Kunstnerfradrag – nej tak

Skal et hårdt trængt kunstlivs økonomiske problemer reddes af et kunstnerfradrag? Nej tak, det vil blive et bureaukratisk monster og vil kun gavne over- og middelklassen.

CulturCommentar:

Dansk Kunstnerråd har foreslået, at der indføres en ordning svarende til håndværkerfradraget for køb af kunstværker og kulturelle oplevelser. Forslaget får nogen medvind på Christiansborg, dog slet ikke fra regeringspartiet, Socialdemokratiet.

Hensigten med forslaget er at støtte det hårdt corona-ramte kulturliv ved at skabe større omsætning. Logikken er, at hvis du får fx 30% tilbage fra skat, når du køber et kunstværk, så vil du forhåbentlig købe flere kunstværker. Når du får 300 kr. tilbage fra en festivalbillet til 1.000 kr., vil du forhåbentlig gå til endnu flere koncerter.

Et bureaukratisk monster

Kunstnerrådet har ikke søgt at fastsætte detaljerne i forslaget, andet end at det skal ligne håndværkerfradraget og koste 200 mio. kr. for staten.  Men detaljer kan blive væsentlige.

Håndværkerfradraget stiller visse bureaukratiske krav på virksomhedssiden: Virksomheder skal være momsregistrerede (ups, der faldt en del kunstnere vist fra). For det parallelle Servicefradrag gælder dog, at man kan nøjes med at udfylde en serviceerklæring for hver enkelt aftale, så man ikke behøver at være momsregistreret.

Håndværkerfradraget stiller også bureaukratiske krav på forbrugersiden: man skal gemme sine kvitteringer og man skal huske at indtaste disse hos skat.dk. Får man lavet håndværkerarbejde for 10.000 kr., har man nok en større tilskyndelse til at gemme kvitteringen (som også er rar at gemme, hvis man senere skal gøre indsigelser) end hvis man betaler 250 kr. for en koncert. Foruden bøvlet, når det er en vennekreds som køber billetter sammen. MobilePay kan klare meget – men ikke fælles indberetninger til Skat.

Bureaukratiet vil i sig selv bevirke, at et kunstfradrag vil blive brugt til større udgifter, ikke til mere dagligdags kulturaktiviteter.

Utilsigtede bivirkninger

Det er også givet – som ved ethvert offentligt tilskud – at det vil opstå utilsigtede bieffekter. For håndværkerfradraget gælder, at det kan bruges til lønudgifter, ikke til materialer eller transport. For mange kunstnere vil det være vanskeligt at lave den sondring. Dette gælder i særdeleshed, hvis ordningen skal gælde fx scenekunst og koncerter. Det er jo langt fra løn det hele. Det skal således fremgå af den faktura, kvittering eller billet, som skatteborgeren modtager, hvor stor del som går til løn. Et kunstnerfradrag vil derfor give god merbeskæftigelse til de revisorer, som skal beregne løndelen af koncertbilletten.

For at give et enkelt regneeksempel: entrè på et museum udgør måske 120 kr. Løndelen af museets driftsudgifter udgør 40%. Hvis fradraget giver 30% tilbage i skat er den enkelte gæsts besparelse ca. 15 kr. Hvor mange gider taste dette ind i skat.dk? Eller rettere: det bliver sikkert ikke muligt, for der må komme en bagatelgrænse for sådanne fradrag.

Bortset fra billedkunstnere og kunsthåndværkere, som vitterligt har et vist privatsalg, er det vanskeligt at forestille sig andre skabende kunstnere få gavn af et sådant fradrag. Hverken forfattere, komponister, dramatikere eller scenografer har et marked til privatpersoner.

Blandt udøvende kunstnere er det nærmest kun musikere, som har et egentligt salg til private. Øvrige udøvende kunstnere, fx scenekunstnere, optræder naturligvis steder, fx teatre, hvor private køber billetter. Her skal man således foretage beregningen af løndelen af billetten, for at finde den fradragsberettigede andel.

Hvis man forestiller sig at fradraget skal virke for spillesteder, er det så kun entreen eller også baren, som tæller med. Er det kun musikerhonorarer eller også barpersonale? Vil det pludseligt svare sig for et spillested at øge entreen og mindske prisen på drikkevarer? Så ændrer man også publikumssammensætningen.

Det handler (også) om balance

Almindeligvis er der en forestilling om, at politikere først og fremmest er optaget af at få økonomien til at hænge sammen. Mindst lige så vigtigt er det dog, at sikre at balancer mellem forskellige bevillingsformål opretholdes. Skal nogen have flere penge, skal det tydeligt kunne begrundes. Derfor ligner finansloven sig selv år efter år.

Mange har haft indtryk af, at Kulturministeriet var lang tid om at forstå behovet for pengebevillinger for at sikre kunstnere mod uønsket tab på grund af corona. Mindst lige så vanskeligt som at skaffe pengene, var at sikre, at balancer mellem de forskellige kunstarter og de forskellige bevillingsformål blev opretholdt. Alle har mistet på corona. Bestræbelsen har været at undgå for store nye ubalancer. Alle skal så at sige tabe lige meget.

Derfor vil det være ekstra vanskeligt at etablere en fradragsordning, som kun vil gavne relativt få grupper af kunstnere. I særdeleshed, når der ikke eksisterer nogen begrundelse for, hvorfor netop kun billedkunstnere blandt de skabende kunstnere og næsten kun musikere blandt de udøvende kunstnere skal støttes.

Hvem har råd?

Det har gennem alle årene været en standende debat, at håndværkerfradraget især gavner private husejere og slet ikke gavner lejere i almene boliger. Håndværkerfradraget er således med til at øge uligheden på boligmarkedet.

Det er tydeligvis et fradrag tiltænkt over- og middelklasse. Kassedamer og førtidspensionister (og kunstnere!) er der ikke tænkt på.

Samme effekt vil et Kunstfradrag give. Det ligger implicit i de eksempler Dansk Kunstnerråd selv giver: ”køb af kunstværker”, ”investering i kunstværker i hjemmet” eller ”servicefradrag for betaling af kunstnerhonorarer”. Det er tydeligvis et fradrag tiltænkt over- og middelklasse. Kassedamer og førtidspensionister (og kunstnere!) er der ikke tænkt på.

Dette er også den gode grund til at forslaget vil falde. Den nuværende regering er optaget af en dagsorden, som handler om at brede kunst og kulturliv ud til større dele af befolkningen, ikke af at gøre det billigere for de borgere, som i dag bruger kulturtilbuddene.

Kamp mod sort arbejde

Blandt kunstnerrådets argumenter for et kunst- og kulturfradrag er, at en sådan ordning “vil være med til at bekæmpe sort arbejde i kunst og kulturbranchen”.

Det er i sig selv interessant, at de mange organisationer som taler kunstnernes sag, mener at sort arbejde i branchen er et problem, der trænger sig på.

Der foreligger vistnok ikke nogen analyser som viser omfanget af sort arbejde i kunstlivet. Naturligvis forekommer det: en kunstmaler som sælger sit værk privat udenom etablerede systemer, en musiker som optræder til et bryllup og får honoraret udbetalt i kontanter uden at dette registreres hos Skat.

Som udgangspunkt må man dog tro, at problemet bør være begrænset. Først og fremmest er en væsentlig del af kulturlivet afhængigt af offentlige kasser, hvor udgifter dokumenteres overfor Skat. Dernæst sker langt størstedelen af det private forbrug af kunst og kultur gennem veletablerede kommercielle markeder: forfatterne får penge gennem forlagene, musikerne får mindre end de kunne ønske sig fra streamingtjenesterne, men det de får er ikke sort, landets spillesteder er regulerede og udbetaler skattepligtige honorarer, de gallerier og udstillingssteder som sælger kunstværker er moms- og skattepligtige, skuespillere og dansere har næppe mange optrædender som ikke er en del af et reguleret marked.

Trods disse simple indvendinger, må man jo antage, at Dansk Kunstnerråd, som repræsenterer 26 organisationer, har fingeren så meget på pulsen, at sort arbejde opfattes som et reelt problem, der kræver en politisk løsning. Kunstnerrådet skylder således det kulturpolitiske Danmark en analyse af omfanget af sort arbejde i kunstlivet – når man nu mener at politikerne skal løse dette problem.

Tom Ahlberg
Ansv. redaktør