Aktuelt · Arkitektur og design · Biblioteker · Film · Kunst og museer · Litteratur · Musik · Politik · Teater og dans
Sådan rammer corona dansk kunst og kulturliv
Dette er ikke et skræmmebillede med de værste ulykker, der kan komme. Det er blot en konkret fortælling om, hvordan den nye virkelighed påvirker forskellige dele af dansk kulturliv.
Det er ikke mange måneder siden, der var en stigende bekymring for overturisme i en række europæiske storbyer (se Søndag Aften arkiv).
Dette perspektiv er fundamentalt forandret gennem den seneste måneds coronakrise. 2020 bliver et elendigt turistår over hele verden. Naturligvis også i Danmark.
Det vil kunne mærkes i hele oplevelsesindustrien og blandt langt de fleste kulturinstitutioner.
Det nærmer sig definitionen af en optimist, hvis man tror på fremgang for krydstogtsvirksomheder i 2020. Coronakrisen begrænser i forvejen den almindelige rejselyst, når det igen bliver muligt. Rædselshistorier fra indespærrede på krydstogtsskibe lokker næppe flere til.
I 2019 kom hele 1,1 mio. krydstogsturister til Danmark. I år bliver det væsentligt færre. Et særligt kendetegn ved krydstogtsturisterne er, at de lægger langt flere penge end øvrige turister.
Tivoli
En af de virksomheder, som kommer til at mærke nedgangen i udenlandske turister i år, er Tivoli. I 2019 havde Tivoli 4,6 mio. gæster, heraf cirka 30% udenlandske turister.
Tivoli havde i 2019 en omsætning på 1.051 mio. kr. og leverede et overskud på hele 209 mio. kr. Virksomheden er efter en række forrygende år godt rustet til at stå imod coronakrisen.
Foreløbigt er åbningen af Tivoli i år rykket et par uger. Det er stærkt sandsynligt, at den rykkes yderligere. Og Tivolis direktør Lars Liebst forventer også, at virksomheden skal i tæt dialog med myndighederne, når genåbningen af Danmark påbegyndes. Der kan komme restriktioner på antallet gæster, på brugen af forlystelser eller på restaurationernes indretning og servering.
Tivoli mærker også nedgangen i turismen gennem aflysninger af kongresser, som skulle have været afholdt i forlystelseshavens to hoteller.
Lars Liebst udtrykker håb om, at flere københavnere og også tilrejsende fra det øvrige Danmark vil besøge haven, når de nu vælger at blive i Danmark. Det kan opveje lidt af tabet.
Tivoli har sendt knapt 300 medarbejdere hjem med assistance fra den statslige lønkompensation. Det giver en lønnedgang for medarbejderne. Værre ser det dog ud for havens mange yngre studerende, som plejer at have et travlt og givtigt sommerferiejob. Sæsonen bliver kortere og knapt så travl som ellers.
Der vil også være stor usikkerhed blandt havens mange lejere, fx de mange restaurationer. De skal fortsat betale leje, selv om Tivoli kan være åben for at diskutere smidige løsninger. Restaurationerne er også en del af Tivolis brand, som man ønsker at holde fast i.
Tivoli mærker allerede nu aflysninger fra internationale turnerende artister, dirigenter og orkestre. Årets Fredagsrock bliver anderledes, måske også med restriktioner. Blandt de få muligheder for at forbedre årets økonomi er at arbejde med sæsonudvidelse i efteråret, selv om Tivoli allerede har udvidet sæsonen kraftigt i de senere år.
Og så bliver 2020 et skuffende år for Tivoligarden: Den planlagt turne til OL i Tokyo er selvfølgelig aflyst. En af havens mange traditioner, de mange smukke blomsterudsmykninger, må såvel gæster som københavnere undvære. Som et lille plaster på såret har man sat nogle blomsterudsmykninger ud foran Tivoli på Vesterbrogade. Gartnerne arbejder stadig.
Riddersalen
Teatret Riddersalen på Frederiksberg, et lille storbyteater, havde planlagt forestillingen Dengang du var lille til at spille fra 17. marts til 8. april. 40 forestillinger blev aflyst, og billetsalg for i alt 172.000 kr. måtte refunderes. 75% af gæsterne ønskede pengene retur, 25% ønskede et tilgodebevis til et senere tidspunkt. En god håndfuld gæster lod pengene blive stående hos teatret som et lille tilskud.
Teatret afventer fortsat retningslinjer for Kulturministeriets formidlingstilskud, om det modtagne tilskud, 58.000 kr., skal returneres til staten.
Forestillingen skulle også have været på turne, som er aflyst. Teatret arbejder på at rykke turneaktiviteten til næste år. De medvirkende er på kontrakt frem til 26. april. Der er ingen udsigt til lønkompensation.
Riddersalen havde også planlagt Projekt Om Sorg i samarbejde med den lokale folkekirke, biblioteket, Frederiksbergmuseerne og Musikhøjskolen. Projektet var planlagt fra 1. april til 12. juni. Det er nu rykket til oktober-november. Der er dialog med fonde, forvaltning og samarbejdspartnere om de ændrede planer, som også indebærer ændrede aftaler med mange kunstnere og workshops med skoleelever.
Teatrets forestilling, Stemmer til de stille, er planlagt til premiere 11. juni. Prøvestart skal efter planen finde sted 27. april. Dette kan man blive tvunget til at udskyde, eller aflyse, hvilket giver ekstra lønudgifter.
Teatret har syv medarbejdere, som for tiden enten arbejder hjemmefra eller er sendt hjem uden arbejdsforpligtelse.
Frederiksberg kommune har besluttet, at uddelte midler fastholdes trods mindre aktivitet end aftalt. Teatrets usikkerhed består af manglende afklaring af formidlingsordningen og manglende lønkompensation for ekstra lønomkostninger.
Teatret ser forholdsvis fortrøstningsfuldt på næste sæson, hvis disse problemer løses.
Børneteatre
Riddersalens situation beskriver ganske godt de gennemgående problemer for børne- og ungeteatre. Der arbejdes ivrigt med at flytte forestillinger og få det til at passe ind i sæson 2020/2021, hvor man allerede var langt i planlægningen.
Et stort tab for børneteatrene er, at den årlige store showcase, Aprilfestival, er aflyst. Det er her, det store turnesalg foregår. I år var tilmeldt hele 21 nye teatre og producenter, som derved mister muligheden for at præsentere sig. Konsekvensen bliver, at det bliver svært at promovere nye teatre og forestillinger. Frygten er, at det fører til mere salg af gamle, kendte forestillinger.
Der er også planlagte forestillinger, som måske aldrig bliver opført.
Et vanskeligt planlægningselement er, at teatrene skal lave aftaler med skolerne, men skolernes planlægning er lige så presset som al anden planlægning for tiden.
Mange børneteatre ser usikkerheden om formidlingsordningen som afgørende. Der er allerede afholdt udgifter til formidling.
Mungo Park
Egnsteatret Mungo Park i Allerød er et af de egnsteatre, som har en markant kunstnerisk profil. Teatret har i perioden frem til påske været involveret i 34 aflyste forestillinger, heraf otte egne turneopførsler og 26 stationære opførsler. Også efter påske forventer teatret, at der kan komme mange aflysninger.
Teatrets foreløbige juridiske vurderinger er, at man som turneudbyder ikke kan forvente betaling for indgåede turnekontrakter, selv om det er arrangøren, som aflyser. Der vil være tale om en force majeure-situation.
Mungo Park har fortsat store udgifter til skuespillere og teknikere. Teatret forventer et tab på næsten en halv mio. kr. alene for aflyste turneforestillinger.
Så længe det er uafklaret, hvor længe nedlukningen af teatret fortsætter, kan teatret ikke gøre det samlede økonomiske tab op. Allerede nu tegner det dog til et tab på de stationære forestillinger, som nemt havner i millionklassen.
Mungo Park forsøger at få publikum til at bytte billetter til senere tidspunkter frem for at få billetter refunderet. Teatret arbejder intenst på at sælge årskort for næste sæson, hvilket giver en lille effekt.
Teatret har gennem de senere år haft en egenindtægt på 40-45%. Man har derfor ikke mulighed for at søge om lønkompensation.
Dansk Teater
Dansk Teater er branche- og arbejdsgiverorganisationen for de professionelt producerende teatre i Danmark. Her svarer det generelle billede ganske godt til Mungo Parks.
Kun få teatre kan gøre brug af de hidtidige hjælpepakker, da de modtager mere end 50% i offentlig driftsstøtte. Samtidig er de teatre, der er medlem af Dansk Teater, omfattet af kollektive overenskomster med de faglige organisationer om løn- og ansættelsesvilkår for de ansatte på teatrene. Overenskomster, der blandt andet betyder, at indgåede ansættelseskontrakter for skuespillere/dansere er uopsigelige.
De mange aflyste forestillinger som følge af coronakrisen og påbud fra myndighederne giver et stort tab på indtægtssiden for teatrene, som ikke kan modsvares af tilsvarende besparelser. Det fører ganske snart til store likviditetsproblemer, da mange teatre kun har en beskeden egenkapital, hvilket giver risiko for konkurser.
Mange teatre står i ganske komplekse situationer. Man skal håndtere aftalte gæstespil, coproduktioner og turneer, som ikke kan gennemføres. Man skal refundere allerede solgte billetter til publikum og forholde sig til det personale, der er ansat på teatrene – både de fastansatte og de kontraktansatte/freelancere.
Teatrene afventer afklaring på de udbetalte offentlige tilskud/støtte i form af blandt andet garantiordningen og formidlingstilskuddet. Kommunerne har nogle steder valgt at annullere indgåede kontrakter med børne- og opsøgende teater og dramapædagogiske aktiviteter.
Ansættelseskontrakter for sæson 2020/2021 i høj grad allerede indgået og gennemgående uopsigelige. Det er således vanskeligt at hente dette års underskud ind næste år. Hertil kommer den generelle usikkerhed om, hvornår publikum igen har lyst til at gå i teatret. Forsalget til sæson 2020/2021 starter i maj. Det kan blive vanskeligt at skabe en stærk første salgsbølge, hvis teaterlivet fortsat er lukket ned.
Dramatikeren
Dramatikeren Gritt Uldall-Jessen udgør sammen med Jimbut Jun Feng den kunstneriske ledelse i Nydanskeren Jimbuts Kulturforening.
Foreningen har to aktuelle projekter, som er nært forestående. Den iscenesætte reading Tagterrassen, skrevet og iscenesat af den unge kvindelige dramatiker Xiao Jing(CHN), er programsat til festivalen CPHStage ’20 til maj. Hertil startede billetsalget 2. marts!
Det vil i nogen grad endnu være usikkert om CPHStage kan gennemføres i år. Det er også usikkert, om det vil blive muligt for Xiao Jing at rejse ud af Kina og ind i Danmark. For nærværende tør Gritt Uldall-Jessen derfor ikke investere i flybillet eller booke bolig, endsige lave endelig aftale med spillested.
Både Statens Kunstfond og Frederiksberg kommune har støttet den iscenesatte reading, og begge har tilkendegivet, at udbetalte tilskud ikke vil blive krævet returneret. Gritt Uldall-Jessen og Jimbut Jun Fengs eget honorar som producent og oversættere er dog i fare. S.C. Van-fonden har givet mulighed for at readingen kan opføres senere i 2020.
Til september-november skal foreningen gennemføre et Holberg-projekt på Penghao Theatre i Beijing. Man vil opføre nyoversatte Holbergtekster som iscenesatte læsninger med danske iscenesættere og kinesiske skuespillere. Statens Kunstfond har støttet projektet, men Gritt Uldall-Jessen er usikker på, om den fortsatte fundraising overhovedet er mulig. Projektet foregår i Kina, og Kina har p.t. lukket grænserne for udlændinge.
En aftale om at præsentere Holberg-projektet fra Penghao Theatre i Danmark er i første omgang rykket frem til 2021.
Det Kongelige Teater
Som statsinstitution kan Det Kongelige Teater på mange måder have sit på det tørre. Konkursen vinker ikke forude. Men det betyder ikke, at det ikke er svært.
Da de første begrænsninger som følge af corona kom, valgte Det Kongelige Teater i få dage kun at besætte hvert andet sæde, så smitterisikoen blev begrænset. Men som for alle andre teatre har man være lukket ned siden 12. marts. Forestillinger aflyses eller udskydes til en senere sæson. Timelønnet personale er opsagt med sædvanlige varsler. Teatret forsøger at begrænse tab mest muligt.
For teaterdirektør Kasper Holten er usikkerheden det væsentlige problem. Usikkerheden har mange elementer.
Hvor lang tid varer nedlukningen? Hver dag koster penge.
Bliver det overhovedet muligt at opføre denne sommer planlagte store forestilling, Hobbitten, for 3.500 tilskuere? Der er allerede afholdt store udgifter til Hobbitten, men noget kan måske spares, hvis forestillingen i værste fald må udskydes til et senere tidspunkt.
De vanskelige regnestykker kan dog ikke gøres på papir. For det handler om, hvordan coronakrisen påvirker folks købemønstre. ”Vil de være så sultne efter kultur og fællesskab, så de vælter i teatret igen – eller vil de være bange og måske holde på pengene i en svær tid?”, spørger Kasper Holten.
”Selv om selv om mange – inklusiv Det Kongelige Teater – bløder og lider lige nu, så må vi sætte det store samfundsperspektiv først, og bevare troen på at lysten til at opleve live, i fællesskab med andre, er stærkere end frygten.”
Kasper Holten ser det som en særlig opgave for kunsten at træde til, når Danmark åbnes op igen. ”Kunsten giver måske ikke svar på alle spørgsmål, men den giver os mulighed til at udforske dem, afprøve dem, mærke os selv og finde lindring og håb.”
Bogmarkedet
Forlag og boghandlere må umiddelbart være blandt de mindst berørte af coronakrisen. Bøger kan jo læses alene og bestilles på nettet.
De fleste boghandlere er helt lukkede. Det betyder, at den vigtigste salgskanal er væk. Boghandlere må søge om statslig kompensation gennem de generelle hjælpepakker, primært lønkompensation og kompensation for faste udgifter. Kompensationen sikrer dog langt fra mod et tab.
Landets største bogdistributør, DBK, har oplevet en ordrenedgang på 30-35%. Virksomheden har hjemsendt 42 medarbejdere svarende til 30% af medarbejderne. Virksomheden søger om den almindelige lønkompensation.
Især bibliotekstjenesten ereolen.dk har mærket en eksplosiv vækst. Dette kan dog langt fra kompensere på manglende salg af fysiske bøger. Ebøgerne stod for 17% af forlagenes omsætning i 2019.
Forlagsvirksomhed er umiddelbart upåvirket. Der kan arbejdes hjemmefra. Det drastiske fald i omsætning kan dog straks mærkes i forlagenes likviditet.
For forlagene er det også en alvorlig bet, at markedsføringskanaler som messer, foredrag og oplæsninger med ét er forsvundet. Dagbladenes dækning af bogstoffet er også kraftigt reduceret.
Forlagenes omsætningsnedgang vil afspejle sig i royaltys til forfattere, som også vil falde, dog tidsforskudt.
Bibliotekerne
Landets folkebiblioteker har været lukket siden 12. marts. Nogle biblioteker håber stadig at kunne genåbne efter påske, hvorimod fx Københavns kommunes biblioteker tidligst genåbner 1. maj. Udlånte bøger kan først afleveres ved genåbning, men brugerne får ikke bøder for forsinket aflevering. Reserverede bøger kan ligeledes først hentes ved genåbning.
Bibliotekernes digitale tjenester oplever kraftigt stigende efterspørgsel. Ereolen udlånte i marts 239.000 bøger, i marts 2019 havde man 170.000 udlån. Mere markant er dog stigningen i antallet unikke lånere. I marts 2019 havde man 82.000 unikke lånere, dette er steget til 142.000 i marts 2020.
Også ereolens lydbøger oplevede voldsomt stigende interesse i marts. I marts 2019 udlåntes 237.000 lydbøger, dette steg til 345.000 i marts 2020. Også her steg antallet unikke lånere kraftigt, fra 94.000 i marts 2019 til 137.000 i marts 2020. Reelt er de nævnte udlånsstigninger voldsommere, end tallene giver indtryk af, idet det kun er i de sidste tre uger af marts, bibliotekerne var lukket.
Alt tyder på, at bibliotekerne har valgt at fastholde indkøbspolitikken under lukkeperioden. Derved er bibliotekerne med til at understøtte bogbranchen. Bibliotekerne kan dog se frem til en diskussion om, hvordan man skal finansiere den voldsomme vækst i udlånet gennem fx ereolen.dk. Såfremt bibliotekerne tvinges til at reducere bogkøbet som konsekvens af efterspørgslen på ereolen.dk, vil forlag og forfattere uden ebogsudgivelser tabe på dette.
Bibliotekerne har dog også mistet rollen som det fysiske mødested under lukningen. Lokale arrangementer er aflyst. Alle lektiecafeer, it-cafeer, fysiske læseklubber og lytteklubber er aflyst. En del af dette har social slagside.
En række markante biblioteksarrangementer som Krimimessen i Horsens, Galaksedage i Randers, Ordkraft i Aalborg og Faglitterær festival i Lyngby er aflyst.
Danmarks Biblioteksforening har foreslået at bruge de udviklingspuljer, der er afsat til bibliotekerne inden for kulturministeriets område til at afbøde coronakrisens negative effekter for de udøvende kunstnere. Det kan ske ved at øremærke midlerne til arrangementer, når bibliotekerne igen åbner.
Billedkunstneren
Simone Aaberg Kærn er en veletableret kunstner med en stærk international profil. Mange kender hende for det officielle portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og for en række værker, hvor hun kombinerer kunsten med hendes interesse for piloter og flyvning.
Siden 2016 har hun arbejdet på projektet Sisters in the sky – China. Flying the Landscapes of the Anthropocene, som var planlagt til at åbne 8. marts i Nordic Contemporary Art Center i Xiamen i Kina. Udstillingen havde et særligt brugerinddragende aspekt, idet der også skulle være samtaler med grupper af piloter.
Fra januar begyndte hun at mærke, at kinesiske samarbejdspartnere blev mere optaget af corona end af hendes projekt. Udstillingen blev så også aflyst. Hun omarbejdede og forsøgte at flytte udstillingen til Alaska, som på det tidspunkt var fri for coronameldinger. Men også Alaska lukkede ned.
Nu er alle genstandene til udstillingen lukket inde i Kina uden foreløbig udsigt til at komme ud. Simone Aaberg Kærn kan dermed se tilbage på over fire års arbejde, som måske aldrig bliver virkeliggjort. Et arbejde, som kunne have styrket hendes internationale position.
Simone Aaberg Kærns forventning var også, at hun skulle leve af projektet flere år frem: salg af værker, en bogudgivelse, foredrag og de relationer og den omtale, som er så essentiel for kunstnere.
Statens Kunstfond har givet støtte til udstillingen og meldingen om, at kunstfonden ikke kræver penge tilbage fra værker, som forhindres på grund af coronakrisen, letter. Hun håber, at de private fonde, som har støttet projektet, vil vise samme form for imødekommenhed. Pengene er brugt til projektet og derfor vanskelige at betale tilbage. De fire års egen investering er nok tabt.
Til august planlægger Statens Museum for Kunst udstillingen Brændpunkter, hvor Simone Aaberg Kærn er blandt de medvirkende kunstnere. Situationen er usikker, både fordi det fortsat er uvist, hvornår – og i hvilket omfang – Statens Museum for Kunst åbner, og fordi der kan opstå problemer for nogle af de øvrige, internationale medvirkende.
Simone Aaberg Kærns held i denne situation er, at hun i 2019 modtog et tre-årigt legat fra Statens Kunstfond.
Hun håber, at staten vil investere i langt flere arbejdslegater ovenpå coronakrisen. ”Vi har som samfund brug for at kunstnere får mulighed for at bearbejde denne voldsomme ændring i vores liv og give kunstnerisk visionære bud på livet efter corona”, siger hun.
Tekstilkunstneren
Tekstilkunstneren Dorte Østergaard Jakobsen er veletableret og anerkendt indenfor sit fag. Hun har deltaget i utallige udstillinger i Danmark og i udlandet. Hun er repræsenteret på såvel danske som udenlandske museer.
De sidste fire år har hun arbejdet på at skabe soloudstillingen Under Over Fladen på Gammelgaard Kunst og Kulturcenter i Herlev. Udstillingen åbnede 18. januar, men blev lukket godt en måned før tid, 12. marts.
Gennem de fire år har hun i perioder kunnet arbejde på Statens Værksteder for Kunst og på grund af udstillingens omfang har været nødt til at ansætte assistenter. Der er opnået fondsstøtte til udstillingen, men Dorte Østergaard Jakobsen har også betalt en stor del ud af egne midler.
Aflysningen af de sidste seks uger af udstillingen medførte, at i alt fire arrangementer blev aflyst, en vigtig bogreception, to workshops og et dansearrangement. Især den aflyste bogreception vejer tungt. Det var også tænkt som et pressefremstød.
Dorte Østergaard Jakobsen kan ikke gøre et egentligt tab op endnu, da en udstilling er en langsigtet investering. De firmaer, hun pt. samarbejder med, mangler ordrer på grund af coronatrykket, og hun kan derfor se frem til en periode med meget lav indkomst.
Dorte Østergaard Jakobsen har for små indtægter til at kunne opnå hjælp fra de hidtidigt vedtagne hjælpepakker.
Kapau
Kapau er et butiksfællesskab, som er drevet af 17 forskellige designere og kunsthåndværkere beliggende i Gothersgade i København. For at medvirke til at bremse smittespredniungen, valgte butikken at lukke allerede før den officielle nedlukning af Danmark.
Det betyder entydigt mistet omsætning. Kunsthåndværk taler til sanserne og bliver primært solgt, når det bliver set fysisk i butikken. Det kan ikke erstattes af onlinesalg.
Butikken håber at kunne åbne inden sommerferien – og håber at danskerne vil støtte de mange små lokale butikker.
Foreningen søger om huslejekompensation.
Spillestedet
Rust har siden 1990 været et af de markante spillesteder i København, i sin tid med udgangspunkt i Next Stop-bevægelsen. Rust er blandt de honorarstøttede spillesteder i Københavns kommune.
Ærgerligt for Rust og andre spillesteder var det en torsdag, regeringen besluttede at lukke Danmark ned. Det, der skulle have været en weekend med fuld gang i omsætningen, blev et lukket land.
42 medarbejdere, svarende til 13 årsværk, blev sendt hjem. Rust besluttede at fastholde medarbejdernes lønninger, også de løsere ansatte timelønnede.
Indtil nu har den største udfordring for Rust været likviditetsmæssigt. Man søger om lønkompensation og om støtte til faste udgifter (bl.a. husleje). Desuden er man gennem Flex Funding godkendt af Vækstfonden til regeringens model for 70% statsgaranterede lån. Den statslige støtte kommer dog langt senere end løn- og huslejeudgifterne. Det er ikke lykkedes at overbevise banken om, at det statsgaranterede lån er i tilstrækkelig sikkerhed.
De planlagte koncerter er enten rykket til efteråret eller helt aflyst. Rust håber, at staten i lighed med Københavns kommune vil beslutte, at honorarstøtte udbetales, så det bliver muligt at udbetale honorarer til musikere, hvis koncerter blev aflyst.
Samlet forventer Rust at tabe 200.000-500.000 kr. på coronakrisen. Spillestedet vil naturligvis gerne åbne op. ”Men hellere for sent end for tidligt. Vi vil helst vente med at åbne, til publikum føler sig helt trygge ved et spillested som vores”, lyder det fra direktør Morten Varano fra Rust.
Dansk Live
Interesseorganisationen for spillesteder og festivaler hedder Dansk Live. Her er vurderingen, at kun 20% af de spillesteder, som er blandt medlemsskaren, vil få gavn af de hidtidige hjælpepakker. Især for spillesteder, som har mere end 50% i offentlig finansiering, er situationen kritisk. Mange spillesteder oplever, at publikum ønsker at få refunderet billetter for udskudte koncerter.
Festivalsæsonen nærmer sig med stor hast, allerede sidt i maj løber de første festival af stablen. Her er der stor usikkerhed. Dels er det muligt, at nedlukningen går ind i festivalsommeren, især for arrangementer med mange deltagere.
Festivalerne, der for manges tilfælde er foreninger, der deler overskud ud, og derfor ikke har opsparet egenkapital, bliver ramt meget hårdt, da de kun har få dage at lave hele årets indtjening i.
Musikeren
Karsten Bagge er trommeslager, med i utallige jazzprojekter og også med udgivelser i eget navn. Han er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium og har i mange år levet som såkaldt kombinatør, hvor årsindtægten skrabes sammen ad mange veje.
Et normalår – hvis et sådant findes – kan se sådan ud:
A-indtægt:
Musikundervisning 200.000 kr.
Teaterjobs 20.000 kr.
I alt 220.000 kr.
B-indtægt
Løse spillejobs 105.000 kr.
Rettighedspenge 5.000 kr.
Bibliotekspenge 3.000 kr.
I alt 113.000 kr.
Samlet indtægt 333.000 kr.
Karsten Bagge er hjemsendt med løn fra sit undervisningsarbejde og underviser i et vist omfang online. Herudover er den mest sikre del af Karsten Bagges indtægter rettigheds- og bibliotekspenge, i alt blot 8.000 kr.
Coronakrisen har ført til, at alle øvrige indtægter med ét er bortfaldet. I realiteten er det underordnet for Karsten Bagge, om pengene kommer som A- eller B-indtægt. Alle indtægter bygger på den uddannelse og faglighed, han har opnået.
Med en samlet B-indtægt på 113.000 kr. falder Karsten Bagge under den nedsatte grænse på 10.000 kr. pr. måned for at kunne få lønkompensation som freelancer, selv om beløbet udgør en ganske væsentlig del af årsindtægten. Der er absolut ikke tale om hobbyvirksomhed.
For Karsten Bagge giver de bureaukratiske grænser mellem A- og B-indtægt ingen mening.
Komponisten
Hans-Henrik Nordstrøm er en veletableret komponist, som har modtaget et utal af priser. Han har udgivet 11 cd’er, men hans værker kan høres på mere end 60 cd’er.
En komponist kan nok arbejde uforstyrret af coronakrisen, kunne man mene. Men Nordstrøm er afhængig af, at værker opføres. Aktuelt er en række koncerter udskudt. Tungest vejer en koncert, som var planlagt til 5. maj – med musik til tekster af digteren Morten Nielsen.
Han vurderer, at coronakrisen er værst for yngre og ukendte komponister, som kan mangle muligheder for at gøre sig netop mere kendte.
Musikskolerne
Fremtidens musikere skal man sikkert finde på landets musikskoler. Såvel musik- som kulturskoler blev lukket ned samtidig med al anden undervisning. Omkring halvdelen af landets musik- og kulturskoler tilbyder en eller anden form for online-undervisning under nedlukningen.
Den største bekymring i musikskolerne er, om brugerbetalingen skal tilbagebetales for den periode, hvor der ikke bliver undervist. Indtil nu er det kun få af musikskolerne, som har tilbudt tilbagebetaling.
Gennemgående har musik- og kulturskolerne ikke midler til at kunne finansiere en tilbagebetaling.
I forhold til næste skoleår er skolerne bekymrede for, hvordan tilmeldingsmønstret vil blive. Typisk gennemføres gentilmeldinger i april og nye tilmeldinger i maj. Hvor mange elever har lyst til at melde sig til undervisning, mens skolerne er lukkede?
Musikskolerne håber, at i hvert fald eneundervisning bliver muligt, når Danmark igen åbner.
Cirkus Trapez
Cirkus, det er jo om sommeren, så de kan da ikke have mistet billetindtægter, tænker man måske. Sådan foregår det langt fra hos Cirkus Trapez. Vinterhalvåret er forberedelsen til sommeren, her repareres køretøjer, sys dragter og males inventar. Dyrene passes og trænes.
Cirkus Trapez har allerede været i statsministerens tanker, da man sidste år blev nødt til at afhænde elefanten Ramboline. Derfor var Cirkus Trapez nødt til at investere i en ny, dyr attraktion bygget op om tegneseriefiguren Yakari.
For cirkus er det vigtigt at kunne hente de nødvendige indtægter gennem hele sommersæsonen. Sæsonpræmieren var planlagt til 8. april og er foreløbigt udskudt. Hver lukket dag er mistede indtægter. Dyrene skal også passes, når der ikke er publikum.
Cirkusartister ansættes på kontrakter som selvstændige. Da mange af dem er udenlandske, indgår de ikke i de danske kompensationsordninger. Coronakrisen er jo også i næsten alle andre lande, så det giver udfordringer med at få artister frem til Danmark.
Cirkus over hele Europa er i samme situation. Det store tyske cirkus Krone, med plads til 3.000 tilskuere, fik en myndighedsbegrænsning på 500 tilskuere og opgav at gennemføre forestillinger. Det blev for dyrt.
Tryllekunstneren
Trylle-Michael er professionel tryllekunstner. Han lever af at optræde med egne shows eller til fødselsdage, jubilæer, bryllupper, events og messer. Fire dage hver måned optræder han for børn på børneafdelingerne på Rigshospitalet og Nordsjællands Hospital.
Trylle-Michael underviser også i trylleri og afholder workshops i tryllekunster.
Eller rettere: Det gjorde han.
Efter at have optrådt i 25 år forsvandt hans livsgrundlag fra den ene dag til den anden. Ingen jobs. Dog enkelte jobs fra september, men endnu ingen julearrangementer.
Michael er ikke medlem af en a-kasse, for hans uregelmæssige indtægter duer ikke til a-kassesystemet. Han håber, at hjælpepakken kan dække 2/3 af hans hidtidige indtægt. Men det er kun i de tre måneder, hjælpepakken virker.
Men ingen arrangører tør booke underholdning længere. Kalenderen er helt tom resten af året.
Biografen
Kino Den Blå Engel i Kalundborg er blandt landets mange, relativt små biografer. Den nuværende ejer, Annette Nielsen, har drevet biografen, som har over 60 år på bagen, siden 2003. Ambitionen er at være et kulturelt samlingssted i byen med mange forskellige arrangementer som koncerter, foredrag og comedy.
I begyndelsen af marts kunne biografen glæde publikum med en ny sal med recliner stole og det nyeste udstyr. Desværre nåede man kun at holde åbent i en uge, så lukkede man efter regeringens råd.
Som så mange andre kulturinstitutioner lever biograferne med gynger og karruseller. Den globale premiere på det der skulle have været dette forårs store blockbuster, James Bond-filmen No Time To Die, blev rykket fra 2. april til 12. november 2020. Også en række andre forventede blockbusters er udsat.
Det er lang tid at vente på en storfilm. Annette Nielsen håber, at regeringens hjælpepakker kan holde biografen i live, så man bliver i stand til at åbne for publikum sammen med resten af Danmark.
Moesgaard Museum
Siden åbningen af Det nye Moesgaard Museum i 2014 har museet markeret sig som et af de mest velbesøgte kulturhistoriske museer i Danmark. November 2019 åbnede museets store Pompejiudstilling, som var planlagt at vare til 10. maj.
Museet lukkede naturligvis for besøgende 12. marts.
Hvis museet skal være lukket indtil udgangen af maj, vil det betyde et indtægtstab på 14,6 mio. kr. Museet har gjort brug af lønkompensationsordningen og har hjemsendt 246 medarbejdere på denne ordning. Man forventer at modtage 2,7 mio. kr. i kompensation. Hertil kommer, at man gennemfører egne tabsbegrænsende foranstaltninger på 3,4 mio. kr.
Netto ser Moesgaard Museum frem mod et samlet tab på ca. 8,5 mio. kr., hvis man skal holde lukket indtil udgangen af maj.
Den almindelige usikkerhed har også medført, at man har aflyst et antal planlagte arrangementer i løbet af sommeren. Museet er i det hele taget nervøs for sommerens besøgstal. Almindeligvis er 20-30 procent af gæsterne udenlandske turister. Dem bliver der færre af. Det vanskelige spørgsmål er, hvor mange danske gæster, som vil på museum efter nedlukningen.
Danske Museer
Organisationen Danske Museer har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt 154 museer, hvoraf 48% svarede.
Et groft skøn viser, at museerne samlet set har indtægter fra det publikumsrettede arbejde på ca. 1,3 mia. kr. årligt. Perioden marts-maj er ikke højsæson, men lukning i de tre måneder vil føre til et forventet indtægtstab på ca. 290 mio. kr., svarende til 20% af den estimerede årsindtægt.
44% af de museer, som har svaret på undersøgelsen, frygter likviditetsmæssige problemer. Over 10% har allerede likviditetsmæssige problemer.
Hvert tiende museum er dybt afhængig af udenlandske turister (som udgør 50-90% af museets gæster).
Kulturcentret ASSISTENS
Kulturcentret Assistens har siden 1996 drevet aktiviteter og kulturformidling på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Nu er overskriften: aflyst.
Den Lille Kulturnat, der skulle være afholdt fredag den 13. marts, blev aflyst. Centrets skoletjeneste, Etisk Værksted for børn og unge er lukket ned – skolerne har meldt afbud for resten af dette skoleår. Forårsmånederne er ellers blandt de måneder med flest besøg i skoletjenesten med mange lejrskoleelever på tur til København.
Alle konfirmandbesøg, der var mange bookninger af i marts og april, er aflyst. Internationale skolebesøg fra Tyskland i juni er aflyst. Alle voksenarrangementer med kunstforeninger, fagforeninger, firmagrupper og familiegrupper er aflyst frem til sommeren. Ligesom alle søndagsomvisninger er aflyst.
Vurderingen er, at aflysningerne koster Kulturcentret ASSISTENS mindst 125.000 kr.
Den Frie
Den Frie Udstillingsbygning er en traditionsrig kunsthal ved Østerport i København. Den Frie har gennem flere kunstnergenerationer arbejdet ud fra sit navn: at kunsten skal være fri og har derfor været central for generationer af samtidskunstnere.
Som alle andre kunsthaller måtte Den Frie lukke for virksomheden fra den ene dag til den anden. Kunsten måtte stå ubeset. De tre faste medarbejdere holder bygningen i stand og planlægger nye udstillinger. Man håber at kunne åbne næste udstilling, Den Frie Forårsudstilling i maj. Udstillingen er kunstnerstyret af sammenslutningen Den Frie, og sammenslutningens 55 medlemmer er inviteret til at bidrage med værker.
På Den Frie håber man det bliver muligt at åbne i maj. Huset er tomt uden besøgende og kunstnerne vil miste omsætning, hvis der ikke kommer besøgende og købere.
Direktør for Den Frie, Dina Vester Feiberg, kan konstatere, at man indtil nu har tabt omkring 220.000 på nedlukningen. Dels tabte entreindtægter og aflysninger af tidligere kommercielle bookninger. Udlejning af udstillingsrum til mode, design eller andre arrangementer plejer at skæppe godt i kassen.
Hvis det ikke bliver muligt at åbne fuldt ud, håber Dina Vester Feiberg, at det bliver muligt at etablere delvis åbning. Man er klar til at etablere onlinesalg af billetter til bestemte slots (afgrænsede tidsterminer), men kan også forestille sig at udvide åbningstiden, for at imødekomme efterspørgslen
Danske Kunsthaller
Den Frie er medlem af Foreningen af Kunsthaller i Danmark. Foreningen, som har 16 medlemmer, bl.a. Kunstforeningen Gl. Strand, Gl. Holtegaard, Kunsthal Aarhus og KunstCentret Silkeborg Bad, har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt institutionerne.
Undersøgelsen viser, at de ti økonomisk set mest berørte institutioner mister over 3 mio. kr. i indtægter alene i perioden 12. marts til 13. april. Forlænges lukningen, forøges tabet naturligvis. Institutionerne har ikke meget at stå imod med.
Blandt de hidtidigt vedtagne hjælpepakker er kun to relevante for kunsthallerne, lønkompensationen og kompensationen for faste udgifter. Kun to af institutionerne vil kunne gøre brug af lønkompensationen. Retningslinjerne for kompensation for faste udgifter foreligger endnu ikke. Men den primære udgift er lønninger og dækkes dermed ikke af denne hjælpepakke.
Med de hidtidige hjælpeforanstaltninger er der ganske beskeden hjælp at hente for kunsthallerne i forhold til det store tab, de står overfor.
Dansk Kulturinstitut
Dansk Kulturinstitut med base i seks lande udenfor Danmark, var nok den første danske kulturinstitution, som mærkede coronaeffekten. Allerede i januar blev Dansk Kulturinstituts afdeling i Beijing nødt til at aflyse arrangementer. Siden har institutterne i de øvrige lande fulgt trop.
Det har ført til aflysning af udstillinger, koncerter, teaterforestillinger og mange andre aktiviteter. Mange af arrangementerne håber man at kunne gennemføre senere.
Dansk Kulturinstituts største bekymring er, at nationer, både Danmark og de nationer, man samarbejder med, vender sig indad. Det kan blive sværere at skabe opmærksomhed om det internationale samarbejde. Der er reelt større behov for, at vi kan arbejde sammen og udvikle løsninger på tværs af grænser.
Very nice post. I just stumbled upon your blog and wanted to say that I’ve really enjoyed browsing your blog posts. In any case I’ll be subscribing to your feed and I hope you write again soon!
I don’t think the title of your article matches the content lol. Just kidding, mainly because I had some doubts after reading the article.
Thanks for sharing. I read many of your blog posts, cool, your blog is very good.