Når mediepolitik bliver politik

Christian S. Nissens bog om medieforhandlingerne 2015-2018 giver en fremragende indføring i det politiske spil og mediepolitikkens positioner.

Da daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen i et interview i august 2015 bramfrit udtalte, at ”DR fylder for meget i mediebilledet,” blev de efterfølgende snart fem års mediepolitiske debat slået an. Hjort Frederiksens udfald var reelt et ekko af den kampagne Danske Medier havde igangsat.

En borgerlig kampagne mod virksomheden DR kombineret med deciderede møgsager (direktørlønninger og -fratrædelsesordninger, hestetransport og andet guf for tabloidmedier) placerede såvel DR som DR’s ”venner” i defensiven.

Diskussionen kom aldrig til at handle om, hvilken rolle politikerne mente, mediepolitikken skulle spille i en periode med voldsomme ændringer: digitalisering, globale techvirksomheder, streaming og nye medievaner i befolkningen. Diskussionen handlede om, hvordan DR kunne stækkes.

Det er den helt entydige konklusion af Christian S. Nissens Politik mellem følelser og fornuft med undertitlen Spillet om danske mediers fremtid. Bogen bygger høj grad på samtaler med de centrale aktører gennem næsten hele forløbet.

Fornuft eller følelser

Som titlen mere end antyder, er Nissens budskab, at politik foregår i spændingsfeltet mellem det rationelle og følelserne. Der er en (delvis DJØF’sk) opfattelse af, at politik skal udøves som rendyrket og rationel fornuft: man læser kloge rapporter, drager essensen ud af dette, sætter nogle mål for den kommende periode og beslutter hvilke redskaber, der skal føre os dertil.

Mod dette taler ofte vores følelser. I bogen klarest udtrykt gennem dette citat fra Peter Skaarup, Dansk Folkeparti: ”Politik skal ikke videnskabeliggøres. Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger”. Politikere bruger ofte følelser til at udtrykke sig – det virker (tænk blot på Søren Espersens nylige udfald mod en DR-vært, som burde fyres). Men bag følelserne ligger holdninger, som er det, politikere tager med ind i forhandlingslokalet.

De politiske forhandlinger søger så at finde fællesmængder mellem følelser og fornuft – i bestræbelsen på at opnå aftaler.

Bogen kan læses som en almen introduktion til mediepolitik og den danske forhandlingskultur i det hele taget. Samspillet mellem lobbyister og politikere, den politiske proces og den faktuelle virkelighed og adgangsvejene til forhandlinger i det danske system fortælles ganske klart.

De færreste vidste, at der blev afholdt i alt 16 forhandlingsmøder mellem partierne i den afgørende fase foråret 2018. Problemet i dette var nok, at mange forhandlere oplevede det som unødvendigt trætte med forhandlinger, som ikke bevægede sig.

Mediepolitik som case

I beskrivelsen af den politiske tænkning, forhandlingsspillet og de danske forhandlingsformer og aftaler i form af forlig, nærmer bogen sig en grundbog i forståelsen af det politiske spil. Her bliver mediepolitikken blot til en case, der viser den aktuelle politiske styreform præget af mindretalsregeringer, som er afhængige af at forhandle sig til et flertal.

Dette gælder også i bogens spørgsmål om, hvorfor staten overhovedet skal føre en mediepolitik, som kan læses som almen politisk introduktion. Partiernes bagvedliggende ideologiske opfattelser synes at være trængt i baggrunden til fordel for de mere teknisk betonede, hvor man korrigerer for opståede, mindre problemer. De store udfordringer kan knapt skimtes i partiernes udspil.

Mindre stat – mere marked, eller?

Dette eksemplificeres gennem daværende kulturminister Mette Bocks (Liberal Alliance) udtrykkelige mål forud for medieforhandlingerne, som var at skabe ”bedre balance” – mellem gamle og unge mediebrugere, mellem gamle og unge medier, mellem landsdækkende og lokale medier og ikke mindst mellem statsejede og private medier. Det sidste var det stærke ideologiske holdepunkt for Liberal Alliance.

Såfremt man blot ser på, at det lykkedes at svække DR, kan man betegne det som en sejr for ministerens balancemål. Men på alle andre parametre mislykkedes missionen: TV2 blev ikke solgt, en større Public Service-pulje sikrer stærkere statslig styring af medier, en ny statslig DAB-kanal og tilsvarende TV-kanal indebærer stærkere statslig styring. Og slutresultatet med geografiske krav til FM4-kanalen er også udtryk for stærkere statslig styring.

Medieforskningen viser, at medieforbruget i disse år foretager et voldsomt skift fra såkaldt ”flow” (fx at se tv på en bestemt kanal) til streaming. På den baggrund virker det sært bagudskuende, at der politisk er fokus på at begrænse antallet af DR’s radio- og tv-kanaler – og samtidig ses som en politisk sejr at etablere nye TV- og DAB-kanaler.

Et element i medieaftalen, som Nissen undrer sig dybt over, er tanken om at etablere en børne- og ungeapp i DR-regi, som skal samle såvel DR-programmer som programmer fra andre medieudbydere, der har opnået støtte fra Public Service-puljen. Hvilke private medievirksomheder har lyst til at få indhold kurateret af DR og samtidig overfor brugerne fremstå som en del af DR?

Og ikke nok med at DR økonomisk blev svækket, men de statslige reguleringer af DR’s virksomhed blev mere omfattende end hidtil (ingen lange, dybdegående artikler er blot et eksempel).

Hertil kommer, at omlægningen fra licens til finanslovsfinansiering af DR, TV2-regionerne og andre public service-medier åbner en hidtil ukendt dør for stærkere politisk indblanding.

Målt på de liberale formål, mislykkedes man helt og aldeles.   

Mere stat – mindre marked, eller?

Bogen indeholder ikke egentlige afsløringer, dog enkelte overraskelser. Mest markant, at Socialdemokratiets ledelse i meget høj grad bestræbte sig på at komme med i medieaftalen og reelt underløb – og i hvert fald vanskeliggjorde – daværende medieordfører, Mogens Jensens position.

Især Dansk Folkeparti må i dag ærgre sig over, at partiet spændte buen (læs sparekravene) så højt, at Socialdemokratiet stod af i forhandlingerne. De ændringer, der er sket, og som vil komme med en ny medieaftale i 2020, kunne man have været foruden.  Dertil kommer, at en ny medieaftale sikkert vil blive uspiselig for Dansk Folkeparti, hvorfor man ikke vil blive inviteret til opfølgende forhandlinger.

Den samlede opposition forekommer forbavsende svag i Nissens optik. De få udspil, der kommer fra de partier, som dengang udgjorde oppositionen, skriver sig ganske tæt ind i den blå dagsorden. Ej heller oppositionen havde egentlige bud i forhold til den nye medievirkelighed.

Nissen efterlyser også, at rød side tager ideologisk og værdipolitisk afsæt i mediedebatten. Den daværende opposition forholdt sig ikke til den del af medieudviklingen, hvor borgerne i samfundet bliver til forbrugere på mediemarkedet. Det blev snarere udelukkende til (vanskelige) defensorater for DR.

Og fristes man at tilføje: den debat, der aktuelt udspiller sig blandt partierne i det nye politiske flertal om en ny mediepolitisk aftale, har tilsyneladende heller ikke andre overskrifter end at undgå besparelser i DR.

Nissens kilder

PS: Uanset at lukningen af Radio24syv har fyldt absolut mest i mediebilledet af konsekvenserne af den mediepolitiske aftale fra 2018, dokumenterer bogen, at den mulige videreførelse af radioeksperimentet næsten intet fyldte i forhandlingerne. Det handlede om DR.

Som nævnt er bogen i høj grad baseret på samtaler med centrale aktører (både politikere og andre) gennem hele forhandlingsforløbet. Det fremgår ikke i hvilket omfang, fx forhandlerne har opfattet samtalerne som fortrolige eller som åbne og citérbare.

Der er ganske få direkte politikercitater fra disse samtaler. En nærmere gennemgang og dokumentation af dette, ville styrke bogens dokumentationskraft. Nu fremstår det som en tillidssag mellem forfatter og læser.

Christian S. Nissen er primært kendt som generaldirektør i DR fra 1994 til 2004. Siden har han i høj grad beskæftiget sig med forskellige dele af mediepolitikken, bl.a. som medlem af det public service-udvalg, som blev nedsat i 2014 og aflagde rapport i 2016 (se Søndag Aften arkiv).

I en samtale med Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti, får Nissen stillet spørgsmålet ”Sig mig, Nissen, er du ikke en DR-mand?”. Det er på flere måder et interessant spørgsmål. Dels fordi Christian S. Nissen jo blev fyret fra DR. Det er de færreste, som afskediges fra en højt profileret post, som stadig efter 10-15 år ses som repræsentant for institutionen.  At se Nissen som en DR-mand må også skurre i ørerne hos ældre DR-medarbejdere, al den stund Christian Nissen var den første generaldirektør i DR, som ikke havde baggrund i DR. Det gav ham betydelig modstand i begyndelsen af hans virke som generaldirektør. I nogles blik er han altså nu en DR-mand.

Christian S. Nissen Politik mellem følelser og fornuft Spillet om danske mediers fremtid Gyldendal 2020.