“Deler ministeren den betragtning, at vi engang skulle beskytte kunsten mod tyveri og hærværk udefra, men at vi nu skal beskytte vores kunst mod ledere af de kunstneriske uddannelser?” og 721 andre spørgsmål til kulturministeren

Kunstakademiet, Grundtvig Centret, vandmøller, MGK-skoler, internationale sportsbegivenheder, Den Store Danske og klimakampen var blandt de kulturpolitiske emner, der optog folketingspolitikerne i det forgangne år.

Blandt de sager, som fik følelserne i kog i det forgangne folketingsår, var sagen om bustenedsænkningen i Københavns Havn udført af en institutleder ved Kunstakademiet, den såkaldte rematerialisering. Især borgerlige politikere valgte at se sagen som et udtryk for sædernes forfald i almindelighed og kunstelitens uansvarlighed i særdeleshed.

Da sagen kommer frem, er der åbenlyst en mistanke om, at det er studerende, der står bag aktionen. Birgitte Bergman fra Konservative spørger:

Man forstår så godt, at overraskelsen må have været stor, da ophavskvinden viste sig for offentligheden. Herefter kommer en sand byge af spørgsmål fra Bergmann:

[ su_quote]

• Deler ministeren den betragtning, at vi engang skulle beskytte kunsten mod tyveri og hærværk udefra, men at vi nu skal beskytte vores kunst mod ledere af de kunstneriske uddannelser?
• Er ministeren bekymret for, at øvrige værker, som er i Det Danske Kunstakademis besiddelse, risikerer at lide samme skæbne som busten af Kong Frederik V?
• Er ministeren bekymret for, at Det Danske Kunstakademis institutleder eller en del af den øvrige ledelse vil spænde akademiet for deres moralsk overlegne ideologiske vogn, hvor destruktion af andres værker er en del at måden, hvorpå man udtrykker sin snævre identitetspolitiske dagsorden? [/su_quote]

I alt stiller Birgitte Bergman 15 spørgsmål til ministeren om bustesagen. I alle svar betoner ministeren, at hun ser på sagen med samme alvor som spørgeren og tager en række ledelsesinitiativer i forhold til skolen.

Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti evner også at give sagen fuld patos i hans spørgsmål til ministeren:

Her finder Messerschmidt således anledning til at kreere et helt nyt ord, “vandalist”.

Nikolaj Frederik Severin

Morten Messerschmidt har ofte en noget vred og belærende tone i sine spørgsmål:

Det som almindeligvis opfattes som afslag på tilskud til en given sag, formuleres her ligefrem som en “vægring” og “sløjfe bevilling”. Det virker naturligvis ikke logisk, at stoppe en udgivelse halvvejs. Måske skulle Messerschmidt så have overvejet, hvorfor finansloven for 2019, som hans eget parti var medansvarlig for, havde sat bevillingen til Grundtvig Centeret til at ophøre ved udgangen af 2019. Når man bygger et hus, plejer man almindeligvis at budgettere hele byggesummen fra start til slut og ikke lade det afhænge af drypvise bevillinger.

Messerschmidt krav om, at kulturministeren skal redegøre for Nikolaj Frederik Severin Grundtvigs samlede betydning for dansk åndsliv, har mere karakter af en lærer, der udspørger en uartig elev, end et ønske om at få det egentlige svar. Hvorfor Messerschmidt så vælger at spørge netop kulturministeren, når den tidligere bevilling var i Uddannelses- og forskningsministeriets regi – og også kom det ved finansloven for 2021, må henstå i det uvisse.

Den Store Danske og lex.dk

Morten Messerschmidt kan også virke noget utålmodig i sine spørgsmål. 10. juni spørger han ministeren om hun vil sikre penge på finansloven for 2022 til Den Store Danske og lex.dk. Hertil svarer ministeren at hun ikke kan oplyse om næste års finanslov. 15. juli spørger så Messerschmidt igen om ministeren vil skaffe penge til formålet. Herefter lukker ministeren munden på Messerschmidt ved at svare:

Og sporten, langt

Tidligere kulturminister og nuværende folketingsmedlem for De Frie Grønne, Uffe Elbæk, er bekymret for menneskerettighederne ved forestående internationale sportsbegivenheder som fx VM i Quatar og Vinter-OL i Beijing. Det stiller han i alt 13 spørgsmål om. Ind i mellem er variationen mellem spørgsmålene ret beskeden, fx disse to spørgsmål, stillet samme dag:

og

Forskellen består således i, at han anden gang præcisere at det handler om beslutningsgrundlag og udvider spørgsmålet til at handle om officielle repræsentanter og ikke blot kulturministeren. Elbæk kender naturligvis på forhånd svaret, da han jo selv som kulturminister valgte at deltage ved fodbold-EM i 2012 i Ukraine.

Klimakampen og public service

Uffe Elbæks partifælle Sikander Saddique er optaget af klimakampen og mener også at dette skal udmøntes gennem tv. Han spørger ministeren:

Ministerens svar – som nok har været blandt de mere muntre at udforme – beskriver regelværket for dansk public service tv, som indebærer, at der ikke sendes reklamer på public service-medier. Elegant afsluttes svaret:

Men Saddique har flere spørgsmål til mediernes klimahåndtering.

Her må ministeren forklare spørgeren om armslængdeprincippet for public service-medierne. Spørgsmålene fra Saddique afspejler en begrænsning i spørgsmålsinstituttet. Han ønsker naturligvis ikke en belæring om gældende regler, som han givetvis er enig i.

Derimod ønsker Saddique en diskussion om, hvordan man kan styrke klimakampen, også på kulturministeriets område. Svagheden er så, at han ikke selv stiller forslag til, hvad der kan gøres, men blot afventer eventuelle ministerinitiativer. Dybest set er realiteten i Saddiques sammenligning mellem corona og klima, at han derved tilslutter sig den samme form for krisehåndtering, nemlig at statsministeren også skal styre os gennem denne krise.

Ministeriet og dets medarbejdere

Langt de fleste spørgsmål fra politikerne til ministeren er naturligvis politiske i den forstand, at man ønsker at fremme en bestemt sag, eller se om man kan bringe ministeren på glatis. Det sidste er naturligvis tilfældet, når Morten Dahlin fra Venstre stiller i alt 25 spørgsmål om en organisationsændring i kulturministeriet. Samtlige svar fra ministeren er de politisk korrekte og dermed forventelige. Dahlin kan næppe have håbet på andet. Derimod har han sikkert haft et håb om, at et medie havde fundet frem til en anden sandhed, hvorefter en kalkunjagt kunne være påbegyndt. Tilbage står så de mange spørgsmål og svar uden væsentlig interesse for eftertiden.

Også Venstres Kristian Pihl Lorentzen interesserer sig for de indre anliggender i ministeriet. Blandt hans i alt 28 spørgsmål om vandmøller, hvilket vidner om en oprigtig interesse for selve sagen, finder man også denne bekymring for ministeriets medarbejderstab:

Dette spørgsmål var endnu ikke besvaret ved redaktionens afslutning.

Også Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF har en sag, der kræver mange spørgsmål. Statens Kunstfond har nemlig besluttet at ændre i den økonomiske struktur for MGK-skolerne, hvilket stiller MGK i Sønderjylland (Lorentzen Dehnhardts valgkreds) svagere. Dette giver anledning til i alt 15 spørgsmål om MGK-skolerne.

Ministeren erklærer sig enig med Karina Lorentzen Dehnhardt i at det er et problem, at Statens Kunstfond ikke følger regeringens politik for decentralisering af uddannelser. Ministeren svarer således, at det er indenfor armslængdeprincippet, at Kunstfonden har foretaget sin prioritering. Men hun er uenig og har gjort Kunstfonden opmærksom på dette. Så kan Kunstfonden tænke over, om man ønsker at fastholde sin faglighed og dermed en konfrontation med det politiske flertal, eller om man vil føje sig.

Store forventninger

Ud over at spørgsmål markerer en politisk vinkling, afspejler mange også en forventning om stor viden i ministeriet eller underliggende styrelser.

Mai Mercado, Konservative, er bekymret for unges helbred efter corona-nedlukningen. Derfor stiller hun i alt 11 spørgsmål efter samme skabelon. Et par af spørgsmålene lyder således:

Ministeren må svare, at sådanne data ikke findes.

En sag bliver rejst

En del spørgsmål skyldes, at en politiker er gjort opmærksom på et problem, hvorefter politikeren “tager sagen op”. Det må man forestille sig er tilfældet for Britt Bager (Venstre/Konservative), som spørger:

Ministeren svarer:

Også Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti er stødt ind i et problem:

Her giver ministeren for en gangs skyld dog ikke medbold. Dels henviser hun til, at der er armslængde. Men hun berører også det reelle dilemma, spørgsmålet er udtryk for: hvordan fornye sig fra flow til streaming, hvis man ikke må lave noget på streaming, som ikke er flow? Som en del af svaret lyder:

Tal op til vælgerne

Almindeligvis gør folketingspolitikere ganske meget for at formulere sig forståeligt for flest muligt. Det gælder dog ikke for Jens Rohde (Radikale Venstre, løsgænger, Kristendemokraterne), som kan spørge, som var han stolt af at være indskrevet på jurastudiet:

eller dette spørgsmål:

Snydes der på vægten?

Mange af super-spørgeren Søren Søndergaards (Enhedslisten) spørgsmål bærer præg af mistillid, at han tror ministeren og ministeriet snyder på vægten. De mange spørgsmål om finansloven, også om virkelig små beløbsændringer, kan selvfølgelig læses som et behov for forklaringer. Men det er altid nogle beløb, som ser mistænkeligt små ud for Søndergaard, aldrig en merudgift, der spørges til.

Pudsigt nok spørger Søren Søndergaard også ind til de to regionale kulturfonde, som ellers ikke blev født i Enhedslistens baghave. Tværtimod, man protesterede, da de blev etablerede.

Søren Søndergaard har også spørgsmål, som i praksis sikkert kan være svære at besvare, men hvor præcisionen politisk set er underordnet:

Der er ikke nogen tvivl om at det er blevet dyrt, både for den 15-årige og for alle andre. Det kan så bruges som argument for retablering af sportslisten med betydningsfulde sportsbegivenheder, der skal tilbydes på public service-kanalerne.

En hage ved det er dog, at det ikke er sikkert, at public service-kanalerne vælger at prioritere som Søndergaards ønsker. Derfor må han også spørge:

Ministerens svar foreligger endnu ikke ved redaktionens afslutning. Man kan dog gætte, at der vil være en bemærkning om armslængde i svaret.