tog såvel lov som udbudsbekendtgørelse alvorligt. Tænk hvis nævnet mødte frem til sit afgørende møde med en uudtalt forventning om at Radio24syv ville få sendetilladelsen, men det bagvedliggende materiale, bl.a. fra KPMG, bare ikke gav det fortolkningsrum, som gjorde det muligt at efterkomme de politiske ønsker. Måske var det netop derfor nævnet i sin pressemeddelelse om tildelingen af sendetilladelsen til Loud gjorde opmærksom på, at det var en “klar afgørelse”.

Ikke så farverig en fortælling som konspirationen. Men mulig.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør